Får vi et venstreorienteret kludetæppe på magten i Spanien?

Den blå bølge, der skyllede ind over Spanien ved lokal- og regionalvalgene i maj måned, blev i nogen grad slået tilbage ved parlamentsvalget. Partido Popular fik ganske vist et godt valgresultat, da de med 137 mandater blev det største parti. Men Vox gik kraftigt tilbage og endte med 33 mandater til forskel fra de over 50 mandater, som de opnåede ved sidste valg.

Det giver de blå fra Partido Popular og det højreekstreme parti Vox 170 mandater tilsammen. Med 350 pladser i det spanske parlament er de altså 6 mandater fra at kunne samle et flertal. Godt nok får den konservative blok også et mandat fra det kanariske parti Coalición Canaria og et mandat fra Unión del Pueblo Navarra, men det er stadig ikke nok til at danne regering.

De konservative klarede sig tiltagende dårligt i valgkampen, og lederen af Partido Popular, Alberto Nuñez Feijóo, blev flere gange fanget i åbenlyse løgne. Af den grund endte Partido Popular også med et resultat, som var dårligere end forventet.

Symptomatisk for Feijóos præstation under valgkampen udeblev han fra den sidste store tv-debat med sine modkandidater Pedro Sanchez, Yolanda Diaz og Santiago Abascal fra Vox. Tv-debatten gik ikke godt for Santiago Abascal, som undervejs havde overordentlig svært ved at svare på, hvad Vox’ politiske projekt egentlig går ud på – ud over ødelæggelsen af den tidligere regerings arbejde. I den næste regeringsperiode ender Vox sandsynligvis med at blive mere eller mindre irrelevant.

Håb for centrum-venstre

Partierne i den nu afgående regering endte med at få et bedre valgresultat, end man havde regnet med. Socialistpartiet PSOE blev det næststørste parti med 121 mandater. De gik endda et enkelt mandat frem i forhold til sidste valg, på trods af at mange bare et par uger inden valget forventede, at de ville gå tilbage. Pedro Sanchez lykkedes via en stærk slutspurt at række ud til mange yngre såvel som kvindelige vælgere.

Venstrefløjspartiet Sumar blev det andet store parti i rød blok med deres 31 mandater, og på trods af en lille tilbagegang fra sidste valg, hvor de stillede op under navnet Podemos, klarede også de sig bedre end meningsmålingernes forudsigelser.

Centrum-venstre kan i skrivende stund mønstre 171 mandater. Udover PSOE og Sumar får de sandsynligvis også mandater fra det catalanske venstrefløjsparti Esquerra Republicana de Catalunya, de to baskiske partier EH Bildu og Partido Nacionalista Vasco og det galiciske parti Bloque Nacionalista Galego. De mangler altså fem mandater for at kunne samle et flertal, og de sidste mandater kunne meget vel ligge i Catalonien. For det catalanske parti Junts per Catalunya – hvis stifter Carles Puigdemont lever i eksil i Belgien på grund af hans rolle i den catalanske folkeafstemning om uafhængighed i 2017 – fik syv mandater.

Disse mandater kan blive tungen på vægtskålen. Det forventes, at der godt kan indgås en aftale med Junts, så der igen kan samles et flertal bag Pedro Sanchez, men det bliver ikke let. Lige nu holder Junts kortene tæt til kroppen, men der hviskes i krogene om alt fra politisk amnesti til Carles Puidgemont og øget catalansk selvstyre med mere moderate betingelser, som ikke vil være uoverkommelige for PSOE og deres mulige regeringspartnere.

Pedro Sanchez’ kludetæppe

Det er et broget flertal, som Pedro Sanchez skal forsøge at samle bag sig. Der skal tages højde for særlige nationale hensyn og også ideologiske forskelle, som spænder over den alternative venstrefløj til moderat liberalisme. Spørgsmålet vil i så fald blive, om så mange partier med forskellige ideologiske overbevisninger og regionale identiteter kan finde fælles fodslag.

Pedro Sanchez og til dels Sumar skal nu væve de mange partifarver sammen til en form for politisk kludetæppe. Den progressive dagsorden vil forhåbentligt igen fylde en del i sådan en kludetæppe-regering. Sumar vil få stor indflydelse, og man må regne med at de, sammen med særligt baskiske EH Bildu og catalanske Esquerra, vil fortsætte deres kamp for ligestilling og minoriteter – ligesom de nok også vil kæmpe for at få en stort anlagt arbejdsmarkedsreform gennemført.

Derudover må man også forvente, at regional selvstændighed og selvbestemmelse kommer til at fylde en hel del. Selvom de catalanske selvstændighedspartier er gået tilbage, er deres indflydelse ikke mindsket. Det er i høj grad Junts og til dels også Esquerra, som sidder med nøglen til et regeringskontor med Pedro Sanchez bag skrivebordet.

Venstrefløjen til kamp for et progressivt Spanien

Højrefløjen med Partido Popular i spidsen har allerede været ude og kritisere den mulige kludetæppe-regering. De antyder, at den ikke vil kunne få gennemført noget. Dette modbevises dog af den sidste regeringsperiode, hvor man også havde en koalitionsregering. En analyse i den store avis El Pais viser, hvordan den sidste regeringsperiode var præget af stor aktivitet, og flere vigtige politiske aftaler blev indgået ved bred enighed.

I det hele taget er de konservative ved at blive stadigt mere desperate, og de fremturer med påstande om, at en kommende regering med Pedro Sanchez i spidsen og støtte fra såkaldte løsrivelsespartier vil føre til øget splittelse og politisk uro i Spanien.

Højrefløjens frygt lader dog til at være ubegrundet. For med Pedro Sanchez’ mere lempelige tilgang over for Catalonien er han lykkedes med at lægge en dæmper på de politiske spændinger mellem Madrid og Barcelona.

Man kan måske endda påstå, at der i den mulige samlingsregering vil være mulighed for at fremme dialog og samarbejde ved at reformere statsapparatet. Derudover vil en samlingsregering med Pedro Sanchez i spidsen også være af afgørende betydning for at fortsætte den progressive dagsorden, styrke klima- og miljøindsatsen og på alle måder skabe et mere lige Spanien med plads til forskelligheder.