Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
25. november. 2022

Beskyldningerne fyger. Men hvad nu, hvis Enhedslisten faktisk stemmemaksimerede ved valget?

Forklaringerne på mavepusteren til Enhedslisten ved folketingsvalget stritter i forskellige retninger. Men måske var partiets muligheder fra starten begrænsede ved dette valg, skriver partiets tidligere skoleborgmester, Per Bregengaard.

Skuffelsen var mærkbar i Enhedslisten efter folketingsvalget. Foto: Christine Vassaux Noe

Enhedslisten fik en mavepuster ved folketingsvalget. Straks udbryder slagsmålet: Valgkampen skulle have haft et andet indhold, så var det ikke gået så galt og måske ligefrem godt.

Vi skulle have haft mere kant til socialdemokraterne i Socialdemokratiet og SF. Havde det virkelig bremset vores vælgerflugt til de to partier i provinsen? Skulle vi i stedet have haft mindre kant for ikke at skubbe de gamle Ø-vælgere væk. En halvering af den animalske produktion var for vildt for at tage et eksempel?

“Den enkelte vælgers begrundelse for at forlade Ø stritter i alle retninger. Det giver lejlighed til, at enhver kan få bekræftet sine prioriteringer og orientering i Enhedslisten.”

Nej for pokker, så havde strømmen af typisk storbyvælgere til Alternativet, til Frie Grønne og til de frustrerede bænkevarmere været endnu større. Skulle vi have været mere røde eller mere grønne eller mere antiracistiske på bekostning af henholdsvis det røde, grønne eller antiracistiske?

Den enkelte vælgers begrundelse for at forlade Ø stritter i alle retninger. Det giver lejlighed til, at enhver kan få bekræftet sine prioriteringer og orientering i Enhedslisten. Der er krav om radikalisering, moderation, modernisering og holde sig til traditionen. Hvis Enhedslisten dog blot havde gjort det rigtige, så…

Problemet er, at nettovælgervandringerne netop synes at stritte i mange retninger. Enhedslisten kunne sikkert have gjort ting bedre. Rwanda-kikset var naturligvis uheldigt. Men tænk nu, hvis Enhedslisten i den givne situation i virkeligheden stemmemaksimerede med 5,1 procent. Havde valgkampen haft et ethvert andet politisk indhold, så havde stemmetabet muligvis været større. Bliver dette en del af fortællingen – undskyld, analysen – så kunne vi måske slippe for at rive hinanden for meget til blods i troen på ’min snuptagsløsning’.

Kære Pernille Skipper og Græsrodsnetværk: Muligvis mistede vi slet ikke nogen eller meget få Enhedsliste-vælgere. Muligvis kom der endog flere til. Det er slet ikke en tåbelighed at forestille sig, for vælgerne er mangfoldige.

Konkurrencedemokratiets vælgere

Vi lever i et konkurrencedemokrati, og lige som i supermarkedet ved mange ikke lige hvilken type ost, de går hjem med, når de går ind ad døren til butikken. Partivalget, og især det præcise partivalg, er for en meget stor andel af vælgerne åbent, når valgkampen starter – og forbavsende mange beslutter sig først på valgdagen.

En del stemmer ud fra Enhedslistens ideologi og politik og den pakke, partiet præsenterer i valgkampen. Det er dem, jeg vil kalde hardcore Enhedsliste-vælgere, og de er temmelig trofaste. Men vi skal ikke forledes til at tro, at de overskygger andre af Enhedslistens vælgergrupper.

En anden gruppe er proteststemmer uden meget Enhedsliste-ideologi og politik. For dem skal Socialdemokratiet og SF straffes, fordi de er blevet fremmedfjendtlige, har ødelagt dagpengesystemet og folkeskolen osv.

Proteststemmer fik vi i 2010’erne i kølvandet på SF’s højredrejning, der i sig selv gav både Enhedsliste-hard-core-vælgere og medlemmer, ligesom ved valget i 1994 efter ”Holger og madammen sagde ja og amen” til EU. I den sammenhæng må vi heller ikke glemme Thornings og SR(F)-regeringernes fallitter, hvor en del af vælgerne dog også røg til Alternativet.

Proteststemmer afhænger i høj grad af andre partiers gøren og laden, og er derfor i sagens natur flygtige. Forsøger vi at fastholde proteststemmerne med at kante med kritik af de andre og føre skræmmekampagne, kan det godt give bagslag.

Ved valget i 2022 fik vi sikkert meget færre proteststemmer end i 2010’erne, fordi der ikke var så meget – især nyt – at protestere over. Og så var der hjælpen til, at Alternativet kom over spærregrænsen.

En tredje gruppe vælgere er dem, der har en sag: EU-unionsmodstanden, klimaet, psykiatrien, ghetto-lovgivningen, en folkepension til at leve af… Tit bliver en eller nogle få af sagerne til valgets tema f.eks. et klima-valg. Andre sager lever mere i stilhed, men kan godt appellere til væsentlige vælgergrupper, som vælger parti ud fra, hvem der er bedst til at omtale, altså prioritere deres sag. Proteststemmer er ikke altid, men kan være forbundet med en sag, der ikke er flygtig protest for den enkelte.

At protest- og sags-vælgere kan spille en afgørende rolle for Enhedslistens opbakning, kan man overbevise sig om ved at kigge på den markante fremgang for Enhedslisten i København og på Bornholm ved kommunalvalget i 2021. Fremgangen forsvandt som dug for solen ved Folketingsvalget knapt et år efter. Og jeg regner det som meget vanskeligt at fastholde de to prægtige kommunale resultater næste gang.

Enhedslisten har en ideologisk og politisk helhedsforståelse. De problemer, forskellige enkeltsager er forbundet med, hænger sammen. Meget kan i sidste instans, som vi sagde i min studietid, føres tilbage til det økonomiske system: Kapitalismen. Enhedslisten, dens medlemmer og sympatisører skal på rette sted præsentere sammenhænge og dybere forståelser, selvom vi ikke skal sige kapitalisme og modsvaret socialisme i hver anden sætning. Hvorfor?

Skal Danmark melde sig ud af EU, eller kæmpe for forandringer indefra? Det er et af de spørgsmål, der har optaget Enhedslisten de seneste år. Mange stemmer ud fra en sag, der ikke er flygtig protest for den enkelte, skriver Per Bregengaard. Foto: Christine Vassaux Noe.

To kilder til magt til forandring

Magt til forandring hænger meget sammen med parlamentarisk styrke. Derfor er det vigtigt at kunne stemmemaksimere.

Troværdighed spiller en afgørende rolle for at kunne stemmemaksimere. Og i konkurrencedemokratiet er troværdigheden både forbundet med repræsentanters personlige fremtræden og billedet af partiet. Det handler bl.a. om, at repræsentanter og medlemmer har et fælles projekt og ikke blot er præget af strid og kævl, altså har en god tone i den permanente udvikling af det fælles projekt: vores ideologi eller teori, vision og politik, for verden er konstant i forandring. Ruslands invasion i Ukraine er en aktuel problemstilling. Det gør også partiet til et attraktivt og meningsfuldt sted at udfolde sig som medlem til hverdag og i valgkamp.

Den permanente udvikling af det fælles projekt kan ikke erstattes af stemmemaksimeringernes mere eller mindre professionelle spindoktorer. For magt til forandring hænger så sandelig også sammen med udbredelsen af en rodfæstet ideologi, teori om man vil, vision og sammenhængende politik holdning. Det skal ikke forsømmes, men prioriteres.

Den sidste opgave stiller andre krav til Enhedslisten end at kunne stemmemaksimere, altså gøre partiet til en effektiv kampagnemaskine til erobring af marginale vælgere uden megen Enhedsliste-ideologi og politik. Det stiller krav om, at medlemmer og venner både udvikler og uddanner sig til at bære projektet. Og til at vi formidler det på en overbevisende og inddragende måde til omverdenen.

Historisk optimisme

Her spiller både Enhedslistens afdelinger og centrale udvalg en stor rolle både i udvikling og formidling og – i sammenhæng med dette – samspillet med de parlamentariske repræsentationer og sekretariaterne. Min erfaring er, at det kan gøres bedre. Ingen ønsker eller skal være statister og udkommanderede soldater i samspillene. Vi skal tage hinanden alvorligt.

“Magt til forandring hænger også sammen med udbredelsen af en rodfæstet ideologi… Det skal ikke forsømmes, men prioriteres.”

Ikke alene vælgere, men også medlemmer af Enhedslisten brænder for enkeltsager. En enkeltsag kan være årsagen til et medlems engagement i et udvalg, en bevægelse eller andetsteds. Spørgsmålet er, om vi her skal give et større spillerum og opbakning til dem, der brænder for et enkeltområde eller bestemte lokalsamfund og sikre et samspil med de instanser, der træffer politiske beslutninger i Enhedslisten.

F.eks.: Når Enhedslistens Senior og Ældre Politisk Udvalg laver udkast til pjece og løbeseddel i forbindelse med valg, så skal de ikke føle sig til besvær, men påskønnes. Engagerede medlemmers målrettede indsat i forhold til politikområdet og i udadvendte aktiviteter i forhold til ældreboliger og klubber er værdifuld. Det samme gælder andre sektorer og sager. Enhedslisten har behov for i højere grad at supplere en generel valgkamp med sags- eller sektor- og landsdel- eller lokalsamfundsindsatser.

Tillad mig at være historisk optimistisk midt i elendigheden.

Det gode valg i 1994, hvor Enhedslisten kom i Folketinget for første gang, skabte grundlaget for, at partiet – nogle gange med nød og næppe – kunne fastholde repræsentationen gennem 00’erne. Enhedslisten havde med springbrættet i 1994 fået en bedre platform og mere styrke til at udvikle og udbrede vores ideologi og politik og på den måde gøre os politisk gældende. Enhedslisten blev til mere end the founding mothers and fathers.

Fremgangen i 10’erne har ligeledes forbedret platformen og givet styrke til fremtidig ideologisk og parlamentarisk fremgang. Det skal alle i Enhedslisten værne om, så det ikke smuldrer affødt af frustrationer og rivegilder.


Om skribenten

Per Bregengaard

Per Bregengaard

Medlem af Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og bogaktuel med "Hvad skal vi leve af - på vejen mod socialismen?   Læs mere