Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. oktober. 2021

Evergrande-krisen kan styrke den kinesiske statskapitalisme

Det kinesiske ejendomsfirma Evergrande er løbet ind i finansielle problemer, som på grund af firmaets størrelse har skabt frygt for, at en eventuel konkurs vil sende chokbølger ikke bare i den kinesiske men også den globale økonomi. Det er dog stadig en åben mulighed, at den kinesiske ledelse træder til og redder Evergrande fra konkurs og samtidig sikrer sig kontrol med endnu en bid af den private kinesiske økonomi. Det kan sagtens betyde en styrkelse af den kinesiske statskapitalisme.

​​ 

af Peer Møller Christensen,medlem af Kritisk Revys redaktion

Etableringen af et privat boligmarked i Kina

Da jeg i 1984 var på forskningsophold Økonomisk Institut ved Peking Universitet, var det mest populære diskussionsemne blandt kinesiske økonomer udsigten til en privatisering af det kinesiske boligmarked, som skulle bringe den reformproces, der var indledt i 1978, et skridt videre.

Privatisering af boliger er ikke et ukendt fænomen i Vesten. I 1966 blev det i Danmark muligt at udstykke lejligheder i udlejningsejendomme til ejerlejligheder, og i den neoliberale omstrukturering af økonomien, som tog fart i slutningen af 1970erne i de fleste vestlige lande, spillede privatisering af boligsektoren en vigtig rolle.

I Kina var situationen imidlertid anderledes. Siden 1949 havde statslige virksomheder og institutioner i de kinesiske byer stillet boliger gratis til rådighed for de ansatte. Der var således en snæver sammenknytning mellem den enkeltes arbejdsplads og bolig, og retten til en bolig blev opfattet som et velfærdsgode, som arbejdspladsen gav sine ansatte.

I 1988 vedtog den kinesiske ledelse efter en langvarig diskussionsproces en boligreform, som tog det indledende skridt i opgøret med den snævre kobling mellem arbejdsplads og bolig i de kinesiske byer. Reformen gjorde det muligt for virksomheder og institutioner at sælge de lejligheder, de rådede over, til deres ansatte. Prisen for lejlighederne blev ofte sat lavt, men der blev med reformen skabt en helt ny pulje af formuer i det kinesiske samfund, som ville vokse, hvis boligpriserne steg.

Boligreformen fra 1988 gav mulighed for at sælge boliger i den eksisterende boligmasse, men for at der kunne etableres et egentligt boligmarked, der gav plads til nybyggeri, måtte der frigøres jord til dette formål.

Al jord i Kina ejes af staten og på landet i nogen grad af kollektiver. Det var derfor ikke muligt direkte at købe/sælge jord til nybyggeri, men allerede i 1986 vedtog Folkekongressen Lov om Administration af Jord, som fastslog, at overdragelse af brugsretten til jord kan ske administrativt i en nærmere afgrænset periode og mod betaling af en lejeafgift. Det betød, at lokalregeringer rundt om i Kina kunne trække jord ud af landbrugsdrift og sælge brugsretten for en periode på op til 70 år, så der kunne bygges på jorden. Da der ikke fandtes nogen centralt fastsatte priser kunne lokalregeringerne selv bestemme salgsprisen, og den blev ofte sat meget lavt. Så skete der ofte det, at politikere fra lokalregeringen enten selv købte brugsretten eller solgte den til venner eller bekendte.

Enclosure”- processen

Den kinesiske økonom He Qinglian udgav i 1998 en bog med titlen Xiandaihua de Xianjing (Moderniseringens Faldgruber)(1), hvor hun bl.a. analyserede denne proces, som hun med begreber hentet fra Marx kaldte ”oprindelig akkumulation” og ”enclosure”.

Med begrebet ”oprindelig akkumulation” forstod Marx den proces, hvor fælleseje med magt rives ud af hænderne på fællesskabet, for derefter at udgøre grundlaget for den kapitalistiske produktionsproces. I England skete denne oprindelige akkumulation ved at adelen brugte sin politiske magt til at indhegne (deraf begrebet ”enclosure” som betyder indhegning) den jord, som bønderne indtil da havde kunnet disponere over i fællesskab, og omdannede de indhegnede arealer til græsning for får, som kom til at udgøre et væsentligt råstof i den kapitalistiske tekstilproduktion i England. Samtidig betød indhegningen, at en del bønder mistede deres eksistensgrundlag, og derfor blev nødt til at sælge deres arbejdskraft i den kapitalistiske akkumulationsproces.

På samme måde mener He Qinglian, at politikerne i lokalregeringer rundt om i Kina har brugt deres politiske magt til at indhegne jordarealer, som ellers var fælleseje, og udstykke dem til byggegrunde. Processen startede i 1987 og bygherrer overalt i Kina er på denne måde blevet forsynet med jord til deres projekter.

Det er imidlertid ikke kun ønsket om at skabe rigdom til sig selv, der har drevet udstykningspolitikken. Lokalregeringerne er også blevet tvunget til at fortsætte denne politik af centralregeringen, som med reformer af skattesystemet har gjort det vanskeligt for lokalregeringerne at finansiere de opgaver de skal varetage. En skattereform i 1994 begrænsede lokalregeringernes mulighed for at finansiere deres aktiviteter gennem inddragelse af skatter, og i 2006 blev landbrugsskatten helt afskaffet.

Inddragelse af landbrugsjord til byggegrunde har medført voldsom lokal modstand mange steder i Kina. Kina oplever hvert år ca. 100.000 såkaldte masseuroligheder, og en stor del af dem har deres udgangspunkt i lokale bønders vrede over lokalregeringernes inddragelse af landbrugsjord.

Udviklingen i boligbyggeriet i Kina

Boligbyggeriet i Kina har sammen med eksporten været de vigtigste faktorer i den imponerende vækst i den kinesiske økonomi – især efter 2001.

Udviklingen på boligmarkedet har især været drevet af den efterspørgsel efter boliger som migration fra land til by har medført, en udvikling som både skyldes, at mange bønder har fået frataget deres jord, og at der har været en eksplosiv vækst i efterspørgslen efter arbejdskraft til de fabrikker, udenlandske investorer siden starten på de økonomiske reformer har etableret i Kina.

Urbaniseringsgraden i Kina er vokset fra ca. 20% i 1980rne til de nuværende 60%. En så omfattende tilflytning til byområderne har naturligt nok ført til et voksende behov for boliger, men en del af efterspørgslen efter boliger har desuden været drevet af ren og skær spekulation. For rige kinesere har det været mere attraktivt at placere deres formuer i boliginvesteringer end i aktier, fordi aktiemarkedet indtil nu har været væsentligt mere ustabilt end ejendomsmarkedet. Rige kinesere erhverver sig derfor flere boliger, udelukkende som spekulative investeringer.

Kina udgør nu verdens største ejendomsmarked med en udvidelse af boligarealet på mere end 2 milliarder kvadratmeter om året, hvilket svarer til halvdelen af det totale globale ejendomsmarked. Goldman Sachs vurderer, at værdien af Kinas samlede ejendomsmarked er på ​​ 52 billioner dollars, og ejendomssektorens betydning i den kinesiske økonomi fremgår desuden af, at den nu sammen med tilknyttede brancher udgør 30% af det kinesiske BNP.

Problemer i den kinesiske ejendomssektor

Den voldsomme vækst i boligbyggeriet har imidlertid også ført problemer med sig. Huspriserne er steget hurtigere end indkomsterne, så det bliver stadigt sværere for den almindelige kineser at få råd til at erhverve sig en bolig i Kina, og de hastigt voksende ejendomspriser har gjort kinesiske byer som Beijing, Shenzhen og Shanghai til nogle af verdens dyreste byer at bo i.

Desuden har spekulation i ejendomme ført til en voldsom udvikling i uligheden i besiddelsen af formuer i Kina. Ganske vist har Kina siden starten på reformerne i 1978 trukket millioner af kinesere ud af fattigdom, men prisen har været en kraftig stigning i uligheden, så landet fra at være et af de lande i verden, der havde den mest lige indkomstfordeling nu er på niveau med de mest ulige samfund i verden. Når man skal beskrive uligheden i et samfund, bruger man ofte den såkaldte gini-koefficient. Gini-koefficenten fastlægger ud fra statistiske beregninger uligheden på en skala fra 0 til 1. Hvis en enkelt person tjener hele et samfunds indkomst bliver koefficienten 1. Hvis alle i samfundet tjener lige meget er koefficienten 0. Parallelt med de økonomiske reformer er gini-koefficienten for indkomster i Kina steget gradvist, så den nu ligger på 0,47. Økonomer betegner en gini-koefficient på 0,40 som smertegrænsen, hvor den økonomiske ulighed kan føre til omfattende social uro. I Kina er gini-koefficienten for formuefordelingen imidlertid langt højere, nemlig på 0,7. En meget lille del af den kinesiske befolkning ejer altså langt størsteparten af formuerne i Kina, og ejerskab af boliger spiller en væsentlig rolle i denne ulige fordeling af formuer.

Stigningen i boligpriserne i Kina hænger i høj grad sammen med stigninger i priserne på brugsretten til jord. Over de seneste årtier har byggeomkostningerne været nogenlunde stabile, mens prisen på brugsretten til jord har været stigende, så byggeomkostningerne i gennemsnit udgør ca. en tredjedel af byggeomkostningerne - resten er udgifter til brugsretten til jord.

Den voldsomme gældsætning, som har fulgt byggeboomet har bidraget til en kraftig vækst i den kinesiske indenlandske gæld. Kina kom igennem finanskrisen i 2008 gennem et storstilet program for investeringer i infrastruktur overalt i landets provinser. Programmet var imidlertid baseret på, at der blev ydet statslån til lokalregeringerne, som så skulle stå for opbygningen af infrastrukturprojekterne. Sammen med den voldsomme udvikling i gældsætningen i ejendomssektoren har dette program ført til, at den indenlandske kinesiske gæld er steget fra 171% af BNP ​​ i 2008 ​​ til 299% i 2018. Ejendomssektoren og lokalregeringerne står for størsteparten af den voksende gæld.

Regeringens forsøg på at løse problemerne

Den kinesiske regering har længe været opmærksom på problemerne med de voldsomme prisstigninger på boligmarkedet og den uholdbare gældsætning hos ejendomsfirmaerne. For at begrænse de spekulative boligkøb, som har været med til at skubbe boligpriserne i vejret, har regeringen indført regler, der kræver en udbetaling på 30% af købsprisen ved erhvervelse af den første bolig, men 60-80% for de følgende, alt efter ejendommens formål.

I januar i år formulerede den kinesiske ledelse desuden ”tre røde linjer”, dvs. regler der skulle inddæmme ejendomsfirmaernes gældsætning: For det første må firmaets gæld ikke overstige 70% af dets egenkapital. For det andet skal firmaets netto gearing ratio (nettogæld divideret med samlet egenkapital) være mindre end 100%. For det tredje skal kontantbeholdningen svare til summen af firmaets kortvarige gæld.

Som følge af myndighedernes skrappere regulering af forholdene på det kinesiske boligmarked, er boligpriserne faldet med 20% sammenlignet med september sidste år. Hvilket yderligere har medvirket til at øge problemerne for de kinesiske ejendomsfirmaer.

I denne situation fremstår Evergrande for den kinesiske regering - og nu også for resten af verden - som udkrystalliseringen af den fare, som den løbske kinesiske ejendomssektor udgør for den kinesiske økonomi – og dermed indirekte for den globale økonomi.

I november 2018 omtalte den kinesiske centralbank i en rapport Evergrande som et af de få finansielle konglomerater, der udgjorde en systemisk risiko, og i august sidste år blev Evergrande sammen med 11 andre firmaer indkaldt til samtaler hos myndighederne om de tre røde linjer.

Men hvordan kan det gå til, at et enkelt ejendomsfirmas økonomiske problemer kan ryste økonomien i Kina og fremkalde fald i kurserne på de globale aktiemarkeder?

Evergrande

Evergrande Real Estate Group er det andet største ejendomsfirma i Kina, og på Fortunes liste over de 500 største virksomheder i verden indtager firmaet pladsen som nr. 122.

Evergrande blev grundlagt i 1997 af Xu Jiayin, som sommetider beskrives som en self-made tidligere stålarbejder. Det er imidlertid en myte. Han har en universitetseksamen fra 1982 fra Wuhan Institute of Iron and Steel, og beklædte få år efter afslutningen på sin universitetseksamen direktørposter i flere forskellige firmaer før han i 1997 selv etablerede firmaet Evergrande og trådte ind som hovedaktionær og bestyrelsesformand.

I 2009 gik firmaet på børsen i Hong Kong med 733 millioner dollars i aktier, og i 2018 blev firmaet det største ejendomsfirma i verden. Evergrande har brugsretten til 56 millioner kvadratmeter jord og har ejendomsprojekter i 22 kinesiske byer. Udover ejendomsudvikling er Evergrande også engageret i en række andre brancher: Turisme, sport, udvikling af el-biler, sundhed, underholdning, finans, fødevarer og landbrug.

Evergrandes problemer

Evergrande står helt aktuelt over for voldsomme finansielle problemer, som imidlertid længe har været undervejs.

Allerede i 2012 offentliggjorde den amerikanske aktieinvestor Andrew Left på sit firma Citron’s hjemmeside en rapport om Evergrande, hvor han konkluderede, at firmaet var insolvent og havde udsendt sminkede regnskaber til offentligheden. Offentliggørelsen af rapporten fik Evergrandes aktier til at falde næsten 12% i værdi, og for at støtte firmaet indledte myndighederne i Hong Kong en juridisk proces mod Andrew Left, hvor han blev beskyldt for at sprede misinformation og bagvaske Evergrande. I 2016 blev han som straf udelukket fra at handle med aktier på aktiemarkedet i Hong Kong i en periode på fem år.

Nu ser det ud til, at Evergrandes finansielle problemer er dukket op til overfladen, så alle kan se dem. Firmaet har en gæld på over 300 milliarder dollars, som man ikke magter bare at betale renterne på. Desuden har firmaet solgt 200.000 boliger, som endnu ikke er blevet overdraget til køberne. Den offentlige opmærksomhed på firmaets problemer har fået værdien af Evergrandes aktier til at styrtdykke med et fald på 80%.

For at redde sin eksistens har Evergrande i løbet af i år forsøgt at opfylde kravene om de tre røde linjer ved bl.a. at fremlægge en treårig plan for nedbringelse af firmaets gæld, sænke priserne på sine ejendomme for at stimulere indtjeningen, og man har bedt de ansatte om at låne firmaet en del af deres løn.

Det så en overgang ud til at der var lys forude for Evergrande, som onsdag d. 23 september kunne meddele, at man havde indgået en aftale om betaling af renter på sine indenlandske obligationer, som ville forfalde dagen efter. Man sagde imidlertid ikke noget om udsigterne for betaling af 83,5 millioner dollars i renter til firmaets udenlandske investorer. Allerede to dage senere så det igen sortere ud, da det blev meddelt, at Evergrande ikke havde været i stand til at betale sine leverandører og heller ikke kunne betale lønninger til de ansatte i Evergrandes el-bil-firma.

Nationalisering af Evergrande en mulig løsning

Den kinesiske regering er nødt til at gribe ind for at løse de problemer, Evergrandes situation giver den kinesiske økonomi. Man kan formentlig ikke bare lade Evergrande gå konkurs, fordi det i så fald vil gå ud over de privatpersoner, som har købt ufærdige lejligheder, en stor gruppe bygningsarbejdere vil blive arbejdsløse, leverandører vil lide tab, som vil sprede sig i økonomien, det kinesiske banksystem vil komme ud i alvorlige problemer, småinvestorer vil miste deres investerede opsparing og tilliden til hele ejendomssektoren vil lide et alvorligt knæk.

Der er imidlertid forlydender om, at regeringen torsdag d. 24 september færdiggjorde en aftale om en restrukturering af Evergrande, som efter sigende også inkluderede en statsejet virksomhed. Planen vil betyde, at Evergrande brydes op i tre separate enheder, som muligvis får status som statsejede virksomheder under administration af State-owned Assets Supervision and Administration Commission of the State Council (SASAC),en kommission, som direkte under den kinesiske regering varetager administrationen af alle statsejede virksomheder. SASAC har myndighed til at gennemføre opdelinger og sammenslutninger af de enkelte statsejede virksomheder, når man finder det nødvendigt.

Hvis denne rekonstruktion gennemføres og Evergrande de facto bliver nationaliseret, vil den kinesiske stat råde over syv af de ti største ejendomsfirmaer i Kina. Samtidig vil det falde godt i tråd med de initiativer, der er kommet fra den kinesiske ledelse i retning af at øge kontrollen med private virksomheder inden for brancherne: IT, undervisning, sociale medier og underholdning.

Selv om Evergrande alternativt skulle blive opkøbt af en privat virksomhed, vil det formentlig ikke kunne ske, uden at den kinesiske regering sætter sig på en del af virksomheden – evt. ved at gøre en kinesisk statsejet virksomhed til medejer.

Hvis Evergrande på denne måde bliver helt eller delvist nationaliseret, vil den kinesiske ledelse gennem SASAC udvide sin kontrol med økonomien, og den kinesiske statskapitalisme vil komme styrket ud af Evergrande-krisen.

Når man i en kinesisk sammenhæng taler om nationalisering skal man ​​ have in mente, at statsejede virksomheder i Kina ikke styres gennem demokratiske politiske processer. Den overordnede politiske magt i Kina ligger hos kommunistpartiet. De statslige institutioner er underlagt kommunistpartiets autoritet, og det gælder også SASAC. Den kinesiske statskapitalisme styres af kommunistpartiet, hvis medlemmer tilsammen udgør et lille mindretal på ca. 6 % af befolkningen, og i overensstemmelse med partiets organisatoriske struktur er magten koncentreret hos kommunistpartiets øverste, ganske vist talmæssigt meget begrænsede, men i praksis meget magtfulde ledelse.

 

Noter:

1. He Qinglian, Xiandaihua de Xianjing , Jinri Zhongguo Chubanshe, Beijing, 1998.

 

 

Om skribenten

Peer Møller Christensen

Peer Møller Christensen

Læs mere