Det alternative Danmark – set med tyske øjne

”Venstreorienterede og venstreliberale kredse i den gamle forbundsrepublik drømte om et bedre samfund, deres blik rettede sig ofte mod små nabolande som Danmark, som mødte de moderne industrielle udfordringer på en tilsyneladende mere tillidsvækkende, menneskelig måde end deres eget land”, skriver Detlef Siegfried i forordet.

Detlef Siegfried er lektor i nyere tysk og europæisk historie på Københavns Universitet. Hans forskning handler især om netop det ’alternative’. Med hensyn til denne bogs emne er det vigtigt, at han kender Danmark og kan læse dansk.

Bogen trækker på en lang række kilder på dansk, som spænder fra dagbladsartikler til bøger og videnskabelige artikler. Det samme gælder redegørelsen for tyske forhold, blot med tysksproget indhold.

Frisindet i nord

Bogen starter med en slags opmåling af det politiske spillerum og understreger, at netop SF og VS var partier, som ikke fandtes i Vesttyskland, men også at det i Danmark var muligt med ’frisindede’ ændringer, som fx frigivelsen af pornoen i 1967/69.

Han peger også på blade som Politisk Revy og Superlove som fænomener, der var sjældne i Vesttyskland. Ligesom der var politiske forskelle mellem Danmark og Tyskland. Da den politiske aktivist Rudi Dutschke havde behov for at komme væk fra Vesttyskland, stillede Danmark sig åbent for at tage imod, og Århus Universitet gav ham mulighederne.

Det samme gjaldt folk, som fik Berufsverbot (ansættelsesforbud red.) syd for grænsen. De kunne ofte få stillinger i Danmark. Interessant er også Siegfrieds grundige gennemgang af diskussionerne i Danmark og Vesttyskland omkring de emner, han tager op.

Porno, Roskilde Festival, Christiania. Og børneopdragelse

’Den seksuelle revolution’ gjorde stort indtryk i Vesttyskland, både porno, film, bøger og nye familierelationer, som fx fandt sit udtryk i Christiania. Han citerer bladet Stern for i 1964 at skrive: ”Den selvfølgelighed, som unge danskere håndterer deres kærlighedsliv med, og den åbenhed, hvormed de taler om det, må for vore ører være utroligt og chokerende.”

Også for en dansker, som har levet i det, er det spændende læsning.

Roskilde Festival fremhæves som et centralt eksempel på det alternative Danmark og frisindet. Roskilde formåede gennem frivillighed at skabe et mødested siden 1971 for musikbevægelser, som har ændret sig voldsomt, mens Roskilde Festival stadig er en succes.

Noget lignende findes ikke i Tyskland. Her opretholdes orden ikke gennem frivillige hjælpere, men ved hjælp af ansatte ordensfolk. Og lige præcis her ligger forskellen. De tyske festivaler når slet ikke Roskildes størrelse og opnår ikke den identifikation, som deltagerne har med projektet.

Centralt i fortællingen står Christiania. Selvom det var retsstridigt, overlevede Christiania og blev tidligt accepteret – og anerkendt i den danske kulturkanon. Han understreger nærheden mellem ’fristad’ og ’fristed’. Også internationalt slog Christiania igennem, idet mellem 30 og 40 procent af fristadens beboere i 1970’erne var udlændinge.

Siegfried peger også på den frisindede pædagogiks betydning i Danmark. Frisindet pædagogik er en samlebetegnelse for forskellige moderne pædagogikker, som har afløst den klassiske kristne pædagogik.

Ikke mindst den omfattende kommunale børnehaveudbredelse har gjort sit til at sprede denne form for pædagogik og til at udbrede nye former for legepladser, fx skrammellegepladsen og byggelegepladsen. Vi kommer langt omkring. I Danmark blev barnet tidligt vigtigere end opdrageren, og det er en udvikling, som først skete langt senere i Vesttyskland.

De unges dannelsesrejser i Østen og i København

Kapitel syv handler om ’alternative rejser’, når unge rejser ud for at se det anderledes. I 1960’erne blev det en uadskillelig del af ungdomskulturen at rejse. Fra Europa til Katmandu. Denne rejseform blev tidligt populær for danske unge, men København blev også tidligt en slags hovedstad for europæiske unge rejsende. København tog imod de mange rejsende ved at oprette sleep-ins for at aflaste Københavns parker.

Også i Tvind-projektet var den grundlæggende ide at lære gennem at rejse. Og Tvind blev som Thylejren et decideret mål i denne alternative turisme. Ikke mindst Tvinds vindmølleprojekt vakte opsigt og er afbildet på bogens omslag med plakaten: Laβ 100 Mühlen blühen (Lad 100 møller blomstre).

Tvinds historie udfoldes grundigt, ikke mindst fordi ideen også slog an i Vesttyskland. Den slog så meget an, at da kritikken af Tvind bredte sig i Danmark, slog den ikke igennem i Vesttyskland.

Bogen slutter med en slags vurdering af Danmark som et samfundsmæssigt alternativ: Small is beautiful!

Det har været en meget interessant og oplysende rejse gennem dele af den danske venstrefløjs historie set med tyske briller. Ikke mindst fordi den er skrevet med tysk grundighed, dvs. ud fra videnskabelige principper med redegørelse for kilder osv. Den er skrevet i et let og velskrevet tysk og er ikke svær at læse. Hvis man da læser tysk. Frem for alt formidler bogen et særligt syn på vores egen historie: Det danske alternativ.