Debat: Klimakampen bør være Enhedslistens hjerteblod

Enhedslisten har et princip om at stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse. Ved Affaldsforliget stemte partiet for en privatisering af genbrugs-delen – den del, der forhåbentlig kommer til at udgøre langt størstedelen af fremtidens affaldshåndtering.

Det i sig selv var et brud på princippet om at stemme imod den mindste forringelse. En forringelse, der i dette tilfælde ikke var så lille endda. Bruddet på vores princip og indgåelsen af forliget skete for at forhindre privatiseringen af affaldsforbrændingen, nedlæggelse af overkapacitet, forhindre import af affald, og dermed sikre, at CO₂-udledningen herfra blev nedbragt. Det lykkedes som bekendt ikke, hvorfor Enhedslistens folketingsgruppe efter pres trådte ud af forliget 26. marts. 

Men hvad med disse pakkeløsninger, der ofte indebærer en del skidt og så lidt godt for at få det til at glide ned. Man kan forestille sig følgende ordveksling mellem to socialdemokrater før en forhandling med Enhedslisten:” Vi skal spare 4 millioner på børn og ældre, vi lægger ud med 5 millioner, og når de så har snakket os ned på de 4, går de med i forliget, fordi de tror, de har reddet 1 million fra nedskæringerne”. Endnu bedre, hvis vi i stedet tilbyder dem 1 million til f.eks. psykiatrien, så sluger de løbende nedskæringer på børn og ældre, og kan ikke bagefter protestere, de har jo selv stemt for. Det er ligesom Dansk Folkeparti, der altid snakker om de ældre, men konsekvent stemmer for nedskæringer på området.” 

Pakkeløsninger, hvor man skal acceptere forringelser for – eller angreb på – sårbare grupper, klima eller almindelige lønmodtagere, er imod de helt fundamentale principper i Enhedslistens politik. Og det må vi forlange, at folketingsgruppen og flertallet i hovedbestyrelsen respekterer og arbejder for. 

Det andet ben

Det er også her, i kampen mod forringelser, at ‘det andet ben’ – nemlig de forskellige bevægelser – kommer ind i billedet. Al erfaring viser, at det kun er når de folkelige bevægelser mobiliseres, at det lykkes at få gennemført forbedringer eller bremse forringelser. “Hvor er der en voksen? (bevægelse for krav om minimumsnormeringer, red.)”, klimabevægelserne op til sidste folketingsvalg, og de store bevægelser i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2018 er eksempler herpå. 

“I kampen for de danske børn i Syrien har vi også set, at Enhedslistens folketingsgruppe kan markere en klar og tydelig profil i opposition til regeringen. Det har vi savnet i sagen om affaldsforliget.”

I Danmark er mange mennesker engagerede i klimakampen: Fra Danmarks Naturfredningsforening, NOAH, Bedsteforældrenes Klimaaktion, til Fridays for Future, Den Grønne Studenterbevægelse og Extinction Rebellion. 

Senest da ‘klimagevinsten’ i affaldsforliget blev skrottet, burde Enhedslisten have forladt forliget, og gjort alt hvad man kunne for at mobilisere klimabevægelserne til at protestere. I kampen for de danske børn i Syrien har vi også set, at Enhedslistens folketingsgruppe kan markere en klar og tydelig profil i opposition til regeringen. Det har vi savnet i sagen om affaldsforliget 

Sent, men ikke for sent 

Lige nu ser det sort ud på affaldsområdet. Et stort flertal i Folketinget kører derudaf med affaldsforliget mod et nyt, lukrativt og helt privat marked for genbrug af affald – med Enhedslistens accept – og nu også mod en markedsgørelse af hele affaldsforbrændingen. Men som salget af DONG-aktier til Goldmann Sachs i 2014 viste, kan visse sager udvikle sig voldsomt. Selvom det fra starten kun var Enhedslisten, der var imod salget, endte det med at betyde SF’s udtræden af regeringen og nær ved nedsmeltning. Salget blev gennemført, men kostede måske regeringen livet. Mette Frederiksen ønskede tydeligt at lægge afstand til salget, hvor hun på Socialdemokratiets kongres i november 2018 udtalte: »Det bliver ikke på min vagt, at vi sælger mere infrastruktur til Goldman Sachs.« 

Der er næppe mange, som drømmer om, at der skal tjenes penge på vores affald – eller ligger vågen om natten og håber på, at private skal drive vores affaldsforbrænding, hvor det kun er prisen og profitten der tæller. Ikke klima eller løn- eller arbejdsforhold for de ansatte. 

Selvom Enhedslisten står alene på Christiansborg, har vi mange mulige allierede uden for murene: Et flertal i mange kommuner, blandt de ansatte i affaldssektoren, og ikke mindst i klima- og miljøbevægelserne. Vi skal mobilisere klima- og miljøbevægelsen – og vi skal have gjort spørgsmålet om vores affald til et vigtigt tema i kommunalvalget – så kan klimaet og demokratiet stadig vinde denne kamp!

I det mindste kan der placeres et politisk ansvar hos de partier, der stadig sælger ud.