De venstreorienterede, magten og klimakrisen: Om Antonio Gramscis politiske aktualitet

Det kan godt være, det ikke er populært på venstrefløjen at snakke om, at man ‘ønsker magt over andre’. Det bliver man dog nødt til at komme sig over, hvis man vil udrette noget på klimaspørgsmålet, mener Carsten Jensen. Han peger på den italienske filosof, Antonio Gramsci som et godt sted at studere det spørgsmål.

Af Carsten Jensen

De venstreorienterede, der både vil have reformer for frihed og lighed og reformer for klimabæredygtighed bør se i øjnene, at de risikerer at skabe modstandere, der skal mødes med politisk magt, når tiltagene skal iværksættes. Noget af det værste, der kan ske, er, at miljø- og klima-alliancen går i opløsning, fordi man bliver internt uenig om, hvor meget man skal presse sine politiske fjender. Så realisme i magtpolitik er et nødvendigt gode, også i demokratisk klimapolitik.

I forbindelse med klimapolitikken kan det være nyttigt at drøfte magtspørgsmålet. En god politisk tommelfingerregel siger, at ‘magt avler modmagt’, og det vil sandsynligvis også ske i forbindelse med virkeliggørelsen af de nødvendige tiltag i forhold til klimakrisen.

Undgå at udøve magt over for anderledes tænkende

I den socialistiske tradition var man fra Den russiske revolution (1917) og helt op til Den Kolde Krigs slutning (1989) enten reformister eller revolutionære. Man skiltes især på magtspørgsmål. Reformisterne gik groft sagt ud fra, at man med overtalelse, uddannelse og demokratiske valg kunne undgå at udøve magt over for anderledes tænkende. De revolutionære hævdede derimod, at ‘en revolution er den mest autoritære handling, der findes’ – men at den var nødvendig, fordi modstanden mod frihed og lighed var for stærk i de gamle, herskende klasser. 

I mellem de to traditioner stod Antonio Gramsci (1891-1937), der mente, at man ved hjælp af tålmodig ideologisk indsats kunne skabe en ny konsensus før de store forandringer, der kunne mindske de negative effekter af magtkampe. Han indførte på den måde en ny magtforestilling i debatten, som han kaldte hegemoni, der både fokuserede på ‘tvang og tilslutning’. Tvang over for de gamle klasser – aristokrati og borgerskab – og tilslutning fra de nye klasser – industri- og landarbejdere.

“I den socialistiske tradition var man fra Den russiske revolution (1917) og helt op til Den Kolde Krigs slutning (1989) enten reformister eller revolutionære. Man skiltes især på magtspørgsmål.”

I dag er det vist mest udbredt blandt venstreorienterede i Danmark at udtrykke ulyst mod at bestemme over andre, altså udøve magt. Folk skal have lov at vælge selv o.s.v. Man skal helst blive enige med sine modstandere. Der er noget positivt og livsbekræftende ved denne lev-og-lad-leve stemning, men den er ikke nødvendigvis konstruktiv i al politik. 

Hvis man vil noget med fx miljøpolitik og politik for udligning af uligheder, er det nemlig nødvendigt at udpege nogle, der skal tåle modgang.  Der er nogen, der slet ikke ønsker den slags politik. Dels fordi den måske vil koste dem, og dels fordi de gerne vil bevare en livsstil, der ikke er økologisk bæredygtig, så længe det kan lade sig gøre. De vil blive utilfredse og modarbejde reformerne. Dem bliver man nødt til at bestemme over, når man sætter sig igennem i Folketing og regeringspolitik. Kun en tåbe undervurderer lysten til at brænde fossile brændstoffer af!

At bestemme over andre

Så for dem, der ligger til venstre i dansk politik, vil det være en god idé at begynde at vænne sig til at bestemme over andre, når man vil videre med sine ideer. Tidligere ledere i fx SF, som Gert Petersen og Holger K. Nielsen vidste dette, men de var også glade for Gramsci. I juni 1920, blot 22 måneder efter, at de russiske bolsjevikker havde overrumplet den borgerlige regering i Rusland – men var kommet ud for voldsom modstand og borgerkrig – skrev Gramsci: “Sammen med spørgsmålet om at vinde politisk og økonomisk magt, må proletariatet også stille sig spørgsmålet om at opnå intellektuel magt.” Konteksten var et indledende udsagn om, at “Den proletariske revolution kan kun være en fuldstændig revolution.” Det vil sige en revolution, der omfattede alle livets forhold – og ikke kun politiske og økonomiske magtforhold.

Antonio Gramsci – mellem reform og revolution

• Gramsci blev født i 1891 i Italien og nåede i sit forholdsvis korte liv både at være studerende og journalist, at bo et par år i Moskva, at blive medlem af det italienske parlament og formand for landets nystiftede kommunistiske parti.

• I 1926 blev han fængslet af den fascistiske regering for sine politiske aktiviteter. Han blev kendt på den europæiske venstrefløj i 1930’erne som en politisk fange, og der var en bevægelse i gang for at få ham løsladt.

• Gramsci døde i 1937 kort tid efter at være blevet løsladt. Han efterlod sig et stort, politisk forfatterskab, der siden har fået klassikerstatus, ikke mindst for det europæiske centrum-venstre.

+

Hen mod slutningen af den artikel, hvor udsagnene stammer fra, skrev han videre, at hvis proletariatet ikke stiller sig den slags spørgsmål, er det et bevis på, at “det ikke har nået det niveau i revolutionær udvikling, på hvilket det fuldt ud forstår alle implikationer af begrebet om ‘herskende klasse’.”

Det sprog, som Gramsci skrev i, er naturligvis håbløst forældet her hundrede år efter. Teksten blev skrevet lige efter den russiske revolution og bruger dennes jargon. Det er også skrevet i et sprog, hvor man gik ud fra, at proletariatet – arbejderklassen eller folket alt efter temperament – ville blive forenet i en ikke alt for fjern fremtid og ‘tage magten’ i de kapitalistiske samfund. Det vil sige, at sproget ikke alene er forældet, men også baseret på urealistiske præmisser. 

Alligevel er der også i dag en fornuftig kerne i Gramscis overvejelser: Hvis en demokratisk, kapitalisme-skeptisk og miljøbevidst politisk bevægelse vil have mere indflydelse, kommer den ikke uden om at tænke over, hvordan man gør sig til en ledende social gruppe – for nu ikke at kalde det en ‘herskende klasse’. 

At blive ‘herskende’, at bestemme over sine modstandere, er ikke bare at få indfriet nogle her-og-nu-interesser. Det handler især om at udøve magt på en bæredygtig måde og om at tænke langsigtet over, hvordan magten skal bruges – så bevægelsen ikke bare blive sat på porten af de modstandere, den skaber, når den udøver sin magt. 

Det er denne ekstra mil i tænkningen, der kendetegner en gruppe, som for alvor ønsker at blive ‘herskende’. Det gælder også for en gruppe, der fx vil skabe frihed og lighed for alle i et samfund, der er økonomisk, miljømæssigt og klimatisk bæredygtigt. Hertil kræves netop en ‘intellektuel reform’, der skaber sammenhæng i samfundet under forandringsprocesserne. Med en ‘intellektuel reform’ mente Gramsci, at tanker om opgør med eksisterende livsstile – som han ville have kaldt ‘de underordnede klassers organiske ideologiers materialisering’ – skulle være udbredt blandt et bæredygtigt folkeligt flertal, før de blev iværksat. Det nytter fx ikke noget at indføre højere miljøafgifter, der på få år undergraver den brede opbakning til en reformregering. Det kan faktisk gøre ondt værre, fordi reformbevægelsen så kan miste modet.

Sammenhæng mellem hverdagsliv, familie- og samfunds-økonomi

Uden en tilbundsgående, bred forandring i tænkning over sammenhængen mellem hverdagsliv, familie- og samfundsøkonomi, kan ingen regering overleve en omstilling til klimaforsvarlig produktion og især forbrug. Det kræver en reform af almindelig hverdagsfornuft, der på vores 2020-præmisser giver bedre svar end kombinationen af forbrugerisme og neoliberalisme. 

Først og fremmest vil det kræve en vilje til at gennemføre den politik, som man anser for nødvendig, hvis der skal skabes en bæredygtig fremtid. Også når det bliver ubehageligt. Det vil sige, når venner i bevægelsen begynder at svigte, når nogle ikke kan lide at ‘bestemme’ over dem, det går ud over. Det er forberedelserne på en sådan situation, der skal gøres nu, hvis man vil videre med en grøn omstilling. 

“… selvom det ikke er så populært at sige, at ‘man ønsker magt over andre’ i Danmark pt., vil det være en god idé at drøfte i miljø- og klimabevægelser -hvordan man stiller sig til magtspørgsmål.

Det er i denne debat, at Gramscis påstand om, at hvis den demokratiske og grønne bevægelse er bange for at ville være ledende, bestemmende, så er det – fordi den ikke har set ‘alle implikationerne’ af at ville gennemføre en politik, der skaber modstand, i øjnene. Hvis man ikke ønsker sig fjender eller modstandere, bør man heller ikke kræve at få gennemført noget, der fjerner det økonomiske grundlag for nogle grupper, eller umuliggør opretholdelse af økologisk eller klimapolitisk ikkebæredygtige livsstile.

“Hvis en fjende påfører dig skade, og du beklager dig over det, er du et fjols, for det er fjendens natur at påføre dig skade. Hvis en ven derimod påfører skaden, er din klage berettiget”, skrev Gramsci mod slutningen af sit liv. I dagens demokratiserings- og miljø-debat siger det noget i retning af, at hvis du har været med til at stille klimakrav, der skaber fjender blandt dine medborgere, bør du stadig bekæmpe dem, men ikke brokke dig over, at de gør modstand mod at blive påtvunget en uønsket politik. Det er den måde, som politikken og magten fungerer på. Men hvis nogle af dine medkæmpere og venner bliver bløde i knæene og ikke tør stille eller bakker væk fra de upopulære krav, som I har aftalt, kan du med rette blive vred – for så skaber de splittelse i bevægelsen. 

Et enkelt eksempel: Man kunne ikke brokke sig over, at borgerlige trafikanter blev vrede over forventningen om en politisk aftale om, at skabe en miljøring omkring København i 2011. Men man kunne med rette blive vred på vennerne i Socialdemokratiet, der med Thorning-Schmidt i spidsen løb fra aftalen. Det er den slags vaklen i magtspørgsmål, der undergraver tillid, og som Gramsci advarer imod. 

Så selvom det ikke er så populært at sige, at ‘man ønsker magt over andre’ i Danmark pt., vil det være en god idé at drøfte i miljø- og klimabevægelser -hvordan man stiller sig til magtspørgsmål. At diskutere ‘forventningstilpasning’ vil i dette som i så mange af livets store spørgsmål være en god og langsigtet indsats.