En ny sundhedsstruktur må ikke føre til mindre demokratisk kontrol

Det er altid vigtigt at være åben omkring sin egen position. Jeg er medlem af Region Hovedstadens regionsråd, hvor jeg er formand for Social- og Psykiatriudvalget, ligesom jeg også sidder i Danske Regioners bestyrelse. Derfor forstår jeg selvfølgelig godt, hvis nogle får den tanke, at jeg advarer mod at afskaffe regionerne, fordi jeg ikke vil miste min taburet.

Selvom jeg er ganske glad for mit virke, og jeg naturligvis også ville blive trist over at skulle sige farvel til et spændende hverv og gode kolleger, så handler det om så meget mere end bare os politikere og vores levebrød. Hvilket for de fleste af os i regionsrådene, mig selv inklusive, trods alt er en deltidsbeskæftigelse.

Det handler om, hvordan vi bedst muligt anvender de midler, vi har til rådighed til at sikre, at vi også i fremtiden har et velfungerende sundhedsvæsen.

Hvor kommer debatten fra?

Jeg så naturligvis spændt med, da sundhedsstrukturkommissionen før sommerferien fremlagde deres forslag til, hvordan fremtidens sundhedsvæsen kan organiseres.

Det er vigtigt at huske, hvorfor vi allerede 17 år efter den seneste enorme reform har denne diskussion, og hvorfor SF ikke bør føle sig forpligtet til at indgå i en reform for reformens og handlekraftens skyld.

Debatten om en ny sundhedsstruktur er affødt af VLAK-regeringens sundhedsreform i 2019, som faldt på grund af regeringsskiftet. Den socialdemokratiske regering fulgte op med en mindre reform og endelig kom regeringsforhandlingerne efter valget 2022, som kunne være endt med nedlæggelsen af regionerne.

Det er dermed i vores øjne ikke en debat, der er startet blandt aktører eller eksperter, men af en regering, som meget vel kan have set det som en profilering op til et valg, idet Lars Løkke Rasmussen ofte har indtaget rollen som sundhedspolitikkens store mand. En rolle, han påtog sig igen i folketingsvalgkampen i 2022 med et usagligt og bombastisk krav om nedlæggelse af regionerne.

Det var en lettelse, at der i stedet blev nedsat en kommission med mange gode kræfter, og som er gået meget samvittighedsfuldt og inddragende til arbejdet.

Tre modeller for fremtidens sundhedsvæsen

Der var en række gode og meget relevante pointer i kommissionens rapport, såsom fokus på styrkelsen af det nære sundhedsvæsen. Her kom kommissionen med en række forslag til, hvordan vi sikrer bedre lægedækning særligt i ”Udkantsdanmark”.

De foreslår også at ændre reglerne, så udenlandske koncerner ikke kan drive stråmands-klinikker og tjene penge på at levere andenrangsservice for vores alle sammens skattekroner. Det kan jeg kun være enig med dem i.

Men kommissionen fremlagde også tre modeller for fremtidens sundhedssystem, og det gjorde mig bekymret. Særligt model 1 og 2 af de modeller, som sundhedsstrukturkommissionen fremlagde, var urovækkende.

I model 1 foreslås det, at de nuværende fem regioner erstattes af ca. 8-10 sundheds- og omsorgs-regioner, der overtager en række sundhedsopgaver fra kommunerne. I model 2 nedlægges regionerne og styringen af sundhedsvæsnet lægges ind under staten. Model 3 bevarer i grove træk den nuværende struktur.

Jeg vil ikke påstå, at regionerne i deres nuværende form er en perfekt konstruktion. Arbejdet i regionsrådet har givet mig en ganske god indsigt i, hvordan det samlede sundhedsvæsen fungerer. Selvom jeg synes, vi gør mange ting rigtig godt, skal jeg være den første til at erkende, at der er ting, som kan organiseres bedre, end det er tilfældet i dag, hvor kommuner og regioner deles om at varetage opgaverne.

Det giver nogle snitflader, som ikke altid mødes optimalt, og uanset organiseringen er der altid noget, som kan forbedres. Sådan tror jeg egentlig, at de fleste mennesker har det med deres arbejdsplads, især hvis den er stor og kompleks. Det skal man være åben for.

Regionerne fungerer

Men jeg mener, at regionerne langt hen ad vejen er en overset succes, der ikke altid fortjener den kritik, de møder. Jeg er desuden sikker på, at en afskaffelse af regionerne vil skabe flere problemer, end den vil løse.

Siden regionerne blev skabt ved strukturreformen i 2007, har det danske sundhedsvæsen på langt de fleste områder ubetinget udviklet sig til det bedre. Der er sket en høj grad af specialisering på hospitalerne, hvilket har betydet, at overlevelseschancerne for bl. a. kræftpatienter er forbedret markant, ligesom en lang række andre specialer har oplevet et markant løft i fagligheden.

Produktiviteten er også steget betydeligt. Dermed ikke sagt, at vi i regionerne er blinde for, at den medfølgende centralisering fx også har betydet, at mange danskere har fået langt til nærmeste sygehus. Dén udfordring skal vi selvfølgelig gøre noget for at løse, jeg tror bare ikke på, at det gøres ved pille de ting ned, vi har brugt 20 år på at bygge op.

Man kunne i stedet oprette lokale, regionsdrevne klinikker, der kan varetage lidt flere opgaver, end mange praktiserende læger gør i dag, så flere patienter sparer de lange ture ind til hospitalerne, hvis de skal have foretaget rutinebehandlinger eller undersøgelser.

Model 1 vil give mere bureaukrati

Hvad er så problemet med model 1, som jo stadig indeholder regioner og skaber en mere sammenhængende opgavefordeling ved at flytte sundhedsansvar fra kommuner til regioner?

Jeg vil ikke afvise, at man vil kunne lave bedre og mere gnidningsfrie behandlingsforløb for nogle borgere, hvis man samlede opgaver – der i dag er splittet op mellem kommuner og regioner – i nye sundheds- og omsorgsregioner. Men sådan en organisering er ikke uden sine egne udfordringer, når man splitter de 5 regioner op i 8-10 nye.

Det er en fordel ift. behandlingskvalitet og økonomi, at vi har samlet specialer på få hospitaler. Derfor vil en opsplitning af regionerne medføre, at specialerne fordeles ud på de nye, mindre regioner.

Hvis specialet ikke findes i borgerens region, skal man henvises til behandling i andre regioner, og det skaber potentielt nye vanskeligheder for borgere, der skal modtage behandling, og medarbejdere, der skal navigere i endnu en ny struktur.

Det er faktisk Sundhedsstrukturkommissionens egen forventning, at op til 40 procent af det samlede antal hospitalsbehandlinger vil foregå i en anden region end den, borgeren bor i.

I en tid, hvor der med rette er fokus på, om det offentlige bruger for mange ressourcer på administration, virker det i mine øjne ret uklogt at skabe et system, der formentlig vil kræve mange flere ressourcer til netop det. For slet ikke at tale om de omkostninger, der vil være til selve strukturomlægningen.

Model 2 vil fjerne demokratisk kontrol

Model 2 er heller ikke noget at være begejstret for, i hvert fald ikke så længe man er glad for demokratisk kontrol. Hvis man lægger hele sundhedsområdet over i en statslig styrelse, som modellen lægger op til, kommer det ganske enkelt for langt væk fra borgerne.

Jeg mener, der er en stor styrke i, at folkevalgte har et direkte ansvar for, hvordan vi forvalter en af de allervigtigste samfundsopgaver, der findes.

Jeg er helt med på, at vi ikke kan sætte politikere til at styre alting i velfærdssamfundet. Men jeg har langt fra altid været lige imponeret over statens evne til at forvalte ellers helt centrale ansvarsområder.

Og for mig at se er sundhed bare så central en hjørnesten i vores samfund – særligt med tanke på de udfordringer, det står over for – at vi ikke kan smide den direkte demokratiske kontrol med området væk.

Er model 3 udgifterne værd?

Til slut står vi med model 3, som ligner den organisering, vi har i dag. Den lægger dog også op til, at man kan slå et par nuværende regioner sammen, hvilket i Østdanmark kunne betyde, at Region Hovedstaden og Region Sjælland skulle fusionere.

Det ville samle knap halvdelen af landets kommuner og befolkning i en stor region, hvilket ville give en skævhed ift. de øvrige regioner. Man kan selvfølgelig være kreativ med, hvor man sætter sine streger på kortet, men uanset hvad vil jeg være meget i tvivl om, hvorvidt gevinsterne ved sådan en manøvre kan stå mål med udgifterne.

Vi skal heller ikke glemme, at regionerne faktisk har ansvar for en række områder, der ikke handler om sundhed, fx på miljø- og klimaområdet, ligesom vi også har ansvar for det højt specialiserede socialområde, uddannelse, lokal offentlig transport m.m. Alt sammen områder, der på den ene side kræver en vis administrativ tyngde at forvalte og udvikle effektivt, men som på den anden side også kræver netop lokal forankring.

Det ville i mine øjne være en stor fejl, hvis man brugte anbefalinger fra en sundhedsstrukturkommission, der slet ikke har haft fokus eller kompetencer på de her områder, til at nedlægge regionerne uden forudgående undersøgelser af konsekvenserne.

Fokus på psykiatrien

Til slut er det værd at nævne, at sundhedsstrukturkommissionen også har stor fokus på psykiatrien, hvilket jeg selvfølgelig personligt er glad for. Nogle af deres tiltag er jeg enig i, mens jeg er noget skeptisk over for deres idé om at gøre psykiatrien til et speciale på linje med de andre ”fysiske” medicinske specialer.

Der skal være et større fokus på psykiatriske patienters fysiske sundhed, men den bevægelse er allerede godt på vej. Og så skal man have blik for, at psykiatrisk behandling er og skal være noget andet end blot medicinsk. Det handler om samtale, mening, empati og håb.

Desuden kan jeg også være bekymret for, om området får den opmærksomhed, som der heldigvis nu er bred politisk enighed om, at det skal have – oven på mange år med besparelser og nedskæringer.

Når alt er sagt og skrevet, er jeg helt enig i de udfordringer, kommissionen har beskrevet, og som i øvrigt er kendt af alle: Uligheden er mere og mere tydelig. Privatiseringen er i fremgang. Demografien med flere ældre og flere multisyge er voldsomt stigende. Vi mangler tydelig sammenhæng i sundhedstilbuddene. Og endelig er der flere områder med store rekrutteringsudfordringer.

Men svaret på at finde løsningerne til dette er ikke nye, dyre streger på landkortet.