Den grønne trepart er business as usual

Danmark står i den situation, at vi i det industrielle landbrug har et erhverv, som er fuldstændig afhængigt af vores allesammens skattekroner– både til daglig gennem Den fælles landbrugsstøtte fra EU, gennem en række afgiftsfritagelser, samt når der skal ryddes op efter industrilandbrugets forurening. Det fremgår noget så tydeligt i Den grønne trepart.

Samtidig spiller det industrielle landbrug en marginal rolle i vores økonomi, og de fleste arbejdspladser, erhvervet kan tilbyde, er barske og prekære, hvorfor de primært beskæftiges af udenlandske sæsonarbejdere.

Svinebaronernes stramme greb

Hvorfor er det så, at vi bliver ved med at se landbrugsaftaler, hvor den almene borger skal betale for at rydde op efter industrilandbrugets svineri? Hvis altså svinebaronerne har lyst. Aftalerne hviler nemlig altid på princippet om frivillighed.

Det er svært at se en anden forklaring, end at det industrielle landbrugs lobbyorganisationer stadig besidder en enorm indflydelse på den lovgivende forsamling. Det har de i en situation, hvor vi ved at begrænse landbrugets forurening har alt at vinde for miljøet og meget lidt at tabe rent økonomisk. Denne uberettigede indflydelse er så stærk, at det er hævet over al logik.

Vi får ikke en høj CO₂-afgift, selvom det er den klare videnskabelige anbefaling. Der er ikke noget mål om en kraftig reduktion i antallet af husdyr, selvom videnskaben fortæller os, at det er uundgåeligt i omstillingen af landbruget. I stedet postes der milliarder i usikre teknologier.

Send svineriet til udlandet

Det er svært fuldstændigt at ignorere naturvidenskabens mange indsigter, men man kan gøre sit bedste. Bare se på Landbrug & Fødevarer-boss Søren Søndergaard og hans over 500 medarbejdere på Axelborg, som hver dag gør deres for at undergrave universiteternes forskere.

Den katastrofale tilstand i vores havmiljøer er udlandets skyld, må man forstå. Dansk landbrug er verdens mest klimavenlige. Og hvis man regulerer verdens bedste landbrug, vil meget af forureningen jo bare flytte til udlandet.

Sidstnævnte må man desværre give dem ret i. I et scenarie som Kafka kunne have skrevet, skal salget af danske CO₂-kvoter være med til at finansiere Den grønne trepart. Kvoterne giver andre landes virksomheder tilladelse til at udlede en mængde drivhusgasser, som må forventes i høj grad at svare til CO₂-besparelserne herhjemme.

På den måde har Den grønne trepart – selv hvis de konventionelle landmænd på frivillig vis vælger at omstille sig – sikret, at den ikke har nogen gavnlig effekt på det globale klima indtil 2030.

Den grønne trepart lægger også op til en mere intensiv dyreproduktion på de arealer, som ikke udtages til skovrejsning og/eller natur – bl.a. gennem forhøjelsen af slagtepræmien og milliardstøtten til pyrolyse og fodertilsætningsstoffet bovaer.

Selvom aftaleteksten anerkender, at der er behov for at undersøge, hvilken effekt Den grønne trepart har på den danske import af soja til dyrefoder, er der ingen konkrete tiltag for at undgå en stigning af sojaimporten – eller for den nødvendige udfasning.

Sojaimporten – som i forvejen er enorm – udgør den mest klimatunge måde at fodre dyr på. At man ikke tager fat på en velkendt udfordring, men i stedet vælger at sylte den i en ekspertgruppe, er godt i tråd med, hvordan denne regering behandler kravene fra videnskaben og miljøbevægelsen.

Spist af med sandheden

Oppositionen har udtrykt glæde over, at det er scenarie 1 i Finansministeriets kontroversielle “Second Opinion” rapport, som danner grundlag for aftalen. Via læk fandt offentligheden ud af, at det var scenarie 3, regeringen ville lægge til grund for kvælstofindsatsen.

Sagt med et lidt mere ærligt sprog, lagde regeringen altså op til, at Den grønne trepart skulle baseres på forældede data. Og det var oppositionen og ethvert andet menneske fri for landbrugslobbyens klamme hånd, selvfølgelig uenig i.

At regeringen valgte at gøre selve sandheden om tilstanden i vores vandmiljø til et forhandlingsemne, er muligvis en genial (og noget kynisk) forhandlingsstrategi. Men det er dårligt nyt for vores havmiljø og viser, at Landbrug & Fødevarers klimaskepticisme smitter af på regeringen og dens ministerier. 

En helt anden vej

Selvom det selvfølgelig er godt, at vi ikke skal gå og lyve over for os selv mere end vi allerede gør i foregangslandet Danmark, skal det understreges, at vi har brug for en helt anden retning.

En retning hvor små, diverse landbrug, som bruger regenerative og økologiske metoder, er i centrum. Hvor de borgere, som tilfældigvis er blevet naboer til en svinefabrik, har reelle rettigheder og i fremtiden bor ved siden af landbrug, som skaber liv på landet. Hvor dyrene i landbruget er udenfor og ikke længere bor under kummerlige og naturstridige forhold.

Der er så mange gode tiltag i Danmark lige nu, når det kommer til landbruget. Den regenerative jordbrugsbevægelse, borgerdrevne jordbrugsfonde, fødevarefællesskaber og folkekøkkener.

Det er de små, risikovillige og samfundsnyttige initiativer, som bør modtage statsstøtte. Men vi ser igen og igen, at det er de store forurenere med de snævre interesser, som får langt det meste af støtten.