Venstrefløjen rykker sammen

De europæiske venstrefløjspartier har gennem mange år været uenige om forholdet til EU. Men EU’s afpresning af Grækenland i sommeren 2015 har rykket debatten, fortæller Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

Af Jeppe Rohde og Finn Kjeller

Den 19-20. november 2016 mødtes repræsentanter fra 21 venstrefløjspartier og en lang række græsrodsorganisationer i København for at diskutere venstrefløjens forhold til EU.

Initiativet til Plan B blev taget af en række fremtrædende venstrefløjspolitikere i efteråret 2015. På baggrund af afpresningen af den græske venstrefløjsregering mente man, at der var behov for en række grundlæggende, strategiske diskussioner på den europæiske venstrefløj.

– Der var stor opbakning til det allerførste møde i Paris, fortæller Nikolaj Villumsen, som var én af de danske deltagere. I foråret 2016 blev den anden Plan B-konference afholdt i Madrid, og i november 2016 var turen kommet til København, hvor Enhedslisten, sammen med svenske Vänsterpartiet, var vært for mere end 250 deltagere på Christiansborg.

– Formålet med at afholde konferencen i København var helt klart at være med til drive Plan B-processen fremad, og samtidig få forankret initiativet i Norden også, fortæller Villumsen, da jeg møder ham et par uger efter konferencen. Han er yderst begejstret for konferencens forløb og fremhæver dens bredde:

– Jeg vil vove at påstå, at det var den bredeste venstrefløjskonference, der er blevet holdt i mange år, hvis man ser på, hvilke partier der var med. Alle partierne fra samarbejdet i European Left var repræsenterede, men også bl.a. Socialistpartiet fra Holland og alle de nordiske venstrefløjspartier deltog. De deltagende partier repræsenterer tilsammen 20 millioner vælgere i Europa.

Hvad går Plan B ud på?

– Den europæiske venstrefløj står historisk stærkt. Men den strategi, som størstedelen af venstrefløjen hidtil har forfulgt, er entydigt at kæmpe for progressiv forandring inden for EU, og vi kan jo se fra Grækenland, at når venstrefløjen vinder regeringsmagten, så respekterer EU det ikke. Derfor er det nødvendigt at diskutere alternativer, en Plan B, hvis man ønsker et opgør med EU’s nyliberalistiske politik.

Er der ved at ske en forandring i tilgangen til EU på den europæiske venstrefløj?

– Man skal ikke undervurdere, at afpresningen i Grækenland har haft en ekstremt stor betydning for venstrefløjen, som måske kan være svær at forestille sig, hvis man sidder i Danmark. For i Frankrig, Portugal, Italien eller Spanien giver det jo ingen mening at tale om et opgør med nedskæringspolitik, hvis ikke du har taget stilling til, hvad du vil gøre, når EU siger, at det må du ikke.

– En fransk præsidentkandidat som Jean-Luc Mélenchon, der står stærkere end socialdemokraterne i meningsmålingerne, han må jo have et svar på, hvad han vil gøre, når Merkel siger, at han ikke får lov at gennemføre sin politik, efter at han har vundet. Hvis ikke han har et svar, ender han jo bare som en ny Hollande. Og portugiserne oplever, at de har en regering, der er valgt på blandt andet at hæve mindstelønnen, men at EU går ind og forbyder dem at gøre det. Hvad stiller man så op?

Ja, hvad stiller man op?

– Det var interessant at se, hvor radikale svar, der kom fra særligt de sydeuropæiske kammerater. Catarina Martins fra Venstreblokken i Portugal og Mélenchon fra det franske Venstreparti talte åbent om muligheden for at bryde med euroen. Og Podemos’ EU-parlamentariker, Miguel Crespo, sagde meget klart, at EU ikke kan reformeres, og at man er nødt til at skabe et helt nyt europæisk samarbejde.

– Men også hos vores tyske kammerater i Die Linke er man begyndt at diskutere EU-linjen, der hidtil har været ret positiv. En af deltagerne på konferencen var Fabio de Masi, som er EU-parlamentariker for Die Linke og en meget klar EU-kritiker. For få år siden var det utænkeligt, at en fyr som ham kunne blive valgt på en vigtig post. Den finske Venstrealliance, der ellers har været et EU-positivt parti, kom også på konferencen og sagde, at det var nødvendigt at melde sig ud af euroen.

– Der sker en voldsom udvikling på venstrefløjen i Europa, og der er ingen tvivl om, at oplevelserne fra Grækenland er medvirkende til det.

– Det var interessant at se, hvor radikale svar, der kom fra særligt de sydeuropæiske kammerater. Catarina Martins fra Venstreblokken i Portugal og Mélenchon fra det franske Venstreparti talte åbent om muligheden for at bryde med euroen. Og Podemos’ EU-parlamentariker, Miguel Crespo, sagde meget klart, at EU ikke kan reformeres, og at man er nødt til at skabe et helt nyt europæisk samarbejde.

– Men også hos vores tyske kammerater i Die Linke er man begyndt at diskutere EU-linjen, der hidtil har været ret positiv. En af deltagerne på konferencen var Fabio de Masi, som er EU-parlamentariker for Die Linke og en meget klar EU-kritiker. For få år siden var det utænkeligt, at en fyr som ham kunne blive valgt på en vigtig post. Den finske Venstrealliance, der ellers har været et EU-positivt parti, kom også på konferencen og sagde, at det var nødvendigt at melde sig ud af euroen.

– Der sker en voldsom udvikling på venstrefløjen i Europa, og der er ingen tvivl om, at oplevelserne fra Grækenland er medvirkende til det.

Hvorfor har den europæiske venstrefløj historisk været så uenige om EU?

– Man skal huske, at i Sydeuropa er man mange steder kommet ud af fascismen, og man har set på EU som et demokratisk projekt, som var et bolværk mod tilbagevenden til fascisme, og som også helt konkret betød en lang række støtteordninger. Det er nogle lande, som har modtaget milliarder i EU-støtte. Så på den ikke-ortodokse venstrefløj i Sydeuropa, og for ganske almindelige mennesker, har man haft nogle konkrete oplevelser, der gjorde, at man var ret positivt indstillet over for EU. Men billedet har ændret sig med introduktionen af euroen samt den økonomiske krise. Man har fået smadret sin økonomi og er blevet forhindret i at gøre noget ved denne her forfejlede nedskæringspolitik.

– Der er stadig enormt stor forskel på et dybt forgældet euroland som Italien og et velhavende nordeuropæisk land som Danmark, der frivilligt kan melde sig ud af finanspagten. Vi står reelt meget bedre end andre lande på grund af vores euroforbehold, men det ændrer ikke på, at vi stadig har behov for at gøre op med en linje, hvor man laver al politik inden for finanspagten, hvilket forhindrer investeringer i velfærd og arbejdspladser.

Hvorfor har den europæiske venstrefløj historisk været så uenige om EU?

– Man skal huske, at i Sydeuropa er man mange steder kommet ud af fascismen, og man har set på EU som et demokratisk projekt, som var et bolværk mod tilbagevenden til fascisme, og som også helt konkret betød en lang række støtteordninger. Det er nogle lande, som har modtaget milliarder i EU-støtte. Så på den ikke-ortodokse venstrefløj i Sydeuropa, og for ganske almindelige mennesker, har man haft nogle konkrete oplevelser, der gjorde, at man var ret positivt indstillet over for EU. Men billedet har ændret sig med introduktionen af euroen samt den økonomiske krise. Man har fået smadret sin økonomi og er blevet forhindret i at gøre noget ved denne her forfejlede nedskæringspolitik.

– Der er stadig enormt stor forskel på et dybt forgældet euroland som Italien og et velhavende nordeuropæisk land som Danmark, der frivilligt kan melde sig ud af finanspagten. Vi står reelt meget bedre end andre lande på grund af vores euroforbehold, men det ændrer ikke på, at vi stadig har behov for at gøre op med en linje, hvor man laver al politik inden for finanspagten, hvilket forhindrer investeringer i velfærd og arbejdspladser.

Hvor ser du de store uenigheder om EU på den europæiske venstrefløj her og nu?

– Der er stadig en vis del af den europæiske venstrefløj, der slet ikke ønsker at diskutere eurospørgsmålet, bl.a. de franske kommunister og store dele af Die Linke. Syriza fra Grækenland støtter heller ikke Plan B, som jo netop handler om, at vi skal have et alternativ, en Plan B, til EU’s afpresning, og det er jo lidt i modstrid med den linje, Syriza har valgt at følge. Jeg ved, at en lang række af deres parlamentarikere var interesserede i at deltage, men det ville være en meget kontroversiel handling at gøre. Men Syrizas avis har efterfølgende interviewet Pernille Skipper om arrangementet. Så der er helt klart en interesse fra Syriza også; i hvert fald fra deres bagland. Deres egen historie viser jo også, hvor man ender, hvis man ikke har en Plan B – man bliver gang på gang afpresset.

Hvilke uenigheder er der så inden for Plan B?

– Noget af det, man diskuterer i Plan B, er, hvor meget man skal holde fokus på en Plan B, dvs. en form for brud med EU, og hvor meget man skal prøve at dreje initiativet hen imod en slags nyt socialt socialt forum, som er løsere og mindre fokuseret. Podemos og andre kræfter vil gerne brede det mere ud for at få kontakt til flere bevægelser. Det er jo et ædelt formål, men det er et problem, hvis man så udvander konceptet for meget.

– Enhedslisten har prøvet at holde fast i den debat, som vi mener er nødvendig. Og man kunne også høre, at der er noget uenighed om spørgsmålet. Det store flertal var dog utrolig kritiske over for euroen, og det synes jeg er en positiv udvikling. Vi kommer til at fortsætte diskussionerne på den næste Plan B-konference, der afholdes i Rom den 11.-12. marts 2017, to uger inden Romtraktatens 60-årsjubilæum.

Der var ikke så mange fra Østeuropa på konferencen i København. Hvorfor ikke?

– Der var deltagelse fra to ret nye venstrefløjspartier: Razem fra Polen og Forenet Venstre fra Slovenien. Slovenerne har faktisk rimelig medvind og ligger til ti procent i meningsmålingerne. Men generelt er det sådan i Østeuropa, at venstrefløjen er svag, og ikke mindst det, man kan kalde den moderne venstrefløj. I Tjekkiet er der et kommunistparti, men de er ret forstenede.

Hvilken betydning har Brexit haft for debatten?

– En af effekterne er, at efter al sandsynlighed bliver Norge og Island aldrig medlemmer af EU. Det var også den klare analyse fra Audun Lysbakken, formand for Sosialistisk Venstreparti i Norge. Der har været en udvikling, hvor alle lande mere eller mindre var på vej i retning af EU. Efter Brexit må man forholde sig til, at der er lande, der vil vælge at stå uden for EU, og det er ikke utænkeligt, at der også er lande, der vil træde ud af EU i de kommende år.

– Brexit aktualiserer udmeldelseskravet, men det viser også, at der er fandens til forskel på, om man f.eks. laver en udmeldelse, der bekæmper social dumping, eller en, der øger social dumping. Så det er helt afgørende, hvordan du bryder med EU, og hvilket samarbejde, du prøver at skabe. Der er ingen tvivl om, at venstrefløjen spillede en meget lille rolle i Brexit-afstemningen, både i Remain-kampagnen og i Leave-kampagnen. Der var nogle stærke og dybt ubehagelige højrekræfter på begge sider. Afstemningen blev et skræmmeeksempel på, hvor venstrefløjen ikke må ende, som jeg ser det. Det helt afgørende er at tage føringen og sætte en dagsorden.

– Det er også derfor, jeg synes, det var så interessant at høre Mélenchon på konferencen, for der er jo en konflikt om, hvem der kommer til at blive den næste præsident i Frankrig, og måske kan det blive Marine Le Pen. Mélenchon prøver jo netop at sætte en venstreorienteret dagsorden. Vi kan ikke læne os tilbage og tro, at socialdemokraterne redder os fra det yderste højre. Det var også det, som valget mellem Hillary og Trump i USA, viste. Vi er nødt til at sætte vores egen dagsorden, ligesom Sanders forsøgte.

Hvad er de vigtigste debatter, der skal foldes ud i den kommende tid?

– Vi skal fortsætte og udbygge samarbejdet inden for rammerne af Plan B. Det kan blive et vigtigt forum for venstrefløjen, hvor vi sammen kan styrke fælles kampe og udvikle strategier og alternativer. Samtidig med, at vi laver fælles projekter, er det også vigtigt at fastholde respekten for forskellige situationer i de forskellige lande. Den finske Venstrealliance har foreslået, at man opretter en fond, der kan gøre det muligt at vælge, på en ordnet måde, at træde ud af euroen uden at få en ny finanskrise, og det er et konkret forslag, som vi i Enhedslisten bakker op om. Det vil være med til at styrke de demokratiske muligheder.

– Og så skal vi gøre alt for at støtte de progressive kræfter i Storbritannien lige nu, i Labour og i fagbevægelsen. Dem, der kæmper for en Brexit, der sikrer lønmodtagerne mod social dumping og pres på løn- og arbejdsvilkår. Og det er jo ikke det, som højrefløjen ønsker. Det helt afgørende er, hvilke kræfter der styrer udviklingen, og vi skal ikke lade den yderste højrefløj løbe med systemkritikken.

Hvad kan den danske venstrefløj lære af konferencen?

– Portugiserne havde en rigtigt god pointe, synes jeg. Nemlig, at vores politik og retorik skal tage udgangspunkt i folks helt konkrete hverdagsbehov: behovet for arbejdspladser, sikkerhed og velfærd. Udgangspunktet for vores kamp skal ikke være en lang, institutionel diskussion.

– Den pointe er dels en kritik af initiativet DIEM25, som udelukkende stiller institutionelle krav, der netop ikke tager direkte udgangspunkt i folks konkrete behov for en solidarisk politik. Men den samme pointe er for så vidt også en kritik af den linje, der har været ret udbredt på den danske venstrefløj, hvor man sætter udmeldelseskravet helt i centrum, mens de konkrete sociale krav står uskarpt. Man har ofte talt mere om procedurer og institutioner end om social og økonomisk forandring. Der er en vis sammenhæng mellem politik og institutioner, men det er ikke ligegyldigt, hvor man lægger vægten.

– Venstrefløjens fokus bør handle om at kæmpe for almindelige menneskers forbedringer i hverdagen. Det er afgørende, at vores fokus er på at stille positive, progressive krav og mobilisere folk. Samtidig må vi dog heller ikke glemme, at EU’s traktater står i vejen for bæredygtig, progressiv forandring. Derfor er et klart brud med de traktater også helt afgørende i den sidste ende. Hvis ikke hele venstrefløjen erkender dette, står ekstreme højrekræfter klar i kulissen.

– Den pointe er dels en kritik af initiativet DIEM25, som udelukkende stiller institutionelle krav, der netop ikke tager direkte udgangspunkt i folks konkrete behov for en solidarisk politik. Men den samme pointe er for så vidt også en kritik af den linje, der har været ret udbredt på den danske venstrefløj, hvor man sætter udmeldelseskravet helt i centrum, mens de konkrete sociale krav står uskarpt. Man har ofte talt mere om procedurer og institutioner end om social og økonomisk forandring. Der er en vis sammenhæng mellem politik og institutioner, men det er ikke ligegyldigt, hvor man lægger vægten.

– Venstrefløjens fokus bør handle om at kæmpe for almindelige menneskers forbedringer i hverdagen. Det er afgørende, at vores fokus er på at stille positive, progressive krav og mobilisere folk. Samtidig må vi dog heller ikke glemme, at EU’s traktater står i vejen for bæredygtig, progressiv forandring. Derfor er et klart brud med de traktater også helt afgørende i den sidste ende. Hvis ikke hele venstrefløjen erkender dette, står ekstreme højrekræfter klar i kulissen.

Fakta
Appel for en Plan B i Europa
Fra konferencen i november 2016 udgik en appel med bl.a. dette budskab:
»På Plan B-topmødet i København har vi fremlagt troværdige og ambitiøse løsninger for at imødegå vor tids lokale og globale udfordringer. Disse løsninger er ikke mulige inden for EU’s nuværende rammer og dets reaktionære traktater. Vi er nødt til at gøre os fri af disse traktater.
Vi forpligter os til at kæmpe for et europæisk samarbejde på helt andre betingelser, et Europa med social retfærdighed, solidaritet, bæredygtighed og demokrati.« Læs mere på euro-planb.dk

Luka Mesec, Slovenien
MP for Iniciativa za demokraticni socializem

Jeg har to forbehold. For det første må vi ikke glemme, hvad der skete i Jugoslavien. Det var en føderation, men da den økonomiske krise satte ind i 1980’erne, valgte man at løsne båndene mellem republikkerne. Udviklingen kom hurtigt ud af kontrol i en strid om ressourcer. I Slovenien overtog nationalismen hele det politiske liv i løbet af kun fem år fra 1985 til 1990. Derfor skal vi være opmærksomme på den nationalistiske fare ved at mobilisere for Plan B, specielt fordi den nationalistiske højrefløj står parat til at udnytte situationen.
For det andet stiller en opsplitning af EU i nationalstater os ikke nødvendigvis bedre økonomisk, specielt i små lande. Men på trods af de forbehold har jeg skrevet under på Plan B. For en venstrefløj, der kommer til magten i et land, vil være nødt til at forhandle med et EU domineret af liberale og socialdemokrater, og ingen effektiv forhandling er mulig uden en trussel i baghånden.

Jean-Luc Mélenchon, Frankrig
EU-MP for Parti de Gauche, Frankrig, præsidentkandidat ved præsidentvalget den 23. april 2017

Den største trussel mod demokratiet er EU. Det er EU, der har mishandlet Cypern, Grækenland og Irland og vil mishandle Portugal og Spanien. Vi står over for en konkret trussel mod vores civilisations sociale og demokratiske landvindinger. EU-toppen har ikke andet at tilbyde befolkningerne end et militært Europa, dvs. en oprustnings- og krigslogik, ikke f.eks. skatteharmonisering.
Enten er det muligt at enes om at omorganisere EU, dvs. med en Plan A, hvor der gøres op med frihandel til fordel samarbejdende protektionisme, hvor man holder op med at forbyde social og skattemæssig harmonisering.
Eller også må man organisere en samordnet udtræden fra de lande, der ikke vil finde sig i forholdene i EU længere.

Jonas Sjöstedt, Sverige
MP og formand for
Vänsterpartiet

Den største fejl for venstrefløjen ville være at være loyal over for EU-systemet. Der er brug for fundamentale forandringer. Hvis venstrefløjen ikke træder til med svar på de voksende sociale kløfter, marginalisering og mistillid, så vil den ekstreme højrefløj. Så det er vores opgave at formulere en meget konkret vision om et bedre Europa og et bedre samarbejde, og det må nødvendigvis indbefatte en stærk kritik af EU.

Vi må være realistiske om den Europæiske Unions væsen og afvise overførsel af beføjelser til EU. Nationalstaterne er stadig mere demokratiske end EU. Men der, hvor EU allerede har beføjelser, må vi tage kampen med højrefløjen for at få det bedst mulige ud af den vanskelige situation.

Over den kommende Brexit må vi ikke overlade debatten om betingelserne for udtræden til den reaktionære britiske regering og til EU-Kommissionen i Bruxelles. Venstrefløjen i Europa må opstille et alternativ med tæt samarbejde, arbejderrettigheder og fælles problemløsning. Vi må også diskutere et alternativ til selve EU og give lande mulighed for at træde ud af euroen.

Costas Lapavitsas, Grækenland
Professor i økonomi ved University of London, fhv. MP for Syriza

Euroen er blevet reformeret gang på gang de sidste seks år, men altid i den forkerte retning! Så euroen kan reformeres, men hav ingen illusioner: Hver gang har det været til fordel for Tysklands eksportører, de store banker, store selskaber osv. Euroen kan ikke reformeres til at blive et redskab for andre end kapitalen.
Vi må lære af Syrizas fiasko. Syrizas ledelse manglede en reel politisk strategi, den ville blive i Møntunionen og EU og ændre politikken: afskaffe nedskæringskravene osv. Det er umuligt, og det opdagede Syriza på den hårde måde. Den hårde måde har et navn: Mario Draghi (formand for den Europæiske Centralbank, red.). Draghi bestemmer, for han kontrollerer likviditeten.
Vi må lære af Brexit og Trump. De politiske resultater er forfærdelige, men det er udtryk for oprør nedefra mod nyliberalismen, for suverænitet og demokrati. Højrefløjen har vundet, fordi venstrefløjen var fraværende.
Hvad gør vi? Der er brug for en venstrefløjspolitik for øget efterspørgsmål og investeringer, der skaber job. Det er ikke muligt inden for rammerne af ØMU’en. Udtræden er ikke et mål i sig selv, men et middel til at gennemføre et program. Udtræden af euroen kræver banknationalisering, indførelse af en ny valuta og sikring af, at markederne holdes forsynede. Det kan udmærket lade sig gøre, hvis man har modet.

Cristina Asensi, Spanien
Democracia Real Ya og Money Sovereignty Commission

Efter erfaringerne fra Grækenland i 2015 står det helt klart: Hvis en venstrefløjsregering ikke er rede til at forlade euroen, har den ingen chancer for at gøre op med nedskæringspolitikken. Nok er det hårdt at træde ud af euroen, men det er langt mindre ødelæggende end at blive.
De sidste tyve år har venstrefløjen talt om et socialt EU. Det perspektiv har tabt al troværdighed efter det, der er sket i Grækenland.
En tilbagevenden til demokratisk suverænitet betyder beslutninger på nationalt niveau, men ikke nationalisme. Hvis venstrefløjen ikke vil bryde med de overnationale institutioner, overlader den banen til højrefløjen med katastrofale følger, som vi har set ved den britiske folkeafstemning. De fleste forstår i dag, at det, der blev solgt som drømmen om Europas forening gennem euroen, har ført til mere udbredt nationalisme.
I vores kampe må vi satse på det niveau, hvor styrkeforholdene er bedst for at opnå fremskridt. Hvis nogen kan sandsynliggøre, at vi inden for overskuelig fremtid kan få enighed blandt de 28 EU-medlemsstater om venstreorienterede traktatændringer, så lad os satse på det.
Men forandringen vil være asymmetrisk: Nogle lande får venstrefløjsflertal først, og for at indfri sine løfter og bryde med nedskæringspolitikken må en ny venstrefløjsregering være parat til om nødvendigt at forlade EU, begyndende med Møntunionen.

Jeanne Chevalier, Frankrig
Ansvarlig for økonomisk politik i Parti de Gauche

Euroen øger handelsskævhederne og den finansielle ustabilitet, med Tysklands enorme eksport og kroniske underskud i periferien. Den forhindrer devalueringer og gennemtvinger løntryk og sociale nedskæringer. Eftersom man ikke har en fælles økonomisk politik, fungerer euroen som et våben for kapitalen.
Selve ØMU-strukturerne må angribes. Plan A er en reform af euroen, hvilket f.eks. ville blive foreslået af en fransk venstrefløjsregering. Som reform kan man forestille sig en fælles valuta i form af et justerbart bånd mellem nationale valutaer. Det vil være et værn mod ustabilitet. En anden mulighed er det, Keynes foreslog i forbindelse med Bretton Woods (i 1944, red.): en udligningsordning for landenes overskud og underskud. Desuden er det nødvendigt at indføre kontrol med kapitalbevægelserne og at relokalisere produktion ud fra såvel sociale hensyn som miljøhensyn.
Investeringerne skal være i overensstemmelse med grøn omstilling og skabe grønne job. De centrale banker skal nationaliseres for at skabe en offentlig banksektor, der kan finansiere almennyttige og miljøvenlige investeringer.