Et nyt standardværk om Danmarks nære fortid – Anmeldelse af Rasmus Mariager: “Sjælekampen”

Sjælekampen er et tungt værk. Bogen er over 500 sider lang, og den vejer næsten to kilo. Heldigvis har bogen også en faglig tyngde, som retfærdiggør det, hvis den bruges som kulturhistorisk standardværk om Danmark i anden halvdel af det tyvende århundrede. Det århundrede, som vi troede, at vi var sluppet af med, men som bliver ved med at dukke op.

”Just when I thought I was out, they pull me back in”. Sådan sagde Al Pacino i den sidste del af Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi. Sådan kan man tænke om de problemer, som det 20. århundredes genvordigheder bliver ved med at give. For er det ikke det 20. århundredes problemer, der i dag er baggrund for Putins invasion af Ukraine og koldkrigsstemningen i Europa?

Det er ikke tilfældigt, at jeg vælger en amerikansk, populærkulturel reference til at beskrive det. Som Rasmus Mariager understreger i sin bog, betød den kolde krig, at Danmark bevægede sig fra at være en del af en kontinental, europæisk kulturkreds til at blive en del af en amerikansk domineret, atlantisk kulturkreds.

Danskernes første fremmedsprog blev engelsk i stedet for tysk, og de kulturelle pejlemærker fandtes ikke længere i Berlin og Paris, men i London, New York og Hollywood.

Ikke nok med det. Rasmus Mariager skriver, at Danmark blev en del af et amerikansk imperium:

”Med den kolde krig valgte Danmark at blive en del af det amerikanske imperium. Det skete gradvist, det skete efter eget ønske, og beslutningstagerne vidste præcis, hvad de gjorde.”

Fordomsfri fremstilling af fortiden

Sjælekampens efterskrift giver et overblik over, hvordan den kolde krig tidligere er blevet behandlet i historieskrivningen. Det er nørdet, men det er relevant viden for denne anmeldelse. For det er netop måden, Sjælekampen skriver sig ind i historieskrivningen, som i mine øjne er den største blandt bogens mange bedrifter.

Bogen opremser tre skoler: traditionalismen, revisionismen og postrevisionismen. Traditionalisterne giver Sovjetunionen skylden for den kolde krig. Revisionisterne skyder skylden på amerikanerne. Og endelig prøver postrevisionisterne at fokusere på noget andet end skyldsspørgsmålet. Rasmus Mariager skriver sig med Sjælekampen ind i sidstnævnte skole.

Det er befriende læsning. Væk er fordømmelsen af røde lejesvende, og væk er de værste floskler om Uncle Sam og yankee’ernes forbrydelser. Skyldsspørgsmålet er væk. I stedet er den kolde krig i Sjælekampen den scene, hvor kampen om danskernes sjæle udkæmpes. Den kamp blev kæmpet fra både øst og vest.

Rasmus Mariager understreger, at nok var DKP en ikke synderligt uafhængig gren af det sovjetiske kommunistparti, hvis danske afdeling tog imod ordrer fra Moskva. Så kunne partiets frontfigurer være heldige at komme på partiskole i Moder Rusland, hvorefter de kunne tage tilbage til Danmark for at prædike Sovjetkommunismens glade budskab.

Men det var ikke kun kommunisterne, der kunne finde ud af indoktrinering på tværs af lande- og kontinentgrænser. Rasmus Mariager understreger, at vestlige – og dermed også danske – notabiliteter af forskellig karakter blev sendt til USA for at lære mere om det amerikanske samfunds lyksaligheder.

Det skete i forbindelse med Marshall-hjælpen i tiden efter anden verdenskrig, hvor danske delegationer i form af erhvervsfolk, fagforeningsledere, forskere, studerende og politikere tog til USA for at lære om, hvilke dele af den amerikanske samfundsmodel kunne overføres til Danmark.

Bogen lykkes således med det, den sætter sig for. Sjælekampen beskriver den kolde krig i Danmark som en dynamik, hvor rigtige mennesker tog rigtige beslutninger med den internationale storpolitik som bagtæppe.

Sjælekamp i hele samfundet

Ingen dele af det danske samfund kunne undslippe den kolde krig. Rasmus Mariager finder kamppladserne mange steder i samfundet. For eksempel i kulturen – fra abstrakt billedkunst til sportens verden.

Selv arkitekturen fik sit præg af den kolde krig. Vidste du for eksempel, at de sociale boligbyggeriers kældre er bygget sådan op og adskilte på sådan en måde, at et cykelkælderrum kan fungere som beskyttelsesrum til omkring 50 mennesker? Det vidste jeg ikke.

Det kom for mig ikke som nogen overraskelse, at ungdomsoprøret på universitetet skulle ses i lyset af den kolde krigs brydninger, men jeg var overrasket over, at bogen bruger så meget spalteplads – og heldigvis også så mange illustrationer – på at beskrive, hvordan den kolde krig kom til udtryk i kulturen og kunstens verden.

Den kolde krig kom til udtryk i den danske filmskats mest sørgelige afkroge. Indholdet i folkekomedierne om Soldaterkammerater blev således clearet med militærets topfolk for at sikre, at livet som fodsoldat blev fremstillet så rosenrødt som muligt, mens alle hentydninger til at hæren en dag kunne være nødt til at bruges til dens egentlige formål, blev tysset ned.

Også i det mere højkulturelle miljø var den kolde krig på spil. Her var amerikaniseringen af samfundet genstand for både hyldest og ironi. Atomkrigens ragnarok gav inspiration til samtidens billedkunstnere som Asger Jorn, Palle Nielsen og Henry Heerup. Hans Scherfig ironiserede over kapitalismens samfund, mens han idylliserede forholdene i Sovjet.

Det er ikke underligt, at brydningslinjerne fik nogle til at ville melde sig helt ud af denne sjælekamp. Og heldigvis finder Rasmus Mariager også tid til at beskrive 1980’ernes danske punkbevægelse, som kom til at sætte sit præg på dansk kultur – især i form af poesi og musik.

Nok prøvede disse folk at slippe ud af den kolde krigs lejrdannelser, men dens kulturelle output var stadig en del af det samfund, de idealer og den frygt, den kolde krig skabte over hovederne på dem.

Selvsikre konklusioner om overvågning

Solidaritet og den moderne danske venstrefløj er i altovervejende grad et produkt af det nye venstre. Det er den venstrefløj, som brød med Sovjetunionen og søgte andre veje end kapitalismen og det totalitære Sovjet-styre. I Danmark blev SF i 1958 det første parti af denne tradition med den tidligere DKP-formand Aksel Larsen som formand.

I de kommende år gav denne partidannelse grobund for alskens forgreninger på den danske venstrefløj. Det er her, 1970’ernes mange forkortelser stammer fra.

Jeg kan berolige med, at Rasmus Mariager også behandler denne del af det politiske landskab. Og han gør det med en nøgtern saglighed, som virker befriende. Selvom den nye venstrefløj ikke stod i ledtog med Danmarks udenrigspolitiske trussel – Sovjetunionen – blev den alligevel genstand for overvågning fra PET.

Rasmus Mariager var forfatter på den såkaldte PET-kommission om overvågningen af venstreorienterede elementer under den kolde krig. Og her er han helt tydeligt på hjemmebane. For man skal være på hjemmebane, når man som historiker kan komme med en så selvsikker og overbevisende konklusion på sagen om PET’s overvågninger som denne:

”Hvis man stiller spørgsmålet, om PET gik for vidt i sine registreringer, er svaret ja. PET-kommissionen påviste, at PET i strid med gældende regler opbyggede arbejdskartoteker, altså parallelarkiver, hvori tjenesten noterede oplysninger om danske statsborgeres lovlige politiske aktiviteter. (…) Men i en samlet vurdering viste PET-kommissionens undersøgelse, at efterretningstjenesten med kun få dokumenterede undtagelser havde overholdt de regler og retningslinjer, politikerne havde formuleret.”

Det var altså ikke PET, ”der førte befolkningen bag lyset, men de regeringsbærende politiske partier, altså Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative og Venstre. De gjorde det ved at sige én ting til offentligheden for samtidig at anmode PET om at gøre noget andet.”

Det er skønt at læse en så sikker konklusion om et omstridt punkt i landets og venstrefløjens ikke så fjerne fortid.

Nøgtern historie om fodnotepolitikken

Rasmus Mariagers Sjælekampen er et velskrevet stykke danmarkshistorie, som fortjener at blive et standardværk. Mariager formår endda at fremstille en så omdiskuteret sag som 1980’ernes fodnotepolitik uden at forfalde til beskyldninger om, at bagmændene solgte Danmarks sikkerhedspolitik for indenrigspolitiske drillerier eller det, der er værre.

Fodnotepolitikken handlede om, at Danmark i en række år i 1980’erne fik indført sine forbehold og betænkninger i NATO’s forskellige beslutninger. Det skete gennem et såkaldt alternativt sikkerhedspolitisk flertal uden om tidens borgerlige regering.

Denne politik har været genstand for heftig debat – også i løbet af de senere år, hvor sikkerhedspolitikken af så åbenlyse og triste årsager igen er blevet et varmt emne i dansk politik.

Mariager holder en kølig distance til emnet, når han i stedet ser på strømningerne i de europæiske socialdemokratier i de år, hvor der var en markant større hang til afspændingspolitik end tidligere. Så fodnotepolitikkens baggrund kan i stedet findes i konkrete, ideologiske årsager frem for i politisk opportunisme. Fodnotepolitikken udviklede sig siden til også at handle om opportunisme.

Denne behandling af fodnotepolitikken er for mig et eksempel på bogens kvaliteter.

Meget få sten i skoen

Jeg skal lede længe efter noget at kritisere. Jo, måske bruges der lidt for lang tid på at skildre debatterne på universiteterne, som kun omhandlede en mindre – men til gengæld meget skrivende – del af befolkningen. Og måske kan man have et lidt bedre blik for den brede læser, som gerne vil vide mere om den kolde krig, end at anbefale trebindsværket The Cambridge History of the Cold War. Også selvom denne anbefaling følges op med anbefalinger af kortere værker.

Men som jeg skrev, skulle jeg også lede længe efter disse små sten – i virkeligheden rettere sandkorn – i skoen.

Sjælekampen er et digert værk. Men det er velskrevet, og frygt ej, for bogen er rigt illustreret. Den anbefales til alle, som vil vide mere om Danmarks nære fortid, og hvorfor Danmark i dag tager sig ud, som landet gør. Hurra!

Rasmus Mariager: Sjælekampen. Gyldendal, 2024. 548 sider. Vejledende pris 330 kr.