Demo-planlægning i en identitetspolitisk tid

Protesterne mod Donald Trump har tabt meget af pusten efter det stod klart, at den amerikanske præsident alligevel ikke kom til Danmark. Ikke desto mindre kan der være noget at lære af de konflikter, der opstod iblandt de forskellige danske initiativtagere.

Af Vibeke Nielsen

31. juli i år bekendtgjorde USA’s præsident Trump, at han ville besøge Danmark. Så var agurketiden forbi for venstrefløjen: Karsten Hønge fra SF kom først i de traditionelle medier med bekendtgørelsen af, at Trump ville blive mødt med protester og demonstration. Men det skulle ikke blive venstrefløjspartierne eller fagbevægelsen, der tog lederskabet i planlægningen. Grupper, som the usual suspects ikke var vant til tog initiativet først på Facebook, og at være først på Facebook skulle vise sig at blive adgangskortet til at sætte dagsordenen for hele processen.

Allerede samme dag blev der indkaldt til et “STOP TRUMP Coalition Strategy & Planning Meeting” via et Facebook-event. Mødet skulle finde sted i Mellemfolkeligt Samvirkes lokaler mandag 5. august.

Bortset fra Black Lives Matter Denmark, Venligboerne, Stop Diskrimination og USA Democrats in Denmark, var der ingen organisationer i traditionel forstand på den første liste over navnene på demonstrations-arrangører og anbefalere, som allerede offentliggjordes inden første møde. Resten var Facebook-grupper eller Facebook-sider, hvoraf nogle også laver arrangementer. Noget nyt var på færde…

Desuden blev en tekst, som sidenhen viser sig at blive toneangivende og central, lagt ind i mødets beskrivelse.

Farvel til gamle vaner

I løbet af de kommende uger må alle deltagere i planlægningen vinke farvel til nogle gamle vaner for, hvordan de gør med organisering af og mobilisering til demonstrationer – indtil Trump til alles overraskelse 21. august aflyser sit statsbesøg.

Bwalya Sørensen, talsperson fra Black Lives Matter Denmark – en dansk pendant til Black Lives Matter i USA – bliver hurtigt talsperson for demonstrationen, som inden første mobiliseringsmøde får navnet “Stop Trump DK” og et foreløbigt demonstrationsgrundlag med paroler. Til Solidaritet fortæller hun – uafhængigt af demonstrationens styregruppe og sin rolle som talsperson – om tankerne bag måden, som demonstrationen planlægges på. Det skete dagen før Trump aflyste.

Arrangørgruppen tager udgangspunkt i et netværk, som initiativtagerne havde i forvejen, og arbejder sig udad derfra for at være så inkluderende som muligt. Men de fleste demoer er efter Bwalya Sørensens opfattelse domineret af de store organisationer og den hvide, danske middelklasse, både på talerlisten og i arrangørgruppen. Det er eliten, der taler og bestemmer. Resten af befolkningen er efter hendes mening usynlig.

Der skal skabes rum for alle, som ikke er hvid middelklasse, så denne gang skal det være anderledes. Det er et forsøg på at lave en mere lige demonstration end de sædvanlige og sikre, at den ikke bliver domineret af en enkelt gruppe, men også har plads til en beboer fra Sjælsmark på talerstolen, forklarer Bwalya Sørensen.

De organisationer, som Bwalya Sørensen plejer at lave arrangementer med, dvs. for eksempel Black Lives Matter Denmark og Venligboerne, har skrevet i deres grundlag, at de er partipolitisk neutrale. Det har hun gode erfaringer med, og derfor vil demonstrationen ligge i forlængelse af dette. Af samme årsag er partierne velkomne som anbefalere og til at lave store blokke i demonstrationsoptoget med alle deres bannere og budskaber – men skal ikke indgå i arrangørgruppen, forklarer hun.

Styregruppen har besluttet, at den ikke vil tale med Solidaritet.

Mobiliseringen tager form

Til det første offentlige mobiliseringsmøde fremlægges antydningen af et hierarki i koalitionen, som dog stadig er meget uklart. Det hierarki har styregruppen – som er identisk med initiativgruppen – besluttet, og det står ikke til diskussion.

Øverst sidder styregruppen, som består af mindre end en håndfuld personer. Under styregruppen er en arrangørgruppe. Her er der tilsyneladende stadig meget åbent og plads til – næsten – alle. De kan foreslå talere og søge indflydelse. I den nederste gruppe i hierarkiet er andre organisationer, som blot skal mobilisere til demoen. Det er politiske partier, der ligger her, og de kan få deres organisationers navne på Facebook-eventen. Hvem, der er helt udenfor, er ikke klart.

Nogle mødedeltagere bliver meget provokerede. Især “Tid til Fred”, som normalt kan mobilisere en del af det gamle antiimperialistiske miljø og fredsbevægelsen, som har protesteret mod NATO og USA gennem adskillige årtier. De har på forhånd oprettet deres egen begivenhed og er tilsyneladende overraskede over, at andre gør det samme uden at tale med dem. Det kommer så vidt midt i mødet, at initiativtagerne fra styregruppen og en repræsentant fra Facebookgruppen “Danmark for Alle”, som ved årets folketingsvalg har været kandidat for Radikale Venstre, smider en fredsaktivist ud af lokalet indtil pausen. En del andre mødedeltagere tager det mere med ro, og ser tiden an.

Dagen efter, tirsdag 6. august, er SFU værter for et offentligt møde om planlægningen. SFU – der også regner sig for at være initiativtagere til demonstrationen – accepterer, at de ikke sidder i hverken styregruppen eller arrangørgruppen. Men nu er det ude i offentligheden, at bølgerne går højt, idet Radio24syv dokumenterer en del af mødet, og lægger det ud på nettet allerede onsdag 7. august.

Identiteter og paroler i kollision

Det skal vise sig, at de næste to uger, bliver, hvad man med en måske lidt skarp formulering kan kalde, en øvelse for venstrefløjen i at genopfinde sig selv. 

Solidaritet kommunikerer i dagene efter Trumps aflysning af sit statsbesøg med folk fra fire forskellige organisationer på venstrefløjen, hvoraf to deltager i arrangørgruppen – Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) og Global Aktion, tidligere Afrika Kontakt. En er med som anbefalere, navnligt Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU). Og én står helt udenfor. Det er Tid til Fred.

Den dag Trump aflyser tæller arrangørgruppen i alt 26 Facebook-grupper, Facebook-sider, foreninger, samt store og små ngo’er. Så trækker mange sig, især de store ngo’er. Men SFU og Tid til Fred vil stadig ud at demonstrere 2. september. Det vil Global Aktion ikke. LFS er mere tvivlsom.

Efter de første to åbne mobiliseringsmøder er der kun et internt møde i arrangørgruppen, med deltagelse af 12 organisationer. Det foregår hos Global Aktion. Øvrig kommunikation og planlægning i processen foregår via en Facebook-gruppe. Men styregruppen lukker ikke alle fra den officielle arrangørgruppe herind.

Ifølge Morten Nielsen fra Global Aktion var der to gode grunde til at trække sig fra arrangørgruppen og demonstrationen, da Trump aflyste sit besøg. For det første, at det ikke rigtig gav mening at bruge al sin energi på noget, der skulle planlægges i stor fart, når Trump alligevel ikke var her. For det andet begrunder han Global Aktions afgang fra arrangørgruppen med, at organiseringen af demonstrationen var overvældende. Han er ligesom Kirsten Løth fra LFS ikke blandt initiativtagerne, men deltager kun i mødet i arrangørgruppen, som Global Aktion selv er vært for. Han modtager aldrig et referat.

Den brede arrangørgruppe havde efter tilblivelsen af grundlaget, ifølge ham, ikke nogen indflydelse på, hvad talspersonen skulle sige til offentligheden. Normalt aftaler man i fællesskab demonstrationsgrundlaget og mandatet, men han oplevede for eksempel, hvordan Black Lives Matter Denmark fra styregruppen ændrede i grundlaget, uden at de andre i arrangørgruppen var blevet hørt. Rettelsen i grundlaget, som var udarbejdet i fællesskab af arrangørgruppen, skete angiveligt for at “give plads til ‘vores muslimske søstre'”.

Det drejede sig om parolen:

• NEJ til transfobi, sexisme og benægtelse af kvinders ret til at bestemme over egen krop, herunder retten til fri abort

Stridspunktet var delsætningen “…, herunder retten til fri abort”. Den delsætning skulle fjernes.

Morten Nielsen siger om oplevelsen: “Jeg blev stærkt bekymret over at skulle stå sammen med konservative muslimer, hvis politiske dagsorden ikke er den samme, som den vi har i Global Aktion. Faktisk er vi nok kun enige om, at Trump er en forbryder. Ikke hvorfor”.

“Det er, hvad der sker, når identitetspolitik kolliderer med virkeligheden”, siger Morten Nielsen og forklarer videre, hvordan talerne blev valgt ud fra hudfarve og etnisk herkomst, ikke på baggrund af hvad de havde at sige rent politisk. Alt skulle dreje sig om “min person”, “min hudfarve”, “min seksualitet”.

Sex & Samfund, der også sad i arrangørgruppen, havde ellers sammen med Dansk Kvindesamfund, DareGender og Everyday Sexism Project Denmark planlagt en egen for-demonstration “My body – My choice – My rights: Gå med os til Trump-demo” med start en time før “Stop Trump DK”. Det handlede om at vise modstand mod Trumps politik, der indskrænker kvinders ret til abort. Sex & Samfund har ikke ønsket at kommentere på planlægningsprocessen til denne artikel. For-demoen blev aflyst grundet Trumps aflysning, men arrangørerne skrev blandt andet på Facebook-eventen, da de aflyste:

 “… hvis eller når han kommer igen, så står vi klar, og det håber vi også, at I gør”.

Kampen fortsætter udenfor – med fokus på politik frem for personer

Benjamin Gottberg, Tid til Fred, oplever i samme periode, at alt er meget uklart. I forhold til den brede mobilisering til “Stop Trump DK” ligger der ifølge ham en ulempe i den store usikkerhed omkring det reelle politiske indhold. Styregruppen fokuserer ikke på, hvorfor Trump kommer til Danmark, men kun på at han kommer hertil.

Mange vil eksempelvis ikke gå med i en demonstration, hvor det fra hovedscenen kun handler om private interesser eller en enkelt gruppes interesser. Og det ved man ikke på forhånd om det gør her, på grund af måden som tingene er organiseret på, konstaterer han.

I Benjamin Gottbergs øjne er det mest demokratisk, hvis en styregruppe bliver valgt til et indledende møde med alle deltagende organisationer og fællesskaber, frem for som her blot at bestå af nogle initiativtagere, der er først på Facebook. Med en valgt styregruppe kan man også bedre beslutte i fællesskab, hvad de samlende paroler skal være og give taleret til flere.

Han er mest bekymret for demonstrationen “Stop Trump DKs” størrelse og for dem, der ikke på forhånd har en blok at gå i. “Hvad tror de, at de skal deltage i? Har de overhovedet lyst til at være med?”, spørger han.

“Tid til Fred” har sammen med andre grupper på den antiimperialistiske venstrefløj og i fredsbevægelsen brugt tiden på at samle deres egen blok, kaldet “Yankee go home”. Der er fokus på antiimperialisme, fred og solidaritet. “Yankee go home” har i deres blok egne talere, egne løbesedler, egne sidebannere, egen demovogn, egne paroler og egen musik. Talerne er delt op efter emner, som man i fællesskab har besluttet skal berøres, og så må man se, hvem der kan tale om emnet. Det er ikke personen, der er i centrum.

SFU, der også står uden for arrangørgruppen, har heller ikke givet op. “Vi har malet nogle bannere med politiske budskaber om klima, køn, menneskerettigheder og internationale aftaler. For os er det vigtigt, at demonstrationen handler om Trumps politik og ikke om personen Donald Trump,” skriver Sofie Lippert Troelsen på mail efter Trumps aflysning.

Minoriteter i møde med den brede bevægelse

Set inde fra arrangørgruppen er det ikke blot det politiske indhold, der diskuteres i ugevis. Ved mobiliseringsmøderne hos Mellemfolkelig Samvirke og SFU har Kirsten Løth ,LFS, fået det indtryk, at alle kan være med. Men til det efterfølgende møde i arrangørgruppen hos Global Aktion er der opstået uenighed om det. De næste to uger bruger man mest tid og energi på at diskutere hvem der må være med, frem for at bruge den på at planlægge demonstrationen.

Først kort før Trump aflyser, er alle enige om, at de faglige organisationer skal være med, og dagen før Trumps aflysning har omkring syv faglige organisationer fra den københavnske fagbevægelse givet tilsagn til at mobilisere og deltage, fortæller Kirsten Løth. De faglige vil ikke “sætte sig på programmet”, men fokusere på “workers rights”, på køn og ligestilling og på etniske minoriteter, der skal have en fremtrædende plads, bakket op af den brede bevægelse.

Så aflyser Trump. Det er et antiklimaks oven på al den energi man havde brugt, og det ærgrer Kirsten Løth, der synes, at man skulle have opretholdt at lave i det mindste en markering mod Trump, med en enkelt taler.

Hun oplever, at der hos minoritetsgrupper var en frygt for, at de store organisationer skal bestemme og sætte sig på hele demoen, så det bliver en demo for den hvide middelklasse.

“Men pointen er netop, at her sidder vi med den brede opbakning til dem”, siger hun om fagbevægelsens rolle i forhold til minoritetsgrupper i denne demonstration, i sammenligning med nogle minoritetsgruppers oplevelse af at have været blevet svigtet i andre situationer.

Efter Trumps aflysning vurderer Sofie Lippert Troelsen fra SFU konsekvenserne af udelukkelsen af politiske partier, set i tilbageblikket på det samlede forløb, der har varet i tre uger:

“På mange måder er det ærgerligt, at NGO’er og lignende bruger så megen tid på “at råbe politikerne op”, men ikke er interesserede i at samarbejde med os, når vi har en fælles sag. På den anden side har jeg forståelse for ønsket om at undgå “hijacking” eller at partier, der ligesom det er set til klimademonstrationer eller pride, vil bruge demonstrationen til at fremstå som forkæmpere for en sag, der egentlig ikke interesserer dem. Helt konkret betyder det jo, at de ressourcer, vi kunne have bidraget med, bliver brugt på noget andet, men jeg tror ikke det har den store betydning for slutresultatet, mener Sofie Lippert Troelsen.”

Morten Nielsen fra Global Aktion har et lidt andet perspektiv. Han fortæller, at folk i Global Aktion var fyr og flamme i begyndelsen af processen med at arrangere demonstration. Ved Trumps melding om sin ankomst viste organisationer sig pludselig at ville være med, som han ellers havde været i tvivl om var for hensynsfulde over for USA, eller for pæne til at demonstrere mod noget, der havde med det land at gøre. Han så også et potentiale i, at antiimperialistiske organisationer kunne komme til at stå sammen med organisationer som Sex & Samfund og Amnesty International, som de ellers sjældent demonstrerer sammen med.

Efter Nielsens oplevelse handlede det om, at Black Lives Matter var “trætte af demoer, hvor den hvide middelklasse dominerer.” De ville gerne modtage forslag til talere, men ville i sidste ende selv bestemme, hvem der talte. Men “man kan ikke udelukke den del af samfundet, som er født i det her samfund, og som udgør 98 % af befolkningen. Så får man i hvert fald en meget lille demo”, konstaterer han.

Den identitetspolitiske tilgang kolliderer efter hans opfattelse med de brede organisationer, vi har i Danmark, hvor hudfarve og seksualitet ikke er det centrale, men hvor det handler om andre politiske forhold. Ifølge ham prøvede Black Lives Matter direkte at ekskludere fagforeninger og partier med den begrundelse, at de var for politiske.

“Det er svært at lave en demonstration mod en mand, der vil begrænse mangfoldigheden og ytringsfriheden, når man selv begrænser ytringsfriheden og mangfoldigheden”, konkluderer han.

Solidaritet bringer dig beretninger fra klassekampen.