Halskæde lavet af 25 CFA-Franc. Foto: Emmanuel Dabo
6 min. læsetid

Det er på tide at afslutte et af kolonialismens mest markante aftryk på de afrikanske økonomier: CFA-francen. Kun sådan baner vi vej til ægte uafhængighed for Frankrigs tidligere kolonier på kontinentet, mener den senegalesiske økonom, Ndongo Samba Sylla.

Oversat af Kristoffer Thyregod Lassen


Af Ndongo Samba Sylla

Den afrikanske franc hed oprindeligt Franc des colonies françaises d’Afrique, og er Frankrigs finansielle værktøj til at sikre sin fortsatte dominans over de afrikanske kolonier. CFA’en blev indstiftet af Charles de Gaulle d. 26/12-1945. I dag, efter at have overlevet alle problemerne med dekolonisering, fungerer den som et politisk kontrolredskab for de afrikanske økonomier. Den er også det transportbånd, der går fra det afrikanske kontinent til Europa og Frankrig, og som sikrer, at overskuddet overføres med minimal risiko.

Mekanismen, som blev skabt under kolonitiden, er grundlæggende den samme i dag, som den var dengang. Der er femten lande i CFA-zonen. Otte af dem ligger i det vestlige Afrika, og deler en slags centralbank. Franc de la Communauté financière Africaine er deres fælles møntfod (på dansk hedder den vestafrikansk CFA-franc, men omtales i daglig tale bare som CFA-franc, red.). De otte lande det drejer sig om er Benin, Burkina Faso, Cote d’Ivorie, Niger, Senegal, Togo, Mali og Guinea Bissau. Tilsvarende er der seks centralafrikanske lande, der deler ‘Franc de la Coopération Financière en Afrique Centrale’: Cameroon, Chad, Den Centralafrikanske Republik, Republikken Congo, Gabon og Ækvatorial Guinea. Og endeligt er der Comoros, der bruger comorisk franc.

Slaget ved Constantine, Algeriet (1837). Koloniseringen af landet indledte det ‘andet koloni-imperie’, som formelt blev afviklet igen i 1960erne. Mange af de vestafrikanske lande lider imidlertid stadig under kolonialistisk politik, mener Ndongo Sylla. Ill.: ukendt.

To mulige veje

Takket være en stor mobiliseringsindsats fra mange intellektuelle og panafrikanske aktivister, er CFA-francen ved at blive et emne der igen tages op i særligt de franske medier. Spørgsmålet der debatteres, er af praktisk karakter: Hvordan er det muligt at forlade CFA-francen? Der er to veje at gå, hvis man vil ophæve CFA-francens dominans: Det nationale exit eller det panafrikanske exit.

Det nationale exit er planen om, at landene individuelt skal skabe og bruge deres egne nationale valutaer. En række tidligere lande i franc-zonen har valgt denne strategi, eksempelvis Guinea, Algeriet, Marokko, Tunesien, Madagascar, Mauretanien og endeligt Vietnam, efter disse erklærede uafhængighed.

Det panafrikanske exit er som udgangspunkt at bibeholde den monetære integration i de to franc blokke, men simpelthen eksludere Frankrig. For at det er muligt, skal alle de afrikanske lande i franc-zonen kræve en opløsning af de nuværende driftskonti-traktater med Frankrig.

Traktaterne garanterer, at den franske nationalbank giver ubegrænset vekselmulighed af CFA og den comoriske franc, såfremt de afrikanske lande deponerer minimum halvdelen af deres udenlandske valuta i driftskonti hos den franske nationalbank. Ved frigivelsen af de tidligere kolonier, blev de tvunget til at deponere alle deres bankreserver i Frankrig. I 1973 blev det dog sænket til 65%, og til de nuværende 50% i 2005.

Frexit

I sin nuværende form er den nationale exitstrategi problematisk. Den er temmeligt dyr på kort sigt, kommer til at tage tid, og risikerer at skabe usikkerhed og ustabilitet. Og så er strategien ikke immun overfor sabotage. I 1960’erne oversvømmede den franske efterretningstjeneste den guineiske økonomi med med falske sedler, efter Ahmed Sékou Touré, Guineas første præsident, indførte den nationale møntfod. I dag kan man bare kigge på, hvad der er sket med den tidligere ivorianske præsident Laurent Gbagbo, der røg i konflikt med Frankrig fordi han ønskede, at Elfenbenskysten skulle forlade CFA-francen. Eller for den sags skyld Muammar Gaddafi. En af grundene til invasionen af Libyen var, at Paris ville have skovlen under Gaddafis panafrikanske projekt, der blandt andet gik ud på at få CFA-francen ud af Afrika. Det nationale exit er usandsynligt, fordi den nuværende besætning af afrikanske fransktalende ledere ikke hver især har mod til at sige Frankrig imod. De står i skarp modsætning til store figurer som Thomas Sankara, den tidligere præsident i Burkina Faso (1983-87), som udfordrede Frankrig åbent (Sankara blev myrdet i 1987, red.).

Thomas Sankara, i folkemunde ofte kaldet Afrikas Ché, var en revolutionær soldat, der blev præsident i Burkina Faso fra 1983-87. Han blev myrdet i et militærkup anført af Blaise Compaoré, der efterfølgende sad på magten i landet til 2014.

På den baggrund synes det panafrikanske exit at være både mindre risikabelt og mere fordelagtigt, men det skal gøres i to faser. For det første skal Frankrig lave et FREXIT fra franc-zonen. Det kræver at de afrikanske lande kollektivt beder Frankrig om at forlade området, ved at forkaste den monetære union og den driftskonto, som traktaterne mellem Frankrig og landene i franc-zonen udgør. Kravet om et FREXIT er legitimt, fordi Frankrig ikke lever op traktatens aftale om CFA-francens vekselgaranti. Dette er i modsætning til den franske præsident Macrons fejlagtige påstand om det modsatte, som han seneste fremlagde ved sit besøg i Burkina Faso i november 2017. De udenlandske valutareserver, der er akkumuleret af de afrikanske lande selv, har altid været de facto-garanten for CFA-francens vekseloptioner.

Visionen om at komme ud af den monetære dominans kan kun lade sig gøre, hvis to betingelser er opfyldt. For det første ville det kræve en massiv mobilisering af de afrikanske befolkninger som helhed og mere specifikt en mobilisering af det sociale bevægelser. Det er nødvendigt at mobilisere fordi på grund af den manglende politiske vilje blandt det frankofone afrikanske statsledere. For det andet er det nødvendigt at tage afstand til the single currency project in West Africa. Projektet er ikke ret realistisk, men problemet med det er at, nogle af de afrikanske statsledere bruger det til at lulle de sociale bevægelser, der kæmper mod CFA-francen i søvn.

Nogle ser single currency project som en politisk bekvem, men intellektuelt slap måde at komme ud af CFA-francen på. I virkeligheden er projektet en plan om monetær integration efter samme nyliberale model som Euroen. Og nøjagtigt ligesom euroen, reproducerer den skævhederne imellem de forskellige lande, mens den samtidig overtager ulemperne ved CFA-francen. En fælles valuta er altid problematisk uden politisk enighed, og især uden en fælles finanspolitik. Det er den lære vi kan drage af både euroen, og af dens ukendte forbillede, CFA francen.

Det er en absolut bydende nødvendighed for de vestafrikanske lande at komme af med den forældede, nykolonialistiske CFA-franc. Men når det sker, må det ikke blive valget mellem to onder.

Oversat fra hjemmesiden Africa is a Country. Læs den oprindelige artikel – It’s time to end the CFA franc – her


Ndongo Samba Sylla er senegalesisk udviklingsøkonom. Han arbejder som forsknings- og udviklingschef for Rosa Luxemburg Stiftelsens vestafrikanske afdeling i Dakar, Senegal.