Debat: Enhedslistens Folketingsmedlemmer har svigtet i debatten om statsborgerskab

Giver det mening at koble statsborgerskab med kulturelle krav? Enhedslistens folketingsgruppe har svigtet i den debat, mener to af partiets medlemmer.

Af Sinem Demir & Reinout Bosch

Borgerforslaget om automatisk statsborgerskab efter 10 års ophold i Danmark blev startet af Enhedsliste-medlemmer. Det har foreløbigt fået hele 57.000 underskrifter – og skabte en del diskussion på Enhedslistens årsmøde i starten af oktober. Her gik bl.a. Rune Lund (skatteordfører, red.) og Peder Hvelplund (indfødsretsordfører, red.) imod et forslag om, at opbakning til borgerforslaget skulle skrives ind i arbejdsplanen. Argumentet var blandt andet, at nye statsborgere skulle gennemgå dansk-kurser og kurser i danske samfundsforhold, før statsborgerskab kunne opnås.

Vi tror, at vi ikke kun taler på egne vegne, når vi siger, at vi var overraskede over argumentet om, at dette var Enhedslistens politik, når vi nu troede, vi selv repræsenterede denne. Men vi forstår godt dynamikken, og har oplevet det før.

Det var også tydeligt i årsmødedebatten og den efterfølgende debat på Facebook, at der eksisterer forskellige opfattelser af, hvor grundlæggende en uenighed dette forslag og dets afvisning er et udtryk for.

Skoleudflugter og tegnefilm

Før i tiden var det sådan, at hvis du havde boet 10 år i Danmark, kunne du få dansk statsborgerskab (hvis du havde lyst), og deltage aktivt i de demokratiske processer. Sådan var det i hvert fald engang, inden VKO-regeringen valgte at indføre stramninger på området – med både sprogkrav og indfødsretsprøve. Med årene blev disse krav udsat for yderligere stramninger. Rent lavpraktisk har det betydet, at Sinems storesøster – som fyldte 18 år i 2003 – kunne anmode om et dansk statsborgerskab uden videre. Sinem, der først fyldte 18 år i 2010, kunne til gengæld ikke. Derved blev hun i årevis holdt fra at indgå i det demokratiske fællesskab, og mødte også diskrimination på skoleudflugter til udlandet.

Ikke at have et dansk statsborgerskab – en juridisk situation som flere hundrede tusinde borgere befinder sig i – betyder ikke kun, at man ikke nyder samme demokratiske rettigheder som sine naboer. Det betyder sagsbehandling hos særlige instanser, der ofte kan ligge langt væk. Det betyder endeløse ventekøer hos udlændingestyrelsen, med Tom og Jerry-tegnefilm på repeat. Og for dem, der ønsker et statsborgerskab, betyder det frygten for at komme til at lave en trafik-forseelse, eller at blive taget med et gram hash. Og vi er vist alle enige om at ville afskaffe den fjollede og ydmygende indfødsretsprøve.

“Knus hvert grænsernes led”

Det vi vil diskutere, er ikke forslagets formulering, eller hvordan man på rimelig vis kan stille krav til kommende statsborgere. Ligeledes ønsker vi ikke at diskutere, om der kan være åbenlyse undtagelser for borgere med indlæringsvanskeligheder. Vi vil diskutere, om det overhovedet giver mening at koble statsborgerskabet med kulturelle krav.

Problemet er, at folketingsgruppen accepterer den nationalistiske forestilling, at statsborgerskab og kulturfællesskab har en naturlig sammenhæng. Det er en opfattelse af, at forudsætningen for lige behandling og en lige indflydelse på samfundet er, at man kan indgå i kulturelle sammenhænge, som kun kan tilgås på dansk.

“Vi ønsker at vores nyere medborgere kan få muligheden for ordentlig sprogundervisning – for deres egen skyld. Det kan styrke dem selv, og stille dem bedre ift. fx at få et arbejde. Men det skal ikke blive stillet som et loyalitetskrav for at kunne opnå statsborgerskab”

Det er vel forklaringen på, at det skal være et krav at kunne tale dansk, selvom tusinder gennem årtier har bevist, at de godt kunne indgå i samfundet på trods af deres sproglige mangel. Reinout har tidligere boet hos en britisk familie, som alle talte flydende italiensk, da det havde været et krav for at begå sig ved Gardasøens bred. Efter 20 år ved Øresundskysten gik det dog stadig sløjt med det danske – da selv den 14-årige pige bag disken hos bageren talte fejlfrit engelsk.

Vi ønsker, at vores nyere medborgere kan få muligheden for ordentlig sprogundervisning – for deres egen skyld. Det kan styrke dem selv, og stille dem bedre i forhold til fx at få et arbejde. Men det skal ikke blive stillet som et loyalitetskrav for at kunne opnå statsborgerskab.

Drop bureaukratiske borgerprøver

På skoleområdet har Enhedslisten en fornuftig tilgang til prøver og tests. Vi ved, det ikke virker. Det er ikke anderledes på voksenområdet. At kunne bestå danskprøve 2, og at kunne gøre sig forståelig på dansk er to vidt forskellige ting. Det ene forudsætter, at man opfylder bestemte formkrav, det andet at man kan tale og forstå et levende sprog.

Vil man lære noget af skiftende regeringers håndtering af indfødsretsprøven, burde det give et fingerpeg om, hvad man bør mene om kurser i samfundsforhold. For kommende statsborgere er opgaven at få mindst 32 rigtige ud af 40 spørgsmål. Ofte formår ministeriets bureaukrater ikke en gang at stille 40 korrekte spørgsmål … og afslører dermed, at heller ikke de forstår samfundet. Forberedelsesmaterialet foregiver objektivitet, men er en nationalistisk fortælling om dansk særegenhed, ved sin fremhævelse af visse aspekter og udeladelse af andre. 

Det burde være åbenlyst, at vores politik ikke kan være, at alle nye statsborgere skal gennemgå et statskursus i samfundsforhold. Hvorfor i alverden skulle man ønske at give vores modstandere en sådan mulighed for at forme nye statsborgeres samfundsopfattelse? Vi mangler bare Inger Støjberg tilbage i ministerstolen, før vi skal forvente hemmelige instrukser om, hvad undervisningens indhold skal være. Vores mål skal i stedet være at opbygge modmagt – ved at sørge for at man kan lære om det danske samfund i fagforeningen, fædregruppen eller i fodboldklubben. Integrationen skal ske i praksis. Det er ikke en ensidig affære.

Et personligt anliggende

Vi undrer os. Mener Enhedslistens parlamentarikere, at man skal gøre sig fortjent til at få et dansk statsborgerskab? Mener de, at såkaldt ‘danske værdier’ er noget ekstraordinært – hævet over de værdier der findes ude i resten af verden? Og at det er noget, der kan læres på skolebænken? Vi undrer os også over, hvorfor Enhedslistens parlamentarikere forsvarer en politisk linje, som VKO-regeringen har indført? Tror de dét er en demokratisk linje?

Mange har været vrede. Flere har meldt sig ud i protest. For denne sag er ikke kun politisk. Den er personlig i et samfund, hvor dét at være borger har en første og anden rang, som er henholdsvis ’dansk’ og ‘alt andet’. Det gør altså ondt, når Enhedslisten også bakker denne diskrimination op

“Mener Enhedslistens parlamentarikere, at man skal gøre sig fortjent til at få et dansk statsborgerskab? Mener de, at såkaldt ‘danske værdier’ er noget ekstraordinært – hævet over de værdier der findes ude i resten af verden? Og at det er noget der kan læres på skolebænken?”

Husk at dette land ikke er jeres. Den danske kultur er ikke dansk. Moralsk har I ikke en skid ret til mere, end vi har. I har ikke ret til det privilegium tilfældigvis at være blevet født mellem Øresund og Vesterhavet. Den danske velstand er skabt af kaffebønder i Afrika og børnearbejdere i Bangladesh. I har ingen ret til at nægte dem adgang til den rigdom, de selv har skabt; ingen ret til at  bestemme, hvem der må leve i tryghed; og ingen ret til at afgøre, hvem der må deltage i demokratiet.

Retten til demokratisk deltagelse bør ikke tage et årti eller mere. Det bør tilfalde alle, der bor permanent i landet. Og omvendt kan man undre sig over, hvorfor en rigmand – der bor i Schweiz på tiende år – skulle have nogen som helst indflydelse i et land, hvor han hverken bor eller færdes.