Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. juni. 2022

Debat: Hjælp til Ukrainerne bør ikke ske på bekostning af livsvigtig udviklingsbistand til Afrika

En række afrikanske lande var allerede hårdt presset inden Ruslands invasion af Ukraine, og har mere end nogensinde brug for hjælp. Vi må ikke reducere udviklingsbistanden, når millioner risikerer at miste alt de har, skriver Maryan Mohamed Shire.

En lang række lande i Afrika og Mellemøsten er afhængige af at importere korn. Krigen i Ukraine har derfor gjort en allerede slem situation værre. Foto: Getty Images.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Krig og konflikt raser i flere afrikanske lande, fra Etiopiens Tigray-provins til Libyen og Den Centralafrikanske Republik. Kampen mod militant islamisme kæmpes også i Somalia, det nordlige Mozambique og det østlige Congo. Men klimaforandringer er en sværere fjende at bekæmpe end Daesh, og Afrika er langt hen ad vejen forsvarsløs. For selv om det er de rigeste lande, der bidrager suverænt mest til drivhusgasser og CO2-udledninger, yder de ikke den fornødne støtte i forhold til grøn omstilling på kontinentet.

Mens Afrikas Horn er ramt af den værste tørke i flere årtier, skærer vi på bistanden til Afrika ved at flytte den til ukrainsk integration i Danmark. En vigtig sag, men prioriteringen kan have skæbnesvangre konsekvenser.

Krigen i Ukraine gør ondt værre

Spørger du min morfar, der er landmand i en landsby i Kenya, er der tale om en regulær katastrofe. Adgang til vand og mad, så familien kan brødfødes, bliver sværere og sværere. Situationen er trykket af en konstant stress over at skaffe vand, og desperationen efter at få adgang til vand er blevet så stor, at min morfar har haft diarré og kolera, fordi han er nødt til at drikke forurenet vand. Kroniske lidelser og andre ældrebyrder skaber en giftig kombination, der kan risikere at koste ham livet.

“Vi skjuler de reelle politiske prioriteringer bag snak om samfundssind og tøjdonationer til flygtninge. Men hvad med de klimaflygtninge, som der er langt flere af end krigsflygtninge?”

Husdyrene omkring ham er allerede døde: Kameler, køer og geder har mistet livet som følge af tørken, hvilket er kritisk, da mange afrikanere dermed mister deres indtægts- og overlevelseskilde.

Situationen i Afrika tilspidses også af krigen i Ukraine, som har resulteret i globale prisstigninger og udfordringer med eksport af fødevarer og forsinkede processer. Dette har bidraget til en akut sultkatastrofe, hvor et menneske dør næsten hvert minut i Etiopien, Kenya og Somalia. Det er samtidig med den rumlende sult, at den danske regering desværre har valgt at allokere ressourcerne fra indsatsen mod klimakrise i Afrika hen til integration af ukrainske flygtninge i Europa. Konflikten i Ukraine og Putins destruktion risikerer med den prioritering ikke bare at ramme Ukrainere, men også at destabilisere lande og ødelægge endnu flere menneskeliv.

Flugt er altid sidste udvej

Vi har i Danmark og andre rige nationer en forpligtelse til at udvise international solidaritet. Det er ikke belejligt at skære i den danske udviklingsbistand for 2022 med to milliarder kroner, og dermed svække klima- og fredsindsatser på det afrikanske kontinent. Vi skjuler de reelle politiske prioriteringer bag snak om samfundssind og tøjdonationer til flygtninge. Men hvad med de klimaflygtninge, som der er langt flere af end krigsflygtninge?

Selvfølgelig skal vi hjælpe nødstedte ukrainere på flugt fra Putins bomber. Men det behøver ikke at udelukke, at vi samtidig opretholder niveauet for udviklingsbistanden og er solidariske, retfærdige og humane overfor vores klimakrises ofre. Det må ikke komme til at handle om, at vi hjælper den ene gruppe flygtninge, mens vi overlader den anden gruppe til egen skæbne – krigsflygtninge fremfor klimaflygtninge.

Det er ikke nemt for mennesker at flygte eller migrere til et andet kontinent, uanset hvad der drev dem på flugt. Flugten er under alle omstændigheder den sidste udvej for mennesker. Og selvom min morfar aktuelt kunne minimere risikoen for at blive udsat for tørke og hungersnød ved at søge mod Europa, vil han ikke flygte, og derved miste sin gård, familie, vigtige minder og kulturelle rødder. Sådan oplever jeg, at mange afrikanere har det. Lad os bestræbe os på at hjælpe disse mennesker til sundhed og bedre livsbetingelser ved at håndtere klimaforandringerne på deres kontinent, mens det stadig er muligt. Vi må ikke reducere udviklingsbistanden, netop i det øjeblik, hvor flere end nogensinde risikerer at miste alt de har.


Om skribenten

Maryan Mohamed Shire

Maryan Mohamed Shire

Arbejder som socialrådgiver. Politisk aktiv i Rød-Grøn Ungdom og Enhedslisten. Læs mere