Det dybe Europa

Oversat med tilladelse fra Marco d’Eramo, L’Europe profonde, Sidecar, New Left Review, 14. marts 2024

Jeg er klar over, at landbrugspolitik sjældent sætter hjerter og sind i bevægelse. Men de nylige landmandsprotester i Europa giver grundlæggende lektioner i moderne statskundskab. Deres betydning hviler ikke kun på det faktum, at de udgør en af de sjældne sejrrige protester i de seneste årtier. Heller ikke at demonstranterne repræsenterer en af de mest beskyttede klasser på planeten (og måske er de to ting ikke uden forbindelse). Heller ikke fordi sejren bestod i at genbekræfte deres ret til at forgifte vand, jord og luft (og måske hænger de tre ting sammen). Heller ikke på grund af den ekstraordinære underdanighed og gavmildhed hos både de nationale regeringer og EU (og hænger disse fire ting ikke sammen?). Læren går langt videre end det. Men lad os starte med fakta.

Det seneste udbrud af landmandsprotester begyndte i Tyskland 18. december, da 8.000 til 10.000 demonstranter og mindst 3.000 traktorer landede ved Brandenburger Tor i Berlin. Demonstrationerne fortsatte i hovedstaden og spredte sig i de følgende uger til hele landet, og på det tidspunkt var de franske landmænd også i oprør og proklamerede 29. januar “belejring af Paris” og blokerede byens motorveje. Lignende protester brød ud i ti andre EU-lande, herunder Spanien, Tjekkiet, Rumænien, Italien og Grækenland. De første uroligheder blev udløst af Tysklands forfatningsdomstol, som havde forbudt den regerende “trafiklys”-koalition at benytte ubrugte Covid-19-midler til at balancere sit budget med. Regeringen blev tvunget til at se sig om efter andre løsninger og skar ned på tilskud og indførte nye afgifter på landbrugskøretøjer og diesel.

Derfor gjorde landmændene oprør, og de tilføjede yderligere poster til deres cahier de doléances – deres klageliste. Blandt andet EU-foranstaltningen om at udelukke dem, der ikke hvert år lægger 4 % af deres jord brak, fra støtte. Det skal bemærkes, at dette kun er et forsigtigt første skridt i retning af at give jorden mulighed for at komme sig og aflaste den for kvælstofgødning, som – når den slippes ud i luften – bidrager 310 gange mere end kuldioxid til drivhuseffekten (4 % af al jord virker ikke som et stort offer for at forhindre, at den forringes fuldstændigt). Landmændene sluttede sig også til deres polske kolleger, som i et år har protesteret mod den afgiftsfrie import af ukrainske landbrugsprodukter (hvede, majs, raps, fjerkræ, æg) i en strid, der komplicerer de officielle fortællinger om en urokkelig europæisk solidaritet med krigsindsatsen.

Protesterne fik dermed karakter af at være vendt mod EU, hvilket er ret overraskende i lyset af tallene. For EU afsætter mere end en tredjedel af sit samlede budget (58,3 mia. euro ud af i alt 169,5 mia. euro i 2022) til landmændene, selv om disse kun producerer 2,5 % af EU’s BNP og kun udgør 4 % af de europæiske arbejdstagere (og faktisk meget mindre i de store produktionslande – Frankrig, Italien, Tyskland, Spanien og Holland – fordi alene en tredjedel bor i Rumænien). Tyske landmænd modtager omkring 7 milliarder euro fra EU samt 2,4 milliarder euro fra den tyske forbundsstat. Protesterne er endnu mere forbløffende, når man tænker på det gennemsnitlige nettooverskud: 115.400 euro for høståret 2022/23, hvilket er en stigning på 45 % i forhold til det foregående høstår. Producenter af foder til husdyrhold klarede sig særligt godt med over 143.000 euro, mens planteavlere i gennemsnit tjente 120.000 euro. Landmændene protesterer derfor efter et rekordår med overskud.

Europæiske landmænd har nu været en beskyttet klasse i over tres år efter indførelsen af den fælles landbrugspolitik (CAP) i 1962. Oprindeligt gav denne beskyttelse (importbarrierer, skattelettelser, subsidier og garanterede priser i de første årtier) valgmæssig og politisk mening, da landmændene stadig udgjorde 29 % af befolkningen i Italien og 17 % i Frankrig (for at give to eksempler); men i dag virker det yderst tvivlsomt at afsætte en tredjedel af EU’s ressourcer til mindre end en tyvendedel af befolkningen. Dette er endnu mere sandt, når man tager udviklingen af den fælles landbrugspolitik i betragtning. I begyndelsen var den baseret på centraliseret prisstøtte: Produkter blev opkøbt af Bruxelles, når deres pris faldt til under en vis grænse, og blev derefter videresolgt eller simpelthen destrueret. Denne metode havde flere mangler: Den stimulerede overproduktion, især af mælk, frugt og korn. I 1980’erne gik millioner af tons landbrugsråvarer til spilde. Og fordi produktionen var højere på de store gårde, fik landbrugsgiganterne størstedelen af tilskuddene og støtten.

Med den neoliberale bølge blev den centraliserede prisintervention imidlertid reduceret, og forvaltningen blev i vid udstrækning uddelegeret til de enkelte medlemslande. Resultatet er, at subsidier, skattefritagelser og incitamenter er fragmenteret i en jungle af lokale foranstaltninger – en form for bureaukratisk, computerstyret klientelisme. EU’s landbrugspolitik fremkaldte kritik fra lande uden for EU, som argumenterede for, at “Fort Europa” var uigennemtrængeligt for deres landbrugsindustrier; og også fra Tyskland – et land, der er dedikeret til eksport, og som mente, at det var en hindring for handelsaftaler uden for Europa. Det blev også bemærket, at selv de lande, der drager størst fordel af politikken, såsom Frankrig (som modtager 9,4 milliarder euro i bidrag), betaler mere til EU, end de modtager (fordelen ligger et andet sted: i den frie bevægelighed for varer og kapital).

For at forstå dynamikken i disse protester må man se på deres seneste forbillede: de hollandske landmænds oprør i de seneste fem år. Holland er det EU-land, der har den mest intensive landbrugsindustri. På et areal på kun 42.000 kvadratkilometer (en sjettedel af Storbritanniens) opdrætter man 47 millioner kyllinger, 11,28 millioner svin, 3,8 millioner stykker kvæg samt 660.00 får (den samlede befolkning er på 17,5 millioner). Frankrig opdrætter på et 15 gange større areal det samme antal grise og kun fire gange så meget kvæg. Et land så lille som Holland er således den næststørste landbrugseksportør i verden (79 milliarder dollars) efter USA (118 milliarder dollars på et 250 gange større område) og foran Tyskland (79 milliarder dollars på et ni gange større område).

Det er derfor ikke underligt, at det hollandske institut for folkesundhed i 2019 udsendte en advarsel om de økologiske virkninger af husdyrbrug, som viser, at dette er ansvarligt for 46 % af kvælstofudledningen (for at fodre husdyrene er Holland nødt til at importere enorme mængder kvælstofholdigt foder ud over de kvælstofforbindelser, som dyrene selv producerer), plus alvorlige og uoprettelige skader på jorden. Dette kan kun stoppes ved at reducere mængden af husdyr, og som reaktion på disse kendsgerninger foreslog centrum-højre-regeringen en lov, der skulle halvere det samlede antal. Landmændenes reagerede hurtigt: Traktorer rykkede ind i Haag og indledte næsten fire år med meget synlige og til tider voldelige protester, der lammede motorveje og standsede kanaltrafikken. Snart blev disse protester efterlignet i Berlin, Bruxelles og Milano. Bønderne i Holland udgør kun 1,5 % af befolkningen, men i marts sidste år vandt Bonde- og Borgerbevægelsen (BBB) næsten 20 % af stemmerne og 15 ud af 75 pladser i senatet, inden bevægelsen ved det tidlige parlamentsvalg i november svandt ind til 4,65 % og 7 pladser i Repræsentanternes Hus.

Hollandske regeringer (uanset sammensætning) er generelt ikke vellidte i mange EU-lande, fordi de er bannerførere for de »sparsommelige stater«, der altid er klar til at støtte den tyske centralbank i dens ordoliberaleⁱ Strafexpeditionen. Men det må siges, at selv om regeringerne til sidst gav efter, udviste de meget mere rygrad i kvælstof-spørgsmålet end deres kolleger andre steder i Europa eller endda Bruxelles selv. I vinter, da EU-Kommissionen stod over for de truende traktorkolonner, gav den straks efter med hensyn til braklægningsforordningen. I stedet for at lade 4 % af jorden ligge ubenyttet hen, vil bønderne nu kunne dyrke planter som »linser eller ærter«, der »fikserer« kvælstoffet i jorden. Og de nationale regeringer, startende med Tyskland, har fjernet afgiften på dieselolie til brug i landbruget. Der tales nu om nye subsidier til sektoren.

Det er lærerigt at sammenligne disse reaktioner med dem, der mødte De gule Vestes oprør i Frankrig. Den udløsende faktor for protesterne var den samme: Man nægtede at bære omkostningerne ved miljøforanstaltninger, i dette tilfælde en stigning i prisen på brændstof til vejtransport. Mens landmændenes demonstrationer aldrig har talt over 10.000 deltagere, og de involveredes antal ikke har oversteget 100.000 i alt, involverede De gule Vestes første aktion 17. november 2018 287.000 demonstranter over hele Frankrig (dette er ifølge det franske indenrigsministerium; der var sandsynligvis mange flere). Mindst tre millioner mennesker deltog i løbet af fire måneder i bevægelsen.

Politiets undertrykkelse af De gule Veste var ekstremt voldelig; 2.500 demonstranter og 1.800 betjente blev såret i sammenstødene. I gennemsnit blev hver uge 1.800 mennesker tilbageholdt; 8.645 blev arresteret og 2.000 dømt, 40 % af dem til fængselsstraf. I forbindelse med de nylige franske bondeprotester kunne jeg derimod finde bevis for 91 tilbageholdelser den 31. januar og 6 på landbrugsmessen den 24. februar, hvor 8 politifolk blev lettere såret. Under “belejringen af Paris” blev der brugt meget få vandkanoner. Den milde reaktion blev matchet af andre europæiske politistyrker, tyske, italienske, spanske, græske og så videre.

Det fører til en anden afgørende forskel mellem de to bevægelser: den europæiske dimension. Det kan komme som en overraskelse, at blandt de underordnede klasser er den sociale gruppe, der betragtes som mest arkaisk og traditionalistisk, den første til at udvikle en transnational karakter. Måske var det kun studenterbevægelsen i 1960’erne, der formåede at opnå noget tilsvarende, idet deres aktioner spredte sig fra hovedstad til hovedstad. Det får en til at tænke på, at den frie bevægelighed for kapital og arbejdskraft ikke har skabt en fri bevægelighed for bevægelser, med undtagelse af landmændenes. Efter 60 år med EU nægter fagforeningerne stadig stædigt at gennemføre aktioner på kontinentalt niveau (det skal siges, at de absolut heller ikke føler noget pres fra deres bagland i den retning). Efter årtier med Erasmus-programmet har vi endnu ikke set en ny studenterbevægelse med en europæisk dimension.

Endnu mere slående er det, at denne klasse [bønderne] er den eneste, der i dag er i stand til at forsvare sine interesser effektivt. Det har den gjort gennem hele det sidste århundrede. Tag Frankrig: I 1907 gjorde landmænd i Languedoc og Roussillon oprør mod vinimporten, og et helt departement gjorde i solidaritet mytteri, indtil de til sidst blev blodigt undertrykt af hæren; i 1933 invaderede landmænd for første gang et præfektur; mellem 1957 og 1967 udkæmpede de »artiskokkrigen«; i 1961 brød »kartoffelkrigen« ud, og i 1976 var der endnu flere skudkampe og barrikader. I 1972 invaderede fåreflokke Champ de Mars i Paris, og kavaleriofficerernes bal blev afbrudt af en bisværm; i 1982 blev landbrugsminister Edith Cresson blokeret af landmænd og måtte flygte med helikopter; i 1990 var Champs Elysées dækket af hvedekorn; ministerens kontor blev stormet i 1999; den franske præsident François Hollande blev gennembanket på landbrugsudstillingen i 2016.

I et paradoks, der ville få Marx til at vende sig i sin grav, kan man sige, at bønderne, ikke arbejderne, i dag er den eneste klasse, der i praksis er internationalistisk, netop fordi de er chauvinistiske i deres ideologi. Som social koalition repræsenterede De gule Veste det, Christophe Guilly kaldte »La France périphérique« – den franske udkant; bønderne derimod kunne siges at repræsentere »l’Europe profonde« – det dybe Europa. Der er en verden til forskel på de to begreber: Det første er marginalt, i udkanten, det andet er fundamentalt, afgørende for nationens sjæl. Jorden er nok det mest konservative begreb, der nogensinde er udviklet. Jeg kan huske, at jeg engang stod i en grøntsagsbutik i Grækenland og overhørte en kunde spørge ekspedienten: »Er disse kartofler græske?« Der hersker den særegne idé, at hvis en frugt eller plante kommer fra ens egen jord, så er den mere ægte, mindre forfalsket. Det er ikke tilfældigt, at den italienske premierminister Georgia Meloni nu bruger fødevarer som våben i sin nationalistiske identitetsoffensiv.

Dette er med til at opklare i hvert fald nogle af de gåder, som de seneste måneders bondeprotester har givet anledning til. Er vi i stedet for den klassiske alliance mellem arbejdere og bønder, som Lenin foreslog, vidne til dannelsen af en ny historisk blok? Med traktorer, mejetærskere og alle de andre maskiner udslettede den teknologiske revolution de bondemasser, som Lenin beskrev. Nutidens bønder (i hvert fald dem, der i de seneste måneder har protesteret i Europa, og bestemt ikke de arbejdere – ofte immigranter, endnu oftere illegale – der arbejder på deres marker) er små jordejere, der ligner uafhængige lastbilchauffører, de små selvudnyttende kapitalister, som den italienske sociolog Sergio Bologna har beskrevet (man kan ikke lade være med at tænke på de uafhængige chilenske lastbilchauffører, der bidrog så meget til Salvador Allendes fald).

Sammen med produktionen af næringsmidler giver bønderne den globale kapitalisme ideologisk støtte. Dette abstrakte finanssystem har brug for at forankre sig dybt i vores psyke for på nationalstatens niveau at kunne regere effektivt. Kapitalens politiske repræsentanter har ikke så meget brug for landmændenes stemmer eller deres økonomiske output, som de har brug for det “forestillede fællesskab”, der skabes omkring kartoflen, vindruen eller den hvide asparges. En repræsentant for de hollandske landmænd bemærkede i 2019: “Hvis der snart ikke er flere landmænd, skal man ikke sige “wir haben es nicht gewusst””. At han ikke var bange for at blive latterliggjort, da han drog en sammenligning med Holocaust, viser, hvor langt en symbolsk investering i bondefiguren kan gå.

Det, vi er vidne til, er derfor ikke en klassealliance: De små bønder har ikke sammenfaldende interesser med finanskapitalen. Tværtimod, da sidstnævnte kvæler dem i gæld. Finanskapitalen deler i stedet interesser med de store distributionsnetværk og agroindustrielle virksomheder, hvis overskud skader langt de fleste “traktorførere”. At forestille sig, at små landmænd er allierede med de store landbrugskonglomerater, svarer til at sige, at små tømrervirksomheder har samme interesser som Ikea. Det forklarer, hvorfor en del af småbøndernes klasse, selv om den i gennemsnit er den mest beskyttede og en af de mest velhavende, oplever modgang og har al mulig grund til at protestere. De hollandske bønders vanskeligheder – for blot at give et eksempel – skyldes den vertikale integration mellem olieindustrien, den kemiske industri, maskinindustrien og stordistributionen, som har gjort Holland til verdens næststørste landbrugseksportør.

Men uanset hvad nutidens bønder kæmper for, er det en kendsgerning, at de alle er småbønder. Ideologien om ejerskab finder sin reneste manifestation i jordejerskabet. De gule Veste protesterede ikke som ejere; det gjorde traktorførerne. Mens sympatien fra dele af befolkningen er baseret på identitet, er kapitalens overbærenhed sympati for en ejendomsretlig protest. Derfor en dobbelt tiltrækningskraft. Regeringernes opgivelse af miljøkrav (og også ideen om at lade forbrugere af fossile brændstoffer betale for miljøomstillingen) afslører ejendomsrettens ideologiske indflydelse i modsætning til det kollektive gode.

I min bog Masters opstillede jeg et beslægtet problem: Neoliberalismen er en individualistisk, ateistisk og amoralsk ideologi, der bygger på en fornægtelse af alle traditioner og på ideen om mennesket som et adfærdsmæssig tabula rasa – en blank tavle. Men hvorfor allierer neoliberalismen sig konstant med en religiøs fundamentalisme, som er en kommunitaristisk, traditionalistisk og moralistisk ideologi? De tyske neoliberalister gav allerede svaret, da de sagde, at man ikke kan forlange mere af konkurrencen, end den er i stand til at give. Konkurrence er splittende, og derfor har systemet brug for andre komponenter, der kan holde sammen på samfundet. For den neoliberale orden er bønder for samfundet, hvad religiøse fundamentalister er for ideologien: rester af fortiden, men alligevel uundværlige elementer i en identitetssammenhæng. I den kunstige intelligens’ tidsalder vil vores magthavere få os til at kæmpe for den europæiske kartoffel.

Læs mere: Stathis Kouvelakis, “Det franske oprør“, New Left Review 116/117.

i Ordoliberalisme er en tysk variant af liberalismen mellem socialliberalisme og neoliberalisme. Den understreger behovet for, at staten sikrer, at markedsøkonomien frembringer resultater, som ligger tæt ved dens teoretiske potentiale.[1] Ordoliberalismen har været grundlaget for den tyske “sociale markedsøkonomi” (soziale Marktwirtschaft), som blev opbygget i Vesttyskland efter 2. verdenskrig. Ordoliberalisme blev af en af sine intellektuelle ophavsmænd Wilhelm Röpke karakteriseret som “liberal konservatisme”. Selve udtrykket ordoliberalisme har navn efter det tyske videnskabelige tidsskrift ORDO.

Ordoliberalismen anses for via Tyskland at have fået stor betydning for udformningen af den Europæiske Union og dennes institutioner (o.a. hentet fra Wkipedia).