Donald Trump er en god dreng: Anmeldelse af filmen “The Apprentice” 

Donald Trump er en god dreng. Der har vi ham: på den private klub i firsernes New York. Han er lavmælt og danner den ene sammenhængende sætning efter den anden. Men vi genkender ham alligevel på det uheldige hår og de karakteristisk spidsede læber. 

I dag har han været på arbejde, hvor han inddrager leje i farens bygninger på Coney Island. De fattige lejere er grimme og skøre; alt ånder harmoni. Han drømmer om at have sex med en blondine og bygge et hotel. 

Men FBI langer ud efter familieforetagendet med en racediskriminationssag, der spænder ben for de ellers så yderst rimelige drømme. Så det er kærlighed ved første blik, da han og den skruppelløse advokat Roy Cohn får øjenkontakt gennem klubben. 

Kontakt med djævelen

The Apprentice vil kaste lys over den gåde, der er Trump. Spørgsmålet er, hvordan en god dreng bliver til et megalomant, storlyvende, bedragerisk, narcissistisk, selvforherligende, voldeligt, velhavende røvhul som Trump, og The Apprentices svar er: Roy Cohn.

For Roy Cohn er en dekadent djævel, der drikker vodka, har sex med mænd og bedrager og afpresser sig vej til toppen. Som Trumps mentor videregiver Cohn sine tre leveregler: Angrib, benægt og indrøm aldrig et nederlag. Tre regler, vi kun kender alt for godt fra Trumps tid som præsident samt bestselleren The Art of the Deal. 

Trump, derimod, kommer fra gammeldags familieværdier. Han er i filmens første halve time noget af en vårhare, der hverken drikker, tager stoffer eller har sex. Han gør endda et nogenlunde forsøg på at overholde loven.

Trump skriver kontrakt med djævelen Roy Cohn (tal om art of the deal), får straks succes og genopstår som en nihilistisk vinder. Det er en velkendt sandhed, at en vinder må have en trofæhustru; enter: tjekkoslovakisk model Ivana Trump. Romancen kører efter en gennemtærsket Hollywoodmodel: Donald er interesseret, det er Ivana ikke. Donald stalker Ivana, til hun skifter mening. Donald siger til Ivana, at hun ikke er som andre piger. Ivana giver ham ret, hun er en stærk kvinde, der ikke bare vil giftes, men også vil være designer. Så bliver de gift, og vi hører ikke mere om det. 

Det er dovent. Og det er dovent, når Trumps ondskab fremstilles som oprindende fra en enkelt kilde: Cohn. Jeg blev faktisk overrasket over, i hvilket relativt positivt lys, filmen stillede Trump.

Trump var en god dreng, indtil han fik succes. Trump arbejdede sig op, måske ikke fra bunden, men i hvert fald fra Queens. Filmens Trump er selvfølgelig også grinagtig, som rige og magtfulde mænd med dårlig smag er. Han spiser friteret ost og pomfritter foran fjernsynet og har rejsningsproblemer. Førstnævnte er, for mig at se, faktisk en fordel for ham politisk, lige som når Mette Frederiksen spiser makrel i tomat, og sidstnævnte bliver lidt noget mandefnidder. 

Hamburgers i beige velour

Jeg tænker, The Apprentice er løbet ind i samme problem, som mange andre biopics støder ind i. Der sker for meget på de ti år, filmen spænder over, til det elegant kan passes ind i en almindelig spillefilm, særligt når manuskriptet mangler fokus. 

Kendte episoder optræder lidt som en opremsning: Trump slår hånden af sin alkoholiserede bror, som dør. Han voldtager Ivana. Han slår hånden af Cohn, da han smittes med HIV og dør. Hans far får demens, hvilket han udnytter til at stjæle hans penge. Skal en af de her ting stå tilbage efter rulleteksterne, skal det gentages, og jeg huskede mest af alt mandefnidder og fastfood.

Som Trumpportræt er filmen vellykket. Hovedrollen er velspillet af Sebastian Stan. New Yorks gulddreng med den hypnotiske, uendelige, frit-associerende talestrøm i hans verden af beige veloursofaer, fiberglaselefanter, borde i gedeskind og -ben og hamburgere* er alt andet lige underholdende selskab. 

Men The Apprentice halter, når det kommer til at forklare, hvordan Trump er blevet, som han er. Cohn står på mål for en del, reaganisme, yuppiekapitalisme eller konservativ patriotisme sagtens kunne have taget en større del af skylden for. 

The Apprentice

2024

Instruktør: Ali Abbasi

Manuskriptforfatter: Gabriel Sherman