Fascisme – en samfundssygdom

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Har du selv et indlæg du gerne vil have publiceret? Så skriv til Solidaritet.

At blive fascist er ikke ligesom at starte til badminton eller melde sig som frivillig hos en NGO. Det er ikke en gang ligesom at melde sig ind i en politisk organisation. At blive medlem af en politisk organisation indebærer naturligvis at indtage et standpunkt, der kan være mere eller mindre radikalt. Man kan for eksempel blive socialist, og mene samfundet bør laves grundlæggende om. Fascismen er nu anderledes: Den indebærer ikke bare, at samfundet er blevet til noget uden for en selv, men også at man ikke kan se nogen progressive løsninger på det problem, og at den skam og lede man føler over ens situation, ikke rettes mod det samfund som har produceret den, men imod bestemte grupper i samfundet. Pointen er, at vi ikke bør forestille os fascismen som et fremmedlegeme, men som et fænomen der har sit udspring i den eksisterende, sociale orden.

To tilgange til behandling

Fascismen er altså en slags samfundssygdom, og kalder derfor på en sociologisk diagnose; en saglig vurdering af, hvad det er der er galt, og hvordan samfundet slipper af med sygdommen igen. Spørgsmålet er så, hvordan man bærer sig ad med at definere en sygdom – eller et samfundsproblem – og om det adskiller sig afgørende fra at finde problemer andre steder. Venstrefløjen har i Danmark traditionelt set haft to tilgange til at bekæmpe fascisme. Den ene er kendetegnet ved at være lokal, direkte og finde sted efter skaden er sket. Den anden ved at være abstrakt, indirekte og forebyggende. Jeg mener, begge er utilstrækkelige idet deres måde at lokalisere og forstå sygdommen – og dens relation til samfundskroppen – enten lider af, at man forestiller sig denne søgen som en lokalisering af individer, eller som lokaliseringen af en enkel årsag uden for tid og rum.

Førstnævnte tilgang interesserer sig slet og ret ikke for hvad sygdommen eller problemet er, men kun for hvem der udtrykker det. At bekæmpe fascismen “hvorend den stikker sit grimme hoved frem”, bliver således sjældent til mere, end hvad Angela Nagle har kaldt for “a constant game of “whack-a-mole”. Interesserer man sig kun for den muldvarp, man kan se – og ikke for den underliggende mekanisme der avler den – dukker der altid endnu en muldvarp op, uden man får diagnosticeret problemet. Man slår altså ikke sygdommen ned ved at bekæmpe dens individuelle smittebærere. Man skaber den selvsagt heller ikke – fascismen altså. I den udstrækning man bekæmper den uden at undersøge dens årsager, risikerer man dog at styrke dens vækstbetingelser.

Sidstnævnte tilgang nøjes med at betragte fascismen som en afledt effekt af økonomiske kriser. Det er i udgangspunktet en korrekt og efterhånden velunderbygget antagelse, at social fremmedgørelse – som ganske ofte bygger på økonomiske problemer – skaber grobund for hadefulde verdensanskuelser. Problemet er, at man ikke kommer videre fra denne antagelse. Det ender derfor med at have en mystificerende virkning, hvor fascismen bare bliver et biprodukt af konjunkturerne.

“Interesserer man sig kun for den muldvarp man kan se, og ikke for den underliggende mekanisme der avler den, dukker der altid endnu en muldvarp op, uden man får diagnosticeret problemet.”

Man diagnosticerer fænomenet som en lovmæssighed, der ikke tager højde for, at samfundet egentlig ikke er en bestemt ting – som en bushammer eller en burgerbar – men mange forskellige ting fra sted til sted, og en ting som hele tiden er i forandring. At kende til sociale fænomeners årsager, er altså ikke ligesom at have adgang til et sæt af almengyldige beskrivelser af virkeligheden, ligesom fysikken for eksempel har sine faste love og regler. Man kan forudsige, at vand koger ved 100 grader, men ikke revolutioner eller Det Tredje Riges opståen. Samfundet har den egenskab, at det altid er noget nyt, når vi undersøger det.

Op fra grøftekanten

Samfundets sygdomme kan altså ikke beskrives ved universelle love, på samme måde som en sygdom i en krop kan det. Derfor er de nærmere årsager og behandlingen af dem ikke altid de samme. I stedet må vi forlade os på at identificere nogle mekanismer – som fx social fremmedgørelse – som så må gentænkes ind i den nye sammenhæng. Hvis vi vil finde ud af, hvorfor en daggammel måling fra Voxmeter viser, at 2,3 % af vælgerne peger på Stram Kurs (en halv procent mere end ved folketingsvalget), må vi tage højde for den historiske proces og det, som er sket umiddelbart før – fra den tekno-kulturelle til den socio-økonomiske udvikling. Vi må bruge det til at prøve på at forstå, hvordan det har skabt de livsoplevelser, som gør tilslutningen mulig. Her kan mange overraskelser gemme sig, og man forstår det ikke, før man kigger. Heller ikke selvom man har læst 1.000 sider Marx.

Vil man forstå hvorfor må man op ad de sociologiske forklaringers to grøftekanter, og finde de årsager som ikke bare er lokale og individuelle eller abstrakte og overhistoriske, men som ligger i samfundets aktuelle udformning.