Et politisk selvmål uden sidestykke

25. juni indgik Enhedslisten, sammen med resten af Folketingets partier en aftale om en ”styrket indsats mod antisemitisme.”

Aftalen har siden da været yderst omdiskuteret, og vakt stor kritik, særligt fra Palæstina-solidaritetsmiljøet, men også fra f.eks. NGO´er og musikere. Aftalen beskyldes for at gå zionismens ærinde.

Lad os starte med at slå fast, at vi selvfølgelig som venstrefløj bekæmper antisemitisme, præcis som vi bekæmper alle andre former for diskrimination, forskelsbehandling og hadforbrydelser.

Vi mener dog, at Enhedslistens folketingsgruppe tager fejl, når den påstår, at aftalen ikke sammenblander kritik af staten Israel med spørgsmålet om antisemitisme, hvilket også bekræftes af aftalen, som konsekvent henviser til “den nye antisemitisme.” Vi skal aldrig acceptere, at kampen mod racisme, antisemitisme eller andre former for diskrimination, blandes sammen med kampen mod et racistiske apartheidregime.

Udover aftalens zionistiske udgangspunkt, så rummer den også en meget problematisk tilgang til nogle grundlæggende retsprincipper.

Siden aftalens indgåelse har der derfor også været heftig debat om aftalens præcise indhold og hvilke konsekvenser, den afleder. Enhedslistens repræsentanter har desværre gjort det til deres vigtigste opgave at forsvare aftalen, om end de også indrømmer, at der er problematiske dele i aftalen. Men vi må forstå, at vi skal være med for at undgå noget værre og for at sidde med ved bordet, når aftalen skal udmøntes

Følger vi det princip, skal Enhedslisten være med i alle aftaler. Det går selvfølgelig ikke.

Et af Enhedslistens vigtigste formål – hvis ikke det vigtigste! – er at skabe politisk forandring i samfundet, ved at agitere og propagandere for vores politik og kalde på politisk forandring. Den rolle er helt glemt i forbindelse med aftalens indgåelse, hvor det nu fremstår som den vigtigste opgave at forsvare aftalen og samarbejdet med partierne i Folketinget. Hvis formålet var at bekæmpe antisemitisme, så burde man selvsagt have brugt anledningen til tydeligt at agitere mod antisemitisme og til at opfordre civilsamfund og organisationer til at bekæmpe den, hvor man end møder den. 

Agitation i medierne burde ikke være et forsvar for aftalen, og hvorfor de mange kritikere helt har misforstået aftalen. Det burde i stedet give stof til eftertanke, når så mange er oprørte over aftalen.

Aftalen beskyldes for at dæmonisere kritik af Israel, præcis som man har kriminaliseret kritik af Israel i mange andre lande. Det forsøger Enhedslistens repræsentanter at lægge afstand til, og de prøver at forklare, at det ikke er tilfældet. Men hvorfor ikke bruge ethvert indlæg om aftalen til faktisk at levere en sønderlemmende kritik af Israels krigsforbrydelser og folkedrab og konkludere, at den kritik netop ikke hænger sammen med kritik af jøder, og dermed understrege vigtigheden af at adskille dette. 

På den måde kunne man i praksis udfordre aftalens ordlyd om, at krigen ”ikke må udnyttes til at sætte spørgsmålstegn ved statens Israels eksistensberettigelse.” 

Man kunne også bruge sin taletid på at angribe danskere, som tjener fedt på krigen – i modsætning til aftaletekstens urigtige påstand om at ”ingen indbyggere i Danmark … bærer noget ansvar for krigen.”

Alt det har nu medført et politisk selvmål, hvor Enhedslistens folketingsgruppe  prioriterer loyaliteten med “de forenede folketingspartiers aftale” højere end Enhedslistens politik, hvilket vi ikke kan bakke op om.

Herunder et par nedslag, som bør kalde på en genovervejelse af aftalen:

Det strafferetlig område:

· Politiet gives mulighed for at indføre skærpelseszoner. Det er problematisk, at politiet alene kan definere, hvornår og hvor der er behov – f.eks. mindes vi deres ringe vurderingsevne i sagen om demonstranter med tibetanske flag. Det er også helt ude af proportioner, at en skærpelseszone kan dække hele landet og at den kan vare seks måneder (og kan forlænges). Vi mener, at en sådan beføjelse til politiet er helt uhørt.

· Skærpelseszonerne giver politiet direkte indflydelse på strafudmålingen, hvilket er et demokratisk problem og et voldsomt brud med magtens tredeling.

· Politiet skal have antisemitismekoordinatorer. Ofre for hadforbrydelser med jødisk baggrund, skal altså mødes med flere ressourcer end andre, der har været udsat for hadforbrydelser. Der skal også fokus på antisemitisme i efter- og videreuddannelsen hos politiet, men altså ikke på hadforbrydelser eller racisme generelt. Det mener vi vil skævvride den tilgang, der udøves til hadforbrydelser generelt, og det risikerer at yderligere skævvride den negative bias over for andre etniske minoriteter, der beviseligt findes hos politiet (jf. Center for menneskerettigheder).

· I Danmark er der krav om en forudgående dansk retskendelse, før et andet land kan pålægge os at fjerne noget fra nettet. Den nye aftale fjerner kravet om en dansk retskendelse. Dette er en markant svækkelse af retssikkerheden og ytringsfriheden og giver andre stater nemmere adgang til at få fjernet indhold, de ikke bryder sig om. Hele spørgsmålet vækker erindringer om sagen om den nu lukkede kurdiske TV-station Roj.

· Der gives penge til Afdeling for Kortlægning og Videndeling af Antisemitiske Hændelser, AKVAH i Det Jødiske Samfund for at monitorere antisemitisme online. Det er problematisk, at det ikke udføres af en uvildig part.

· Studieture til KZ lejre. Men kun til gymnasieklasser og institutioner med mange elever fra familier med lav indkomst og hvor en vis andel af eleverne bor i definerede ghettoområder. Hvad er logikken her? At fattige, brune mennesker dummere end andre? At fattige, brune mennesker er dem, der begår hadforbrydelser mod jøder? Uanset rationalet, så kan vi ikke stå bag en grundlæggende præmis, som antager at netop de unge har et særligt behov for at lære om forbrydelser mod jøder under 2.verdenskrig.

· Med midler som reserveres fra de kommende forhandlinger om forskningsreserven, skal der forskes i antisemitisme, ”herunder særligt i ’den nye antisemitisme,’ hvor antisemitisme “genereres ud fra en foragt for staten Israel”. Enhedslisten accepterer altså, at antisemitisme er det, der ligger først for, når der skal uddeles af de begrænsede forskningsmidler? Og endnu værre, det er med særligt fokus på alle os, som har foragt for staten Israel. Skelnen mellem foragt for en stat og foragt for et menneske flyder bekymrende ud.

Til slut i aftalen gøres opmærksom på, at aftalepartierne vil stemme for den nødvendige lovgivning, for at aftalen kan udmøntes. Vi finder det problematisk, at folketingsgruppen har lovet at stemme for en lovgivning, som de ikke har set, og som cementerer aftalens indhold.

Derudover skal man huske, at denne aftale er blevet til i en særlig kontekst. Aftalen indgås på bagtæppet af Israels ni måneder lange folkemord i Gaza og en voldsom bias i det, vi præsenteres for. Således er aftalen også helt skævt balanceret retorisk, og nævner gentagne gange Hamas, Mellemøsten og angrebet 7. oktober, hvorimod Israels ni måneder lange folkemord ikke nævnes med et ord.

Alt dette tilsammen bør være et klart wake-up call til at udtræde af aftalen.  Naturligvis med et klart ønske om en stærk indsats imod voksende antisemitisme – bl.a. ved hurtigt at forhandle og gennemføre den bebudede handlingsplan mod racisme, der er blevet syltet af regeringen igennem mere end to år.

Pia Thorsen, David Rønne, Lone Degn og Jonathan Simmel er alle medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse.