Kronik: Den kapitalistiske globalisering – og hvorfor venstrefløjen bør udfordre den
Liberaliseringer, frie kapitalbevægelser og beskyttelse af multinationale virksomheder. Det er udgangspunktet for at forstå globalisering, mener en gruppe græsrødder, der har kastet sig ind i Enhedslistens debat om et globalisering.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.
Af Mads Barbesgaard, Tobias Clausen, Henrik Bang Andersen, Morten Nielsen og Kenneth Haar
På Enhedslistens årsmøde skal partiet diskutere og måske vedtage et delprogram om ’globalisering’. Det er i sig selv en præstation – ingen andre partier har en egentlig strategi på det område, som er skrevet ned. Det er der sikkert flere grunde til, men en af dem kan være, at det er en svær problematik at diskutere. Allerede ordet er der strid om – hvad betyder globalisering overhovedet? Findes der en definition, alle kan skrive under på? Det gør der nok slet ikke, for globalisering er blevet meget politisk ladet. Det næste problem ved diskussionen er, at det langt fra er alle, som arbejder med noget, hvor globalisering synes særligt relevant eller spændende.
Disse problematikker bærer de to forslag til delprogram, der er til diskussion til årsmødet, desværre også præg af. Vi har stillet en række ændringsforslag til både Hovedbestyrelsens forslag og til det alternative forslag. I håb om at fremme en god, kritisk og saglig debat op til – og under årsmødet, gør vi i det følgende rede for den analyse, der ligger til grund for vores ændringsforslag. Til slut giver vi en lille afgangsreplik, om hvorfor vi helst så det alternative delprogram – med vores ændringsforslag indarbejdet – vedtaget i stedet for hovedbestyrelsens.
Hvorfor ’begyndte’ globaliseringen?
Ofte sætter man to ansigter på: Den britiske premierminister Margaret Thatcher og den amerikanske præsident Ronald Reagan. I begyndelsen af 80’errne satte de to landes regeringer en udvikling i gang, som skulle hjælpe den rige verden ud af en økonomisk krise. Når kapitalismen er i problemer, dvs. når virksomhederne ikke ser nogen fordel i at investere mere, så skal der findes eller skabes nye markeder. Der kan skabes nye markeder ved at privatisere derhjemme, eller man kan skabe nye muligheder for at tjene penge på eller i andre lande. Derfor blev 1980’erne og 90’erne to årtier, hvor verdenshandlen steg brat. Det samme gjorde investeringerne over grænserne, ligesom pengene – kapitalen – begyndte at flyde i langt større grad end i 70’erne. Her forstår vi ’kapital’ som en proces – ikke en ting. Det vil sige, kapital er ikke bare penge, men penge der bruges på en bestemt måde: nemlig med henblik på at skabe flere penge. For at kapital for alvor skal kunne ’flyde’, skal enhver barriere for denne proces nedbrydes. Det var således bl.a. for at sikre og udvide denne proces, at Thatcher og Reagan gjorde som de gjorde.
Ordet ’globalisering’ blev dog først et almindeligt udtryk i 90’erne. I den borgerlige lejr blev det brugt til at beskrive en uundgåelig, naturlig udvikling af en global økonomi uden grænser. På venstrefløjen blev det brugt til at beskrive en ny fase i kapitalismen. Derfor er det en god idé at gøre det klart, hvad man mener, når man taler om globalisering.
Hvad er ’globalisering’?
Den udvikling, vi beskriver her, kaldes ofte ’nyliberalistisk globalisering’ pga. den snævre sammenhæng med afvikling af regler, som virker begrænsende for virksomheder. Et nok mere præcist udtryk er ’kapitalistisk globalisering’, fordi det hænger sammen med kapitalinteresser mere end en politisk ideologi.
Det er især tre forskellige processer, som tilsammen udgør ’kapitalistisk globalisering’:
- Liberalisering af verdenshandlen (frihandel).
- Fremme af udenlandske investeringer/investeringsbeskyttelse (flere og større multinationale selskaber).
- Frie kapitalbevægelser.
Hvilken rolle spiller de internationale institutioner?
I globaliseringens tidlige dage i 80’erne og 90’erne arbejdede de rige lande, med USA i spidsen, for at åbne mange u-landes økonomier for mere import og for at gøre det lettere for multinationale virksomheder at operere. Det spillede især to internationale institutioner en stor rolle i.
- Den Internationale Valutafond (IMF) blev brugt til at påtvinge mange u-lande skrappe økonomiske programmer. Det kunne IMF, fordi de ydede lån til gældsplagede lande, og dem var der mange af i 80’erne.
- Verdenshandelsorganisationen (WTO) blev fra organisationens første dage i 1995 brugt til at få vedtaget et vidtrækkende regelsæt på en masse områder, som normalt ikke havde været med i handelsaftaler, f.eks. om patenter, statsstøtte, varestandarder (f.eks. fødevarestandarder) og meget mere.
WTO blev til gennem et parløb mellem de store EU-lande og USA, og der blev lagt et kraftigt pres på mange u-lande, som ikke syntes, at handelsaftalen var i deres interesse. F.eks. truede USA Indien med, at lukke det amerikanske marked for indiske varer. I sidste ende makkede inderne ret.
Derudover spillede især EU i Europa en vigtig rolle i udbredelsen af den kapitalistiske globalisering. Det skete gennem opbygningen af et egentligt fælles marked for de europæiske multinationale selskaber op gennem 80’erne og 90’erne. Med oprettelsen af det indre marked skabte EU verdens største frihandelszone, hvor både kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser kunne flyde helt frit – hvorved medlemslandenes mulighed for at regulere disse bevægelser og de multinationale selskaber blev stærkt begrænset.
Spiller FN da ingen rolle?
Næh, stort set ikke. FN har mistet mange af de roller, organisationen havde på det økonomiske felt for nogle årtier siden. Da WTO blev dannet, blev FN-organisationen GATT opslugt af den nye institution, og kort forinden var flere FN-agenturer på det økonomiske område enten skåret ned til en ubetydelighed, eller lukket – som det f.eks. skete 1992 med en institution, UNCTC, som havde til opgave at overvåge multinationale selskaber, og identificere risici for værtsnationer.
I øjeblikket forsøger en række u-lande at genoplive FN’s engagement, bl.a. ved at få behandlet og vedtaget en traktat, som forpligter multinationale selskaber til at overholde gældende lov og respektere menneskerettighederne. Det møder dog hård modstand fra bl.a. EU.
Hvad er frihandel, og er det ikke bare en god ting, f.eks. for u-landene?
Frihandel betyder handel uden restriktioner. Det betyder blandt andet, at der ikke er told på varer, og at man forsøger at fjerne såkaldte ”tekniske handelshindringer”. Det kan være regler eller regulering i de enkelte lande, som gør det svært for multinationale selskaber at sælge deres varer. F.eks. forbud, særlige sikkerhedskrav eller krav til forbrugerbeskyttelsen.
Frihandel blandt de vestlige lande handler i dag i højere og højere grad om netop ”tekniske handelshindringer”, da toldsatserne i udbredt grad allerede er blevet reduceret eller helt fjernet. Frihandel kan føre til store problemer for mange u-lande, hvis de presses til at afskaffe told.
I Afrika er told en vigtig indtægt for statskassen, og landenes egne svage industrier kan blive udraderet, hvis der ikke er told på varer fra f.eks. Europa. De handelsaftaler, som EU er ved at få helt på plads med tidligere kolonier i Afrika, Stillehavet og Caribien, kan netop gå hen at få denne effekt.
I Danmark er der næsten konsensus om, at toldsatser er dårlige, også for u-landene, og også når u-landene selv indfører told. Det så man f.eks. i 2013, hvor handelsminister Pia Olsen-Dyhr anbefalede, at Danmark støttede en trussel om handelssanktioner mod en gruppe afrikanske lande. De havde modsat sig et forslag til handelsaftale med EU, som forpligtede dem til at skære voldsomt ned på toldsatser over for varer fra EU – og modreaktionen fra EU var en udmelding om, at hvis de ikke skrev under inden en given dato, ville der blive lagt meget større told på deres varer. Denne og mange lignende episoder har forringet klimaet mellem EU og mange u-lande i de seneste 20 år.
Hvad er forskellen på nye og gamle handelsaftaler, og hvad har det med ’globalisering’ at gøre?
Lad os tage et tilfældigt multinationalt selskab, det kunne være Nike. Nike producerer stort set alle sine varer i Asien, selvom det er et amerikansk selskab. Nike har store fabrikker i bl.a. Vietnam, hvor arbejderne får en lille brøkdel af, hvad lønnen lyder på andre steder. Ofte kommer råvarerne fra andre lande, højt kvalificeret arbejdskraft importeres udefra, mens produktudviklingen foregår i USA. Vietnam selv er ikke et vigtigt marked for Nike. De producerede varer sælges andre steder, ikke mindst i USA selv. For at sådan en operation skal fungere, er der brug for avancerede handelsaftaler.
Indtil for omtrent 30 år siden gik handelsaftaler ud på at fjerne eller reducere toldsatser. I dag følger mange andre ting med i posen, når der laves handelsaftaler. Det er f.eks. regler om patenter, om hvordan man skal behandle udenlandske investorer, om statsstøtte til virksomheder, om konkurrencepolitik, om varestandarder, om tilladelsesordninger på serviceområdet, om gensidig anerkendelse af uddannelser og meget mere. De kan også handle om retten til at importere/eksportere arbejdskraft.
Af alt dette har Nike nytte af stramme regler for patenter, som betyder, de kan holde deres teknologi og ’opskrifter’ for sig selv. Regler for import af arbejdskraft sikrer, at de ikke behøver at bruge lokalt uddannet arbejdskraft, og endelig betyder lave toldsatser, at virksomheden nemt kan importere råvarer og nemt kan eksportere det færdige produkt fra Vietnam.
Er det ikke bare godt for u-landene, at de får bedre adgang til vores markeder?
Jo, bestemt. Men det er vigtigt at forstå, hvor u-landenes problemer ligger, og hvor de ikke ligger. De afrikanske lande har generelt god adgang til det europæiske marked. Knasterne ligger på områder som landbrugsstøtten, der gør europæiske landbrugsvarer kunstigt billige, og som bl.a. kan føre til sindsoprivende historier om skadelig dumping på afrikanske markeder, som sætter lokale producenter ud af spillet.
Og så ligger problemet i, at med et frit globalt marked, kan det være svært for svage økonomier at opbygge egen industri. De bliver udkonkurreret.
Multinationale selskaber – hvordan forsøger vores regeringer at støtte dem i udlandet?
For enhver regering, som har store selskaber, der investerer i udlandet, gælder det om at sikre dem så gode betingelser som muligt. Og det betyder, at staten i det land, der investeres i, helst ikke må vedtage nye regler, der koster dem penge og besvær. Det er der fundet en løsning på, som er blevet mere og mere populær i de senere år: Særdomstole.
Lad os tage et eksempel: I løbet af de seneste ti år har Vattenfall trukket Tyskland for en særdomstol to gange for at klage over politiske beslutninger. Første gang var for ti år siden, da Vattenfall pressede Tyskland til at acceptere, at nye regler for forurening fra kulkraftværker ikke skulle gælde for dem. De fik også en erstatning. I den anden sag har Vattenfall krævet ca. 35 milliarder kroner i erstatning, fordi Tyskland har besluttet at udfase atomkraft.
Det er et vigtigt magtmiddel, store virksomheder har fået med denne type aftaler, der for det meste kaldes ISDS (Investor-state dispute settlement). De kan kræve erstatning for beslutninger, som gør indhug i deres forventede fremtidige profit. Ikke bare kan de vinde mange penge på det, de kan også afskrække stater fra overhovedet at tage beslutninger, som generer udenlandske investorer.
Oprindeligt havde USA førertrøjen i arbejdet for den slags aftaler, men i dag gør EU amerikanerne rangen stridig. De fleste handelsaftaler, som EU arbejder for, rummer ISDS. EU ser gerne, at ISDS bliver til en egentlig globalt dækkende retsorden.
Hvorfor er ’kapitalens frie bevægelighed’ et problem?
Hvis penge uden videre kan flyttes over grænserne, f.eks. fra én virksomhed i ét land til en virksomhed i et andet, fra én aktie til en anden, fra én valuta til en anden, så giver det finansmarkederne bedre muligheder for at øve indflydelse på den førte politik. Et forkert skridt, og pengene flytter. Et andet problem er, at hvis pengene bare flyder frit, så smitter finanskriserne også hurtigere. Og den slags kriser har der været mange af i de seneste 20 år, med den i 2008 som den mest alvorlige.
I dag kan man stort set flytte penge, som man vil, fra land til land. Kapitalbevægelserne er støt og roligt blevet liberaliseret gennem de seneste årtier, dvs. at forhindringer er blevet fjernet én for én. Det har selv finanskriserne ikke ændret på. Det er fordi finanskapitalen er blevet så dominerende og så vigtig, at hensynet til de store banker er blevet mere vigtige end hensynet til stabiliteten.
Hvad er EU’s rolle i globaliseringen?
Danmarks placering, danske virksomheders rolle, Danmarks holdning – alt dette er formidlet gennem EU. Det er EU, som repræsenterer europæiske virksomheders interesser globalt, når det kommer til internationale aftaler. Og EU’s tilgang er såre enkel. Når der f.eks. skal sættes forhandlinger i gang om en ny aftale, så samler EU-kommissionen ønskesedler fra de største virksomheder, og skriver dem ind i et ’forhandlingsmandat’. Det stemmes der så om blandt medlemslandene. Og i sidste ende skal EU-parlamentet og regeringerne så blive enige om, hvorvidt en aftale er god nok.
Mere generelt, så bruger EU sine muskler internationalt på at skaffe store europæiske virksomheder de bedst mulige betingelser. Den dagsorden gennemsyrer alt, hvad EU foretager sig, også i WTO.
EU er også efterhånden blevet en hovedkraft i forsøget på at give finanssektoren frit spil. Ved internationale forhandlinger om f.eks. bankregulering, er EU tit mere tilbøjelig til at føje de store banker end USA.
Internt i Europa har EU samtidigt fungeret som en motor for globaliseringen, gennem krav om liberaliseringer og gennem oprettelsen af det indre marked, hvor regulering nedbrydes til gengæld for ureguleret bevægelse for varer, arbejdskraft, serviceydelser og kapital på tværs af landegrænser.
Hvad med Trump? Er han modstander af globalisering?
Man kunne da godt få det indtryk, at der er helt nye vinde på vej, når man hører Trump kritisere WTO og pålægge kinesiske varer ekstratold i lange baner. Det er særligt interessant, fordi det Trump vender sig imod, har USA nærmest opbygget selv – en meget fri verdenshandel. Meget af det han gør, er der nu ikke noget usædvanligt ved.
USA har altid brugt hårde midler til at presse andre lande til aftaler, som er i amerikanske virksomheders interesser. Det flugter også fint med hidtidig amerikansk politik, at han presser på for endnu skrappere regler for patenter (intellektuel ejendomsret) over for kineserne. I den forstand står Trump for en højtråbende fortsættelse af tidligere præsidenters politik.
Men Trump tager det til et nyt niveau. Hvor tidligere præsidenter ville bruge diplomatiske midler til at presse deres krav igennem, så reagerer Trump uden for diplomatiets kanaler. Dermed risikerer han også et tilbageslag, som kan ramme amerikanske virksomheder. Derfor har han fået stort set alle betydelige amerikanske virksomheder imod sig.
De to forslag
Som det forhåbentligt fremgår, er globalisering således et centralt strategisk begreb for venstrefløjen, som vi må have et kontant forhold til – det betyder noget bestemt. I Hovedbestyrelsens forslag kommer der indledningsvist en uskarp definition af globalisering, men herfra breder papiret sig ud til snarere at have karakter af et internationalt papir, der forsøger at beskæftige sig med enhver politisk udfordring, der har en eller anden form for global karakter.
Der opstilles således ikke en egentlig analyse af globaliseringen, som vi kan bruge som politisk redskab. Som følge heraf halter det også med visionsdelen af papiret, idet der er alt for mange løse tråde, der ikke følges op på (det ville også være svært andet end på et meget abstrakt plan, når man i mellemtiden kommer forbi alt fra wahabisme i Saudi Arabien til militarisme i Østersøen).
Vi bliver således ikke meget klarere på de strategiske hovedkrav eller de aktuelle delkampe, som Enhedslisten skal forholde sig til og tage del i.
Vi kan forstå, at nogle af vores ændringsforslag foreslås indarbejdet af Hovedbestyrelsen, men de ændringsforslag vi stillede hertil, bærer mere præg af sikkerhedsforanstaltninger for, i det mindste, at betone de tre kerneprocesser ved kapitalistisk globalisering nævnt ovenfor. Den øvrige analyse ændrer vi ikke ved.
I forhold til fokus og form, er vi således mere på linje med det
alternative forslag, som vi også har koncentreret vores arbejde på ved
at komme med ganske mange ændringsforslag. Det omfatter særligt
spørgsmålet om de internationale institutioner, en præcisering af EU’s
rolle i globaliseringen samt at udvide analysen af frihandel for
herigennem at betone, hvorfor vi er imod frihandelsaftaler. Med henblik
på at sikre et retningsgivende delprogram på de strategiske krav såvel
som vores ageren i aktuelle delkampe, håber vi således på, at det
alternative forslag – med vores ændringsforslag – vil blive stemt
igennem på årsmødet.
Vi ser i hvert fald frem til debatten!
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER