EU-mindsteløn: Hvorfor er den egentlig så slem?

Det er næppe en hemmelighed, at jeg og mange andre har kæmpet – og fortsætter med at kæmpe – intensivt mod EU’s kontroversielle mindsteløns-forslag.

Men jeg møder ofte spørgsmålet, både fra dansk og europæisk side: Hvorfor er det egentlig problematisk, hvis EU lovgiver om løn, og blander sig i håndteringen af de kollektive overenskomster i Danmark? Er det egentlig ikke meget godt, hvis vi kan sikre en række dårligt beskyttede lønmodtagere i nogle lande lidt bedre vilkår – især når nu EU højhelligt lover os, at der slet ingen problemer er?

Konsekvenser for det danske arbejdsmarked fra dag 1

Jeg kan faktisk delvist forstå spørgsmålet, for sagen er jo, at det umiddelbart lyder ganske sympatisk.  Kunne det tænkes, at det blot er de nordiske regeringer, faglige organisationer og venstrefløjspolitikere, der ser spøgelser?

“Når det gælder EU’s mindstelønsdirektiv er det klart, at de potentielle konsekvenser er meget store og omsiggribende. Men også på de ikke-teoretiske problemer er der en stor risiko, jeg ikke synes man bør løbe.”

Nu, hvor EU-Parlamentet og et flertal af medlemslandene er blevet foreløbigt enige om et – efter min mening fejlbehæftet og farligt – forslag, tænker jeg, at det er på sin plads at gennemgå, hvad det er, jeg mener problemet eller rettere problemerne rent faktisk udgør.

At gøre det kræver, at jeg prøver at forklare, både hvad der reelt er på bordet, hvilke konsekvenser jeg, og mange andre, mener det kan få for det danske arbejdsmarked på mellemlang sigt – samt hvad der kan ramme Danmark fra dag 1, hvis direktivet træder i kraft.

Med EU’s mindstelønsdirektiv skal man nemlig huske på, at der er tale om begge dele: Det der vil ske, og det der muligvis vil ske. Sådan er det tit i politik. Når det gælder det sidste, er det en afvejning af, om det er det værd at løbe risikoen. Når det gælder EU’s mindstelønsdirektiv er det klart, at de potentielle konsekvenser er meget store og omsiggribende. Men også på de ikke-teoretiske problemer er der en stor risiko, jeg ikke synes man bør løbe. Lad os begynde med at se på det aftaleudkast, der nu foreligger.

Hvad er problemet?

Det lyder umiddelbart positivt at sikre en mindsteløn, og for de lande der allerede har en, som er bestemt ved lov, kunne et krav om bindende mindsteniveau måske være et nyttigt værktøj til at løfte de laveste lønninger. Her er det vigtigt at bide mærke i ordet ”måske”, for forslaget indeholder ikke et bindende mindsteniveau for lovbestemt mindsteløn. Det indeholder derimod en særlig formel, der kan benyttes. Men hvorvidt arbejdsgivere og deres allierede i lande med en lav mindsteløn vil se stiltiende på, at lønnen pludseligt hæves, er meget tvivlsomt. Hvis vi tager de realistiske briller på, må vi derfor forvente, at en reel lønstigning ikke vil blive nær så udbredt, som nogle håber på.

Netop dén manglende garanti for lønstigninger er et aspekt, der kritiseres højlydt i forskellige EU-lande. Den franske venstrefløj, der ellers støtter idéen, er eksempelvis meget kritisk over for dette.

I en dansk-svensk sammenhæng derimod er problemet for den overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel, vi bruger – at der slet ikke er en lovfastsat mindsteløn. Det har vi ikke, fordi lønfastsættelsen forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Det er kun, hvis regeringen griber ind i en strejkesituation, at vi får noget, der minder om det, og her er det kun midlertidigt.

At skulle lovfastsætte en mindsteløn vil altså gribe ind i en model, der bredt anerkendes som at være god, men uden nødvendigvis at garantere reelle fremskridt i andre lande.

Kan man stole på løfterne?

En af de ting, der har karakteriseret kampen om direktivet er, at EU-kommissionen gang på gang har påstået, at det på ingen måde vil få konsekvenser for den nordiske arbejdsmarkedsmodel.

På skrift og i tale har vi hørt det igen og igen, så hvorfor ikke tro på forsikringerne? Problemet er, at EU-Kommissionen reelt set ikke kan garantere det, lige meget hvor meget den lader som om. Det kan den ikke, fordi en stor del af frygten omkring direktivet er, at det i sidste ende vil være op til EU-domstolen at vurdere, om Danmark og Sverige skal tvinges til at ændre vores arbejdsmarkedsmodeller, og i stedet lade politikerne sætte lønnen.

“EU-kommissionen har gang på gang påstået, at det på ingen måde vil få konsekvenser for den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Men det kan Kommissionen reelt set ikke garantere.”

Det er her, man skal finde kilden til en stor del af frygten for de konsekvenser, direktivet kan få, for EU’s direktiver gælder som udgangspunkt for alle EU-borgere. Derfor er der også en overhængende fare for, at EU-domstolen – hvis en sag bliver rejst – vil komme frem til, at ansatte i Danmark har en individuel ret til at være dækket af en lovbestemt mindsteløn – og at en sådan derfor skal indføres. Sker det, hjælper ingen kære mor, og alle Kommissionens forsikringer og pæne ord vil ikke være det papir værd, de er skrevet på.

Hvad der er endnu værre er, at faren for en tabt retssag endda er blevet forstærket med den foreløbige aftale, hvor der står, at direktivet dækker “alle lønmodtagere”. Det var én af de mange ting, der blev kæmpet om, og som jeg mener burde være blevet ændret, men som desværre stadig står der.

Laval-dommen trumfede den svenske fagbevægelse

At fagforeninger og eksperter i så høj grad frygter en mulig dom, skyldes ikke en overaktiv fantasi, men at der er mildt sagt dårlige erfaringer på området. Vi har tidligere set, at EU-domstolen har afsagt domme, der har svækket og indskrænket den nordiske fagbevægelse.

Et eksempel er den kontroversielle Laval-dom mod den svenske fagbevægelse. Den dom underkendte fagbevægelsens ret til konflikt med det formål at kræve overholdelse af den lokale overenskomst. Domstolen valgte helt åbent at vægte andre hensyn over den etablerede arbejdsmarkedsmodel i Sverige.

Når man tænker på sager som Laval-dommen, er det ikke så svært at forstå, hvorfor mange frygter, at respekt og forståelse for den kollektive overenskomstmodel er mildt sagt meget begrænset hos EU-domstolen i Luxembourg.

Hvad vil det betyde i Danmark?

Hvis Danmark tvinges til at indføre en EU-bestemt mindsteløn, eksempelvis efter en EU-dom, vil det for det første være et brud med vores arbejdsmarkedsmodel. Det er en arbejdsmodel, der trods mangler har skabt et af de mest velfungerende, trygge arbejdsmarkeder i verden, og som hyldes af både fagbevægelse og arbejdsgivere.

For det andet kan man konkret frygte, at en lovbestemt mindsteløn vil blive brugt af grådige arbejdsgivere til at undlade at indgå overenskomst. De vil blot henvise til, at de jo følger lovgivningen til punkt og prikke, når de lønner deres ansatte efter den gældende mindsteløn. Når man tænker på nogle af de arbejdskonflikter, vi har set i Danmark i de seneste par år, er det ikke svært at forestille sig, at netop det vil ske.

Med andre ord betyder det, at et direktiv – der promoveres som et, der skal hæve vilkårene for lønmodtagere – tværtimod risikerer at skabe et A- og B-hold på arbejdsmarkedet. Det kan hurtigt betyde en situation, hvor nogle arbejder efter gældende overenskomst, mens andre arbejder efter lovbestemt mindsteløn. Men overenskomster handler om langt mere end løn, og det vil derfor betyde et B-hold, der pludseligt har langt ringere forhold end deres kollegaer. Det er vi ganske enkelt ikke tjente med som samfund.

Hertil kommer, at sådan en opdeling også vil betyde, at faren for den udnyttelse, vi i forvejen ser af vores udenlandske kollegaer rundt om på arbejdspladserne, kan øges drastisk.

En svækket fagbevægelse

Endelig vil en ændring af vores arbejdsmarkedsmodel på den måde, der er skitseret ovenfor, næsten uvægerligt svække fagbevægelsen, hvis det bliver lovgivning, og ikke kollektive overenskomster, der bestemmer lønnen for mange lønmodtagere.

Det vil på sigt ende med at ramme mindstelønnen, der må forventes at blive udregnet ud fra det generelle lønniveau. Dermed kan der skabes en ond og nedadgående spiral, ganske som vi desværre har set i andre lande som Tyskland med lovbestemt mindsteløn, men hvor millioner lever i effektiv fattigdom – på trods af, at de har et eller måske flere job.

Det er således ikke kun faren for, at Danmark tvinges til at indføre en lovbestemt mindsteløn, der er problemet med direktivforslaget.

Underminering af overenskomster

Faktisk er der en anden del af direktivforslaget, som kan få næsten øjeblikkelig konsekvens for den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er den del, der handler om håndteringen af vores kollektive overenskomster. Med den foreløbige aftale vil de lande, der har en overenskomstdækning under 80 procent, nemlig blive pålagt at lave en national handlingsplan for at hæve andelen af lønmodtagere, der dækkes af overenskomsterne.

“Vi vil gå fra en situation, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der håndterer overenskomsterne, til en situation hvor politikerne tager over – også når der er tale om en borgerlig regering.”

Det kan umiddelbart lyde ufarligt, eller måske endda som en god idé. Problemet er bare, at det vil betyde, at vi går fra en situation, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der håndterer overenskomsterne, til en situation hvor politikerne tager over – også når der er tale om en borgerlig regering.

Hvad værre er, skal EU-kommissionen, EU-parlamentet og Ministerrådet også involveres i de nationale overenskomst-handlingsplaner. Er det virkeligt noget, der virker som en god idé?

Hvis det sker, vil vi gå fra, at overenskomsterne er en sag for arbejdsmarkedets parter, til at være noget, der involverer både danske og europæiske politikere i EU-Parlamentet, regeringer i andre medlemslande, samt EU-Kommissionen. Alle disse parter kan potentielt set blande sig, hvis de ikke er tilfredse med dele af planen. Når man ser på den europæiske højrefløj, er det ikke just en betryggende tanke.

Tre ting EU kunne gøre

Hvis man følger tilhængerne af direktivet, kan man næsten få den idé, at det er mindstelønsdirektivet eller intet, hvis man fra EU-siden vil gøre noget for at forbedre vilkårene for dem med de laveste lønninger.

Man kan naturligvis godt påstå, at det er sådan det forholder sig, men det vil være forkert. Der er faktisk en række andre, konkrete tiltag, som EU kunne tage for at forbedre forholdene for de lavest lønnede. Tre af de store muligheder der er:

1. Fusk og udnyttelse = ingen EU-støtte

Ikke mindst kunne EU med fordel stoppe EU-støtte til arbejdsgivere, der ikke overholder gældende overenskomst. Det ville blandt andet betyde, at EU-kassen smækkes i over for eksempelvis landmænd, der underbetaler deres ansatte. Det vil uden tvivl gavne interessen for at respektere gældende overenskomster, hvis udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft fik en direkte konsekvens for pengepungen. Det burde ud fra et moralsk synspunkt ikke være nødvendigt, men det at skruppelløse arbejdsgivere ville få et klart, økonomisk incitament til at opføre sig bedre, kunne uden tvivl ændre på situationen.

2. Ingen overenskomst – ingen offentlige kontrakter

Ligeledes kunne EU tillade, eller endda opfordre til, at kommuner, regioner og medlemslande helt lovligt kan fravælge fusker-selskaber i offentlige udbud og til offentlige kontrakter. Det ville betyde, at virksomheder – der ikke overholder gældende overenskomst eller er i skattely – ikke ville kunne deltage i offentlige udbud. På den måde sikrer man, at offentlige midler ikke tilflyder snyltere og udbyttere, samtidig med at de, der følger reglerne, ud over gladere og sundere medarbejdere også vil kunne se klare muligheder i forstsat at holde sig inden for de gældende rammer.

Man kan undre sig over, at det ikke allerede er sådan.

3. Bekæmp svindel

Endelig kunne EU med fordel indføre et digitalt ID-kort for vandrende arbejdstagere. Sådan et vil betyde, at myndigheder og fagbevægelser langt lettere kan håndhæve gældende regler og dermed komme underbetaling, arbejdsmarkedskriminalitet og social dumping til livs. Det er et forslag, fagbevægelsen bakker op om, og som det er lykkedes os at samle bred opbakning til i EU-Parlamentet. Det der mangler, er handlinger fra EU-Kommissionen og medlemslandene.

Ikke kun nordisk modstand

En sidste myte der skal tages under behandling er, at modstanden mod direktivet er en ting, der begrænses til Norden, eller endda til Danmark og Sverige. Den myte bruges af nogle til at mere end antyde, at det i virkeligheden er asocialt, at de nordiske lande afviser et forslag, som mange fattigere EU-lande ønsker. Det lyder slemt, ikke mindst for en venstreorienteret, der bryster sig af det internationale udsyn.

“Mine sydeuropæiske, venstreorienterede kollegaer ønsker ikke, at EU tiltager sig mere magt over lønforhold, for de har set, hvad det kan føre til.”

Det lyder måske godt for nogle, men det passer ganske enkelt ikke. Det er vigtigt at understrege, at modstanden mod direktivets indblanding i visse forhold ikke kun kommer fra de nordiske lande og fagbevægelser, selv om det til tider fremstilles sådan.

Jeg har eksempelvis også sydeuropæiske, venstreorienterede kollegaer i EU-parlamentet, der er imod forslaget. Det er de, fordi de har set, hvordan EU under finanskrisen tvang deres lande til at sænke den lovbestemte mindsteløn. De ønsker ikke, at EU tiltager sig mere magt over lønforhold, for de har set, hvad det kan føre til. De ved, at hvis løn gøres til et spørgsmål for politikerne på den måde, så kan det bruges til at presse i begge retninger. Det er et af de aspekter, jeg tit føler er udeladt i diskussionerne.

Det er ikke mindst derfor, at halvdelen af venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet stemte imod forslaget i beskæftigelsesudvalget. På samme måde er europæiske fagforeninger bekymrede og frygtsomme over for den svækkelse af fagbevægelserne, man frygter direktivet kan medføre.

Modstanden mod EU’s mindstelønsdirektiv er med andre ord åbenlyst ikke begrænset til nogle få lande.

Hvornår gav vi overhovedet EU lov til at blande sig i løn?

Et klart spørgsmål i hele debatten er, hvorfor EU overhovedet har lov til at blande sig i lønforhold. Hvornår gav vi EU den magt?

Svaret er, at EU faktisk slet ikke har ret til at blande sig i lønfastsættelse.  Det er ikke blot en påstand fra min side, nej, det står klokkeklart i EU-traktatens artikel 153 stykke 5, at EU ikke må blande sig i løn: Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout.

Ordlyden er klokkeklar og umisforståelig, så hvordan kan vi overhovedet stå i denne her situation? Det kan vi, fordi EU – helt bevidst – prøver at omgå forbuddet.

Selv om det lyder som en dårlig joke, prøver EU i ramme alvor at påstå, at lovgivning om mindsteløn i virkeligheden slet ikke er lovgivning om løn, men i stedet handler om arbejdsvilkår – noget EU gerne må lovgive om ifølge EU-traktaten. De læner sig her op ad traktatens artikel 153 stykke 2, der ganske rigtigt siger dette. Men havde man besværet sig med at læse hele artikel 153, var man også nået frem til stykke 5 – og det direkte forbud mod at have med lønfastsættelse at gøre.

Så må vi til EU-domstolen

Kreativiteten i EU-toppen kender tydeligvis ingen grænse, men man behøver ikke være professor i jura for at se, at lovgivning om mindsteløn selvfølgelig er lovgivning om løn.

“Man behøver ikke være professor i jura for at se, at lovgivning om mindsteløn selvfølgelig er lovgivning om løn.”

Det er også derfor, vi i Enhedslisten klart har sagt, at Danmark skal gå til EU-domstolen for at få forslaget kendt ulovligt, hvis det ikke lykkes at få enten EU-parlamentet eller medlemslandene til at afvise forslaget først.

I den sammenhæng er jeg glad for, at de danske og svenske socialdemokratiske regeringer begge har meldt ud, at de er imod den foreløbige aftale, og ikke afviser ”yderligere tiltag”. Samme toner lyder fra fagbevægelser.

Det er vigtigt, at vi står sammen for at forhindre, at EU tilraner sig magt og indflydelse på dette punkt, og undervejs skader vores løn, vores overenskomster – og hele vores arbejdsmarkedsmodel.

---