EU’s tre hvide elefanter, del 2: Gasafhængighed

Når der trods alt er sket en nedgang i CO₂ udslippet blandt EU-landene, skyldes det i høj grad omlægningen fra kul til gas. Det gælder særligt, når det kommer til forsyningen til offentligheden ved kraft-varmeværker. Det skaber imidlertid et andet problem: Gasafhængighed. EU’s plan er at bruge en stor del af naturgassen til at producere brint, og til at bevæge sig frem mod en brint-økonomi i 2050. Men rejsen dertil er mildest talt problemfyldt.

Udvidelse af infrastrukturen

EU er lige nu i gang med at udvide sin gas-infrastruktur markant, således at de nye rør, LNG-havne (afkølet naturgas til transport og langtidsopbevaring, red.) og depoter kun vil kunne betale sig, hvis forbruget af gas stiger, ikke hvis det falder. Allerede her begynder planerne at stå i modsætning til klimamålene.

Konsulentfirmaet Artelys har lavet en analyse på vegne af den europæiske klimafond, hvor de vurderer, at: ”… den eksisterende EU gas-infrastruktur har tilstrækkelig kapacitet til at møde mange forskellige, fremtidige gas efterspørgsels-scenarier i EU28, selv i tilfælde af ekstreme afbrydelser af forsyningen. Dette tyder på, at de fleste af de 32 gas-infrastruktur-projekter – der er på den 4. PCI-liste – er overflødige for at sikre tilførslen, og repræsenterer en mulig overinvestering på dusinvis af milliarder fra EU, støttet af europæiske offentlige midler.” Det er uklart, om Coronakrisen vil have nogen effekt på gennemførelsen af denne udbygning af gas-infrastrukturer.

PCI er en liste over nøgle infrastruktur-projekter, som får EU støtte. Et af de mest kendte eksempler herhjemme er nok Baltic Pipe. Det har fået en støtte på ca. 1,5 milliarder kroner. Ifølge Energinet vil det imidlertid koste 12-16 milliarder, eller 10 gange så meget at bygge rørledningen. Resten vil blive betalt af den danske og polske stat. Danmark planlægger med andre ord at låne 6,9 milliarder kr. til at bygge en gaslinje, som vi ifølge Artelys’ analyse slet ikke har brug for, og som Polen dybest set heller ikke har brug for. Det viser, at Baltic Pipe altså koster 10 gange mere at bygge end EU-støtten – og vi kan nok også forsigtigt antage, at de 29 milliarder euro, EU planlægger at fejlinvestere i gasinfrastruktur, vil føre til fejlinvesteringer fra staternes side, som er mange gange større.

Afstemningen i EU-parlamentet foregik på en underlig måde. Her er der nemlig blevet taget beslutning ved ikke at afvise listen: Et forslag om at afvise listen fra De Grønne, blev overvældende stemt ned. De grønne og det meste af venstrefløjsgruppen stemte for forslaget, mens flere danske politikere med en ”grøn” profil, bl.a. De Radikale stemte imod.

Gas – EU’s “grønne”, midlertidige fix

EU bruger mange penge på at udbygge gas-infrastrukturen – og betragter det som et miljømæssigt fremskridt, ligefrem gavnligt for klimaet.

Det er rigtigt, at gas giver langt mindre lokal forurening end kul, og også mindre CO₂ udslip – cirka halvdelen af kul til sammenligning. Men tag ikke fejl: CO₂-udledningen er stadig enorm. Kemisk set består både olie og gas af kulbrinter – altså molekyler sammensat af brint og kul – og indeholder flere kulatomer, jo tungere det er. Når man brænder det, forbinder brinten sig med ilt, og bliver til vand/damp, mens kullet forbinder sig med ilt og bliver til CO₂.

Ved at omlægge kraftværker fra kul til gas, er der med andre ord en miljøgevinst, men man fortsætter med at udlede CO₂ i atmosfæren. Ovenikøbet er der mange ekstra CO₂-omkostninger ved gas, der kun stiger, jo længere gassen skal fragtes. Dertil kommer risikoen for at gassen – som mest er metan – slipper ud undervejs og udleder en meget forurenende drivhusgas.

Så selv om EU’s CO₂-forbrug på papiret kan se pænere ud, er det et misvisende billede: Den russiske udledning er ikke en del af EU’s klimaregnskab, da det regnes som Ruslands CO₂-udslip. Produktion og transport af naturgas fra fx ‘Jamal-gasdistriktet’ i den sibiriske tundra er for eksempel ikke indregnet i unionens kvoter.  

Endelig er der spørgsmålet om holdbarhed. Der er nemlig ikke gas særlig lang tid endnu. De norske gasreserver er allerede 1/3 udtømt og den anden tredjedel vil kun række 10-20 år frem i tiden. Ruslands gas rækker nok lidt længere tid, men ændrer ikke på det grundlæggende forhold, at naturgas ikke er en uudtømmelig ressource.

Fra gas til brint – en hvid elefant

Kommissionens formand, Ursula von der Leyen har sendt et såkaldt ‘missions-brev’ til den nye energi-kommisær, Kadri Simson fra Estland. I den beskriver hun, hvorledes: ”Gas vil have en rolle at spille i udviklingen mod en kulstof-neutral økonomi, specielt gennem kulstof fangst og lagring. Du skal vurdere, hvordan kilder til forsyningen kan blive spredt – diversificeret til konkurrencedygtige priser, specielt ved at gøre fuld brug af muligheden for flydende gas – LNG til en rimelig pris.”

I Baltic Pipe planlægger Danmark med andre ord at låne 6,9 milliarder kr. til at bygge en gaslinje, som vi ifølge Artelys’ analyse slet ikke har brug for, og som Polen dybest set heller ikke har brug for.

+

Det er jo klar tale – gassen er stadig i centrum. Særligt den kvælstof-afkølede LNG-gas har et stort klimaaftryk allerede inden ankomsten til EU’s nye LNG-havneterminaler. Amerikansk skifergas er særlig slem, fordi der bruges meget energi på fracking – som også er skadeligt for lokalmiljøet.

Florian Ermacora, højtstående embedsmand i EU-kommissionens afdeling for storsalg af el og gas, forklarede for nylig på en konference i Firenze, hvordan naturgas bliver anskuet som et ‘nødvendigt onde’: ”… fossilt brændstof er en dinosaurus, men vi har brug for denne dinosaurus lige nu, for at vi kan opnå massiv decarbonisering ved at erstatte kul med gas. Vi har brug for gas, fordi det kan blive lagret, fleksibelt produceret og mere økonomisk transporteret end elektricitet.”

EU drømmer om at slippe afhængigheden af fossile brændstoffer, men ønsker at opnå det mål ved at bruge naturgas i store mængder. Det er ikke CO₂ neutralt, men understreger blot håbløsheden i at forsøge at ‘vækste sig’ ud af den alarmerende klimakrise. Det indlysende alternativ – at sætte forbruget drastisk ned – bliver ganske enkelt ikke overvejet i en nyliberal højborg som EU, der foretrækker fortsat at ride på de hvide elefanter.