Er der så dejligt ude på landet? Om regeringens landdistriktudspil

Der er gode ting i regeringens landdistrikt-udspil. Men de er ikke alle lige nemme at styre.

Først erhvervsdelen:

Det er en god ide, at regeringens forslag fokuserer på turisme, for Danmarks yderområder har helt åbenlyse kvaliteter i forhold til familieferie – og så er her ikke så varmt som i et Sydeuropa, der i stigende grad mærker den globale opvarmning.

Men turisme er sæsonarbejde, og mange af de medfølgende job er lavtlønnet sæsonarbejde med ringe overenskomstdækning. Det er oplagt at få gjort noget ved det, men regeringen nævner det ikke med et ord.

Et andet forhold er, at kystturisme er det største aktiv for udkantsområderne, men kystturister forventer rent badevand og mulighed for at fiske langs kysten. Udspillet nævner intet om et opgør med den fiskedød i de indre farvande, som den stadige kvælstof-forurening forårsager.

Mit bud er, at de kombinerede indtægter ved kystturismen og et revitaliseret kystfiskeri i de indre farvande tilsammen vil have større værdi end den landbrugsproduktion, der skal mindskes for at sikre forandringen. Det vil i hvert fald skabe flere job.

“Lokalt albuerum” eller miljømæssige katastrofer?

Der er også planer om at lempe muligheder for ændret brug af eksisterende bygninger og etablering af nye aktiviteter i områder tæt på kysten. Det skal ske ved at lempe planloven og skabe mulighed for ”mere lokalt albuerum.”

Tanken lyder i udgangspunktet sympatisk, men sporene skræmmer. Der er allerede nu i en del fattige kommuner alt for let spil for folk med penge til at etablere sig med både virksomheder og byggeri, der er meget langt fra planlovens intentioner og som i visse tilfælde er direkte miljømæssige katastrofer.

Her i Odsherred har vi for eksempel et bjerg et dæk, som et firma, der gerne ville lave olie, har efterladt. I Køge er der et jorddepot, hvor en vognmand er gået konkurs og har efterladt regningen til kommunen. Og så er der hele miseren med Nordic Waste i Randers.

Som minimum bør miljøtilsynet flyttes til regionerne, hvis der skal lempes på lovgivningen, og der bør stadig være strikse regler i de kystnære områder.

Forbedret kollektiv trafik koster penge

Så er der hele transport- og infrastrukturspørgsmålet. Der er en række tiltag i forbindelse med kollektiv trafik, som kan være meget fornuftige, men en forbedret kollektiv trafik koster penge, og det er penge, som de pågældende områder ikke har.

Indtil 1994 havde man det såkaldte vejkriterie, hvor kommunerne fik tilskud i forhold til længden af de veje, der var i en kommune.  Det støttede især kommuner med en mindre og spredt befolkning. Det kostede Stevns Kommune – hvor jeg sad i kommunalbestyrelsen dengang – 4 millioner kr. om året.

Odsherred kommune, hvor jeg bor i dag, har også meget vej og spredte bebyggelser og er mere end dobbelt så stor, som Stevns kommune var dengang, så med inflation ville beløbet i dag være mere end 15 millioner kr. om året. Det ville være fint at kunne bruge det på ekstra kollektiv trafik.

Det har været meget omtalt, at 17-årige skal have lov til at køre bil alene. Om det er en god ide, vil jeg lade andre – herunder Rådet for Større Færdselssikkerhed – om at vurdere, men om de unge vil stille bilen kl. 20, kan jeg godt have min tvivl om.

Der står ikke et ord om togtrafik, og det er bemærkelsesværdigt, for en opgradering af togene til el- eller batteritog kunne være en god og miljørigtig ide.

Kattegat-forbindelsen

Formand for Folketingets transportudvalg Rasmus Prehn (S) havde dagen efter udspillet en kronik i Politiken, hvor han prøvede at sælge Kattegat-forbindelsen som et projekt, der ville gavne landdistrikterne – hvilket mildt sagt er en noget letsindig omgang med virkeligheden.

Kattegat-forbindelsen er en miljømæssig katastrofe. Det vil tage mellem 600 og 800 år, før den CO₂, der udledes ved byggeriet, er sparet hjem, hvis den teknologiske udvikling fortsætter som hidtil. Prisen blev i 2015 estimeret til 125 mia. kr. Eftersom priserne ifølge Danmarks Statistik er steget med omtrent 20 procent siden da, svarer det i dag til 150 mia. kr.

Det er det samme som den samlede pris for de hidtil tre største infrastrukturprojekter i Danmarkshistorien – nemlig Storebælts-forbindelsen, Øresundsbroen og den estimerede pris på Femernforbindelsen.

Vejdirektoratet siger direkte i sin rapport for 2018 ”En fast Kattegatforbindelse kan ikke finansiere sig selv”.

Vejdirektoratet estimerer et støttebehov over de første 40 år på 42 milliarder kr. Dertil kommer et estimeret indtægtstab på ca. 2 milliarder kr. om året på Storebælts-forbindelsen.

Støttebehovet og indtægtstabet løber dermed op på 122 milliarder kr. over 40 år.

Og for landdistrikternes vedkommende gavner det dem ikke at forbinde landets to største byer uden om resten af landet.

En tur langs vej 225

Til sidst står der noget om styrket aktivitet i yderområderne – små skoler og små dagligvarebutikker. Det er svært at indvende noget imod, men det er et beskedent plaster på de katastrofer, strukturreformen i 2007 forårsagede.

Et lille eksempel: Det er en lærerig oplevelse at køre ad vej 225, der går fra Nykøbing Sjælland til Slagelse. Det er nok det nærmeste, man kommer til en vestsjællandsk ringvej.

Den bugter sig fra Odsherred Kommune, kommer så til Kalundborg Kommune, så Holbek Kommune, Kalundborg Kommune igen, så Sorø Kommune, Kalundborg Kommune igen igen, for endelig at slutte i Slagelse Kommune.

For det første er den et skoleeksempel på, hvad det betyder at være et udkantsområde.

Vejen er af mildt sagt svingende kvalitet. Der er en verden til forskel på den bedste del, der ligger rundt om Ruds Vedby, og på de mest besværlige dele, der dels ligger syd for Jyderup og dels omkring Ørslev nord for Slagelse.

For det andet er vejen et billede på de katastrofer, som kommunalreformen har medført.

Kalundborg kommune er blevet 4,6 gange større end før reformen, Holbæk kommune er blevet 3,6 gang større og Slagelse kommune er blevet 3 gange så stor som før kommunalreformen. Sådan er virkeligheden blevet.

Afstanden fra Ørslev i Kalundborg Kommune til Kalundborg er 45 kilometer. Det er ikke godt for lokaldemokratiet, hvis man i alt skal køre 90 kilometer for at deltage i et kommunalpolitisk møde.

Udspillet gør intet ved uligheden

Fire elementer, der ikke berøres, er kommunal udligning, sundhed, fattigdom og boligprisudviklingen.

Folk i landets fattigste landsdele betaler en væsentlig højere skat for en ringere service.

Et par eksempler:

Forskellen i kommuneskat på Lolland og Frederiksberg er omkring 4,5 procent, og forskellen mellem kommuneskatten på Odsherred og København er omkring 2,5 procent.

Da det skrå skatteloft skærer toppen af kommuneskatten for topskatteydere, har vi reelt et regressivt skattesystem i Danmark – en skat på fattigdom.

Der er heller ikke noget om ulighed i sundhed i regeringens oplæg.

Indbyggerne i 11 af 12 kommuner i Vest- og Sydsjælland har en forventet levetid på under 80 år. Der er kun 30 kommuner på landsplan, hvis indbyggeres liv er så korte. I 7 ud af 12 kommuner er mere end to tredjedele af lægerne lukket for tilgang.

Vest- og Sydsjælland har 41 procent flere hospitalsindlæggelser og 17 procent flere genindlæggelser end landsgennemsnittet.

Vest- og Sydsjællandske enlige forsørgere rammes ligeledes hårdere af kontanthjælpsloftet end gennemsnittet. En undersøgelse fra Ugebrevet A4 har vist, at samtlige kommuner i denne del af landet ligger i den halvdel af landets kommuner, hvor flest rammes af kontanthjælpsloftet.

Det viser noget om den reelle fattigdom i yderområderne – og det adresserer regeringens udspil heller ikke.

Boligsituationen og den skævvridning, boligmarkedet forårsager, bliver heller ikke nævnt, men den er massiv. Tilbage i 2019 lavede jeg et eksempel, der viser problemets omfang.

Udviklingen i ejendomspriser har gjort det til en markant bedre forretning at have bolig i København frem for i for eksempel Odsherred. I København steg en bolig på 90 m² fra 1 million kr. i 1999 til 3,45 millioner kr. i 2018. En stigning på 245 procent. I Odsherred steg den samme bolig fra 500.000 til 745.000 kr. i samme periode. En stigning på knap 50 procent.

Dette er om noget med til at skævvride landet, og når det end ikke bliver berørt i en landdistrikts-politik, kan man stille sig spørgsmålet, om de reelt er interesserede i at gøre noget – eller om det bare er et valgoplæg til kommunalvalget.