Er racisme flokresistent?

Racisme er i støt fremgang i Vesten. Herhjemme har Socialdemokratiet i løbet af de seneste år gjort sig til fuldbyrdet medlem af det fremmedfjendske hylekor, eksemplificeret ved statsministerens fremhævelse af danskere med somalisk baggrund som “særlige virus-bærere og -syndere” samt forvrængede iscenesættelse af kriminelle unge indvandrerdrenge som særligt kriminelle. Begge dele er brænde til fortællingsbålet om ‘os og dem’, som fremmer intern konflikt – klassisk del og hersk-teknik.

Over en bred kam er politikere villige til at se stort på fordums retorik om stuerenhed, simpelthen for at opnå eller beholde ministerposter. Magten prøver ikke længere at skjule sit snavs. På papiret er samfundet pluralistisk indrettet med plads til alle kulturer – men i realiteten kreeres der sindrige love vendt imod muslimer; mens mange skal tvinges ud af deres hjem og tildeles dobbeltstraf for eventuel kriminalitet i boligområder, der er defineret ud fra andelen af folk (eller efterkommere) fra ikke-vestlige lande.

“Som fortælling strømmer racisme af og til gennem enhver.Alle er dog ikke lige gode til at afmontere fordomme og racistiske indfald i tide.”

Det, som vi i dag kalder racisme, dækker over mange tendenser og gradbøjninger, og som struktur betragtet dukker det op i os alle – omend nogle gange i det skjulte. Som fortolkningshorisont befinder racismen sig rundt om hjørnet, og hos den danske majoritet florerer dens tema i humoren som noget nær tvangstanker. Hvis nogen ser anderledes ud, skal det partout bemærkes, for ”vi er jo ikke berøringsangste”.

Racisme kan – som andre former for unødvendig magtanvendelse – sammenlignes med at køre ind i nogen, der går over for rødt, hvor bilisten selv har indstillet trafiklyset: umiddelbar udnyttelse af frygt og intimidering inden for rammerne af, hvad der er tilladt eller muligt at slippe afsted med. Hvis vi ikke er på vagt, udfylder mikrofascisme ethvert tomrum.

Racisme er fortællingen om truslen udefra

Utilsløret racisme spillede en afgørende rolle både i nationalsocialismen i Tyskland, hvor den var direkte officiel, og i fascismen i Italien, hvor den såkaldt ariske race ligeledes blev italesat som truet af bl.a. jøder og østeuropæere, og mange endte i koncentrationslejre.

Racisme og de andre chauvinismetyper kan betragtes som forskellige former for fascisme. Fascisme er subjektivt eller partikulært funderet i idéen om et fædreland – en patriarkalsk nation med en rigid identitet, et fasttømret folk og tradition ofte med en bestemt religion (fx kristendommen) og/eller mytologi (fx den romerske eller nordiske) som spirituel baggrund og legitimering i yderste konsekvens. Fascisme er også sin egen mytologi med hengivelse til en fantasi, der omhandler en tabt national /regional storhedstid, som skal genoprettes. Et projekt, over for hvilket fremmede mennesker skildres som en trussel.

Det lader til, at man kan skelne mellem bevidste og ubevidste racister, hvor ekstremismen er mest voldsom hos de bevidste, mens de ubevidste racister udgør et ekstremt stort problem i kraft af deres antal. Generelt er det bizart, at racisme ikke behandles som noget ekstremt. Folk bliver rystede over, at deres handlinger udpeges som racistiske og kæmper derefter for retten til at vedblive at være det. Efter 75 år med stædig debat og forsøg på aflæring. fremstår racisme resistent over for kritik. Alt imens det er mere udbredt, end det har været længe, er det de færreste, der betragter sig selv som racister. Der er en kløft i selvforståelsen, ved hjælp af hvilken folk synes at sidde anklagen overhørig: ”Jeg er også imod apartheid, så vi er enige.” Måske kan et supplement af lignende betegnelser bidrage til bearbejdelse af kløften. Nedenfor gives nogle eksempler.

Der eksisterer kun én menneskerace, hvorfor begrebet ‘race’ i klassificeringen af forskellige folkeslag – som det så ofte bruges selv årtier efter Nordeuropa besindede sig – er meningsløst. Imidlertid er der halvvidenskabelige forskere som Helmuth Nyborg, der fortsat advokerer for intelligensmæssige raceforskelle, hvor hudfarve-forskelle tillægges bestemte kognitive karakteristika. Da han bekendte kulør ved at melde sig ind i Stram Kurs, satte han sin ”videnskab” i relief.

Det hvide overherredømme

Ordet race var fra starten indlejret i det moderne samfund, og er kommet til udtryk i tanken om det hvide overherredømme, som har været til stede siden renæssancen. Det er af oldnordisk oprindelse, er forbundet med dyr, væddeløb og konkurrence og bruges overvejende om andre etniciteter end hvide, der eurocentrisk anses som normalen, standardfolket, og antages at være overlegne – forstået som mere civiliserede – mens andre folk racegøres som de fremmede, der mangler kløgt, pli og dannelse.

Da der kun findes anatomiske gradsforskelle inden for (under-)arten homo sapiens, kan ‘race’ overflødiggøres af ‘etnicitet’ eller ‘folk’. Ordets pragmatik – den sociale kontekst og dermed den praktiske betydning – kan ændres på sigt, men i en nykolonial verden ringer nedværdigende andetgørelse med, når der tales om forskellige menneskeracer, som om hvidt overherredømme var naturligt.

Som fortælling strømmer racisme af og til gennem enhver. Dets struktur stikker dybt og uvilkårligt sit grimme ansigt frem hos subjektet. Alle er dog ikke lige gode til at afmontere fordomme – racistiske indfald – i tide, inden de udtaler eller omsætter dem i gestik og mimik, så strukturerne reproduceres bestandigt i det små. Mistænkeliggørelsen – de subtilt indspundne overtoner af mislyd – i den almene omtale af muslimer og ikke-vestlige udlændinge i den europæiske offentlighed, samt det skændige kapløb i strammerpolitik, vidner om ‘åndelig’ tilbagegang.

Selv om racisme altså er et fænomen, der går forud for tanken om hvidt overherredømme, er det vigtigt at slå fast, at ‘omvendt racisme’ er en myte. Det er en fortælling, der udgiver sig for at være universalistisk, men som i virkeligheden tjener den herskende etnicitet og racismens opretholdelse, for ”så er folk jo lige gode om det”.

Offer i dagligdagen

Som potentielt offer i dagligdagen kan man blive i tvivl om, hvor vidt en given person ville være lige så uvenlig, hvis man var hvid (eller en del af den lokale, herskende etnicitet). Som afsender burde det stå klart. Mange er dog tilbøjelige til at fortrænge egne fordomme – og sågar deres aktualisering af racistiske tanker og emotion – og dermed til at lyve over for sig selv. De forsikrer sig med: ”Fatma kan jeg godt lide. Jeg har ikke noget imod alle fremmede, så jeg er ikke racist.”

Det er de færreste, som erkender racisme i sig selv, der står ved det. Partier som Dansk Folkeparti, Alternative für Deutschland, Rassemblement Nationale og UKIP fintuner retorikken, og prøver at holde sig inden for loven. Den etnisk baserede ringeagt camoufleres, men det er sigende, at politikere, der allerede er dømt for racistiske udtalelser, ikke mister opbakning af den grund. Det er som om, folkedybet gang på gang når nye lavpunkter.

Drop identitetstænkning

En lære af historisk underkuelse og forsøg på udryddelse af diverse folkeslag er, at vi bør undgå identitetstænkning. Der er ingen nødvendige karaktertræk forbundet med etnisk herkomst. Hvide i verden eller han-kinesere i Kina er som udgangspunkt mere privilegerede end folk med samme klassebaggrund, der har en anden etnisk oprindelse, men de er ikke nødvendigvis privilegieblinde. På trods af grænserne eller rammen for deres personlige erfaringer har de lige så god mulighed for at opnå indsigt i racismens problematikker. Således kan chauvinisme naturligvis ikke undskyldes med, at man er privilegeret.

“Mange hvide synes at spørge: Hvorfor skulle jeg gøre mig umage for at afgive magt?”

Det er galt at prøve at afskære kulturkristne, hvide, heteroseksuelle cis-mænd fra at tale om chauvinisme, samtidig med at det godt nok ikke er deres vidnesbyrd, der har mest relevans i den henseende. Det at tilskrive denne gruppe uundgåelig privilegieblindhed er reduktivt.

Hvis nogen påstår, at alle hvide er racister, og at racisme er en hvid magtkonstruktion – et angstbillede, der forståeligt nok kan indfinde sig – er dommen ikke bare forkert, men nok også uhensigtsmæssig. For det første har racisme fundet sted i mange forskellige historiske perioder med sammenfald mellem etnicitet og klasseskel. Før koloniseringen fandtes der også racisme og imperialisme. Det særlige ved vores tid (omtrent de seneste 500 år) er groft sagt, at Europa og siden USA med Vesten har opnået en art verdensherredømme. Et hegemoni af en størrelse, som der er andre riger i historien, der formodentligt også har ønsket sig. Verdensherredømmets etniske udfald er hverken skæbnebestemt eller en særlig hvid måde at opføre sig på – hvilket vel at mærke ikke gør hvid racisme mindre morbid.

Man er ikke dømt til at være racist som følge af at være hvid, ligesom man ikke nødvendigvis er ‘klassist’ i kraft af at være økonomisk privilegeret. Et reduktivt begreb om hvidhed kan obstruere antiracismen.. Ret beset er troen på, at hvide er og bliver racister udtryk for identitetstænkning, en slags afskygning af racismen, der ikke overkommer det oprindelige problem. Det er lidt paradoksalt: Hvis hvid racisme ikke fortsat bekæmpes, tiltager den. Hvis hvide dømmes som uundgåelige racister, står verden stille. Dommen sparker ganske vist opad til forskel fra racisme, der sparker nedad – et hierarki bestemt ud fra sammenfaldet mellem etnicitet og klasseskel – men rent abstrakt (altså ikke aktuelt i dag eller nyere tid) er det en reduktion på linje med den hvide fordom om, at ikke-vestlige folk er umoralske.

Siden alt for mange mennesker ikke umiddelbart tør eller orker at se sig selv i øjnene, er det måske uklogt altid at kalde dem racister, selvom det sandsynligvis stemmer et godt stykke hen ad vejen. Man behøver ikke at indrømme det for i tide og utide at være det.

Venstrefløjen tyer nogle gange til skarp retorik, hvorved det kan virke, som om den indtager en position, der nemt affejes. Flertallet i befolkningen og Folketinget, hvem det et eller andet sted vedrører, har for let ved at børste anklagen af sig, fordi de er flest – og fordi racebaseret ringeagt er ekstremt og skurrer i historie-øret. Set fra deres perspektiv er de næsten ofre for karaktermord. De har jo farvede og muslimer i deres partier, og det er for øvrigt ikke samtlige flygtninge og migranter, de sætter i fængsel, i kummerlige lejre eller holder uden for fortets mure i udsigtsløs armod.

Måske er der mere træfsikkert skyts i arsenalet, mere nøjagtige anklager som kan følges til dørs. Dermed ikke sagt, at ‘racisme’ er unøjagtigt, snarere at det ofte ikke vækker den fornødne genklang i gerningspersonen, som på forbløffende vis formår at frifinde sig selv. Der, hvor der ikke er tale om decideret uvilje, udspringer racismens resistens af mangel på klarhed og vilje. Snarere end at komme ud over sig selv, plejes selvet, eftersom det at prøve at gennemlyse sit væsen kræver, at man gør sig umage. Mange hvide synes at spørge: ”Hvorfor skulle jeg gøre mig umage for at afgive magt?”

Svar: for at leve op til hensigtserklæringen om fred.

Spørgsmålet vedrører selvfølgelig ikke bare ens individuelle gøren og laden, men i det hele taget hvilke strukturer, man reproducerer, indirekte støtter eller lader være.

Nationalisme, fremmedfrygt og etnochauvinisme

For at hjælpe ubevidste racister på vej, kan der være hjælp at hente i at bruge nogle beslægtede udtryk i stedet.

1) Det første supplement er ‘nationalisme‘, idet der fra og med SF ud til Stram Kurs hersker en indstilling om, at grænserne skal holdes stramme, samtidig med at europæisk og dansk nykolonial handels- og udenrigspolitik mere eller mindre skal have lov at fortsætte sin brutalitet – der for øvrigt forøger vandringen mod Europa. Vi danske statsborgere skulle altså besidde en medfødt ret til en uforholdsmæssig stor del af klodens goder, selvom Vestens magtposition beror på barbari i form af slaveri, plyndring og underkuelse.

Det ville forresten være opløftende, hvis Enhedslisten trådte i internationalistisk karakter og bl.a. erstattede begrebet integration med ord som velkomst og håndsrækning. I stedet for et system hvori folk skal integreres, bør vi tænke fleksibel systematik, hvori vi bakker hinanden op efter behov. Der er ingen grund til at tale ned til hinanden eller til folks dårlige versioner af dem selv.

2) ‘Xenofobi’ eller ‘fremmedfrygt’, som igen dyrkes af Folketingets flertal – i og med både Socialdemokratiet, SF og højrefløjen fremmaner og puster til befolkningens frygt for de fremmede med iver efter at vinde stemmer på at ‘ville beskytte’ de såkaldt kristne eller vestlige værdier. Budskabet lyder: ”Ikke-vestlige har bare at indordne sig eller holde sig væk – ret ind eller forsvind!” En frygtelig tilgang til nytilkomne, som under- og overordner befolkningen og nærer diskrimination, sekterisk psykisk vold og antageligt også fysisk.

Skiftende regeringer bidrager til, at ikke-vestlige personer bliver ekskluderet fra eller presset til bunds på arbejdsmarkedet ved at jage en skræk i danskerne. Samtidig med at der opstilles forhindringer for denne types adgang til et værdigt liv, samtidig med at ikke-vestlige proletariseres, så portrætteres typen som utaknemmelig og depraveret, som om den gruppe var ansvarlig for egen udelukkelse.

Frygten fungerer tillige som en fælde ved at pirre aggression. Parallelt udføres der angreb såsom politiets etniske profilering, ghettopakken og burkaloven. Magten producerer unge ikke-vestlige kriminelle og gør dem til syndebukke – et slagkraftigt styresystem.

Hele tiden må man huske på, hvem det i virkeligheden er, der bærer sig primitivt ad, hvem der prøver at fremprovokere aggression – og på den måde omgå fælderne. Vi må undlade at miste fatningen og nægte at lade os producere.

Som konsekvens fremmer statsracismen trods alt sund uvilje blandt ikke-vestlige mod at lade sig integrere i det borgerlige nationalsamfund.

3) ‘Etnochauvinisme’, eftersom Holocaust medførte bandlysning af biologisk racisme, så de fleste nationalister ”nøjes med” diskrimination på baggrund af kulturelle og religiøse forskelle.

Det er, som om racismen er resistent, at den almindeligvis formår at undvige kritik, og med spottende latter spirer frem som ukrudt. De stereotype måder at omtale fremmede på beror på sygeligt selvtilstrækkelige fortolkningssystemer i offentligheden som hos den enkelte. De reaktionære partier og bevægelser negligerer og relativerer emnet (”så prøv at se på USA”), mens de maner til national samling og forsvar mod ‘truslen udefra’. Den ubevidste racist fremstår skizofrent spændt ud mellem et fortegnet glansbillede af sig selv sideløbende med samme frygt, ringeagt og uværdige ligegyldighed, der fornægtes.

Sproglig sanering

Racisme forekommer at være en udødelig genfortælling, der anvendes som et røgslør for resten af det systemiske problem, den er vævet ind i: antagonismen mellem kapital og liv, mellem værdi og værdighed.

Der er tale om en regeringsmåde. Staterne og topprivate aktører drager fordel af at splitte mennesker og spille folk ud mod hinanden og mod alle dem, der holdes ude. Middelklassen er veltilpas i hierarkiet – lader nogle få styre, mens den selv får lov at afgøre de fremmedes og flygtningenes kranke skæbne, de fordømte her på jorden, verdens underklasse. Den autoritære personlighedstype stortrives i Europa ved både at underlægge sig og blive tildelt magt. Den er tryg og forbavsende stolt ved at føje nogen – så længe den kan hæve sig over andre.

Pointen med at påpege den strukturelle racisme, eller at mene, at ordet ‘neger’ ikke burde være noget, folk i Vesten bare gjorde grin med eller så ned på, er ikke, at ytringernes rum skal indskrænkes, men at magt skal omfordeles og deles. Visse ords pragmatik skal saneres.

Der findes masser af racisme, så selvfølgelig giver begrebet mening. Problemet er bare, at sproget kan have en vis ‘magi’. Mange lader til at blive bestyrket i deres følelse af at have ret til at være racister af at blive bebrejdet det. ”Det er ikke hudfarveforskelle, der får mig til at gå ind for diskrimination. Kwame og Ibrahim er mine venner. Du skal ikke tro, du ved, hvem jeg er”. Den slags overbevisning bliver til tankemønstre, der antager monstrøse skikkelser, og som vil have Antifascistisk Aktion – universets vagtværn – på terrorlisten, mens cancel-kultur tilskrives dem, der bekæmper den.

Det nationale er papirskel.

---