Foto: Creative Commons
5 min. læsetid

Hvis vi vil holde fast i menneskerettighederne som en grundlæggende værdi for vores samfund, skal vi være opmærksomme på faldgruben i ‘flertalstyranni’, mener dagens kronikør.


Af Pernille Frahm

”Og de flest´ har jo magten, så det er så nemt. Det bliver præcist som de flest´ har bestemt!”

Linjen er snuppet fra en af Niels Hausgaards sange, og selvom sangen måske er lige kritisk nok overfor demokratiet, er der jo noget her, som presser sig på: Er det virkelig tilstrækkeligt i forhold til et levende demokrati, at man har flertal? Og har vi ikke i disse år en række oplevelser som gør, at vi stiller spørgsmålstegn ved, om demokrati overhovedet er den styreform, vi vil have?

Der mangler noget!

Når man kan træde et mindretal af befolkningen grundigt ned i skidtet, alene fordi de er syge eller uden arbejde. Når man kan tvinge familier med små børn til at leve i gamle kaserner, uden mulighed for selv at lave mad. Når man kan blive siddende som minister, selvom man har brudt loven. Når man kan bryde grundloven og fortsætte som minister. Når man kan nægte at forklare sine handlinger, og konsekvent lyve om både FN-rapporter og mulige andre rapporter. Og så videre.

Regeringen, som repræsenterer det nuværende flertal, mener, at det eneste afgørende er, at man kan tælle til 90. Dansk Folkeparti vælger at holde hånden under ministre de kan lide. Det blev tydeligt ovenpå Inger Støjbjergs klare lovbrud, alt imens Eva Kjær Hansen bliver truet med en fyreseddel, hvis hun ikke makker ret. Det gør hun så, og modtager en gigant næse for sit forsinkede udspil. Ingen tvivl om, at det vi ser er magtmisbrug, men så længe et flertal vil finde sig i det, er der intet at gøre. Men er det demokrati, hvis 10 mennesker bestemmer, at nummer 11 skal gå ned med skraldespanden hver dag? Når demokrati reduceres til parlamentarisme og flertalsafgørelser, er døren åbnet for magtmisbrug, hvilket bliver yderligere forstærket af, at døren er lukket for medierne og offentligheden.

Danmark er ikke det eneste land, som har måttet tumle med demokratiets faldgruber. Vi har i tiden efter 2. Verdenskrig haft mindretalsregeringer, hvilket har betydet, at magten blev kigget en smule mere efter i sømmene, end tilfældet har været de seneste knap 20 år. Måske derfor har de store diskussioner, som prægede resten af Europa, ikke haft den samme store betydning her. Men Europarådet, som Danmark har været medlem af fra starten, har gjort sig mange overvejelser i efterkrigstiden. Erfaringerne fra Tyskland skæmmer. Demokratiet blev brugt til først at afskaffe enkelte gruppers rettigheder, for endeligt at afskaffe demokratiet helt. Nazisternes magtovertagelse var skrækeksemplet, og Europarådets ambition var at udvikle en ny demokratisk model, som kunne sikre mennesker mod overgreb fra et flertal eller en diktators overmagt.

Demokrati på tre søjler.

I Europarådet taler man om demokratiets 3 søjler:

Den første søjle er naturligvis hemmelige, frie valg. Retten til at føre kampagne, at få lige behandling i medier, og at fastholde gennemskuelige procedurer og kontrol med registrering af vælgere samt optælling af resultater.

Den anden søjle er Menneskerettighederne. Europarådets ministerråd og parlamentarikerforsamling udarbejdede den europæiske menneskerettighedskonvention og menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som landene forpligtede sig til at respektere. Her er forbuddet mod dødsstraf og tortur nedfældet.

Den tredje søjle er retsstaten. Ingen kan fængsles uden dom, og alle har ret til et beskikket forsvar. Straffen skal stå i fornuftigt forhold til forbrydelsen, og man kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft.

Foto: Public Domain

Man kan sige, at de sidste to søjler – menneskerettighederne og retsstaten – skal begrænse statens magt overfor den enkelte. Pia Kjærsgård udtalte på et tidspunkt, hvor Danmark fik kritik af Europarådets menneskerettighedskommissær, at hvis konventionerne blev en spændetrøje for demokratiet, måtte de afskaffes. Dermed viser hun, at debatten i Danmark har været for lille og for ringe. For hvis konventionerne ikke er en spændetrøje for demokratiet, giver de ikke mening. Det er deres formål!

Flertalsovergreb

Jeg var en sen aften på mit dengang lokale værtshus på Vesterbrogade, hvor et par af gæsterne var vrede over den åbenlyse handel med stoffer udenfor deres vinduer. En af disse udbrød som reaktion på forløbet: ”Og når man så ringer efter politiet, så kommer disse slamberter med deres mææænneskerettigeheder, og næste aften står de der igen!” I ovennævnte hændelse opfattes Menneskerettighederne som noget, forbrydere kan trække frem for at undgå straf. Det opleves ikke som noget, der kan beskytte et mindretal mod flertallets overgreb, og de enkelte gange, hvor netop dette har været i spil, vælger regeringen at ignorere det. Det så vi eksempelvis da endnu en nedsættelse af ydelserne til flygtninge – den såkaldte starthjælp – betød, at et lille mindretal i Danmark reelt ikke kan forsørge sig selv eller sin familie – hvilket er klart i strid med menneskerettighederne.

Kontrol med magten

De tre søjler er langt fra nok. Der er brug for yderligere tiltag, så magten kan kontrolleres. I disse år sker der et skred i retning af at gøre vejen lettere for parlamentarikere og regeringer, og borgernes rettigheder kommer i klemme i stigende grad. Men præcis som tidligere, er et flertal ikke berørt og derfor heller ikke optaget af den udvikling, der er i gang. Udviklingen betyder, at man ser gennem fingre med ulovligheder, så længe det er en minister, der står bag. Samtidig håndhæver man uforholdsmæssigt høje straffe for småforbrydelser, der bliver begået i den nedre del af samfundspyramiden, mens de store banditter i habitter går fri – og endda ofte belønnes med et gyldent håndtryk. På den måde står døren åben for en fortsat udvikling i retning af, at vores rettigheder udhules, og at demokratiet reduceres til at være ”al magt til flertallet”. Hvor længe tør vi vente på selv at blive nr 11?


Pernille Frahm er tidligere medlem af Folketinget for SF

I Solidaritet bestræber vi os på at skabe plads til en levende, pluralistisk debat for hele venstrefløjen. Læs vores retningslinjer og kontakt os, hvis du selv ønsker at bidrage til debatten.