Der er ingen grund til at udvande folkemord. Ikke flere moralske kompromisser om Palæstina, tak

Hvorfor er der mange iblandt os, som stadigvæk går på sproglige listefødder, når det drejer sig om det afskyelige israelske folkemord i Gaza?

Lag på lag af censur, der er blevet lagt på palæstinensiske stemmer i mainstream-medier og på sociale medier, ser ud til at have sløret dømmekraften hos mange. De bliver ved med at tale om en ’konflikt’, opfordre ’begge sider’ til at vise ’mådehold’, og, i hvert fald til dels, også give den palæstinensiske modstand skylden for de israelske massakrer.

Selv om den slags sprog kun er at forvente fra mainstream-mediernes udvalgte skare, så er der også dem, der ellers vil regnes som ’pro-palæstinensiske’ intellektuelle, journalister og aktivister, der tit taler på en lignende måde.

Må man overhovedet tale om palæstinensisk modstand?

Det er igennem årene blevet anset for klogt for en pro-palæstinensiske stemme, hvis den ønsker at komme til orde i amerikanske / vestlige aviser, at tilslutte sig et bestemt sæt af regler og undgå bestemte adjektiver til at beskrive Israel – selv hvis sådanne ord stemmer overens med international lov og med menneskerettighedsorganisationers beskrivelser.

Ved at udvande sproget forventer man at vinde større troværdighed – og dermed mulighed for at blive hørt eller få sine ting offentliggjort.

Og det er også sandt, at det reelt er forbudt at forsvare det palæstinensiske folks internationalt anerkendte rettigheder til at benytte sig af enhver form for modstand, eller støtte deres demokratiske valg, fordi de måske falder ud på en måde, der kommer på tværs af den gængse vestlige måde at tænke på.

Nogle er endda bange for i det hele taget at bruge ordet ’modstand’. Men hvis palæstinensere bliver nægtet deres grundlæggende ret til modstand, berøves de enhver menneskelig handlefrihed og deres betydning som politiske aktører i det hele taget.

Det indebærer, at der kun bliver offerets rolle tilbage til dem og intet andet. Det er ikke bare usandt og nedladende, det er udtryk for uforblommet intolerance og snæversyn.

Alle disse listefødder omkring det, der skulle have været klar tale om Palæstina, har sin pris. Når sandheden bliver tilsløret eller skjult, bliver råderummet åbent for løgn og bedrag.

I dette alternative råderum er Israel ikke mere skyldige i ’krigen’ i Palæstina, end palæstinenserne selv er, eller endnu værre – at den israelske hærs aktiviteter er kun selvforsvar.

Vestens kynisme bliver svær at ryste af sig

Ved den tætte kontrol med omtalen af Palæstina har Vesten også skadet deres egne interesser. Ved at marginalisere autentiske palæstinensiske stemmer, har Vesten mistet evnen til at forstå den sammenhæng, som den nuværende krig i Gaza indgår i, og at acceptere eller navigere deres andel af medskyld i folkemordet, samt at spille nogen som helst meningsfuld rolle i at bringe grusomhederne til afslutning.

Resultatet af det er en uundgåelig erkendelsesmæssig uoverensstemmelse, hvor vestlige regeringer bryder de love, som de selv har foreslået og vedtaget, og investerer i et israelsk folkemord, samtidig med at de retter skarp kritik mod krige andetsteds.

Jeg tvivler på, at det nogensinde vil lykkes for Vesten at hævde nogen form for moralsk autoritet, genvinde tabt troværdighed eller opbygge varig tillid hos palæstinensere, arabere, muslimer eller det Globale Syd. Udslettelsen af et folk forlener én med en vis grad af kynisme, som det bliver svært at ryste af sig.

Hvis vi skal udstille Vestens løgne om Gaza endnu tydeligere, må vi lære at tale uden forbehold, uanset alle restriktioner på den pro-palæstinensiske stemme eller censur på de sociale medier.

Vi skal hylde dem, der sætter alt på spil

Det er selvfølgelig ikke alle palæstinensere eller pro-palæstinensiske stemmer, der er enige om alting. Der er dem, som er villige til at sætte alt på spil, og dem, som ønsker at give udtryk for en bid af sandheden uden at risikere tab af privilegier, karrierer og social status.

Det er dem i den første gruppe, der fortjener platforme, og må hyldes for deres mod.

Et af de mest inspirerende eksempler er studerende i USA og på vestlige universiteter, der har sat deres egen fremtid på spil ved for eksempel at blive smidt ud fra universiteter eller få deres eksamener annulleret, fordi de har skabt opmærksomhed om det israelske folkemord i Gaza. Det er disse studerende, der er de sande ledere af retfærdigheds-baserede solidaritetsbevægelser, nu og i fremtiden.

De har forstået, at som følge af censur uden fortilfælde af autentiske palæstinensiske stemmer på alle medieplatforme, er deres aktiviteter på uddannelsessteder og alle tilgængelige lokaliteter af afgørende betydning.

Den risiko, de har løbet for at tale åbent om Gazas ofre for folkemord, har sat barren op for et mod, der vil inspirere unge i denne generation, og dem der følger efter.

Lige så vigtigt er det, at disse studerende har nægtet at gå på kompromis med deres sprog, deres krav og deres prioriteringer bare for at passe ind, få noget offentliggjort eller bruge folkemordet i deres karriereplanlægning.

Med hensyn til dem, der har udnyttet palæstinensernes lidelser til gavn for dem selv, vil hverken historien eller resten af os nogensinde tilgive deres opportunisme og intellektuelle fejhed.

De, der har de bedste intentioner, men udvander deres sprog for at omgå censuren, gør ingen forskel, fordi der er sandheder, der hverken kan mildnes eller svækkes.

Israel er en apartheid-stat, som begår folkemord

Der er ingen anden hæderlig måde at formulere dét på, der finder sted i Gaza, end som et folkemord, som kun Israel – en militær besættelsesmagt og en apartheid-stat – må bære skylden for.

De eneste palæstinensere, der må påtage sig skyld og fortjener at blive fordømt, er dem, der samarbejder med Israel for at sikre sig, at krigen får et udfald, der passer med deres interesser, økonomiske status og falske titler. Hverken penge eller prestige kan opveje deres tab af troværdighed og ære.

’I en tid hvor løgnen hersker, er sandheden en revolutionær handling’, sagde George Orwell. Hvor sørgeligt det end er, så lever vi i sådanne tider. Det er også sandt, at i folkemordets tid, er ikke at fortælle sandheden det mest foragtelige af alt.

Så bliv ved med at tale højt og åbent, være revolutionær, og aldrig stille dem, der begår folkemordet, lig med dem, der gør modstand imod det – selv med risikoen for ikke at passe ind.

Teksten er først udgivet på ramzybaroud.net. Den er oversat og bearbejdet af Niels Overgaard.