Debat: NATO er en del af problemet – ikke en del af løsningen

Ruslands angreb på Ukraine har igen bragt NATO i centrum for begivenhederne. Det har også skabt fornyet debat og vildrede på venstrefløjen. Debatten er tiltrængt, vigtig og velkommen. NATO har befundet sig “under radaren”, siden militæralliancen måtte trække sig ud af Afghanistan i 2014. Kun USA’s krav om, at alle NATO-lande skal bidrage med 2 % af BNP har skabt begrænset politisk opmærksomhed.

Nu fremstilles NATO af alle, undtagen Enhedslisten, som var det FN med militær kapacitet. Selv i Børneavisen forklares det, at “NATO = En slags klub af lande, der samarbejder og passer på hinanden”.

Nødtvunget, men alligevel støtter Enhedslisten, at Danmark sender våben til Ukraine, ligesom man støttede NATO’s bombning af Libyen i 2011. Igen konstruerer magthaverne en “nødsituation”, hvor oprustning og krig er den eneste mulighed. 

Denne militaristiske retorik har mange lighedspunkter med retorikken efter 11. september 2001, hvor George Bush slog fast: “Enten er du med os, eller også er du med terroristerne”.

Fra bipolær til multipolær verdensorden

Militæralliancen NATO blev dannet i 1949, og var et produkt af den globale magtfordeling efter 2. verdenskrig og Den Kolde Krig mellem de to supermagter USA og USSR. Sovjetunionen dannede Warszawapagten i 1955, men den blev opløst samtidig med USSR’s sammenbrud i 1990.

NATO fortsatte, selvom truslen fra USSR var borte. USA stod tilbage som den sejrende supermagt. I 1999 gennemtrumfede USA, at NATO gennemførte en 11 uger lang bombekampagne mod Serbien. Samme år blev Polen, Tjekkiet og Ungarn medlemmer af NATO. I 2002 blev NATO en del af USA’s krig i Afghanistan, hvor ISAF-styrken talte op til 50.000 soldater. Derefter gik det hurtigt med nye NATO-medlemmer: 2004: Estland, Letland, Litauen, Slovenien og Rumænien. I 2008 kom Georgien og Ukraine første gang på tale. I 2009 fulgte Albanien og Kroatien, i 2017 Montenegro og i 2020 kom så Nordmakedonien.

Dette korte rids over NATOs udvikling fra 1990 til i dag forklarer, hvorfor NATO med USA i spidsen har et medansvar for Ruslands invasion af Ukraine. Rusland forsøger nu at vinde en stærkere geopolitisk position, og et russisk-venligt regime i Ukraine ville styrke denne position. NATO-udvidelserne siden 1999 og USA’s krige mod Afghanistan og Irak var ligeledes forsøg på at styrke USA´s geopolitiske position omkring Rusland, i Mellemøsten og i Asien. Syrien er ligeledes genstand for en geopolitisk magtkamp, hvor russisk militær støtte til Assad-regimet har gjort Syrien til et russisk-venligt regime.

Brikker i den imperialistiske rivalisering

Befolkningerne i Afghanistan, Irak, Syrien og Ukraine er blot tiltænkt rollen som brikker i dette spil. Alligevel tvang modstanden mod USA’s besættelse i Afghanistan og Irak, samt fiaskoen i Libyen USA til at opgive hele sit projekt i Mellemøsten, og fokusere på Asien og Kina. Det skabte mere plads til Rusland, hvilket landet udnyttede i Syrien.

“Et socialt oprør mod korruption og ulighed vil have meget vanskelige betingelser, så længe Ukraine er under enten Ruslands eller USA’s dominans.”

Når imperialistiske magter som Rusland og USA forsøger at forbedre deres geopolitiske positioner med alle til rådighed stående midler, så møder de naturligvis modstand. Imperialisternes foretrukne våben er “del og hersk”. Men hvor det ikke rækker, så sønderbombes civilbefolkningen, som vi har set det ske  overalt. Sociale oprør, derimod, bliver bekæmpet direkte eller indirekte. Seneste eksempler er oprørene i Hviderusland, Kazakhstan, Egypten og Sudan. Samme grundvilkår gælder også for ukrainerne, og et socialt oprør mod korruption og ulighed vil have meget vanskelige betingelser, så længe Ukraine er under enten Ruslands eller USA’s dominans.

NATO opruster

NATO har for nyligt udsendt sin Årsrapport for 2021. Den beretter bl.a. om en voldsom stigning i medlemslandenes militærbudgetter. Og den viser også, at NATOs militære styrke langt overgår Ruslands. 

Ser man på oprustningen i hele verden, hvilket Stockholms Internationale Peace Research Institute (SIPRI) gør, så er USA, Kina, Indien, Storbritannien og Rusland de fem lande i verden i nævnte rækkefølge, som bruger flest penge på militær. Samtidig vokser militærudgifterne både i real værdi og  som procent del af BNP.

Styreformen består under forskellige regenter

Konflikterne under den Kolde Krig blev generelt forklaret som en ideologisk kamp mellem kommunismen og den frie verden. Konflikten med Rusland (og Kina) forklares ligeledes som en kamp mellem autoritære regimer og den frie demokratiske verden, som forsvares af USA og NATO. I bedste fald er dette en overfladisk og modsætningsfyldt forklaring. I værste fald dækker det over den geopolitiske /imperialistiske rivalisering, som reelt driver konflikten. Forklaringen skal altså findes i det kapitalistiske system, hvis globale konkurrence siden starten af 1900-tallet gentagne gange har drevet stater ud i imperialistiske omfordelings-krige. 

Krig i Ukraine

Solidaritet giver dig de vigtigste nyheder, analyser og debat om Putins krig i Ukraine.

Læs alle artikler i serien Krig i Ukraine her

+

Den aktuelle styreform – Zarens Rusland, Stalins USSR eller Putins Rusland – er ikke afgørende, ligesom det ikke er afgørende om Obama, Trump eller Biden er præsidenter i USA. 

Imperialismen er altså ikke en “politik”, som stormagter kan vælge til eller fra. Derimod er det sådan, kapitalismen har fungeret de sidste godt 100 år. Stater og firmaer, der ikke deltager, har tabt på forhånd. Kapitalismen i den imperialistiske epoke betyder krig og ødelæggelser. Magthaverne er villige til at kaste enorme menneskelige, miljømæssige og økonomiske ressourcer ind i kampen for at vinde.

Som international socialist og antikrigs-aktivist siden 1999 betragter jeg USA, verdens største militære magt, og NATO, verdens stærkeste militære alliance, som den største trussel mod menneskeheden. Andre imperialistiske stormagter som Rusland og Kina er lige så farlige, men har ikke samme militære kapacitet at gøre med. EU forsøger også at blive en militær stormagt for at sikre sine egne interesser uden USA’s indblanding.

Krigsmodstandere i alle lande – forén Jer

I den aktuelle situation må vi kræve, at krigshandlingerne indstilles og fredsforhandlingerne får en reel chance. Rusland må trække sine tropper ud af Ukraine og NATO må indstille den militære støtte til alle de lande, der grænser op til Rusland. Jo flere våben, der sendes i retning af Rusland, desto større er risikoen for, at krigen optrappes og spredes. Hvis krigen fortsætter, kan Ukraine blive en kopi af Afghanistan, Irak eller Syrien.

Krigsmodstandere og fredsaktivister er lige nu i defensiven, og krigsbegejstringen og oprustningen har medvind. Værst står det til i Rusland og Ukraine.

“Et styrket EU i den imperialistiske rivalisering gavner først og fremmest den europæiske våbenindustri – men gør verden til et farligere sted.”

Den situation må vi kæmpe os ud af med argumenter mod oprustning og krig på den ene side og mobilisering og organisering for et alternativ til gavn for de mange på den anden side. Herhjemme er det helt nærliggende alternativ jo at bruge de ekstra 18 milliarder – som Danmarks forsvarsudgifter skal forøges med for at kunne bidrage  tilstrækkeligt til NATO – til velfærd og klimaløsninger. Det kræver, at faglige organisationer, klima-aktivister og alle vi, hvis liv er afhængigt af solid offentlig velfærd, står sammen.

Bidens slogan “America is back” er en pæn omskrivning af Trumps slogan: “America first” Så vi skal selvfølgelig sige nej til, at amerikanske soldater kan opholde sig i Danmark og Grønland. USA går målrettet efter selvstændig militær tilstedeværelse overalt, selvom de også har det sidste ord i NATO.

Endelig skal vi sige nej til at ophæve forsvarsforbeholdet over for EU. Et styrket EU i den imperialistiske rivalisering gavner først og fremmest den europæiske våbenindustri – men gør verden til et farligere sted. Det er rigtig positivt, at det spørgsmål også er sat til debat i fagbevægelsen.

Et ny antikrigsbevægelse/fredsbevægelse er under opsejling herhjemme såvel som i resten af verden, på initiativ fra den “gamle garde” af aktivister fra Irak- og Afghanistankrigene for to årtier siden.I dag skal vi ikke kun alliere os med fagbevægelsen, men også inkludere de antiracistiske og flygtninge-venlige netværk samt klima-aktivisterne.