Finanslovsaftale sikrer ro i rød blok

Regeringen er blevet enig med sine støttepartier om næste års finanslov. Men finanslovsforhandlingerne har afsløret sprækker – både i samarbejdet mellem Socialdemokratiet og støttepartierne, og internt mellem disse. Den sprække risikerer at vokse sig større i de kommende år.

Af Kim Kristensen

Det er en bunden opgave, som er blevet løst med aftalen om næste års finanslov mellem regeringen og dens støttepartier – De Radikale, SF og Enhedslisten, samt Alternativet. En regering og dens støttepartier skal i hvert fald kunne blive enige om den første finanslov, hvis deres forhold skal have nogen fremtid. Også selv om det, som i år, måtte tage næsten to måneder.

Derfor var det også en række smilende politikere, med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen, som mandag kunne træde ud af den berømte glasdør i Finansministeriet timet til TV-Avisen klokken 21.30. Med aftalen om finansloven lever partierne op til intentionen i det såkaldte forståelsespapir, »Retfærdig retning«, hvor der nok var enighed om retningen, men ikke om hvordan og hvornår de når i mål.

Som altid under finanslovsforhandlinger er det endt med, at aftalepartierne har fået hver deres tidlige, politisk julegave. Regeringen får selvfølgelig sit flertal for finansloven, eller statens husholdningsbudget, men Enhedslisten har i år fået penge til psykiatrien og SF til minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Om end de to støttepartier er uenige om, hvad sidstnævnte egentlig betyder.

Der er således tale om, at minimumsnormeringerne først indføres fra 2025, hvor målet er, at der skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver. Spørgsmålet om, hvorvidt det skal opgøres som et gennemsnit af de enkelte kommuners daginstitutioner, eller gælde for hver enkelt vuggestue og børnehave – som SF har krævet – er udskudt til forhandlinger i foråret.

Næste år afsættes der 500 millioner kroner, hvorefter beløbet skal stige de kommende år til 1,6 milliarder kroner i 2025. Det mener Enhedslisten dog er for lidt. Før folketingsvalget regnede tænketanken Kraka sig da også frem til, at indførelsen af normeringerne vil koste to milliarder kroner, men at dette tal vil stige til 4,4 milliarder, fordi der i de kommende år kommer flere børn i daginstitutionsalderen.

Måske ikke overraskende mener SF nu at have leveret på partiets mest kendte løfte under valgkampen. Paritet har tidligere mødt kritik for at have skiftet forklaring, både hvad angår, hvorvidt kravet om minimumsnormeringer var ultimativt, og om disse skulle indføres i et hug i 2020.

Klimaet

Hvis SF og Enhedslisten under forhandlingerne har haft held til at profilere sig på henholdsvis minimumsnormeringerne og psykiatrien, savner De Radikale og Alternativet til gengæld sådanne synlige sejre. Begge partier vil med ret kunne hævde, at de har medansvar for at have fået tilført flere penge til klimaet og miljøet under forhandlingerne. Men nøgleordet er her medansvar, og det er samtidig et af de områder, hvor finansministeren på forhånd offentligt havde kalkuleret med indrømmelsen. Nu bliver der afsat 25 milliarder kroner til en grøn »Fremtidsfond«, ligesom afgifterne på en række miljøskadelige stoffer bliver hævet, og der skal dyrkes mindre, lavtliggende landbrugsjord, som udgør en særlig klimabelastning. I første omgang er der dog kun afsat 76 millioner kroner til fonden i 2020.

Der er hverken kommet afgifter på flyrejser, lavere elvarme-afgift og/eller udfasning af fossile brændstoffer i industrien. Alt sammen noget, som støttepartierne havde krævet.

Der er tale om et »første skridt«, som Nicolai Wammen udtrykker det, når det handler om at indfri målsætningen om 70 procents reduktion i drivhusgasserne på 10 år. Det illustreres også af, at finansloven kun medfører en reduktion på én procent.

Forhandlingsklimaet

Når forhandlingerne alligevel har trukket ud – og kortvarig endda brød sammen i weekenden – skyldes det ikke mindst, at De Radikale har testet regeringens og de øvrige partiers tålmodighed til bristepunktet. Ligesom under forhandlingerne om forståelsespapiret har de andre partier følt, at den radikale gruppeformand, Morten Østergaard, stadig er frustreret over, at statsminister Mette Frederiksen (S) har afvist – og afviser – at optage den tidligere, mangeårige regeringspartner i regeringen. Hvilket lover dårligt for statsministeren og regeringens fremtid, hvis Morten Østergaard har sat sig for at bevise, at det er bedre at have ham inde i teltet, hvor han pisser ud, end uden for, hvor han pisser ind.

Endnu engang var det udlændingepolitikken, der kom mellem Socialdemokraterne og De Radikale. Mens SF, Enhedslisten og Alternativet har erkendt, at Socialdemokraterne ikke kommer til at ændre sin udlændingepolitik, efter at Mette Frederiksen ved flere lejligheder offentlig har sat sin statsministerpost på ind på det, så kan – eller vil – De Radikale tilsyneladende ikke komme til den samme erkendelse. Dansk Folkeparti har da også historisk set haft succes med at kræve stramninger af udlændingepolitikken under forhandlinger om næste års finanslov, til gengæld for at kunne stemme for statens husholdningsbudget. Men denne gang fik De Radikale kun mindre lempelser af udlændingepolitikken til gengæld for partiets stemmer.

I forhold til kvoteflygtninge, som regeringen og støttepartierne allerede i sommer skrev under på, at Danmark igen skal begynde at modtage, er der afsat 40 millioner kroner i 2020 til at dække udgifter til »op til 500 kvoteflygtninge.« Men først i midten af 2020 fastsætter regeringen antallet, lyder det i aftalen. Og De Radikales ønske om mere udenlandsk arbejdskraft er endt med en udvidelse af den såkaldte positivliste, så danske virksomheder også kan hente faglært arbejdskraft fra tredjelande til Danmark.

Den tunge ende nedad

For Enhedslisten var finanslovsaftalen samtidig den første prøve på partiets dyrekøbte erfaring: At finanslovsaftaler netop ikke er omdrejningspunktet i dansk politik.

Enhedslistens historiske beslutning på årsmødet i 2010 om at kunne stemme for en lov, der indeholder udgifter til en række ting, partiet ikke kan støtte – som kongehuset – havde nemlig en politisk omkostning. Den megen debat om beslutningen efterlod indtrykket af, at finanslovsforhandlingerne netop ville blive omdrejningspunktet i den kommende valgperiode. Men som Enhedslistens erfarede under den tidligere Thorning-regeringen, så bliver de vigtigste aftaler oftest truffet mellem finanslovsaftalerne.

Det forhindrede dog ikke Enhedslisten i at støde sammen med De Radikale i dét, som risikerer at blive det første af mange sammenstød i forbindelse med de kommende års grønne omstilling: Liste Ø har ikke noget problem med at finde pengene til de gode formål ved at hæve skatter og afgifter på erhvervslivet. Men partiet har straks sværere ved den samme øvelse, når det handler om sundheds- og miljøafgifter, fordi disse ofte vender den tunge ende nedad, og dermed øger uligheden i samfundet. Det modsatte gør sig gældende for De Radikale.

“Ræverød regering”

Finanslovens mest upopulære tiltag i den brede befolkning vil givetvis blive de forhøjede cigaretpriser. Som følge af finanslovsaftalen bliver prisen på en pakke cigaretter hævet til først 55 kroner, og siden 60 kroner i 2022. Den administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker kalder det en »historisk og mærkbar stigning« – om end organisationen gerne så, at prisen på en pakke cigaretter kom op i nærheden af 90 kroner.

Men ellers kommer pengene til gaverne udover en række nye skatter og afgifter fra det økonomiske råderum samt »de centrale reserver, der er afsat til finansloven for 2020«.

Som forventet har oppositionen kastet sig frådende over forhandlingsresultatet. »Nu tror jeg, det går op for danskerne, hvor ræverød en regering, vi har fået«, lyder det fra den konservative formand, Søren Pape Poulsen, der vist ikke mener det som en kompliment. »Chokerende,« beskriver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, beslutningen om i første omgang at nedlægge reserven på finansloven til grænsekontrollen for i stedet at finde pengene på en anden måde (læs: med et andet flertal) i det kommende år. Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, lover at bekæmpe »S-regeringens nye milliard-skattestigninger til helt almindelige danskere og små og store virksomheder«.

Ikke mindst forhøjelsen af bo- og gaveafgiften på familieejede virksomheder til 15 procent har fået erhvervsfolk samt borgerlige politikere og kommentatorer på barrikaderne. Den daværende Løkke-regering besluttede således i 2016 gradvist at sænke afgiften til fem procent frem mod 2020 for at lette generationsskifter.

Men det er alligevel sigende, at selv en borgerlig avis som Berlingske har svært ved at hidse sig op over årets finanslov. »Er det hele så galt med finansloven,« spørger avisens lederskribent – og giver selv svaret: »Nej, finansloven er samlet set heldigvis uskadelig, når det gælder stabiliteten i dansk økonomi«.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.