Et svar til ELs EU-netværk: Kan EU reformeres indefra?

Et svar til ELs EU-netværk: ​​ Kan EU reformeres indefra?

Af Niels Frølich og Niels Henrik Nielsen, medlemmer af Kritisk Revys redaktion

Kan den Europæiske Union reformeres indefra, så styrkeforholdet mellem venstre og højre forandres i venstres favør? Dette er et centralt spørgsmål for hele den europæiske venstrefløj og i bredere forstand for hele den europæiske arbejderbevægelse. Det er derfor et frisk pust og meget velkomment, at en række medlemmer af Enhedslisten har oprettet ’EU-netværket’ under overskriften ”De grænseoverskridende problemer kan ikke løses ved udmeldelse!”.

Vores søsterorgan,Solidaritet, bragte d. 20. marts en programerklæring fra et nyt netværk i Enhedslisten, ’EU-netværket’ og samme dag en artikel af bl.a. Anders Lundkvist, der er medunderskriver på programerklæringen, Brexit, kapitalen og demokratiet, hvor en del af argumentationen i programerklæringen uddybes. ​​ Også dagbladet Information beskæftiger sig med det nye netværk og bragte 29. marts en stort opsat artikel af Mathias Sindbjerg og Martin Bahn om det nye netværk: ​​ ”Opgør i Enhedslisten: Nyt netværk vil have partiet til at droppe sin EU-modstand”.

I koncentreret form siger initiativtagerne:

- EU er rammen for politisk kamp på europæisk plan. Det giver derfor ingen mening at stå udenfor, når store og grænseoverskridende problemer skal løses

- Et krav om udmeldelse gør at venstrefløjen placerer sig i en naturstridig alliance med nationalkonservative kræfter

 - Man ønsker et tæt samarbejde i Europa

De er ingen hemmelighed, at forholdet til EU længe har været under forandring i EL. Det første skridt var den selvstændige opstilling til Det europæiske Parlament, der ganske vist blev vedtaget på et årsmøde, men imod et stort mindretal, der enten holdt fast i Folkebevægelsen mod EU eller ønskede en mere klasseorienteret EU-modstand. På sit årsmøde næste år skal EL diskutere sin EU-politik og EU-netværket ønsker at påvirke årsmødet, så der vedtages en ny og anden EU-politik efter de principper, der er opregnet ovenfor.

Finanskrisen, der startede i 2008 illustrerer udmærket, hvad fundamentet for EU er. Sammen med andre internationale økonomiske institutioner som Valutafonden (IMF) brugte EU krisen til gennem sine medlemslande at rette et voldsomt angreb på lønningerne og gennemføre hårde nedskæringer af velfærdsydelserne og privatisering af større dele af den offentlige sektor.

Kigger man på EUs udvikling siden da, har den indtil coronakrisen til stadighed været præget af en benhård holden fast ved den neoliberale nedskæringspolitik og en accelereret integration. Den høje arbejdsløshed og nedskæringerne i velfærdsstaten førte til uro, som man prøvede at dæmpe ved at love fagforeningerne at oprette en ’social søjle’.

EUs sociale søjle

Det var ellers under stor pomp og pragt, at man på et topmøde i Göteborg i 2017 fik vedtaget 20 principper for sociale rettigheder. Men disse principper er kun vejledende i modsætning til EUs økonomiske principper. Den sociale søjle er således underordnet reglerne for det indre marked, kapitalens frie bevægelighed osv. I realiteten er den sociale søjle blålys. Den europæiske faglige sammenslutning ETUCs forskningsenhed ETUI har i sine årlige rapporter gang på gang efterlyst handling, men forgæves.

Magten er altid konkret. Derfor bruger EU sin økonomiske mulighed for at spille arbejderklasserne i de enkelte lande ud mod hinanden. Eksempelvis har Vestas og Lego lukket afdelinger i Danmark og med betydelig EU-støtte åbnet tilsvarende afdelinger i henholdsvis Ungarn og Spanien. Og store byggeprojekter i Danmark bygges af arbejdere fra lande, som accepterer lavere løn – det, der med et moderne dansk ord kaldes løndumping. EU-domstolen har også i flere afgørende sager stækket fagforeningernes mulighed for at sætte magt bag krav om ordentlige forhold.

Og den sociale søjle venter vi stadigvæk på, for selvom der er megen snak om at styre markedskræfterne, er EUs kerne det frie marked også selvom, man af hensyn til den samlede europæiske kapitalismes overlevelse til tider er nødt til at regulere konkrete sektorer ikke mindst af hensyn til opretholdelsen af den sociale ro.

​​ 

Angsten for at blive slået i hartkorn med højrefløjen

Men venstrefløjen i Europa har ikke formået at høste politisk gevinst af den neoliberale nedskæringspolitik, den voksende ulighed og afmonteringen af velfærdsstaten – det er i høj grad højrefløjen, der har gjort det. Men man må holde fast I, at det ikke er venstrefløjen der har fremkaldt den voksende nationalisme eller det, der af mange fortolkes som nationalisme. Det er er nedskæringspolitikken og den voksende ulighed, som EU-landenes regeringer har stået for. Og er alt det, der kaldes nationalisme, nu også det? Kunne det tænkes, at det, nogen opfatter som nationalisme mere er udtryk for en afmagtsfølelse – det som Curt Sørensen kalder en ’deltagelseskrise’ – overfor netop nedskæringspolitikken, globaliseringen og følelsen af ikke at være set eller hørt og af at føle sig svigtet af de socialdemokratiske eller socialistiske partier, hvis kernevælgere de tidligere var? Det må vel gælde for venstrefløjen om at søge ned under overfladen og symptomerne for at finde rødderne til en politisk udvikling og ud fra denne forståelse gribe ind i de politiske processer? Donald Trump opstod jo ikke af den blå luft, men på grund af underliggende, reelle problemer og modsætninger i den amerikanske kapitalisme.

Angsten for at blive slået i hartkorn med den yderste højrefløj ligger dybt i mange venstreorienterede og er meget forståelig. Så stor er angsten, at den får nogen til at mene, at en erosion af EU vil styrke højrefløjen, og det er da også sandt, at historien kaster lange skygger over Europa. Konklusionen for disse venstreorienterede er, at den sociale kamp derfor må foregå indenfor EUs rammer. Men svagheden i denne argumentation er, at det er kapitalismen og ikke venstrefløjen, der driver dele af de europæiske befolkninger i armene på højrefløjen, og derfor er EU-netværkets udsagn om, at kravet om udmeldelse skulle placere f.eks. Enhedslisten som højrefløjens allierede, heller ikke rigtigt. Vi skal være varsomme med at forveksle årsag og virkning.

Det er rigtigt at Brexit-kampagnen både var fremmedfjendsk og nationalistisk, men Labour og de engelske fagforeninger bærer en stor del af ansvaret, fordi man ikke kritiserede både højrefløjen OG EU. Ligesom mange andre steder var man ikke i stand til at opfange utilfredsheden og vende den til et klasseopgør. Årsagerne til dette skal bl.a. søges i, at det store venstrefløjsopsving i Labour i høj grad blev drevet af nye medlemmer, der kun havde svage rødder i arbejderklassen – noget, der karakteriserer de fleste europæiske partier af ’nyt venstre’-tilsnit – og som for manges vedkommende i lighed med en stor del af Labour faktisk var tilhængere af EU.

Denne angst for at blive slået i hartkorn med højrefløjen er også et tema i artiklen Brexit, kapitalen og demokratiet. Her er argumentet, at ”socialister har alle dage været internationalister og understreget solidaritet med arbejdere i andre lande”. Men behøver man at være medlem af EU for at mene det? At arbejdskraftens frie bevægelighed skulle være et udtryk for internationalisme kan være rigtigt nok, men det er kapitalens internationalisme, og det er vel noget ganske andet? Indtil videre har denne ’internationalisme’ i hvert fald som konsekvens haft en erosion af de europæiske fagforeninger, og det tjener hverken danske eller polske arbejdere ved.

Hvorfor er det så vanskeligt?

Men hvad er det da, der gør forholdet til EU så vanskeligt for mange venstrefløjspartier? Det har den norske fagforeningsmand Asbjørn Wahl et bud på. I en artikel på Monthly Review ”Elefanten i rummet” angiver Wahl to historiske årsager:

”For det første den ideologiske fortælling, der ledsagede oprettelsen af Den europæiske Union (eller Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, som det hed dengang), der indeholdt to vigtige mål: At EU skulle lægge grunden til en varig fred i Europa og at den skulle være et redskab for sociale fremskridt for dets befolkninger … ​​ Desuden følte de fleste på grund af udviklingen af velfærdsstaten i efterkrigstiden, at sociale fremskridt allerede var i færd med at blive realiseret.

Den anden vigtige historiske begivenhed var Francois Mitterands styre i Frankrig fra 1981 til 1995: Mitterand gik i lag med et radikalt, venstresocialdemokratisk program, der omfattede udbredte nationaliseringer, økonomisk omfordeling og yderligere politisk intervention på mange områder. Dette opfattedes af mange i arbejderbevægelsen som begyndelsen på opbygningen af et socialistisk Europa. Mitterands reformprojekt blev imidlertid droppet efter mindre end to år … Mitterand bøjede sig derefter for kravene fra Det europæiske Fællesskab … Mitterand konkluderede sammen med sin finansminister, Jacques Delors, at fremtiden for en socialistisk eller socialdemokratisk (keynesiansk) politik måtte være forbundet med en udvikling af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab snarere end af nationalstaterne. Det blev således de franske socialisters politik og til slut de europæiske socialdemokratiers politik, at arbejde henimod en øget økonomisk integration i Europa …”

Man gør klogt i at indse, at EU og Den økonomisk-monetære Union (ØMU) ikke er et neutralt sæt styrende institutioner og politikker, der potentielt kan tjene en hvilken som helst socioøkonomisk kraft, det være sig partier eller regeringer, som har en anden politisk dagsorden. De er grundlæggende opbygget og struktureret i overensstemmelse med kapitalens interesse og er som sådan principielt vendt mod arbejderklassen.

Og selvom det er blevet sagt til ulidelighed, er det her værd endnu engang at gøre opmærksom på, at EU hviler på de fire friheder: Bevægelsesfrihed for arbejdskraft, kapital, varer og tjenesteydelser og en mangel på demokratiske strukturer. Det er også den røde tråd i den række af traktater, der udgør unionens funktionelle ramme lige fra Rom-traktaten fra 1958 over oprettelse af det indre marked til Maastricht- og Lissabon-traktaterne. For hver gang blev markedsorienteringen mere og mere tydelig og det blev sværere og sværere at forstå, hvordan socialister kunne og kan sætte deres lid til denne konstruktion.

Mishandlingen af Grækenland

Verdens største legale røveri, finanskrisen, afslørede, hvor vakkelvorn en konstruktion euroen var, og at den medførte et koncentreret angreb på velfærdsstaten og fagforeningerne for, at de europæiske befolkninger kunne betale for en krise, der ikke var deres, men bankernes.  ​​​​ 

I kølvandet på finanskrisen udsatte EU Grækenland og dets Syriza-regering for et massivt kvælertag for dels at redde de franske og især tyske banker, som totalt ansvarsløst havde lånt de foregående græske regeringer ufattelige milliardbeløb, og dels at skræmme den europæiske venstrefløj, socialdemokratierne og i sær de sydeuropæiske medlemslandes regeringer fra at få alt for gode ideer. Og det lykkedes da også over alt forventning: Flere lande i EU indskrev i deres forfatninger, at man ikke måtte have et budgetunderskud over en vis størrelse og i Danmark meldte den socialdemokratiske regering landet ind i finanspagten, selvom det ikke er medlem af eurozonen, og fik som konsekvens heraf indført budgetloven, der lægger meget stramme rammer for de offentlige udgifter.

Den behandling, som bl.a. EU udsatte Grækenland for, blev en voldsom advarsel til venstrefløjen om, hvor lidt råderum en regering i et svagt medlemsland har, hvis man blot så meget som antyder, at man kunne have andre ideer til at føre en politik, der ville gavne flertallet af ens egen befolkning. Man skulle derfor tro, at Syrizas eksempel ville lægge en dæmper på ideer om at reformere EU indefra.

Finanskrisen og mishandlingen af Grækenland udløste en omfattende refleksion på den europæiske venstrefløj og der udkrystalliserede to hovedretninger: Den ene repræsenteret af den tidligere græske finansminister Varoufakis, der forestiller sig at reformere unionen indefra og på den måde skabe et andet Europa og som har dannet organisationen DiEM25. Den anden, der kaldes Plan B, er en strategi, der er fokuseret på, hvad en venstreorienteret regering skal gøre i forhold til EU, når den er kommet til magten i et land. Plan A er forsøget på at forhandle sig til rette for at kunne gennemføre en venstreorienteret politik, og hvis den slår fejl, træder Plan B i kraft, nemlig ensidig udtræden af euroen, traktaterne osv.

Den europæiske venstrefløjs svagheder

Hvad er det så for partier der vil gennemføre den ene eller den anden EU-politik? Lad Asbjørn Wahl forsøge at besvare dette spørgsmål:

”Adskillige af de eksisterende venstrefløjspartier i Europa er relativt nye og opstået ved sammenlægninger og omgrupperinger af forskellige smågrupper og partier, men har ikke nødvendigvis stærke forbindelser med fortidens historiske traditioner. De fleste er, politisk set, relativt moderate organisationer. Mange af dem er svagt funderede både i arbejderklassen og i fagforeningerne. Meget få af disse partier har en veludviklet socialistisk strategi eller analyser af økonomien eller styrkeforholdene. De har derimod en god portion socialliberale og socialdemokratiske tendenser (rummet for disse perspektiver er vokset i de senere år i takt med at traditionelle partier med disse ideologier i stigende grad er blevet neoliberale).”

”Venstrefløjens problemer med dens EU-politik vil kun vokse, hvis partier ikke ønsker at følge en anti-EU-politik af frygt for at blive slået i hartkorn med racister og nationalister, skønt dette almindelige standpunkt kan have været begrænset til Brexit-afstemningen. I virkeligheden er det modsatte rigtigt. Hvis venstrefløjen virkelig sigter på at svække Den europæiske Union som den autoritære, neoliberale magt, den er blevet, så må udtræden være et vigtigt og nødvendigt redskab at bruge. Det er ikke bevægelser for udtræden [af unionen, o.a.], der har skabt og forstærket de ekstreme højrepartier i land efter land i Europa eller der har givet sådanne partier regeringsmagten i Italien, Østrig, Ungarn og Polen. Det er ikke den radikale kritik af Den europæiske Union fra venstrefløjen, der er ansvarlig for nationalismen og det yderste højre, men derimod EUs eksisterende politik, der har ødelagt millioner af arbejderes liv og fremkaldt voksende misfornøjelse og folks konstant voksende følelse af magtesløshed.”

At tro, at man, hvis man ønsker at føre socialistisk politik, for alvor vil undgå at komme i Mitterands og Tsipras sted er farligt – EUs konstruktion vil være en formidabel forhindring for at gennemføre socialistisk politik. Som Wahl skriver vil en forstærket klassekamp af sig selv stille venstrefløjen overfor dette valg: Enten at opgive kampen for socialistiske reformer og blive i unionen eller at bryde med unionen for at kunne fortsætte kampen.

Opfattelserne i Enhedslisten

Når EU-netværket skriver ”Vi ønsker et tæt samarbejde i Europa, også – og ikke mindst – med progressive bevægelser og partier i andre lande”, kan man kun være helt enig. Men det skal ikke være på grundlag af EU. Og Enhedslisten samarbejder allerede med – eller er i alliance med – en lang række europæiske venstrefløjspartier i og uden for EU og hvad enten de er for eller imod EU. Det sker i European Left, the LEFT (GUE/NGL) i EU-parlamentet og andre fora. Her er det måske værd at bemærke, at der er enighed om, at et nyt Europa ikke kan opbygges på basis af de eksisterende traktater.

Informations artikel afdækker imidlertid en vis afstand blandt de personer i Enhedslisten, der ønsker at ’modernisere’ partiets EU-politik. På den ene side er der folk som Mikkel Warming, tidligere socialborgmester i København og blandt EU-netværkets initiativtagere, der nærmest synes at stå for en SF-agtigt holdning, hvor ”EU er rammen”, som Warming udtrykker det.

Pelle Dragsted udtrykker sig noget mere forsigtigt og mener, at EU-netværkets lægger op til en debat, som ”kører i en lidt gammel rille med en sort-hvid-opfattelse”. Dragsted indtager efter eget udsagn en ’midterposition’, hvor spørgsmålet om udmeldelse kommer langt nede på listen over anvendelige, politiske redskaber. ​​ Hvorvidt der her er tale om blot en taktisk forskel er det svært at afgøre - Dragsted er jo kendt for sine strategiske evner og det kan meget vel være, at han ikke anser det for klogt at buse for stærkt på lige nu op til et årsmøde om en måned, hvor alt tegner til et sammenstød mellem ’Christansborg’-fløjen og venstrefløjen og en kamp om, hvem der kan stryge midterfløjen i partiet med hårene.

Søren Søndergaard, der i mange år sad i Det europæiske Parlament for Folkebevægelsen mod EU, gør i artiklen opmærksom på, at de positive tiltag, der i EU er gennemført på f.eks. klimaområdet finder sted indenfor den suverænitetsafgivelse, der allerede har fundet sted og altså ikke har krævet yderligere afgivelse af nationalstatslig kompetence, noget Enhedslisten ville modsætte sig. Søndergaard er stadigvæk EU-modstander, men det er svært at vide, hvor mange af folketingsgruppens andre medlemmer, der deler hans opfattelser på grund af gruppens musketered, der forhindrer at partiet får indblik i eventuelle meningsforskelle og uenigheder i gruppen.

Enten-eller?

Enhedslistens EU-politik skal udvikles og der er ingen fremtid i at holde fast i den traditionelle EU-modstand i form af Folkebevægelsen mod EU. Den er den sidste rest af den folkefrontspolitik, som DKP i sin tid stod for, og som havde stærke nationalistiske træk. En ny EU-politik må tage udgangspunkt i klasseperspektivet, men også have øje for at den nok så udskældte nationalisme (eller populisme) har to aspekter, en snæver fremmedfjendsk udgave og en udgave, der i virkeligheden er en protest i national forklædning mod en kapitalisme, der hensynsløst fjerner livsgrundlag og kultur og gennem en overstatslig institution entydigt er spændt for markedstænkningen, og som udhuler det demokrati, der er nærmest på borgeren.

Hvilke handlinger og tiltag en nutidig EU-politik skal formidle er et spørgsmål, der kun kan afgøres konkret ud fra en kølig vurdering af styrkeforhold, alternativer og politisk hensigtsmæssighed. Det er derfor forkert på forhånd at udelukke en udmeldelse. Naturligvis er der intet formål i at trække sig tilbage og med foldede arme blot iagttage EUs udvikling - slet ikke når Unionen er i en så dyb krise som den er. Men hvorfor skal der være tale om et enten-eller? EU er en af de vigtigste kamppladser for politik og der er intet til hinder for at lægge kræfter – mange kræfter – i kampen der og samtidig være imod en union i sin nuværende skikkelse. Hvis det nye netværk og andre netværk, der formentlig vil opstå som reaktion, kan medvirke til, at den diskussion rejses på venstrefløjen, er der kun grund til at hilse disse netværk velkommen.