EU’s Green Deal er et blålys

Det er befolkningen, der igen må kæmpe for retfærdigheden. EU er snarere en hindring end en del af løsningen, lød konklusionen efter Transform! Danmarks seneste konference.

Af Inger V. Johansen og Gitte Pedersen, Forperson og næstforperson for Transform!Danmark

Kan EU’s Green Deal opfylde klimamålene? Det var til debat ved Transform!Danmarks møde 16. september. Mødet blev afholdt dels på Zoom, dels fysisk i samarbejde med Enhedslistens EuropaPolitiske Udvalg. Et veloplagt panel bestående af Mai Villadsen, MF for Enhedslisten; Stephen Schindler, assistent i EU-Parlamentet for Cornelia Ernst, MEP, Die Linke, GUE/NGL; samt Tom Kucharz, Ecologistas en Accion, Madrid indledte mødet.

Afgørende klimaforhandlinger – der i den grad berører vores liv – er til debat dette efterår såvel på EU-niveau som nationalt. Men hverken EU’s eller den danske klima-politik er i stand til at indfri kravene om at reducere udledningen af drivhusgasserne og forhindre klimaforandringerne i henhold til Paris-aftalen. Temperaturstigningen kan nå 1,5 grader inden 2025 ifølge de forudsigelser om klimaopvarmning, der er publiceret af ’the World Meteorological Organization (WMO)’ – og risikoen er stigende. 1,5 graders stigning før år 2100 er det maksimum, der er sat af Paris-aftalen – eller som absolut maksimum 2 grader. Slutresultatet for dette århundrede kan nemt overstige disse maksimummål, ja, de kan nås inden for de næste 15 år, hvis der ikke handles resolut og radikalt.

Hvorfor er EU’s Green Deal utilstrækkelig ligesom de klimapolitikker, der er indeholdt i EU kommissionens genopretningsplan (Recovery Plan/Fund). Kunne en ‘Green New Deal’ være et alternativ?

Det klare og tydelige svar fra alle paneldeltagere var negativt til EU’s Green Deal. EU har ganske vist indgået et kompromis vedr. sine CO₂ reduktionsmål for 2030, der nu er sat op fra oprindeligt 40 % til 55%. – Men de 55 % er slet ikke nok, hvis Paris-aftalen skal overholdes.

Die Linke vil ikke overlade Green Deal til lobbyister

Stephen Schindler sagde, at ganske vist kritiserer Die Linke EU’s Green Deal i EU-parlamentet. Men samtidig er det vigtigt ikke blot at overlade Green Deal til lobbyister og konservativ politik trods problemerne, da den omsætter Paris-aftalens mål om klimaneutralitet i 2050 til EU-lov. Green Deal vil komme til at forme /øve indflydelse på politikkerne i medlemslandene, idet den bliver grundlag for lovgivningen på området i medlemslandene … men ikke en begrænsning når det angår miljøet. Så Die Linke har valgt at forholde sig til Green Deal. Vi skal ikke vige tilbage for at tage kampen op, understregede han.

Ydermere ligger der et forslag fra EU-parlamentets udvalg vedr. miljø, offentlig sundhed og fødevaresikkerhed om at forhøje målet for reduktionen af drivhusgasser i 2030 ”til mindst 60 %”, som kan blive EU-parlamentets forhandlingsposition i Rådet, hvis plenarforsamlingen vedtager det.

Stephen Schindler mener, at Kommissionen ofte er mere ambitiøs end medlemslandene med hensyn til klima og miljø. Men det er jo netop ikke tilfældet med Danmark.

Stephen Schindler kritiserer bl.a. følgende ved EU’s Green Deal og klimalov: At vi ikke fik et CO₂ reduktionsmål på 70 % for 2030; at der er en diskussion om at fokusere på naturgas som overgangs-brændstof; at man prioriterer en markedsdreven og teknologisk opsamling af CO₂ (dvs. teknologiske fix).

Han nævner også problemer forbundet med covid-19 og selve den igangværende udvikling:  Covid-19 bruges som undskyldning for at forsinke eller tilbagerulle Green Deal; at gaslobbyen har travlt; fremme af  hydrogen-strategien, dvs. igen gas; integration af energisystemer – dvs. en samlet tilgang til fremtiden for energiproduktion, distribution og forbrug – herunder privatisering, planer for gasinfrastruktur, statsstøtte regler og neo-liberale markedsprincipper; mobilitet (dvs. man forholder sig ikke til mobilitetsmodellen –  stadigt større køretøjer, individuelle biler mv.; handelspolitik der befinder sig mellem protektionisme (CO₂ lækager) og ny-kolonialisme (ressourceudvinding fx litium).

Venstrefløjen i EU-parlamentet: Alternativ, ambitiøs klimadagsorden

GUE/NGL, venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet, har en alternativ, ambitiøs klimadagsorden, som man har fremlagt som resolution i EU-parlamentet (10.1.20), fortæller Stephen Schindler. Man har nedsat en strategisk arbejdsgruppe. Die Linke har en ”Action Plan Climate Change”. Cornelia Ernst: en social og økologisk transformation ud af krisen med bl.a. et 70 % CO₂ reduktionsmål i 2030, ret til energi og bolig, energifællesskaber, 100 % bæredygtighed i 2050 (ingen atomkraft), vigtigt at arbejde med civilsamfundet, der er behov for en social og økologisk vej ud af krisen. Cornelia Ernst vil støtte projekter i hendes egen hjemegn i samarbejde med regionale politikere (hun kommer fra et af kuldistrikterne i Tyskland).

EU’s genopretningsplan og Green Deal er utilstrækkelige til at klare udfordringerne, mener Stephen Schindler. Genopretningsplanen bruges som argument for at sænke ambitionerne. Beløbene er for små, private investeringer ”sælges” som en del af pakken, men er langt fra nogen garanti. Der er undtagelser for fossile brændstoffer og gas. Svagheden bunder også i mangel på politisk vilje i medlemslandene, lobbyisme, og at man ikke stiller spørgsmål vedrørende forbrugsmodellen (fx privat transport).

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Green New Deal vil være et alternativ, ser han det snarere som et supplement, da det er vigtigt også at arbejde med EU’s Green Deal. Han tilføjer: Det er vigtigt at kæmpe for en ambitiøs klimapolitik i medlemslandene – og vi har behov for mobilisering på alle niveauer, internationalt, i EU, i medlemslandene og lokalt. Vi har brug for en ambitiøs social og økologisk genopretning fra krisen; mere internationalt samarbejde på alle planer, i civilsamfundet, politisk, progressive fagforeninger; vi må skabe revolutionære fakta – udfordre den økonomiske status quo, afprivatisering i kommunerne, energifællesskaber, kooperativer.

“EU forhindrer os i at nå vores udledningsmål i 2030”

Mai Villadsen havde en power-point fremstilling, hvoraf det fremgik, at den danske regerings mål om en 70 % reduktion af drivhusgasser i 2030 kræver drastiske ændringer. Men pt. er regeringens tilgang til gennemførelsen af reduktionsmålet den samme som industriens, sagde hun. De 70 % er ikke kun et mål, men lov (klimaloven). Bl.a. er transport og landbrug – der står for hhv. 13,8 og 10,6 % af udledningerne og industriens 11,3 % – de store syndere. Om målene nås, vurderes hvert år af det nationale klimaråd.

“Vi har brug for en ambitiøs social og økologisk genopretning fra krisen; mere internationalt samarbejde på alle planer, i civilsamfundet, politisk og i progressive fagforeninger.

Udover transport /infrastruktur og landbrug er et af de centrale punkter i forhandlingerne med regeringens støttepartier om en klimahandlingsplan en grøn skattereform med fokus på en CO₂ skat. Enhedslisten ønsker CO₂-afgifter, som reelt erstatter det nuværende EU-kvotemarked og fastsætter en fast pris for emissioner, der dækker alle sektorer. Befolkningsgrupper med lav indkomst skal kompenseres. Skatten kunne især bruges til at understøtte den grønne omstilling i de sektorer, der betaler den.

Men det er ikke nok kun at have lokalt fokus, det er også nødvendigt med et globalt udsyn. Det handler her om flytrafik, skibsfart og forbrug. Og hvis målene skal nås, skal mange millioner hektar landbrug nedlægges.

“EU’s genopretningsplan er ikke socialt bæredygtig”

Regeringens mål er fx, at de sidste benzin- og diesel-biler skal være solgt i 2030, og i 2035 skal det være slut med hybridbiler. Men det strider mod EU’s såkaldte typegodkendelses-direktiv, der siger, at hvis en bilmodel er godkendt i et EU-land, kan den sælges i alle EU-lande. Dvs. at det ikke er i overensstemmelse med reglerne for EU’s indre marked. Støttepartierne ønsker derimod en langt tidligere udfasning af benzin- og diesel-drevne biler.

Man kan desuden frygte, at regeringens utilstrækkelige ambitioner kan skyldes, at den udnytter at kunne tilpasse sig til EU’s mål (55 % reduktion af drivhusgasser i 2030 !!) og klimapolitik med vægt på teknologiske fix.

Tom Kucharz indledte med at sige, at EU’s reduktionsmål på 55 % er helt utilstrækkeligt, og at EU’s genoprettelses-pakke ikke er socialt bæredygtig. Han påpegede, at vi er nødt til at ændre diverse handelsaftaler /handelsbetingelser, idet vi får udledninger fra andre lande. Yderligere lagde han vægt på, at mange af de tiltag – der er i forbindelse med den grønne omstilling – kræver store mængder råstoffer og dermed en større udvinding og minedrift. Ssom bekendt er minedrift ikke uden problemer, fordi den lokalt, hvor der udvindes, skaber store miljøødelæggelser til stor skade for såvel natur, flora og fauna som mennesker. Samtidig er mange råstoffer en mangelvare. Tom brugte eksemplet med solpaneler, som jo er en grøn energiform, men på den anden side skaber solpaneler udledning ved produktionen og kræver en mængde råstoffer.

Det samme kan siges om El-biler. Regeringen vil jo gerne proppe os alle sammen ind i en el-bil, men er det nu så fornuftigt og grønt? Nej, vel egentlig ikke, el-biler nedsætter ikke trængslen, og til produktion af batterierne kræves store mængder litium, som er en mangelvare. Tom påpegede, at der i den grad mangler en diskussion om råstof-problematikken. Den er jo også fuldstændig fraværende i debatten her. Men et perspektiv som nok kan være relevant. At reducere udvinding af råstoffer er også klimaretfærdighed. Samtidig er udvinding af råstoffer en form for nykolonialisme, de fleste råstoffer befinder sig i det globale syd, og det er ofte store multinationale mineselskaber med sæde i det globale nord, der står for udvindingen. Herved frarøves mennesker i det globale syd retten til deres egne råstoffer.

Tom påpegede, at udskydelsen af COP 26 i ‎Glasgow, der oprindeligt var planlagt i november 2020, skyldes Covid-19. Men det betyder samtidig en udskydelse af beslutninger vedrørende vores allerstørste problem. Hvad skal vi så gøre for at komme i mål? Vi har brug for at øge det politiske pres på gaden, brug for et klimaoprør. Toms bud er bl.a. at reducere råstof-forbruget, at nedsætte arbejdstiden, og skrotte ideen om økonomisk vækst – men det er nok svært at få socialdemokraterne med til. Så endnu engang er det os, der må kæmpe for klimaet og retfærdigheden.