De røde fra Osasuna vil altid være røde

8. november 2022 skulle F.C. Barcelona spille mod C.A. Osasuna på udebane i den bedste spanske række La Liga. På papiret var det ikke nogen særlig vigtig kamp. Kampen endte 1-2 til Barcelona, hvilket bestemt ikke var synderligt overraskende. Til gengæld vakte de scener, der udspillede sig kort inden kampen, stor forbløffelse.

Kampen blev nemlig skæmmet af et voldeligt opgør på baren Ezpala, som er et yndet tilholdssted for fans af Osasuna. Bevæbnet med køller og romerlys angreb personer med tilknytning til ultras-gruppen Boixos Nois fra Barcelona baren. Baren blev totalsmadret, og tre Osasuna-fans blev sårede ved angrebet. Årsagen til angrebet forbliver ukendt, men man kan spekulere i, om det skyldes politiske uenigheder mellem Boixos Nois-gruppen og fansene af Osasuna.

Osasunas mest aktive fangruppering, Indar Gorri (som betyder rød styrke på baskisk), er nemlig baskiske separatister, og tilhører den yderste venstrefløj. Indar Gorri sympatiserer derfor med den separatistiske venstrefløj i Catalonien, mens Boixos Nois, som er en højreekstrem catalansk-nationalistisk gruppe, tilhører den separatistiske højrefløj.

Som så mange andre steder syd for grænsen er fodbold og politik også i Spanien vævet tæt sammen. Det politiske fodboldlandkort i Spanien er komplekst. Det afspejler landets politiske historie og interne politiske kampe, og Osasunas historie virker som en prisme, hvorigennem disse kampe spejles.

Mellem spansk nationalisme og baskisk separatisme

Osasuna er dybt rodfæstet i klubbens hjemby Pamplona, som er hovedstad i den tyndt befolkede region Navarra. Klubben er den eneste større sportsklub i området, og indtager derfor en særlig plads i folks liv. Forbindelsen mellem klubben, byen og regionen er derfor helt afgørende for at forstå Osasuna.

Pamplona er en gammel middelalderby, og ligger omkranset af golde bjerge på en højslette i det nordlige Spanien. Om sommeren er der bagende varmt, men om vinteren bliver det koldt, og de omkringliggende bakker dækkes af sne. Det er et sted med en meget kompleks og ikke mindst splittet identitet.

Tidligere var Navarra et middelalderligt kongedømme, hvor Pamplona var hovedstad. I århundreder var det selvstændigt, indtil det i 1512 blev indlemmet i det spanske kongerige. Navarra har dog stadig en udbredt grad af selvstyre og – måske netop derfor – også en stærk følelse af kulturel egenart. Her er man stolt af at være fra Navarra, og man er stolt af sin kultur. Man holder ældgamle traditioner i hævd, og man værner om regionens historie. Mange i Pamplona og Navarra er da også konservativt sindede, og særligt denne gruppe er glad for tilknytningen til den spanske stat.

Dog er da også et stort mindretal, som lægger vægt på forbindelsen til de baskiske regioner, som ligger lige nord og vest for Pamplona og Navarra. Dette mindretal besynger den baskiske kultur og det baskiske sprog, og er ofte forbundet til den baskiske separatisme. De baskiske selvstændighedsbevægelser anser da også Navarra for at være baskisk territorium.

På den måde er den kulturelle selvopfattelse i Navarra og Pamplona spaltet mellem en konservativ identitet, der lægger vægt på den spanske tilknytning, og en baskisk, venstreorienteret og mere separatistisk identitet.

Politisk er regionen også delt. Navarra er skiftevis blevet regeret af det regionalt forankrede, konservative, kristendemokratiske og antibaskiske parti UPN (Union del Pueblo Navarra), de baskiske socialdemokrater Geroa Bai og det spanske socialistparti PSOE. I Pamplona er UPN typisk størst, men det baskiske parti EH Bildu fra den yderste separatistiske venstrefløj får også sin andel af stemmerne, og blev ved seneste lokalvalg i maj måned næststørste parti.

Begyndelsen på enden

Osasuna forsøger i dag at bygge bro mellem de forskellige kulturer, og da klubben blev stiftet i 1920, blev der lagt vægt på, at klubben var åben for alle, og ikke havde et politisk eller religiøst sigte. Klubben skulle være drevet med afsæt i medlemsdemokrati og udelukkende være til for dens medlemmers gavn.

Dog var stifterne klart baskisk sindede, og man valgte da også et baskisk navn for klubben (Osasuna betyder sundhed på baskisk). I de første år af klubbens historie udvikledes der en stærk tilknytning til baskiske selvstændighedsbevægelser og arbejderbevægelser. Flere af klubbens ledere var baskere og desuden kommunister og socialister, og stærkt knyttede til den republikanske venstrefløj.

Derfor valgte man også den røde farve for klubben. Den skulle symbolisere klubbens værdier om solidaritet, kammeratskab og fællesskab og også den passion, som spillerne skulle spille med inde på banen; de skulle være klar til at bløde for Osasuna. I de første år lød en fast slagsang blandt tilskuerne på Osasunas første stadion San Juan: ”Rojos de Osasuna, sed siempre rojos” (på dansk: de røde fra Osasuna vil altid være røde).

Osasuna kæmpede desuden imod den tidlige kommercialisering og professionalisering af fodboldsporten i Spanien, og klubben var modstander af oprettelsen af en eksklusiv liga for de bedste og rigeste klubber. I stedet ønskede de et ligasystem, som var åbent og mere tilgængeligt for alle. For Osasuna var det vigtigt, at fodboldspillet fremmede sociale værdier og fællesskaber og ikke skabte splid gennem benhård konkurrence og kommercialisering.

De socialistiske og baskiske værdier gjorde, at mange konservative borgere i Navarra og Pamplona blev skeptiske over for Osasuna, ligesom de også var skeptiske over for fodboldsporten helt generelt. Modstanden mod Osasuna intensiveredes under borgerkrigen, som klart er det mørkeste kapitel i klubbens historie.

Da Franco og hans kumpaner i sommeren 1936 tog magten i Navarra, måtte flere af klubbens folk flygte ud af Spanien. Desværre var der også flere, som blev fængslet eller myrdet af fascisterne på grund af deres tilknytning til venstrefløjen og de baskiske nationalbevægelser.

Under Francos regime førte undertrykkelsen til, at Osasuna, ligesom så mange andre klubber i Spanien, blev et vedhæng til regimet, og klubbens baskiske sindelag og venstrefløjsidentitet blev mørklagt.

Genfødsel og genopblomstring

Efter enden på Francos diktatur er det igen blevet lovligt at snakke baskisk og vise de baskiske farver frem. Når man kommer ind på Osasunas stadion, El Sadar, lægger man straks mærke til de mange baskiske flag, som hænger rundt omkring på stadion.

Indimellem vil man også kunne spotte enkelte catalanske flag og måske endda et irsk flag, som er udtryk for sympati med catalanske og irske selvstændighedsbevægelser. Flere af tilskuerne er iført baskerhuer, og drikker vin fra deres zahato, som er en traditionel baskisk vinsæk.

Bannerne på endetribunen, hvor Indar Gorri og de mest inkarnerede Osasuna-fans står, er skrevet på baskisk. Nogle fans på endetribunen holder tørklæder over hovedet med Osasuna Antifaxista påskrevet.

Der flages med et stort flag med Eladio Zilbetis ansigt på – en af klubbens stiftere, som var aktiv i flere militante baskiske venstrefløjsorganisationer, og senere blev myrdet af Francos tropper. Inden kampen starter, gjalder der et ’aupa Osasuna’ (baskisk for ’kom så Osasuna) fra stadionspeakeren.

Den baskiske identitet afspejler sig også inde på banen. Osasuna spiller direkte og med høj intensitet, presser højt oppe på banen og fighter benhårdt. På El Sadar vil man hellere se hårdt arbejde end poleret spil. Tilskuerne jubler højlydt, når en Osasuna-spiller udfører en perfekt timet glidende tackling. Det er ellers ikke det, man normalt forbinder med spansk fodbold, men oppe nordpå, tæt på Baskerlandet, har man en mere pragmatisk tilgang til spillet.

I denne sæson har det givet Osasuna pæn succes. Takket være en flot syvendeplads har Osasuna for første gang i mange år formået at kvalificere sig til europæisk fodbold. Det er særligt imponerende med tanke på, at Osasuna har et af de mindste budgetter i La Liga. Holdet er en fasttømret enhed uden store profiler, men spillerne kæmper for hinanden, og i tråd med klubbens værdier ligger holdets styrke i kollektivet.

En særlig forbindelse mellem klub, fans og spillere

Mange af spillerne er lokale knægte, og det er en meget bevidst strategi i klubben. Osasuna har nemlig et godt ungdomsakademi, som leverer spillere til førsteholdet, og som er afgørende for klubbens succes. Man værner derfor meget om uddannelsen af de yngre spillere i klubben, og spillere på førsteholdet er forpligtede til at undervise ungdomsspillerne og oplære dem i Osasunas værdier.

Spillere fra ungdomsakademiet lærer således at forstå klubben og dens værdier, og er villige til, på banen, at ofre alt for logoet på brystet. For de lokale spillere er dét at spille på El Sadar foran det lokale publikum den allerstørste drøm. Holdets helt store profil Jon Moncayola, som er født lidt syd for Pamplona, underskrev i 2021 helt uhørt en 10-årig kontraktforlængelse, for som han udtalte, så er der ingen grund til at skifte klub, når han allerede er dér, hvor han hører hjemme.

Osasuna har vundet langt de fleste af sine kampe på hjemmebane. El Sadar er nemlig et svært sted at være på besøg som udehold. Det lille kompakte stadion, hvor der kan sidde ca. 20.000, er udsolgt til hver kamp. Tilskuerne sidder tæt på banen, og lader sig rive med af kampen på en måde, man ellers ikke ser mange steder i Spanien.

Det skaber en yderst intens stemning, som spillerne fra Osasuna kan udnytte til deres fordel i kampene. Der bliver lagt et kæmpe pres på modstanderen, især når det er spansk-sindede klubber med højreorienterede fans som Real Madrid eller Zaragoza, der er på besøg.

Osasuna betyder simpelthen utroligt meget for det loyale publikum på El Sadar og befolkningen i Pamplona. De er stolte af deres klub, selvom de aldrig rigtig har vundet noget eller spillet med i toppen af spansk fodbold. På stadion kan man se masser af familier, hvor flere generationer sidder sammen.

Bedsteforældre, fædre, mødre, sønner og døtre tager weekend efter weekend ud på den rituelle pilgrimsfærd fra barerne og restauranterne i de smalle gader i Pamplonas middelalderlige centrum og ud til udkanten af byen, hvor El Sadar ligger. Det er en klub, hvor tilhørsforholdet til klubben går i arv.

Socialt medejerskab og demokratiske værdier

Det tætte bånd mellem klub og fans cementeres i den måde ejerskabet af klubben er organiseret på. Osasuna er en af bare fire klubber i Spanien, som er ejet af medlemmerne (på spansk kaldet socios). I starten af 1990’erne blev det ellers gjort obligatorisk for alle professionelle spanske klubber at være privatejede, men man tillod fire undtagelser; Osasuna, F.C. Barcelona, Real Madrid og Athletic Bilbao.

Osasuna fik ligesom Barcelona og Athletic Bilbao lov til at forblive medlemsejet, da de har en særlig kulturel betydning for deres fans og medlemmer. En socio er medejer af Osasuna gennem et medlemskab, som man betaler for på årlig basis. Medlemsejerskabet giver Osasunas socios mulighed for at vælge den præsident, som skal lede klubben og mulighed for at stemme til generalforsamlinger.

Udover en vis medbestemmelse er de også sikret billigere billetter gennem deres medejerskab. Socio-modellen er til en vis grad med til at give medlemmerne magt og medindflydelse, ligesom den også er med til at afværge de værste af de kapitalistiske laster, som mange fodboldklubber i dag er underlagt såsom ekstrem gældsætning, tårnhøje billetpriser, tvivlsomme ejere og griske sponsorer.

Det er dog ikke altid tilfældet, hvilket Barcelona og Real Madrid er gode eksempler på. Osasuna har da også tidligere kæmpet med økonomien, men under den nuværende ledelse har man rettet op på situationen.

Nu har Osasuna en strategi, hvor man arbejder hårdt for at opnå sportslig succes, men ikke vil gældsætte sig til den eller gå på kompromis med klubbens værdier om solidaritet, fællesskab, kammeratskab for at opnå den.