Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. august. 2024

En forkæmper for Aalborg og Egholm – mindeord for Anders Wested

Det var med en blanding af chok og sorg, vi i Egholms Venner modtog meddelelsen om Anders Westeds alt for tidlige død. Han døde pludseligt søndag 25. august som følge af en voldsom hjerneblødning

Anders Wested var til det sidste aktiv i kampen mod den kommende motorvej over Egholm i Limfjorden. Han efterlader et kæmpe tomrum i kampen.

Anders var helt uden sammenligning den enkeltperson, som ydede den største indsats for at få overbevist de gammeldags tænkende politikere om, at de var på vildspor, når de hårdnakket holdt fast i beslutningen om at lave en vestlig forbindelse rundt om Aalborg.

Utrættelig indsats med saglige argumenter

Senest gav han Transportudvalget en ordentlig omgang med saglige og fornuftige argumenter mod Egholmforbindelsen, da han fik ordet på det åbne møde, som udvalget holdt i Musikhuset i Aalborg onsdag 21. august.

Udvalgets medlemmer var mundlamme, da Anders talte, men helt som vi kender pressede politikere, var de også tavse bagefter. Det frustrerede åbenlyst Anders.

Anders har gennem mange år utrætteligt fremført sine argumenter, og altid svaret igen til dem, som havde en anden opfattelse end ham. Derfor var han ikke tilfreds med, at politikere og andre – som han var uenig med – ofte bare var tavse, når de ikke magtede at svare på hans kritik. Og det var de ofte, for Anders fremførte altid sine synspunkter på saglig vis.

Der var aldrig nogen, der kunne sætte en finger på hans argumenter, og de tal om trafikken, som han fremlagde, var altid rigtige. Derfor tyede hans modstandere ofte til primitive og nedladende kommentarer i stedet for kvalificerede svar.

Sådan var Anders ikke. Han gav altid sine modstandere særdeles velkvalificerede svar på deres kritik. Han selv var aldrig ubehagelig eller nedladende overfor sine modstandere.

Anders vil blive savnet af rigtig mange. Han besad en helt uovertruffen viden om trafik og infrastruktur. Absolut ingen politiker har viden på et niveau, som nåede Anders til sokkeholderne. Selv folk fra Vejdirektoratet magtede kun sjældent at besvare hans spørgsmål eller give en god forklaring på hans kritik.

Kampen mod Egholmforbindelsen

For et par år siden var der nogen, som antydede, at der var et stort flertal for en Egholmforbindelse. Straks fik Anders analysevirksomheden Jysk Analyse til at lave en opinionsundersøgelse. Den blev i stor udstrækning bekostet af hans mor og ham selv. Opinionsundersøgelsen viste – ligesom de øvrige der er lavet i nyere tid – at der er et stort flertal i Nordjylland for en udvidelse af den eksisterende tunnel ved E45, men ikke for en Egholm-motorvej.

Anders oprettede hjemmesider, skrev et utal af læserbreve, skrev til stort set alle Folketingets medlemmer. Han lavede et hav af Facebook-opslag – alt sammen med argumenter mod Egholmmotorvejen. Og han kom også med anvisninger på, hvordan man med en udvidelse af eksisterende tunnel kan skabe bedre og billigere trafikale løsninger i stedet. Ja, han har sågar stiftet sit eget parti, Trafikalt Folkeparti, og stillet op til diverse lokale valg. Desværre uden at opnå valg.

Anders har i sin ungdom lavet en hel masse andet i Aalborg. Han var for eksempel en af hovedkræfterne bag spillestedet 1000Fryd, og han lavede på et tidspunkt også avisen Aalborg Netavis.

Anders vil blive savnet i kampen mod Egholmforbindelsen, og han vil blive savnet for sit altid åbne sind og den varme og venlighed, han udviste over for andre mennesker.

Tankerne går til hans hustru og søn, hans øvrige familie og alle andre, som var tætte med Anders.

Æret være hans minde.

Om skribenten

Henrik Mørch

Henrik Mørch

Formand for Egholms Venner. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER