Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
7. februar. 2023

Er rent drikkevand i Danmark snart historie?

I programmet ”Ritt Bjerregaards sidste ord” med Michael Berthelsen, sendt forleden på TV2, udtalte Ritt Bjerregaard: ”Vores landbrugsdrift kan ikke fortsætte på den måde. Landbruget skal omlægges.”

Under coronaen omlagde Ritt og hendes mand deres sommerhushave på Fyn til en økologisk have, og det var Ritts ønske, at folk i stedet for blomster til begravelsen skulle sende et bidrag til Fugleværnsfonden. Ritt fulgte med sin tid og prægede sit samfund med klare holdninger til sidste åndedrag.  Selv hendes kiste var økologisk!

Hver anden drikkevandsboring er forurenet med gift fra landbruget

Det konventionelle landbrug er skyld i, at der nu er konstateret rester af pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer. Læg mærke til ordet aktive drikkevandsboringer. Der er nemlig boringer, som er lukket, fordi man har måttet opgive at udvinde drikkevand! Samtidig er forurening med PFAS en voksende bekymring.

I de første 8½ måned af 2022 blev der fundet pesticidrester i 55,3 pct. af de 1431 indberettede analyser fra aktive drikkevandsboringer i Danmark, og i 13,5 pct. af prøverne er grænseværdien for drikke- og grundvand ovenikøbet overskredet!

Højre-regeringens løftebrud

I 2019 indgik et flertal i Folketinget en aftale om at indføre et omgående sprøjteforbud omkring drikkevandsboringer i Danmark, hvis kommunerne og landbruget ikke selv kom i mål via frivillige aftaler i løbet af 3 år. De er nu gået, og vi kan konstatere, at der næsten ikke er sket en klap. Igen har en af disse frivillige aftaler med landbruget vist sig at være en eklatant fiasko! Kun 5 pct. af områderne omkring vandboringerne bliver ikke længere sprøjtet. Man mangler således 95 pct.!

I regeringsprogrammet har højre-regeringen ikke tænkt sig at gøre noget ved det! Sådan må det jo gå, når Mette Frederiksen frivilligt lader sig omringe af hele to Venstrepartier i sin egen regering! Det toppes af, at hun placerer en Venstremand som fødevareminister. Så ved man, at landbruget er fredet!

Danmarks Naturfredningsforenings krav

Hos Danmarks Naturfredningsforening mener vi, at:

– Det skal være forbudt at bruge pesticider og anden gift på de sårbare områder omkring drikkevandsboringerne.

– 200.000 hektar landareal, hvor fremtidens drikkevand dannes, skal gøres til grundvandsparker: Områder med økologi, vedvarende energi eller natur, hvor der ikke må sprøjtes.

– Vi skal have et nationalt forbud mod PFAS og en konkret plan for at udfase alle fluor-stoffer.
Regering og folketing skal holdes fast på deres løfter til befolkningen!
Støt Danmarks Naturfredningsforenings underskriftindsamling for disse krav!

Vandværkerne har ryggen mod muren

Mange vandværker står nu med ryggen mod muren, og sidste år kontaktede vandværksorganisationerne DANVA og Danske Vandværker sammen med de største vandværker og Danmarks Naturfredningsforening statsministeren og miljøministeren for at slå alarm. Men højre-regeringen holder sig tilsyneladende for øjne og ører?

Landets største vandværk, HOFOR, har allerede nu udfordringer med at skaffe nok rent drikkevand. De henter vand fra over 400 forskellige drikkevandsboringer – men to ud af tre boringer er forurenet med rester af pesticider og andre giftstoffer. Man fortynder sig ud af problemet, så grænseværdierne overholdes! Men giften er stadig til stede! Det er jo komplet uacceptabelt!

Når æbletræerne blomstrer

For 3 år siden købte jeg et Ritt Bjerregaard æbletræ. Det står ud for mit køkkenvindue. Jeg kigger på det dagligt. Det bærer sådan nogle dejlige knaldrøde æbler. Jeg håber, at når det blomstrer her til foråret, så er regeringen kommet til fornuft og har imødekommet Danmarks Naturfredningsforenings krav. Ellers er de nogle skrog.

Om skribenten

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen

Jørgen Alfastsen er tidligere lærer og SF-byrådsmedlem. Han er medlem af Gert Petersen-Selskabet og næstformand i Danmarks Naturfredningsforening Vordingborg. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER