Dennis Kristensen: Den Danske Model halter på det offentlige arbejdsmarked

Det er ikke overraskende, at Akademikernes formand for nylig i Politiken strømmede over af begejstring over Den Danske Models levedygtighed og funktionsduelighed i den offentlige sektor. Netop den særlige offentlige udgave af aftalemodellen på arbejdsmarkedet – og ikke mindst de offentligt ansattes forhandlingsform – har i årtier været til stor glæde for de akademisk ansattes lønkonti. Det er mere overraskende, at formanden for de offentligt ansatte i 3F helt ukritisk deler begejstringen.

Det er ellers i mine øjne ret indlysende, at aftalemodellen – der er skabt på det private arbejdsmarked – afslører nogle alvorlige mangler og skavanker, når den overføres til den offentlige sektor.

Overførslen af aftalemodellen uden ændringer til det offentlige arbejdsmarked indebærer dels et grundlæggende skifte fra markedskræfternes ledende rolle til den politiske styring, dels en dobbeltrolle for arbejdsgiverne som både politikere og lovgivere, og dels arbejdsgivernes økonomiske overmagt, der tilsammen skaber en skæv magtbalance til arbejdsgivernes fordel.

Magtbalancen er pivskæv

Kernen i Den Danske Model er parternes suverænitet til at aftale løn- og ansættelses-forhold gennem kollektive overenskomster, der dækker alle ansatte. Om nødvendigt via Forligsinstitutionens forsøg på mægling, og i sidste ende gennem armlægning med brug af kampmidler – lønmodtagernes strejke og blokade, og arbejdsgivernes lockout og boycot.

På det private arbejdsmarked forudsætter modellen, at parterne er nogenlunde jævnbyrdige, når det handler om at lægge pres på modparten. Her balancerer arbejdsgivernes mulighed for at anvende deres kollektive kampmidler nogenlunde med lønmodtagernes muligheder for at sætte magt bag krav.

“I den offentlige sektor har arbejdskonflikten kun økonomiske konsekvenser for lønmodtagerne, mens de offentlige arbejdsgivere som en anden Joakim von And kan puge de ansattes løn sammen i kommunernes, regionernes eller statens pengetanke.”

Begge parter rammer med deres kampskidt modparten på pengepungen.

Dermed hænger parterne under overenskomstforhandlinger i fællesskab et nogenlunde afbalanceret sværd op over deres eget og modpartens hoved, som i sig selv lægger et betydeligt pres på begge parter til at finde løsninger, de begge kan leve med. Forligsmuligheder skal af hver af parterne vejes op mod igangsættelse af en arbejdskamp. Mislykkes forhandlingerne, så har arbejdskonflikten ganske voldsomme virkninger. På begge parter.

I den offentlige sektor har arbejdskonflikten derimod kun økonomiske konsekvenser for lønmodtagerne, mens de offentlige arbejdsgivere som en anden Joakim von And kan puge de ansattes løn sammen i kommunernes, regionernes eller statens pengetanke.

Samtidig formes forhandlingsmulighederne af konjunkturer, ordrebøger, bundlinjer, konkurrenceevne, beskæftigelse, arbejdsløshed på det private arbejdsmarked. Lønmodtagersiden kan med andre ord afstemme sine krav efter virksomhedernes økonomiske formåen – mens de offentligt ansattes forhandlingsmuligheder reelt både afgrænses af politisk fastlagte økonomiske rammer og af de  privatansattes lønudvikling.

De offentligt ansattes lønudvikling påvirkes derimod ikke af efterspørgsel på arbejdskraft. Det skaber ikke bedre forhandlingsmuligheder for markante lønforhøjelser, når eksempelvis sygehuse og kommuner mangler tusindvis af medarbejdere i de fag, der arbejder med mennesker. Det er lønnen helt uberørt af.

Efterspørgsel og mangel slår først igennem, hvis arbejdsgiverne beslutter sig for at forsøge at øge lønnen i særlige fag – eller folketinget, som det indgik i den nyligt afsluttede valgkamp, vil afsætte ekstra penge til fag med betydelig arbejdskraftmangel.

Derfor hører ikke mindst den skæve magtbalance og den politiske styring af de økonomiske rammer til de skævheder, der får Den danske Model til at halte alvorligt på det offentlige arbejdsmarked.

De højtlønnede sidder til tider tungt på forhandlingerne

Samtidig bidrager også de offentligt ansattes forhandlingsform til, at aftalemodellen i den offentlige sektor har problemer.

Det handler ikke mindst om mulighederne for at forhandle sig frem til opretning af lønmæssige skævheder – som åbenlyst eksisterer mellem typiske kvindefag og mandefag og mellem lavtlønnede og højtlønnede.

Når det gælder disse skævheder, har kvindefagene ofte haft både de offentlige arbejdsgivere og de højere og højestlønnede som mere eller mindre åbne modstandere.

De lavtlønnede og de typiske kvindefag har alt for ofte oplevet, at kombinationen af den måde, Den Danske Model fungerer på i den offentlige sektor, og lønmodtagernes forhandlingsform støber lønforskellene mellem højtlønnede og lavtlønnede og mellem kvindefag og mandefag i beton. Og betonen blokerer for kønsbestemt ligeløn og mere retfærdig løn for de lavestlønnede.

De længst uddannede har alt for store forspring, når det gælder overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor.  Det ville jeg forvente udløste i det mindste en vis bekymring hos 3F, som en af repræsentanterne for de lavest og lavere lønnende ansatte i staten, regionerne og kommunerne.

Den solidariske lønpolitik er begravet

I modsætning til det private arbejdsmarked forhandles de generelle løn- og ansættelses-vilkår fælles for alle faggrupper – i kommunerne for både senest ansatte piccoline og højestlønnede kommunaldirektør.

Det giver på nogle områder en samlet større styrke, men det fører i praksis oftest til, at dét, det er muligt at forhandle om, bliver den lavest mulige fællesnævner. Og solidarisk lønpolitik, som tager udgangspunkt i at aftale ekstraordinære løft af de laveste lønninger og udrydde kønsbestemt uligeløn, har sjældent hørt til den laveste fællesnævner. Det er lykkedes at få rejst fælles krav i den retning, men normalt kun som noget-for-noget-solidaritet som ved Solidaritetspagten ved OK-18, hvor lavtløn og ligeløn blev stillet op mod den arbejdsgiverbetalte spisepause for især akademikere.

“Kombinationen af den måde, Den Danske Model fungerer på i den offentlige sektor, og lønmodtagernes forhandlingsform støber lønforskellene mellem højtlønnede og lavtlønnede og mellem kvindefag og mandefag i beton.”

Skal man finde eksempler på ægte solidaritet, skal man derimod rundt om lærernes afgivelse af en særlig pulje, der gav mulighed for at lave særlige tryghedsforanstaltninger for fyringstruede LO’ere.

Den såkaldte solidariske lønpolitik trivedes med afsæt i det private arbejdsmarked i 1970’erne, men akademikergrupperne har i den offentlige sektor sikret sig, at afstanden til de lavestlønnede er genskabt og formentligt for nogle faggrupper øget.

Det er enkelte gange lykkedes at få lavet fælles forbedringer for de lavestlønnede, men der er efterhånden blevet langt imellem. Arbejdsmarkedsforskeren Jesper Due sagde for år tilbage, at overenskomstudviklingen på det offentlige område i praksis blev afgjort, når AC og DKA (nu FOA) indgik kompromisser.

Den analyse var nok rigtig i nogle år i slutfirserne og halvfemserne, og måske bedst illustreret af AC’s medvirken til at skabe gennembruddet for arbejdsmarkedspension til de mange, først og fremmest LO’ere, der ikke var dækket af tjenestemandspension eller pensionskasseopsparinger.

Den linje har AC senere forladt – måske under indtryk af, at LO-gruppen på det statslige område antalsmæssigt – og dermed også indflydelsesmæssigt – er skrumpet gevaldigt som følge af de store statslige privatiseringer af blandt andet DSB, rengøring og postvæsen.

På det kommunale og regionale område er forhandlingssamarbejdet bundet op på vetoret mellem hovedorganisationerne, som indtil etableringen af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) udgjordes af LO, FTF og AC.

Og vetoretten sætter kontroversielle forslag om skævdeling af overenskomstmidler skakmat.

Da jeg som nyvalgt FOA-formand også blev formand for forhandlingssamarbejdet i kommuner og amter, lærte jeg lynhurtigt, at den daværende ret fåmælte AC-formands meget korte formulering “det har AC ingen interesse i”, betød at klokken var faldet i slag, og skulle aflæses som “ hvis du ikke trækker følehornene til dig, så får du vetokortet”.

Og jeg fandt også ud af, at akademikerne nogle gange i særlig grad har adgang til arbejdsgivernes øre; som da FOAs forhandlingschef og jeg regnede os frem til, at AC i stilhed måtte have fået en ekstra økonomisk pulje som kompensation for dét, nogle forbund havde strejket sig til, var svaret fra fra kommunernes forhandler, “at det jo kunne være, at nogen havde hvisket Kommunernes Landsforening (KL) i øret, at der ellers ikke ville kunne blive et generelt forlig”. Jeg er helt sikker på, at hvis LO-gruppen på samme måde havde truet med et veto mod et allerede indgået forlig, så havde KL’s svar været, at vi i så fald måtte varsle konflikt.

En uhellig alliance

Det er lykkedes akademikerne med stor succes at udbrede uddannelseselitens mantra om, at det skal kunne betale sig at tage en uddannelse – til ikke alene egne medlemmer og lønmodtagere med mellemlange videregående uddannelser, men også til både administrative og politiske beslutningstagere i og omkring den offentlige sektor. Set udefra virker det ikke, som om dette mantra har opnået samme udbredelse i den private sektor.

Det har det til gengæld blandt rigtig mange politikere og offentlige chefer. Blandt dem er der udbredt enighed om, at flest år i auditoriet på universitetet skal give højest løn i forhold til flest år på en arbejdsplads.

Der er ingen tvivl om, at det ikke nødvendigvis er en dans på roser at gennemføre en lang videregående uddannelse, men det er alligevel påfaldende, at så mange af de uddannelses-priviligerede uden dybere overvejelser er enige i, at det for deres jævnaldrende – der begyndte at arbejde som ufaglærte allerede inden, de selv blev tilmeldt universitetet, og som tillige i kraft af indkomstbeskatningen af deres arbejdsløn er med til at betale universiteternes drift – ikke for alvor skal kunne betale sig at arbejde, eller rettere at afstanden op til de højestlønnedes løn ikke må blive mindre!

Og det burde have været direkte flovt at være akademiker, da deres faglige organisation i 2019 gik til frontalangreb på forslaget om at give lønmodtagere, der startede tidligt på arbejdsmarkedet og dermed havde et meget langt arbejdsliv, en ret til at tjekke tidligere ud fra arbejdsmarkedet end andre.

Her kom de akademiske regnearks-kompetencer virkelig til deres ret.

Ingen skal have noget, som de højestlønnede ikke også får: “Jeg er ikke blind for, at der er forskel på brancherne, men som velfærdsstat har vi nogle solidariske, fælles løsninger – herunder pension – som vi har lige adgang til. Piller man ved det, frygter jeg, at det kan få betydning for opbakningen til velfærdsstaten. I dag bliver de skævheder, der eksisterer, afregnet over skatten. Og dem med de lange uddannelser er oftest dem med højere lønninger, som derfor også betaler topskat. Så ad den vej har vi gjort regnestykket op. Vi bærer vores del af den økonomiske byrde,” sagde Akademikernes formand Lars Qvistgaard dengang.

Det er i mine øjne et fantastisk synspunkt, at de lavest lønnede gerne må betale de højest lønnedes langvarige uddannelser – mens det vil være den dybeste uretfærdighed, hvis de lavestlønnede opnår det samme antal år på folkepension som de højest lønnede.

Lars Qvistgaards retfærdighedsfølelse blev stødt, men i virkeligheden handlede det om den helt grundlæggende uretfærdige fordeling af antal år på folkepension, hvor de længst uddannede scorer de mange år, mens de kortest uddannede og ufaglærte opnår de færreste.

I kraft af fordelingen af antal gennemsnitlige leveår omfordeler vi i praksis folkepension fra de dårligst stillede til de bedst stillede.

Denne kamp mod at give dem, der har knoklet et langt arbejdsliv en mulighed til erstatning for den spolerede efterløn, afspejler ganske godt den akademiske opfattelse af at føre fælles overenskomstforhandlinger med de lavt og lavestlønnede i den offentlige sektor.

Det er virkelig eliten for fuld udblæsning. Det er virkelig en akademiker-identitet, som er sig sine langt bedre vilkår yderst bevidst, og som i den grad føler sig hævet over resten. Og det er virkelig privilegie-forsvar, så det giver kvalme.

I overenskomstforhandlingerne sidder akademikere på lønmodtagersiden over for akademikere på arbejdsgiversiden og et betydeligt antal akademikere i Folketinget. De har tilbragt årevis på de samme uddannelsesinstitutioner, taler det samme sprog, færdes i de samme cirkler, bor ofte i de samme velhaver-ghettoer og tænker nogenlunde synkront.

Det nytter ikke at bruge laveste fællesnævner

Og det er lykkedes akademikerne at forhindre den løsning, som for alvor ville give et løft til de lavestlønnede; nemlig at aftale de generelle lønstigninger til alle i kroner og øre i stedet for i procenter.

“Der er fortsat god grund til at lægge kræfterne sammen, men det bør være på et niveau, hvor det ikke er laveste fællesnævner, der ender som krav på arbejdsgivernes bord.”

Lønstigninger i kroner og øre gavner især de lavtlønnede, mens procentvise lønstigninger er særligt gavnlige for højtlønnede.

Det er nu engang dobbelt så sjovt at få en stigning på 2 procent af en årsløn på 600.000 krone i forhold til en tilsvarende procentstigning af en løn på 300.000 kroner om året. Og varerne stiger ikke det dobbelte for de højestlønnede.

Den Danske Model er fortsat i live – også i den offentlige sektor. De fælles overenskomstforhandlinger kan fortsat give mening, men der er brug for både en justering af modellen, og en mere kontant optræden fra de lavtlønnede og de typiske kvindefag over for de højtlønnede.

Der er fortsat god grund til at lægge kræfterne sammen, men det bør være på et niveau, hvor det ikke er laveste fællesnævner, der ender som krav på arbejdsgivernes bord.

---