Debat: Forståelsespapiret hænger i laser
Regeringens politik er på konstant kollisionskurs med det såkaldte forståelsespapir. Det må Enhedslisten tage konsekvenserne af, mener en række af partiets medlemmer.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Regeringen er på kollisionskurs med sine såkaldte støttepartier i udlændingespørgsmålet. Det startede med uindfriede løfter om kvoteflygtninge, og er nu endt i klokkeklare brud med retssamfundets grundprincipper og den internationale retsorden. Som medlemmer af Enhedslisten vil vi gerne give et bud på, hvordan vi får håbet og troen på forandring knyttet til de officielle udtalelser. Det handler om at tydeliggøre på alle niveauer i samfundet, at nok er nok.
Konventionerne i centrum
Danmark skal til enhver tid respektere de internationale konventioner. Det står sort på hvidt i det såkaldte Forståelsespapir mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten af 25. juni 2019. Regeringen har siden forståelsespapirets vedtagelse valgt enten at bevæge sig på kanten af dets indhold eller direkte undergrave dette, når det gælder flygtninge og udlændingespørgsmålet. Lad os trække de vigtigste eksempler frem.
- Danmark skal genoptage modtagelse af kvoteflygtninge ifølge forståelsespapiret. For 2020 blev der afsat midler på finansloven til 500 kvoteflygtninge, der udtages af de mest sårbare blandt verdens flygtninge. Regeringen valgte kun at modtage 200. Her er tale om ren sabotage over for regeringens parlamentariske grundlag.
- Regeringen har som udgangspunkt valgt ikke at hjemtage danske børn og deres mødre fra de livsfarlige fangelejre Al-Hol og al-Roj i Syrien trods opfordringer fra verdenssamfundet og de kurdiske myndigheder. Da regeringen endelig gav efter for presset, insisterede den på kun at hjemtage børnene – ikke deres mødre, som er en elementær forudsætning for at skabe hele og velfungerende børn. Et udvalg er sat til at undersøge mulighederne for at hjemtage børnene- ikke mødrene.
- Regeringen og tre borgerlige partier har indgået en aftale, hvor ansøgere til danske statsborgerskab kan inddeles efter landegrupper. Dermed åbnes for at miskreditere bestemte etniciteter. Det kaldes normalt racisme. Selv den mindste fartbøde kan betyde afslag på statsborgerskab. Forståelsespapirets tale om bedre integration saboteres således af regeringen ved at frarøve herboende udlændinge, der har deltaget i det danske samfundsliv, fremtidens håb.
- Syrere – unge som gamle – bosat i Danmark hjemsendes til Damaskusområdet med risiko for at havne i styrets torturkamre. Kun Ungarn og Danmark i EU tillader noget sådant. Hvis en syrisk talende borger nægter at rejse til Damaskusområdet Syrien havner vedkommende i et udrejsecenter og frarøves muligheden for at leve som borger i Danmark. Altså et de facto fængsel. Danmark fører på dette område en inhuman politik i særklasse.
Slut med ‘støtteparti’
Regeringen er i udlændingespørgsmålet en katastrofe. Enhedslisten har – som forventet – sagt fra over for de systematiske undermineringer af forståelsespapirets udlændingeafsnit. Øs folk på Christiansborg har ført retvisende tale i alle afgørende situationer, når det gælder udlændingepolitikken. Godt for det!
“Vil vi foreslå, at Ø fremsætter mistillidsvotum til regeringen? Nej! Men vi foreslår, at Ø ikke skyr noget middel for at regeringen vælter sig selv”
Situationen kræver imidlertid, at vi er endnu tydeligere. Vi skal foreslå, at partiets ledelse og partiets folketingsgruppe tilkendegiver nedenstående over for regering og offentlighed:
- Ø vil frabede sig betegnelsen støtteparti for en regering, der underminerer retsstaten, menneskerettighederne og den international solidaritet.
- Ø vil forbeholde sig ret til at tage ethvert parlamentarisk skridt, der kan støtte modstanden mod den nuværende regerings brud på internationale konventioner og despekt for internationale henstillinger fra verdenssamfundet (FN med underorganisationer). Ø vil holde ministre ansvarlige, der omgås sandheden letfærdig i udlændingepolitikken. Ø vil ved de kommende finanslovsforhandlinger rejse krav, som bidrager til en løsning af det syriske spørgsmål – både når det gælder hjemtagelse af børn og mødre fra syriske fangelejre, og når det gælder stop for hjemsendelse til syriske torturkamre/udvisningscentre. Lydhørhed over for disse spørgsmål er en forudsætning for, at Ø kan stemme for finansloven.
- Ø udsender erklæring til offentligheden, der sammenfatter regeringens systematiske underminering af internationale konventioner og menneskerettigheder. Erklæringen skal bidrage til at styrke kampen mod en regering, der i udlændingespørgsmålet er på kollisionskurs med international solidaritet.
- Alle Ø afdelinger opfordres til i deres lokalområde at bidrage til kampen for retsstaten og for international solidaritet som en uomgængelig del af den politiske kamp.
Vil vi foreslå, at Ø fremsætter mistillidsvotum til regeringen? Nej! Men vi foreslår, at Ø ikke skyr noget middel for at regeringen vælter sig selv, hvis den fortsætter sin underminering af forståelsespapirets bogstav og hensigter i udlændingespørgsmålet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER