Det kunne være gået anderledes

“Bogen er historieskrivning i den bedste forståelse af ordet, hvor udviklingen hen imod demokrati (og kapitalisme) ikke er givet på forhånd – men derimod et midlertidigt resultat af fortløbende kampe og stridigheder.”
Esben Bøgh Sørensen anmelder René Karpantschofs nye bog, De stridbare danskere.

Af Esben Bøgh Sørensen

I Danmark løses konflikter på fredelig vis, og landet har historisk været præget af en særlig national konsensus-kultur, der banede vejen for demokratiets tidlige og vellykkede udvikling. Landboreformer blev gennemført i stedet for revolution som i Frankrig. I modsætning til 1848-revolutionerne i resten af Europa, var vejen til den danske grundlov i det store og hele ganske fredelig. Det er ”den danske vej”. Sådan lyder den mere nationalromantiske version af historien i hvert fald.

Nyere dansk historieskrivning er udmærket klar over begrænsningerne i denne fortælling. Danmark var i lang tid ikke særligt demokratisk, og konflikt har været en større del af vores historie, end man traditionelt har villet anerkende. I sin nye bog ’De stridbare danskere’ præsenterer historiker, forfatter og foredragsholder René Karpantschof den første sammenhængende historie om perioden 1848-1920 fra det konflikt-orienterede perspektiv.

Ifølge Karpantschof indfandt demokratiet sig først rigtigt i Danmark efter Påskekrisen i 1920, hvor kongen – og elitenetværket omkring ham – endelig blev presset af folkelige kræfter til at acceptere parlamentarismen. Selvom også dele af den danske elite og højrefløj – ligesom overalt i Europa – mange år fremefter (måske helt til i dag?) forblev godt og grundigt demokratifjendske.

Karpantschofs bog slutter dog i 1920. Indtil da var demokratiet skrøbeligt og på ingen måde givet. Tværtimod startede perioden med et forsøg på at indskrænke og begrænse de få demokratiske kræfter, der så småt begyndte at pible frem i første halvdel af 1800-tallet. Der var mest af alt tale om socialistiske håndværkere og radikale bønder. Ikke overraskende lykkedes det de langt mere indflydelsesrige grupper fra de nationalliberale sammen med godsejerne at dæmme op for demokratiet; resultatet var grundloven af 1849. Herefter gik det kun den gale vej for demokratiet og dets forkæmpere.

En anden historieskrivning

Gennem sin medrivende fortællestil, der fornemt veksler mellem og forbinder det generelle overblik med konkrete eksempler og de små og personlige historier, maler Karpantschof et billede af et Danmark i strid med sig selv. Karpantschofs opgør med konsensus-historien handler dog ikke bare om en bedre fremstilling af kilderne.

Bogen repræsenterer også en grundlæggende anden metodisk og teoretisk orienteret historieskrivning. Det er historieskrivning i den bedste forståelse af ordet, hvor udviklingen hen imod demokrati (og kapitalisme) ikke er givet på forhånd, men derimod er et midlertidigt resultat af fortløbende kampe og stridigheder. Der var mange udviklingsveje, og, som Karpantschof konkluderer, ”Danmarkshistorien kunne nemt have set anderledes ud”.

I De stridbare danskere fortælles om, hvordan de forfatningsmæssige kampe var spundet ind i en langtrukken borgerkrig og borgerkrigs-lignende tilstand i spørgsmålet om Slesvigs status mellem 1848 og 1864. I samme periode pustede nationalliberale og grundtvigianere til en ny dansk nationalisme, som egentlig ikke var meget mere end en genspejling af den nationalisme, der skyllede ind overalt i Europa på samme tid.

René Karpantschof

Dansk sociolog og forfatter, der bl.a. har forsket i højreekstremisme

Som ung aktiv i den københavnske bz-bevægelse

Har skrevet bøgerne Nynazismen og dens modstandere i Danmark og De stridbare danskere

+

Den gamle helstats-patriotisme blev afløst af nationale stridigheder mellem det danske og det tyske. De mange skiftende regeringer i perioden måtte balancere mellem at tilfredsstille den nationalisme, de netop havde opflammet og samtidig finde en realistisk løsning på det slesvigske spørgsmål.

Det lykkedes ikke, selvom der faktisk på et tidspunkt var tale om at dele Slesvig nogenlunde dér hvor grænsen går i dag. Det måtte dog vente til 1920 og Danmark kastedes i stedet ud i to krige, der endte med det totale danske nederlag i 1864. Men det kunne være gået anderledes.

Med Grundloven af 1866 faldt det danske nederlag også sammen med kulminationen på en række indskrænkninger af de demokratiske elementer i Juni-grundloven fra 1849. Det var en sejr til højrefløjen, godsejerne og andre af landets mest velstillede og magtfulde grupper. Det indledte en periode, hvor Danmark ikke bevægede sig hen imod, men derimod væk fra demokrati, som Karpantschof beskriver det.

Bogen er fyldt med historier om demonstrationer og gadekampe i de større byer, bønder og husmænd i bevægelse, landarbejderoprør på vestindiske øer (der jo var en del af riget), og piger der sætter ild til de gårde, hvor de gjorde tjeneste. Fra 1885 frem til 1920 var en periode med udpræget grad af klassekamp. Det var i denne periode, de moderne politiske partier begyndte at forme sig; og det var på en måde, som mildt sagt ikke er i overensstemmelse med konsensushistorien.

Massepolitikkens tidsalder

Ledende skikkelser i Venstre organiserede væbnede grupper af tilhængere i riffel-foreninger i forventningen om, at demokratiet skulle indføres ad voldelig vej. I modsætning til i dag var det også en periode, hvor de konservative kunne masse-mobilisere tusindvis af sympatisører og vælgere; og overalt i landet tørnede tilhængere af de forskellige politiske partier sammen til valgmøder på en stadig mere uforsonlig og ofte voldelig måde.

Andre sociale bevægelser, som kvindebevægelsen og fredsbevægelsen, voksede sig også markant store i samme periode. Ligesom i resten af Europa var Danmark dermed trådt ind i massepolitikkens tidsalder.

Midt i det hele dukkede arbejderbevægelsen og socialistiske kræfter op og organiserede både håndværkere og den stadig voksende gruppe af arbejdere, der dukkede op i kølvandet på den begyndende industrialisering. I bogen viser Karpantschof, hvordan demokratiet – som det kom til at se ud efter 1920 – var et produkt af elitens accept af kravene fra Socialdemokratiet og andre demokratiske kræfter under truslen om masseaktion og en potentielt mere vidtgående samfundsomvæltning.

Også den mere radikale venstrefløj spillede her en vigtig rolle både med hensyn til organiseringen af protester og demonstrationer, men også ved at repræsentere de mest radikale ideer om socialistisk revolution, som eliten frygtede så meget. Ifølge Karpantschof bidrog de revolutionære på den måde utilsigtet til at sikre ikke blot demokratiet, men også den bestående samfundsorden.

Danmark slog hverken ind på en autoritær vej eller en revolutionær vej som i andre europæiske lande. Forklaringen skal ikke kun findes i de mere langstrakte, strukturelle forhold, som den historiske sociologi traditionelt set har fremhævet. De kortsigtede klassekampe og den politiske mobilisering er mindst ligeså vigtig. Hvad hvis ”en samlet arbejderbevægelse af socialdemokrater og revolutionære var endt i en fælles generalstrejke-kamp” i 1920, eller hvis eliten ikke havde accepteret kravene fra Socialdemokratiet og andre demokratiske kræfter?

Arbejderaristokratiet

Det er som Karpantschof skriver rigtigt, at kun et lille mindretal af arbejdere fulgte de revolutionære til venstre for Socialdemokratiet og at dette partis pragmatiske ledere har en stor del af æren for, at et kompromis blev opnået og demokratiet sikret. Det er dog ikke overbevisende, når der lidt for ukritisk henvises til den ellers stærkt kritiserede teori om det bestukne ”arbejderaristokrati” som årsag til danske arbejderes tilknytning til det mere pragmatiske socialdemokrati.

Når det kom til stykket, kunne og blev danske arbejdere i høj grad faktisk mobiliseret af Socialdemokratiet i samarbejde med revolutionære på baggrund af forholdsvis vidtgående krav, og det var denne mobilisering mere end noget andet, der sikrede demokratiet i Danmark; et politisk demokrati, der i bevægelsens egen selvforståelse efterhånden skulle suppleres af et mere omfattende økonomisk og socialt demokrati. Men meget kunne være gået anderledes. På samme måde er udviklingen i dag åben for forskellige veje: mod mere eller mindre demokrati.

René Karpantschof: »De stridbare danskere«, Gads Forlag 2019, 544 sider.

Esben Bøgh Sørensen er ph.d. fra Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.