De ‘ucivile samfund’ marcherer i Ukraine og Rusland

Nationalistiske grupper har ganske vist svært ved at slå igennem ved valgene i Ukraine og Rusland. Men det betyder langt fra, at det »ucivile samfund« ikke spiller nogen rolle i de to lande. Tværtimod.

Af Søren Riishøj

I takt med populismen og de voksende problemer for det liberale demokrati er der naturligt nok mere fokus end tidligere på de “ucivile samfund”. Det gælder både i Vesten – Trump, Brexit og de »gule veste« – og i Asien som for eksempel i Hongkong.  Men “ucivile samfund” sætter også deres præg på Ukraine og Rusland, som det tyske »Ukrainen-analysen« beskriver i den seneste udgave.

For både Ukraine og Rusland gælder, at nok har de ekstreme nationalistiske grupper ikke haft meget held ved hverken parlamentsvalg eller præsidentvalg. Men alligevel har de opnået en væsentlig politisk indflydelse.

I Ukraine fik det nationalistiske parti »Frihed« i årene mellem 2012 – 14 en kort, men ganske stor vælgeropbakning på mellem 12 og 14 procent. Det var i den periode, at Viktor Janukovitj var præsident og hans parti »Regionernes Parti«, havde regeringsmagten.

I forbindelse med Maidan opstod partierne »Højresektoren« og senere »Nationalkorpset«. »Frihed« deltog i den første post-Maidan regering og stemte for associeringsaftalen med EU (endda enstemmigt). Men derefter faldt vælgeropbakningen.

I marts 2017 afholdt »Frihed«, »Nationalkorpset« og »Højresektoren« en fælles kongres og udsendte her et fælles, nationalt manifest. Samarbejde var den eneste mulighed for at passere spærregrænsen ved parlamentsvalgene.

Det var veteraner fra den semi-frivillige Azov-bataljon, der i sin tid i oktober 2016 oprettede »Nationalkorpset« med Andriy Biletsky som leder. Og efterfølgende er bataljonen blevet en del af den under Indenrigsministeriet hjemhørende Nationalgarde. Ganske som »Asov« har »Højresektoren« taget aktiv del i kampene i det østlige Ukraine i form af frivillige bataljoner.

Krigshelte

Andriy Biletsky og »Højresektorens« leder, Dmytro Jarosch blev ligefrem krigshelte, efter at sidstnævnte blev såret under kampene. Ved parlamentsvalget i juli 2019 optrådte »Højresektoren«, »Nationalkorpset« og Dmytro Jaroschs nye gruppe »Statsinitiativet« i fællesskab, men uden at klare spærregrænsen. Som ved de tidligere valg var den eneste chance at vinde mandater i enkeltmandskredse. Dertil kommer politisk repræsentation på lokalt plan. Ved præsidentvalget i 2019 fik kandidater fra det yderste højre da også sammenlagt under to procent af stemmerne.

Den ringe vælgeropbakning ved valgene er dog ikke ensbetydende med, at de »ucivile samfund« er uden politisk indflydelse. De er særdeles aktive, når det gælder for eksempel veteran- og opdragelsesprogrammer, kultur- og historiepolitik samt i forbindelse protestdemonstrationer (herunder også i miljøsager). »Azov« har sit helt eget »borgerværn«, god adgang til våben og derudover kontakter til højregrupper i udlandet. Så de statslige myndigheder og politiet har et problem. Repræsentanter fra det yderste højre har også evnet at påvirke »mainstream« partierne i en mere nationalistisk retning, hvilket er set i forbindelse med parlaments- og præsidentvalgene, ja de har sågar opnået indflydelse via stillinger i administrationen. Jevhen Karas fra den neonazistiske gruppe »C14« var medlem af den ukrainske delegation ved en økumenisk højtidelighed i Istanbul, og han var ikke det eneste eksempel.

Nationalistisk retorik i Rusland

Yderliggående nationalistiske grupper er ikke talstærke i Rusland, og ganske som i Ukraine er opbakningen lav ved valgene. Men de agerer på mange områder selvstændigt og volder derfor også her problemer for myndighederne. Opbakningen i befolkningen er dog heller ikke her ubetydelig – og det uanset de dårlige valgresultater. Det nationalistiske »ucivile samfund«, skriver sociologen Nikolaj Mitrokin, findes især blandt krigsveteraner, inden for politiet, blandt grupper af kosakker, hooligans, religiøse aktivister og folk med tilknytning til den kriminelle underverden (herunder i de private vagtfirmaer).

Som de yderliggående nationalistiske grupper i Ukraine har også russiske nationalister, som for eksempel grupper af kosakker, været aktive i krigen på Krim og i det østlige Ukraine. I selve Rusland har nationalister infiltreret efterretningstjenesterne og for eksempel oprettet kampgrupper i efterretningstjenesten FSB, udøvet bombeterror og to gange beskudt den amerikanske ambassade i Moskva. Som i Ukraine har yderliggående militante grupper haft let adgang til våben og sprængstoffer.

Spørgsmålet var i 2014 – året for annekteringen af Krim – om militante grupper og enkeltpersoner, som for eksempel den tidligere oberst i det russiske militærs efterretningstjeneste (GRU) Igor Girkin, ville kunne opnå storpolitisk indflydelse og måske true præsident Vladimir Putin. Men det projekt blev som bekendt ikke til noget.

Den største indflydelse har nationalister haft inden for partiet »Fædrelandet«. De militante grupper giver myndighederne problemer, selv om det er lykkedes at få marginaliseret Igor Girkin og folkene omkring ham. I dag fremstår de yderliggående nationalistiske grupper splittet, hvilket er set i forbindelse med nationale parader, hvor flere kun har haft omkring 600 deltagere. Men i takt med den ny »kolde krig« med Vesten bruger myndighederne dog selv nationalistisk retorik.

Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).