9 min. læsetid

I november udgiver Solidaritet Feminisme for de 99%. Vi bringer her en anmeldelse i anledning af dens udgivelse på engelsk


Kapitalisme og kvindeundertrykkelse

Af Ingrid Andrea Holland og Laura Isabel Hultberg

Boganmeldelse af Feminism for the 99%: A manifesto. Af Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya, og Nancy Fraser. Verso, 2019. 96 sider

Med sine knap hundrede sider skitserer manifestet et grundlag for en feministisk bevægelse med et klasseperspektiv som udfordrer kapitalismens undertrykkende  mekanismer og som omfatter alle, ikke bare de rige få. Det korte manifest serverer en skarp kritik af liberalfeminismen med sine lean-in teorier skal sikre kvinders målsætning, med sin smadring af fine glaslofter og i stedet vælger en antikapitalistisk feminisme som den eneste retning der kan sikre de interesser som en kvinde fra arbejderklassen har, i kampen mod vold og undertrykkelse. Manifestet foretager et kraftigt opgør med liberalfeminismen som jo har fået lov til at boltre sig frit og uhæmmet i store dele af verden i de sidste mange år, men i tilgift foretager forfatterne en opgør med den ortodokse marxisme, som i et forsøg på at forstå verden i vid udstrækning har overset fremvæksten af forskellige sociale bevægelser der forsøger at skabe en sammenhæng i den komplekse og multidimensionelle virkelighed vi lever vi.

Med elleve teser præsenterer forfatterne en intersektionel [race, køn, samfundsklasse, handicap og etnicitet] og systemkritisk feministisk analyse  af den globale kapitalistiske samtid. De prøver at forklare sammenhængen mellem de forskellige kampe og bevægelser, der er knyttet til køn, miljø, etnicitet, seksualitet og klasse. De fremdrager eksempler fra de senere års massive feministiske mobiliseringer i hele verden, fra Ni una menos bevægelsen i Argentina, til abortdemonstrationerne i Polen og argumenterer for at tage mere offensive former i brug, som f.eks. sociale strejker i den feministiske kamp og argumenterer for at feministbevægelsen bør bør alliere sig med større dele af af de venstreorienterede bevægelser for at nå målet med et samfund med reel ligestilling. Dette manifest er derfor af interesse for alle som bekæmper undertrykkelse og udnyttelse i dagens kapitalisme.

Det er en sfære hvor der ikke bare finder udbytning sted, men hvor der finder ’tyveri’ sted under kapitalismen. Her er det sociale og reproduktive arbejde centralt, fordi produktionen af merværdi under kapitalismen er afhængig af reproduktionen af arbejdskraft og de sociale institutioner som arbejderklassen er en del af.

Sammenhængen mellem kapitalisme og kvindeundertrykkelse

Forfatterne åbner manifestet  med at sige, at ’Vores mål er at forklare hvorfor feminister skal bruge strejken som våben i kampen, hvorfor vi bør forene os med andre antikapitalistiske og systemkritiske bevægelser, og hvorfor vor bevægelse bør være en feminisme for de 99%” Dette er det vigtigste budskab i bogen og udgør manifestets fundament, nemlig sammenhængen mellem det kapitalistiske system og den systematiske kvindeundertrykkelse, mellem kapitalismen og patriarkatet. Men for at forstå denne sammenhæng, må man underminere den del af den marxistiske teori, som anses for problemets kerne, nemlig udbytningen af arbejdskraft i produktionen. For at bruger en af forfatternes, Nancy Frasers, eget udtryk må man gå ”behind Marx’s hidden abode” [Marx’ skjulte dagsorden. sh] og frem til de sfærer i samfundet der ikke er inkluderet i kapitalismens regnskab, men som kapitalismen er totalt afhængig af. Det er en sfære hvor der ikke bare finder udbytning sted, men hvor der finder ’tyveri’ sted under kapitalismen. Her er det sociale og reproduktive arbejde centralt, fordi produktionen af merværdi under kapitalismen er afhængig af reproduktionen af arbejdskraft og de sociale institutioner som arbejderklassen er en del af. På denne måde kan man forstå kapitalismen som en helhed, hvor produktion og reproduktion er lige centrale. Hermed bliver forfatternes pointe tydeliggjort, at kvinder der udfører  socialt reproduktionsarbejde udgør en central del af det kapitalistiske samfund, de er ikke bare et offer for den krise der rammer os alle sammen. Af denne grund, argumenterer manifestet, befinder kvinder med  reproduktivt arbejde sig i en position der er central for kapitalismens overlevelse, og derfor har de et slagkraftigt potentiale som antikapitalistiske aktører.

Hermed prøver manifestet at udvide kapitalismenbegrebet, fra udelukkende at være et økonomisk system til et socialt system eller en ’institutionaliseret social orden’. For den feministiske kamp er denne udvidelse vigtig, fordi det betyder at feministiske strejker ikke bare en en ’symbolsk’ handling, en markering af ligestilling og retfærdighed, men direkte påvirker kapitalismen som system.

Den flerdimensionale krise

Ved at forstå kapitalismen som et altomfattende socialt system lægges også grunden til  en forståelse af sammenhængen mellem  den økonomiske krise, miljøkrisen, den politiske krise og det man kunne kald for ’omsorgskrisen’. På samme måde som man traditionelt har forstået kapitalismens kriser på baggrund af rent økonomiske aspekter (overproduktion og underkomsumption), understreger manifestet  at kapitalismens kriser i lige så stor grad bør forstås på baggrund af de bagvedliggende, ikke-økonomiske forhold, som kapitalismen er afhængig af. For eksempel  naturressourcer (kapitalens vækstimperiativ og de begrænsede naturressourcer) som medfører miljøkriser; socialt reproduktivt arbejde (kapitalismens afhængighed af arbejdet for merværdi og den samtidige nedvurdering af reproduktivt arbejde) som fører til omsorgskriser; politiske institutioner (kapitalens afhængighed af statslige institutioner og statens afhængighed af folkets tilslutning) som fører til politisk/demokratiske kriser. På baggrund af af dette anerkendes også de forskellige sociale bevægelser som potentielt centrale og vigtige aktører i kampen mod kapitalismen, på linje med den traditionelle arbejderbevægelse og klassekampen.

Relevans her

Selv om det er tydeligt at manifestet forholder sig til en amerikansk kontekst og bruger eksempler der af og til kan forekomme noget fjerne i forhold til vores virkelighed. Men de store linjer er fortsat relevante, også her. For at kunne forstå og påvirke den udvikling der foregår i vores samfund i dag, hvor stadig flere områder inddrages i vareområdet og hvor omsorgsarbejde i stigende grad bliver overført til områder hvor der kan skabes profit, må man spørge sig selv om hvem der er der rent faktisk laver omsorgsarbejdet i vores samfund. For det første er det stadigvæk kvinder frem for mænd, der påtager sig hjemmets huslige- og omsorgsarbejde, hvilket medfører kvinders dobbeltarbejde. For det andet er kvinder stadig stærkt overrepræsenteret inden for omsorgserhvervet, som er præget af lavtløn, løsarbejde, usikre kontrakter og turnusordninger som er svære at kombinere med familieliv og fritid. For det tredje ser man en stigende tendens til at de der varetager omsorgsarbejde tit er fattigste kvinder fra den sydlige del af verden, via de såkaldte au-pair ordninger. Disse bliver så tvunget til at overføre ansvaret for egne børn og hjem til andre som er endnu dårligere stillet. Det skaber det som manifestet kalder for ’den globale omsorgskæde’, hvor det socialt reproduktive arbejde overføres fra rige til fattige og fra det globale nord til det globale syd.

Ligestilling under kapitalismen, sådan som liberalfeministerne kæmper for den, betyder altså ligestilling for de få og de privilegerede. Som en del af en global kapitalistisk økonomi som er baseret på fri bevægelighed af arbejdskraft, må kampen for ligestilling strække sig ud over nationale grænser. På denne baggrund er det også på tide at også vi slutter op bag en antikapitalistisk bevægelse som mener at en virkelig ligestilling aldrig ville kunne opnås inden for et system der er baseret på undertrykkelse og udbytning, det være sig nationalt som globalt.

Vejen videre

Med baggrund i en dybere forståelse for hvordan kapitalismen som social orden er årsag til og reproducerer kønsundertrykkelse og vold, stiller sig det åbenlyse spørgsmål, hvordan man bekæmper disse undertrykkende strukturer. Selv om bogen siger at feministbevægelsen bør alliere sig med andre venstreorienterede bevægelser som miljø- og arbejderbevægelse, og skabe en bred front mod kapitalismen, så er de løsningsforslag som manifestet stiller ret så vage. Som læser bliver man opfordret til bruge strejkevåbnet, men forfatterne røber ikke hvordan de forestiller sig det samfund vi kæmper for, skal være, eller hvordan man skal organisere sig. Her overlades meget til læserens egen analyse. Selv om bogen ved første øjekast kan forekomme meget håndgribelig med sine 100 sider, så bruger forfatterne ind i mellem et kringlet og akademisk sprog, samt mange henvisninger som man bør arbejde sig igennem senere. Alligevel formår Arruzza, Batthacharya og Fraser med deres korte manifest at tegne en solid ramme for videre diskussioner og analyser af den globale feministiske kamp.

Analysen af den aktuelle nutid er rammende og bogens pointer bliver understreget af historiske og aktuelle begivenheder. Selv om forfatterne henter eksempler fra den feministiske bevægelse over hele verden, er det alligevel åbenlyst at bogen retter sig til et amerikansk publikum. Det fremgår specielt når løsninger med gratis velfærdsmodeller fremhæves som et vigtigt led i den feministiske frigørelseskamp. For et skandinavisk publikum fremstår det som mere reformistisk end revolutionært, og hvordan dette velfærdssystem skal fungere er det op til læserne at fortolke.

På trods af sine til tider vage formuleringer og manglende konkrete løsninger, giver forfatterne læseren mulighed for at bruge bogen som et hjælpemiddel til selv at udstikke vejen frem til videre handling og hvordan vi som feminister kan tænke anderledes i forbindelse med de værktøjer vi bruger i kampen. Feminism for the 99% fungerer godt som udgangspunkt for en diskussion og en analyse af af hvor den globale feministiske kamp står, og hvad der bør være de centrale punkter i den videre kamp. Manifester er absolut værd at læse, og efter vores personlige erfaring anbefaler vi bogen som udgangspunkt til personlig skoling i studiekreds eller diskussionsgrupper.

  • Anmeldelsen stammer fra det norske Gnist, 2019:3, side 108-11, oversat af Stig Hegn.




Solidaritets Forlag udgiver bøger fra den danske og internationale klassekamp. Læs mere nyt fra forlaget her.