For smart i en fart? Kritiske høringssvar til “aftalen om en styrket indsats mod antisemitisme”

Der er samlet set skarp kritik og dernæst en række bekymringer i de høringssvar, som er indkommet. Svarene er spændende læsning, selv om de desværre er i tung juridisk indpakning. Flere organisationer og institutioner ønsker forbedringer og præciseringer, mens andre har underspillede, men alvorlige bekymringer. Det gælder bl.a. Dommerforeningen, der bliver bakket op af domstolene. 

Spørgsmålet er, om lovforslagenes eventuelle positive elementer opvejer de alvorlige, negative? De negative er en risiko for ytrings- og forsamlingsfriheden samt en magtforskydning fra lovgivere og domstole til den udøvende magt – her politiet.

Justitsministeriet har forsøgt at rette op ved enkelte justeringer, men spørgsmålet er nok stadig, om det er tilstrækkeligt? Dernæst, om forslagene stadig samlet set er for risikable? Hvilken effekt vil lovforslagene få for solidaritets-arbejdet med Palæstina – og muligvis for andet politisk arbejde?

For venstrefløjen vil det være klogt at lytte til høringssvarene, når man overvejer sin stemmeafgivning om de konkrete lovforslag. Med til vurderingen burde vi inddrage udviklingerne i vores nabolande, hvor lign. indsatser og vedtagelser har fået endog meget store konsekvenser for solidaritets-arbejdet i form af voldsomme begrænsninger i ytrings- og forsamlingsfrihed foruden enorm stigning i politi-overgreb. Og tilsyneladende ikke kun noget, der rammer Palæstina-solidariteten men også anden aktivisme.

De mest ensstemmende kritiske kommentarer vedrører forslag til lovændringer vedr. TCO forordningen (TCO står for Terrorist Content Online = Indhold af terroristisk karakter på nettet).

Udover lovændringerne indeholder aftalen om indsats mod antisemitisme en række initiativer, der ikke kræver lovændring. Redaktør for magasinet Eftertryk, Poya Pakzad kalder det “10 mio. kr til israelsk lobby-arbejde i Danmark”. Hvorfor han siger det, kan man høre mere om i denne optagelse fra en nylig afholdt konference i København.

Risiko for alvorlige indgreb i ytringsfriheden – påbud om at fjerne online-indhold

EU har lavet en forordning, der pålægger udbydere af online tjenester som sociale medier at fjerne “terroristisk” indhold. Folketinget har hertil i 2022 lavet et særligt krav om, at en beslutning om dette (fra Politiets side) skal kunne afprøves ved en domstol – og ikke kun en myndighed som Justitsministeriet eller Rigsadvokaten. Nu foreslår regeringen igen at beslutninger om nedtagning ikke skal forbi domstolene, dvs. at afskaffe det indførte danske særkrav.

 Institut for Menneskerettigheder (IMR) opsummerer forslaget således: “Lovforslaget (…) skal styrke myndighedernes muligheder for at kunne anvende redskaberne i EU-forordningen fra 2021 om terrorrelateret indhold online (den såkaldte TCO-forordning) til at pålægge hostingtjenesteydere (f.eks. sociale medier) at fjerne online indhold ved at afskaffe det danske særkrav om forudgående retskendelse”.

I høringssvarene er der samstemmende negative meldinger om dette lovforslag, og flere påpeger dernæst, at de eksisterende love – eventuelt med justeringer – fint vil kunne give plads til handling mod had-ytringer på nettet.

Justitsministeriet har fanget indholdet i høringssvarenes forbehold og opsumerer sådan: “Institut for Menneskerettigheder, Advokatrådet, IT-Politisk Forening, Dansk Journalistforbund, Amnesty International Danmark, Foreningen Åndsfrihed, Teleindustrien, Danske Advokater, Dansk Muslimsk Union og IChange anbefaler, at det nuværende danske særkrav om forudgående retskendelse i TCO-loven fastholdes. Flere af høringsparterne anfører, at fjernelse eller deaktivering af online indhold kan udgøre alvorlige indgreb i retten til ytrings- og informationsfrihed og en forringelse af retssikkerheden.

Udover ovennævnte er Danske Medier også imod lovforslaget men foreslår samtidig en justering: “En mindre ændring af nuværende lov vil kunne sikre effektiv handling til bekæmpelse af hadefulde ytringer SAMTIDIG med beskyttelse af ytrings- og informationsfriheden, som TCO forordningen udtrykkeligt angiver at ville styrke. Danske Medier skriver videre: “Som (…) nævnt kan kravet om forudgående retskendelse dog allerede efter gældende ret i visse tilfælde fraviges og erstattes af en efterfølgende prøvelse. Danske Medier opfordrer følgelig til, at lovforslagets § 3 ændres, således at der fremover skal ske efterfølgende prøvelse ved domstolene i stedet for helt at afskaffe domstolsprøvelse.”

Institut for Menneskerettigheder skriver denne anbefaling som en af deres i alt 5 anbefalinger: “At Justitsministeriet fastholder TCO-lovens krav om retskendelse”. (dvs. IMR ønsker ikke lov-ændringen). IMR skriver: “En domstols eller en uafhængig administrativ myndigheds kontrol af indgreb i de grundlæggende rettigheder udgør en stærk og effektiv retsgaranti mod vilkårlighed og magtmisbrug, særligt hvor den myndighed, der foretager indgrebet, er tillagt skønsbeføjelser.”

Advokatrådet vurderer TCO-lovforslaget sådan, at “det vil indebære en forringelse af retssikkerheden for hostingtjenesteydere, hvis Danmarks særkrav om forudgående retskendelse afskaffes. Advokatrådet henviste netop i forbindelse med høringssvar af 24. marts 2022 (…), at der blev fastsat regler svarende til de regler, der er for blokering af hjemmesider, herunder regler om forudgående retskendelse. Det bemærkes endeligt, at det efter Advokatrådets opfattelse ikke kan antages at udgøre et tilstrækkeligt erfaringsgrundlag at henvise til, at Rigspolitiet endnu ikke har udstedt påbud.”

Enhedslisten var – så vidt vides – medvirkende til, at det danske særkrav om domstols-afprøvelse i 2022 blev indført. Det skete efter fint samarbejde med bl.a. flere af de organisationer, som nu igen giver høringssvar.

Sikringen af ytringsfriheden afhænger af, om borgerne klager og har råd

IT politisk forening og Danske Medier har en ekstra meget væsentlig pointe – det bliver svært og dyrt at klage, hvis lovforslaget vedtages. Det er noget som kan ramme aktivister og politisk aktive.

IT Politisk Forening skriver: “Fremover vil der alene være domstolskontrol af påbuddet om fjernelse af indhold, hvis enten hostingtjenesteyderen eller indholdsleverandøren aktivt vælger at indbringe sagen for domstolene via de civilprocessuelle regler. Det vil være både dyrt og besværligt, og vil formentlig kun ske i ganske begrænset omfang.“ Danske Medier supplerer: “I praksis vil en sådan retstilstand formentlig kun sikre de særligt ihærdige og ressourcestærke indholdsleverandører en reel retsgaranti mod fjernelse af deres lovlige ytringer.”

Kort sagt; I stedet for, at det er myndighederne, der skal føre bevis for at et online indhold er “terroristisk” er det nu borgerne (og evt. udbyderne), der skal bevise at indholdet ikke er terroristisk – og de skal selv betale for behandlingen ved domstolene.

Hvad sker der i udlandet, og hvordan rammer det solidariteten med Palæstina?

IT Politisk Forening giver en fin historisk baggrund i deres høringssvar, og det kan anbefales at læse hele deres begrundelse. De bygger desuden en del af deres vurderinger på nylige erfaringer fra udlandet – erfaringer som er højst aktuelle ift. Palæstina-demonstrationer og aktivisme. Fx. skriver de:

“Rigspolitiet er organisatorisk underlagt Justitsministeriet, og den politiske indblanding i udførelsen af politiet opgaver, ofte på ganske detaljeret niveau, synes at være vokset betydeligt i de senere år. Efter 7. oktober 2023 har der været en betydelig politisk interesse for sager vedr. billigelse af terrorhandlinger (straffelovens § 136, stk. 2), og justitsministeren har offentligt udtalt sig om konkrete sager, som er anmeldt til politiet og potentielt er under efterforskning. (…)

“Den politiske aftale omtaler direkte ”den nye antisemitisme”, hvor antisemitisme genereres ud fra en foragt for staten Israel, samt i antisemitisme på online platforme, herunder sociale medier. Det er formentlig i denne sammenhæng, at de styrkede muligheder for at anvende TCO-forordningen kommer i spil.”

“Ifølge (EU) Kommissionens rapport om gennemførelsen af TCO-forordningen [COM(2024) 64 final] er 70% af samtlige påbud om fjernelse af terror-relateret indhold i hele EU i perioden 7. juni 2022 til 31. december 2023 udstedt af Tyskland efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Denne strukturelle skævhed i anvendelsen af TCO-forordningen giver en kraftig antydning af, at påbud om fjernelse af de tyske myndigheder bruges ensidigt mod palæstinensiske stemmer på sociale medier. En sådan formodning understøttes yderligere af de tyske myndigheders generelt meget hårde kurs over for protester mod staten Israel, hvor der eksempelvis slås ned på ytringer”

IT Politisk Forening sætter dermed lovforslaget ind i den konkrete situation og kontekst, hvor Europa pt. har meget store solidaritets-bevægelser for palæstinenserne. I Danmark har bl.a. Mette Frederiksen udtrykt et stærkt politisk ønske om at få stoppet denne bevægelse, og i en række europæiske lande har myndigheder og politi åbenlyst direkte angrebet solidaritets-arbejdet og aktivister med obstruktion af møder og demonstrationer, med ransagninger, arrestationer, intimidering og trusler.

Meget stærke og klare negative holdninger til lovforslaget om at fjerne den danske sikring, at det er domstolene (og ikke myndigheder selv), der skal tage stilling til eventuel censur af online medier dækker– findes stort set hele vejen rundt (på tværs af høringssvarene).

Og den bekymring ikke er ny. Den blev rejst allerede i 2022, hvorfor mange organisationer netop kæmpede for at få et dansk særkrav i lovgivningen. De lykkedes heldigvis med det dengang, men nu forsøger regeringen igen at få det afskaffet.  

I Justistministeriets Høringsnotat fremgår det som nævnt, at der nu er foreslået visse justeringer. Men ikke på dette lovforslag.

Skærpet straf i tid og sted

Hadforbrydelser er hadforbrydelser. Nu foreslår regeringen, at de skal straffes højere på nogle steder og på nogle tidspunkter. Straffen skal være halvtreds procent højere. Og lovforslaget er, at det er politiet, der skal afgøre hvornår og hvor. Det er direkte nævnt, at det kan være i en længere periode både før, under og efter et bestemt arrangement. Og på baggrund af en hændelse, hvor der kun nævnes Hamas´s terrorangreb 7. oktober 2023.

Høringssvarenes bemærkninger om strafskærpelse via strafzoner og strafperioder er meget skarpe.    

Institut for Menneskerettigheder (IMR) opsummerer kort forslagene således:

“Det foreslås, at straffen for hadforbrydelser skal kunne forhøjes indtil det halve, hvis hadforbrydelsen er begået inden for en skærpet strafzone eller under en skærpet strafperiode. Det foreslås, at politiet skal kunne udpege en skærpet strafzone forud for en forestående begivenhed, f.eks. et bestemt optog, større religiøst møde eller andet arrangement, hvis det forventes, at begivenheden vil medføre en ekstraordinær stigning i antallet af hadforbrydelser. Desuden foreslås det, at Rigspolitiet skal kunne fastsætte en skærpet strafperiode, hvis en hændelse – som f.eks. Hamas’ terrorangreb i Israel den 7. oktober 2023 – efterfølges af en ekstraordinær udvikling i kriminalitetsbilledet for hadforbrydelser.”

Det sidste med straf-periode benævnes af flere som en nyskabelse i dansk lov, som aldrig er set før. Dommerforeningen er kritisk overfor denne nyskabelse med straf-perioder:

“Dommerforeningen finder dog anledning til at knytte bemærkninger til det forhold, at kompetencen til fastsættelse af skærpede strafperioder foreslås at skulle ligge hos Rigspolitiet. (…)

Det er i udkastet beskrevet, at ordningen vil omfatte enhver overtrædelse af straffeloven eller særlovgivningen, som helt eller delvis har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, handicap, seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, kønskarakteristika eller lignende.

Den foreslåede ordning indebærer således, at Rigspolitiet vil få mulighed for på nationalt plan og ud fra en ren politifaglig vurdering at fastlægge strafferammerne for en meget bred kreds af lovovertrædelser, som i deres natur berører centrale og følsomme samfundsmæssige forhold. Det er Dommerforeningens opfattelse, at det er meget vidtgående at lade Rigspolitiet foretage en sådan regulering, som almindeligvis foretages af lovgiver eller af en minister i bekendtgørelsesform. Dette skærpes af, at Rigspolitiet vil kunne udstrække en strafperiode uden øvre grænse, hvis kriminalitetsbilledet er uændret (…).”

Landsretterne (Vestre og Østre) samt byretterne har lignende bemærkninger om straf-perioder. De skriver:

“Med lovudkastet foreslås det bl.a., at der som en ny § 6f i politiloven indsættes en bemyndigelse til, at Rigspolitiet kan fastsætte en nærmere bestemt tidsperiode (skærpet strafperiode), hvor den foreslåede § 81 f i straffeloven finder anvendelse. Dette vil efter lovudkastet i givet fald indebære, at straffen for såkaldte hadforbrydelser normalt vil blive forhøjet med 50 pct., når forbrydelsen er begået i den periode, som er fastsat af Rigspolitiet, uanset hvor forbrydelsen er begået.

Den foreslåede ordning indebærer således, at politiet tillægges en vidtgående beføjelse til – ud fra en ren politifaglig vurdering – at fastlægge, om strafniveauet for en bestemt forbrydelsestype generelt for hele landet skal forhøjes i en bestemt periode. Der er således tale om en generel regulering af strafniveauet besluttet af politiet og dermed en anden ordning end en skærpet strafzone, som angår et konkret geografisk område, f.eks. i forbindelse med en bestemt begivenhed. En sådan generel regulering foretages sædvanligvis af lovgivningsmagten eller af en minister i bekendtgørelsesform.”

Institut for Menneskerettigheder udtrykker da også bekymring om netop det aspekt med straf-perioder. De skriver: 

“Institut for Menneskerettigheder bemærker, at det fremgår af praksis fra EMD (den europæiske menneskerettigheds-domstol), at regelgrundlaget skal være tilgængeligt og forudsigeligt. Det skal stå klart for borgerne, hvad der udgør en retsstridig handling, og hvad sanktionen er for handlingen. Kravet skal udover forudsigelighed også sikre mod vilkårlig retsanvendelse. Det betyder, at en anvendelse af reglerne skal ske på et sagligt og proportionalt grundlag. Kravet om proportionalitet indebærer bl.a., at en strafperiode ikke kan opretholdes længere end nødvendigt. Institut for Menneskerettigheder vurderer, at det ikke tydeligt fremgår af lovforslaget, hvor ofte der skal foretages en fortsat vurdering af, om en strafperiode skal opretholdes. Det er bekymrende set i lyset af, at der er vide rammer for tidsperioden for en skærpet strafperiode. I lovforslaget beskrives f.eks. et scenarie, hvor der ikke er nogen maksimal tidsmæssig afgrænsning for en skærpet strafperiode. Dette skal sammenholdes med, at en strafperiode må anses for særdeles indgribende, fordi den omfatter hele landet og ikke en afgrænset geografisk zone.

“I den forbindelse skal instituttet også bemærke, at indgreb i ytringsfriheden i form af strafbestemmelser kan have afsmittende negative virkninger på i øvrigt lovlige ytringer (’chilling effect’) og dermed komme til af afholde borgere fra at fremsætte lovlige ytringer. Dette kan særligt være tilfældet, hvis bestemmelsen efterlader tvivl om sit anvendelsesområde og derfor ikke sikrer tilstrækkelig forudsigelighed for den enkelte borger til at indrette sig efter loven     .

“Derudover kan der alene ske en prøvelse af beslutningens lovlighed i forbindelse med domstolenes behandling af en konkret straffesag for en hadforbrydelse.”    

Det virker som et  stort indgreb  og en stor trussel mod befolkningens ret til ytrings-og forsamlings-frihed, at politiet ud fra deres egen vurdering kan indføre større straffe.

Amnesty International påpeger flere alvorlige problemer

Amnesty International (AI) skriver et langt og informativt høringsvar, der oplyser godt om menneskrettighederne – ytrings-og forsamlings-frihed foruden retten til ikke at blive diskrimeret. De skriver også, at der er andre problemer i lovforslagt – bl.a. at tiltagene kan ske på forventning om mulige hændelser.

AI skriver indledningsvist: “Strafzoner kan være nødvendige for at komme problemstillingen om hadforbrydelser til livs, hvis de er særligt koncentreret i et geografisk område. Det er dog altafgørende i et demokrati, hvorvidt dette tiltag er nødvendigt og proportionalt. Det følger således af menneskeretten, at ethvert indgreb i ytringsfriheden og forsamlingsfriheden skal være i overensstemmelse med lov, nødvendigt, proportionalt og mindst indgribende. Dette skal holdes for øje ved fremsendte lovforslag, da den tilstrækkelige balance mellem nødvendige tiltag og grundlæggende menneskerettigheder skal sikres. Lovudkastet giver anledning til visse bekymringer”

Flere gange skriver Amnesty, at lovforslagene kan risikere at have “en chilling effect” dvs. afskrække folk fra at ytre sig og forsamles. Det er alvorligt.

“Den centrale forskel ved lovforslaget i forhold til gældende ret er forslaget om at indføre § 6 a, stk. 2, 3. pkt., hvoraf det følger, at udpegningen af en skærpet strafzone efter § 6 a, stk. 1, 3. pkt. kan ske, hvis det forventes, at en forestående begivenhed vil medføre en ekstraordinær stigning i antallet af strafbare lovovertrædelser (…) og udpegningen af en skærpet strafzone vurderes at være et egnet redskab til at opretholde trygheden i forbindelse med gennemførelse af den pågældende begivenhed.”

“Det er således forventnings-elementet ved lovforslaget, der adskiller sig fra nuværende bestemmelser om strafzoner, jf. § 81 c og § 81 e. Det faktum, at strafskærpelsen vil kunne aktiveres i afgrænsede geografiske zoner forud for en forestående begivenhed, hvis politiet konkret vurderer, at det forventes, at en sådan begivenhed vil medføre en ekstraordinær stigning i hadforbrydelser, rejser efter Amnestys opfattelse spørgsmål og bekymringer om ytringsfriheden og forsamlingsfriheden og den egentlige udnyttelse af disse rettigheder. Vi forstår, at justitsministeren med lovforslaget ikke forbyder forsamlings- eller ytringsfriheden, da det fortsat er muligt at afholde eksempelvis demonstrationer, dog vækker lovforslaget bekymringer ift. en eventuel ”chilling effect”, hvor borgere afholder sig fra at udøve deres ytrings-og forsamlingsfrihed i frygt for uforudsete konsekvenser eller sanktioner. Det kan ikke udelukkes, at en indførelse af en strafzone forud for en forestående begivenhed, eksempelvis en demonstration, kan afskrække deltagere fra at deltage i demonstrationen.”

Det er her særligt det forhold, at det kan være uklart, hvad der helt præcist er ulovligt at gøre og sige, der også er problematisk. Dermed kan det nemlig blive uforudsigeligt og vilkårligt. Dette blev også omtalt af Preben Wilhjelm i sin nye bog, hvor han netop peger på, at anklagerne om antisemitisme misbruges fx. til at stoppe ytringer fra anti-zionister istedet.

Amnesty skriver således: “Det fremgår af lovforslaget, at det vil være en samlet politifaglig vurdering af den konkrete situation, om betingelserne for at udpege en skærpet strafzone er opfyldt. Efter Amnestys opfattelse mangler det i lovforslaget, hvad politiet skal lægge vægt på i deres vurdering af indførelsen af en strafskærpelseszone og hvordan det vil fremme trygheden blandt de grupper, man vil beskytte. Lovforslaget savner efter Amnestys opfattelse en klarere konkretisering af, hvordan politiets beslutningsproces skal foregå med hensyntagen til forsamlings- og ytringsfriheden.

“Det er afgørende, at klare retningslinjer fastlægges for at sikre, at indførelsen af en strafzone sker på et proportionalt og sagligt grundlag”, skriver Amnesty. På denne baggrund er det Amnestys anbefaling, at en sådan præcisering inddrages i lovforslaget, da dette er afgørende for retssikkerheden. Ligeledes følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at lovgivning skal være klar, præcis og forudsigelig, hvilket blandt andet tjener imod vilkårlighed.

Samlet set er der altså alvorlig kritik af lovforslagene.

Vi kan kun håbe at politikerne lytter til disse høringssvar og ændrer lovforslagene, inden de bliver vedtaget.          

Høringssvarene er her i sin helhed.