Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
11. august. 2022

Det Konservative Folkepartis dekadence

Efter fadæsen med Konservativ Ungdoms støtte til nazisterne, blev De Konservative i efterkrigstiden til et parti, der støttede menneskerettigheder og anstændighed. Men noget kan tyde på, at det er på vej ud ad vinduet igen, mener Mikael Hertig.

Medlemmer af Konservativ Ungdom heiler ved politisk møde i Roskilde 1934. De Konservative har droppet humanismen – igen, mener dagens debattør. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Rasmus Jarlov skrev i et tweet for tre uger siden: “Højt uddannede somaliere er bedre end lavt uddannede somaliere. Men højt uddannede nordmænd er bedre end højt uddannede somaliere“.

Det blev kritiseret. Han blev sørme kritiseret! For racisme. Det fik ham til at svare: “Jeg har i dag skrevet noget på Twitter, som er fuldstændig ukontroversielt, som ni ud af ti danskere er enige i, og som er fuldstændig i overensstemmelse med den måde, vi har indrettet loven. Det har naturligvis fået de sædvanlige hysterikere til at smelte sammen. Som de jo gør.”

Nu udtrykker Jarlov vel det nuværende Konservative Folkepartis opfattelse af et eller andet. Men det er nok ikke virkeligheden, snarere indbildning. Han ved med garanti ikke, hvad ni ud af ti danskere mener. Hans indbildte meningsfæller er skrumpet, men det har han ikke opdaget.

I Jarlovsk optik er den del af befolkningen, der støtter menneskerettigheder og humanisme, sådan omtrent en tiendedel. Tiendedel eller ej. Vi, som mener, at valget ikke er, hvem vi gerne vil have, men hvem der er flygtninge. Vi mener ikke, at mennesker, der kommer hertil som flygtninge, kommer for at tilfredsstille os ud fra et dansk nyttesynspunkt.

Det er simpelt, men i Jarlovsk optik, der nu er endt som konservativ, skal vi vælge flygtninge ud fra et nyttesynspunkt. Nu flygter der ikke så mange fra Norge hertil, men nordmænd har som broderland ret til at slå sig ned her. Så selv valget mellem flygtninge fra Somalia og Norge er en løgn. Der er ikke noget valg, for nordmænd behøver ikke flygtningestatus, eller at blive sendt i modtagecentre og udrejselejre.

Konservativ tilbagevenden til fremmehad

Jeg er barn af en borgerlig familie, hvor mine forældre ofte stemte enten konservativt eller radikalt. Jeg forbinder ofte det konservative med godsejerens eller industrifyrstens forsvar for deres privilegier, idet de tog ansvar for deres arbejdere og ansatte funktionærer. Han var ligesom den gode faderskikkelse, bonus pater familias.

“Jarlov udtrykker måske bedre end andre dén dekadence, og det markante tilbagefald til fremmedhad og stupiditet, som ellers snarere hører Konservativ Ungdom og brunskjorterne i 1930’erne til.”

Efter Anden Verdenskrig delte Det Konservative Folkeparti det ideologiske opgør mod nazismen, racismen, jødehadet, diktaturet etc., og gik aktivt ind for menneskerettigheder under devisen: “Aldrig igen”.

Jarlov udtrykker måske bedre end andre dén dekadence, og det markante tilbagefald til fremmedhad og stupiditet, som ellers snarere hører Konservativ Ungdom og brunskjorterne i 1930’erne til.

I den anledning kommer jeg til at tænke på en kronik, Politikens grundlægger Viggo Hørup skrev i Politiken. Den står omtalt i bogen “Svampens Tid “af Ebbe Kløvedal Reich, der handler om Hørup. Jeg har ikke bogen, og den fremragende kronik findes desværre ikke på nettet. Men Hørup udtrykker i et drømmesyn “De Nationalliberales begravelse”:

Alle oldingene fra 1850’erne, de nationalliberale med Monrad og Carl Ploug, Ewald von der Recke etc., sad som mimrende forfaldne ynkelige og skulle prøve at synge Oehlenschlægers “Lær mig, o skov, at visne glad”. Men der var ikke så meget glæde. For oldingene havde svært med at stemme i, stemmerne var svage og sprukne, og evnen til at læse bogstaverne i salmebogen var svækket. Hvad er dog de konservatives mission? Værdierne er væk. Dekadencen har taget over, og de visne blade blæser i vinden. Les feuilles mortes.”


Om skribenten

Mikael Hertig

Mikael Hertig

Læs mere