10 min. læsetid

»Det kan let blive et totalitært show at gennemføre den grønne omstilling, og det må det aldrig blive,« lyder det fra Enhedslistens 27-årige folketingskandidat, Mai Villadsen, som tippes til at blive partiets næste Pernille Skipper eller Johanne Schmidt-Nielsen.


Af Kim Kristensen

»Fuck, jeg hader Enhedslisten«.

En dreng er midt under samtalen med Mai Villadsen kommet hen til bordet for at give sit besyv med. »Nåh,« svarer Enhedslistens folketingskandidat forundret, og han går uden flere kommentarer.

Rungsted Havn, nord for København, er heller ikke ligefrem Liste Ø-land. Tværtimod. Valgplakaterne i lygtepælene med de røde Ø’er tynder ud, jo længere Strandvejen strækker sig nordpå, for at blive erstattet af plakater med Mette Abildgaard (K), May-Britt Kattrup (LA) og Bergur Løkke Rasmussen (V).

Rungsted Skole var det valgsted, hvor Enhedslisten fik færrest stemmer ved det seneste folketingsvalg, nemlig 1,2 procent – eller helt præcist 37.

Hvilket også er årsagen til, at partiets spidskandidat i Nordsjællands Storkreds senere denne dag skal interviewes af TV 2 Lorry. Konceptet handler om modsætninger. TV 2 Lorry interviewer nemlig også Dansk Folkepartis kandidat i Nørrebrokredsen, Julie Jacobsen, på Sankt Hans Torv.

»Jeg regner ikke med, at vi bliver overfaldet, så jeg har ikke taget vagter med,« fortæller fjernsynsstationens journalist, da han efterfølgende dukker op og har præsenteret sig.

Julie Jacobsen havde medbragt en skudsikker vest til optagelsen, uden at der nu blev brug for den.

Følg folketingsvalget på Solidaritet

» Et af de største politiske talenter«.

Trods den lokale modstand er der dog ikke meget tvivl om, at Enhedslistens 27-årige uddannelsespolitiske rådgiver, efter det kommende folketingsvalg kan skrive »MF« på visitkortet. Nordsjælland er selvfølgelig andet og mere end havnen i Rungsted. Det er også bl.a. Helsingør og Hillerød, som ved det seneste folketingsvalg i 2015, gav valg til Maria Reumert Gjerding, der siden er stoppet for at blive præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Dette har efterladt Mai Villadsen med et af partiets sikre kredse anno 2019, hvor Liste Ø’s ottende mandat forventes at falde. Partiet fik 14 ved det seneste folketingsvalg.

Placeringen er heller ikke tilfældig. Selv om Mai Villadsen havde billeder af Rune Lund og Pernille Rosenkrantz-Theil hængende på teenageværelset, er det Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen hun ofte sammenlignes med. Allerede i 2016 beskrev magasinet VICE i et portræt den kun 24-årige Mai Villadsen som et af de »største politiske talenter på Christiansborg«.

Siden er det også gået hurtigt. I 2017 stillede hun for første gang op i Enhedslistens urafstemning og endte som nummer 15 for i år at blive nummer otte. 

Foto: privat

Allround Enhedslisten

»Enhedslisten er jo et kollektiv, og i virkeligheden ser jeg mig som allround Enhedslisten,« har Mai Villadsen nået at fortælle, inden afbrydelsen ved bordet på havnen.

Her står solen højt, vandet ligger spejlblankt, og folk sidder og spiser is ved bordene. En scene som minder om Mai Villadsens barndom. Når hun tænker tilbage på den, skinnede solen nemlig altid hjemme på landet i Vestjylland.

Ja, faktisk voksede hun op i en lærerfamilie i Vestjylland, hvor forældrene stemte på Socialdemokratiet (i dag stemmer de nu på datterens parti).

Hvis Mai Villadsen skal pege på en, eller snarere to, ting, som gjorde hende aktiv i politik, og aktiv i Enhedslisten, så er det, at nærved lå en lejr med bosniske flygtninge – og så at hendes lærer kom fra Tvind. Hun kunne ikke forstå de voksne, der talte om, at flygtningene var farlige, eller havde gjort noget forkert, og sagde det. Det var første gang, at Mai Villadsen følte, at hun ikke bare tog stilling, men faktisk også sagde noget, som var upopulært; at de voksne skulle holde op og behandle flygtningene ordentligt. Hvilket fik hendes lærer til at sige: »Du skal i elevrådet«.

Enhedslisten havde dengang, i midten af 00’erne, ikke nogen ungdomsorganisation i den nærmeste større by, Herning, så Mai Villadsen startede i SF Ungdom, uden nogensinde at føle sig hjemme der. I stedet besluttede hun, efter at være startet på Herning Gymnasium, selv at starte en lokalafdeling af Socialistisk UngdomsFront (SUF).

»Det var både tilfældigt og så alligevel ikke,« fortæller hun i dag. »Når jeg blev spurgt dengang, så tænkte jeg, at jeg var det mest venstreorienterede, du kan være, og det er Enhedslisten. Jeg så SF som et parti, der havde mange gode undskyldninger for ikke at gøre det, som der virkeligheden burde gøres«.

Når jeg blev spurgt dengang, så tænkte jeg, at jeg var det mest venstreorienterede, du kan være, og det er Enhedslisten.

Selv om Mai Villadsen på det tidspunkt var korthåret, gik med ring i næsen og med egne ord var flowerpoweragtig, var det dog stadig en verden til forskel fra SUF. De første gange midtjyden var til ungdomsorganisationens arrangementer i København, forstod hun ikke helt, hvad de snakkede om. På SUF’s første såkaldte stormøde skulle alle, til hendes rædsel, op på talerstolen og præsentere sig.

»Dem forinden fortalte, at de kom fra SUF-Nordvest, hvilket jeg tænkte måtte være et sted i Nordjylland, så jeg fortalte, at jeg kom fra SUF-Midtvest,« siger hun og griner. »Der var mange koder at lære«.

For den unge vestjyde var der “mange koder at lære”, da hun flyttede til København. Her sammen med en anden eksiljyde, i form af partiets politiske ordfører Pernille Skipper. Foto: privat.

DGS-generationen

Som elevrådsmedlem i gymnasiet kom Mai Villadsen samtidig i kontakt med Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS). Det skulle blive den anden del af den politiske skoling. DGS – som er blevet kaldt Enhedslistens »politiske træningscenter« – har tidligere fostret en generation af dets profiler, hvoraf Mai Villadsen blot er den seneste. Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper, Stine Brix og Rosa Lund trådte deres barnesko i DGS, og lærte at folk skal med, for at det faktisk også kan lade sig gøre. Den foregående generation af unge aktivister havde mere eller mindre set stort på, hvad andre mente om deres aktioner, hvis de ellers blot selv mente at have ret. Men det var ikke længere nok for Johanne Schmidt-Nielsen & Co.

Mai Villadsen flyttede i 2010, mellem 2. og 3. g., til København for at arbejde på DGS’ landskontor, blev næstformand i 2011 og formand i 2012. Derfra gik vejen over en stilling som ungdomskonsulent i HK, inden Mai Villadsen i 2015 blev ansat som uddannelsespolitisk rådgiver i Enhedslisten. En uddannelse har hun faktisk aldrig selv fået. Der har ikke været tid.

»Heldigvis har jeg jo ikke taget nogen uddannelse, så uddannelsesloftet begrænser mig, når jeg engang ikke længere er i Folketinget – og måske vil gøre noget andet,« siger Mai Villadsen.  

Faktisk havde Mai Villadsen forsvoret aldrig at ville stille op til Folketinget, efter de seneste fire år på nært hold at have oplevet arbejdspresset og -byrden på Christiansborg. Men så blev hun opfordret til det, da Marie Reumert Gjerding stoppede, og en dag ringede telefonen. I røret var lokalafdelingen i Nordsjælland. Efter at have lagt røret sagde hun med bankende hjerte til sin kæreste:

»Shit, det kan godt være, at det bliver mig«.

Det var dog først efter Enhedslistens årsmøde i 2018, og den endelige placering som spidskandidat i Nordsjælland, at det gik op for Mai Villadsen, at hun ville blive valgt ved det kommende folketingsvalg.

»Det satte tanker i gang om, hvad du skal ind og arbejde med og under hvilken regering,« siger Mai Villadsen. »Selv om drivkraften har været den sociale integration samt indvandrere og flygtninge, er jeg de senere år blevet radikaliseret i forhold til det grønne. Fra at have tænkt, at det er der nogle i miljøudvalget, som tager sig af, er jeg blevet mere og mere optaget af, hvor vigtigt det er for alle sammen. Det kommer til at smitte af på alle politiske områder, så det håber jeg også at komme til at arbejde med i en eller anden afskygning«.

En ung Mai Villadsen til møde i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Som mange af de andre unge politiske profiler i Enhedslisten, har hun fået en del af sin politiske erfaring i DGS. Foto: DGS / FB

Mai Villadsen ser kampen for et bedre klima og miljø som en åbning for venstrefløjen til igen at kunne tale om socialisme. Markedskræfterne kan ikke klare opgaven alene.

»Det fører til en vækstlogik, hvor det handler om, at vi alle sammen skal have større eller flere biler – og lystbåde,« siger Mai Villadsen, og peger med hånden ud mod havnen i Rungsted. »Selvfølgelig kan små ændringer, økonomiske incitamenter være med til at skubbe til udviklingen, men du bliver nødt til at tage et opgør med vækstlogikken, hvis du vil løse klimakrisen. Og jeg er vildt bekymret for, hvad det kommer til at få af konsekvenser, og hvordan det politisk vil udspille sig i fremtiden. Der er nogle arbejdspladser som bliver nødt til at lukke, og der må vi sørge for, som socialister, at skabe en omskoling og andre måder at arbejde på. Det er symptomatisk, at folk nu begynder at tale om etbarnspolitik i andre dele af verden. Det kan let blive et totalitært show at gennemføre den grønne omstilling, og det må det aldrig blive«.

Svært at uddrage noget signifikant

På den efterfølgende »havnerundfart« med TV 2 Lorrys journalist har Mai Villadsen medbragt to gennemsigtige plastikrør samt en pose sorte og grønne bolde til en afstemning om »velfærd« eller »skattelettelser«, som der står på sedler på henholdsvis det ene og det andet af rørene.

»Jeg kan godt lide skattelettelser,« siger »Theis« der kommer forbi. »Men kan du både lide skattelettelser og velfærd,« spørger Mai Villadsen.

»Ja, der er en god kombi,« svarer Theis og en sort bold ryger i røret for skattelettelser.

En dame vil ikke sige noget men tager en grøn bold og smider i røret for velfærd. En lille pige får lov at vælge i de to poser og vælger de grønne bolde. »Jamen, hun vælger velfærd. Det er symbolsk,« siger Mai Villadsen.

Journalisten spørger folketingskandidaten, om hun egentlig har nogle fordomme om dem på havnen i Rungsted. »Vi kan jo se, hvad de stemmer, men det er jo ikke en fordom, snarere fakta,« svarer Mai Villadsen. »I virkeligheden tror jeg ikke, at folk er så meget anderledes heroppe. Men det er klart, at når folk stemmer på Liberal Alliance, som hverken prioriterer velfærd eller klimaet, lukker de øjnene – hvilket måske er en fordom«.

I virkeligheden tror jeg ikke, at folk er så meget anderledes heroppe. Men det er klart, at når folk stemmer på Liberal Alliance, som hverken prioriterer velfærd eller klimaet, lukker de øjnene

TV2 Lorrys journalist dropper til sidst afstemningen med boldene om skattelettelser eller velfærd, efter der er kommet tre i hvert rør, hvoraf halvdelen alene stammer fra den lille pige.

»Det er svært at uddrage noget signifikant,« siger han.

Følg Folketingsvalget på Solidaritet


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.