Fortsat krig eller forhandling?

I krig er sandheden det første offer, skrev den græske tragediedigter Aischylos for over 2.500 år siden. Og han vidste noget om det, da han selv havde kæmpet som soldat i perserkrigene. Denne klassiske konstatering holder også stik i dagens krige, hvad enten det er krigen mellem Israel og Hamas eller krigen i Ukraine.

I massemedier og på sociale medier kolporteres nyheder og udsagn, hvor sandhedsværdien ofte er svær at vurdere. Hvad er fup og fakta? Alle parter i begge krige benytter sig i et vist omfang af manipulation, misinformation og fordrejning for både at forvirre fjenden og moralsk skabe opbakning såvel internt som eksternt. Selv for kildekritiske journalister og analytikere kan det være svært at gennemskue, hvem der gjorde hvad, og hvornår noget var hensigten eller en fejl i forbindelse med bombe- og missilnedslag, der dræber og sårer civile.

I mere end halvandet års krig i Ukraine er mange såvel soldater som civile blevet ofre; men de konkrete tabstal især blandt det militære mandskab er stærkt modstridende og størrelsen af tab afhænger af, hvem oplysningerne kommer fra. Nogle tal lyder på op imod tilsammen en halv million dræbte eller sårede ukrainske og russiske soldater.

Ligeledes er der ofte modstridende meldinger om udfaldet af forskellige træfninger i forhold til, hvem der har vundet og tabt. Trods de mere eller mindre modsatrettede meldinger kan der dog næppe drages tvivl om, at der løbende ikke er meget nyt fra østfronten i den forstand, at uanset formodentlig ret store tab på begge sider, bevæger fronten sig ikke meget – og krigen ser ud til at kunne vare ved i længere tid. Den har ligesom første verdenskrig fået karakter af en skyttegravskrig – en stillings- eller stilstandskrig. Det var i alt fald, hvad chefen for den ukrainske generalstab Valerii Zaluzhnyi for nyligt udtalte til det britiske medie The Economist, hvilket fik Zelenskyj på banen med et dementi.

Udskudt offensiv

I et eksklusivt interview d. 5. november i programmet Meet the Press på den amerikanske tv-station NBC afviste han, at der var tale om stilstand eller en blindgyde. Den bebudede ukrainske forårsoffensiv blev ikke til noget og skulle så have været til en sommeroffensiv, som heller ikke rigtigt kom i gang. Efteråret har heller ikke vist den helt store fremgang, selv om Ukraine fra vestlige lande er blevet forsynet med stadig flere moderne våbentyper, herunder længere rækkende missiler og klyngebomber, der måske nok giver effekt i form af mere ødelagt russisk materiel både ved og bag fronten, men ikke har sikret nogen afgørende sejre.

Ukrainernes større teknologiske overlegenhed med de nye vestlige våben kan russerne opveje med et større antal soldater, der massivt kan sættes ind og om nødvendigt ofres. Nogle af dem udgøres af såkaldte Storm Z-enheder, der er en slags straffebataljoner bestående af straffefanger og soldater forflyttet på grund af tjenesteforsømmelse. Ruslands militære kapacitet vurderes af analytikere til at være næsten tre gange så stor som Ukraines med knap halvanden million soldater over for Ukraines halve million, når reserve- og paramilitære tropper tælles med.

Den amerikanske professor John J. Mearsheimer betegner det ukrainske forsøg på offensiv som en total fiasko med blandt andet henvisning til, at ukrainerne ifølge amerikanske militærkilder har mistet 20 procent af nye avancerede våben, tanks og pansrede mandskabsvogne leveret fra vesten, ligesom en række enheder bevæbnet og trænet af vesten har lidt store tab. Efter Mearsheimers opfattelse havde ukrainerne ikke en chance for at gennemføre offensiven som en lynkrig, da russerne stod stærkt i en forsvarsposition. Efter i stort omfang at have forskanset sig i skyttegrave har russerne haft fordelen af at være forsvarere, der traditionelt befinder sig i en bedre position end en fremrykkende, angribende part.

Mangel på ammunition

Begge parter lider dog tilsyneladende af mangel på ammunition; men nogle vestlige iagttagere vurderer, at Rusland får leveret mere ammunition fra Korea og Iran end Ukraine får fra vestlige lande. Zelenskyi begrundede da også i foråret udsættelsen af offensiven med, at der manglede ammunition. Det samme udtalte forsvarschef Valerjii Zaluzhnyi senere til Washington Post. EU har da heller ikke som lovet i marts leveret en million granater, men på nuværende tidspunkt kun omkring 300.000 og vil ifølge forsvarsminister Troels Lund Poulsens udtalelser til DR d. 14. november måske kunne nå op på en halv million inden marts næste år. Ukraine presser på for at få flere og hurtigere leverancer af våben og ammunition; men våbenindustrien har svært ved at følge med efterspørgslen fra såvel Ukraine som Nato-landene, hvor det tynder ud i lagrene. Våbenfabrikkerne mangler både råstoffer og kvalificeret arbejdskraft; men der arbejdes politisk på at udvide våbenfabrikationen. I Danmark genåbnes en ellers lukket våbenfabrik i Sæby, men den vil ifølge forsvarsministeren først kunne levere om et til to år.

Netop den ret fastlåste situation var tilsyneladende baggrunden for den ukrainske forsvarschefs udtalelser om, at der ikke forestår noget dybt og smukt gennembrud, hvilket udløste reaktionen fra Zelenskyi. Den er af nogle analytikere blevet udlagt som en uenighed mellem den politiske og militære ledelse om de faktiske muligheder, hvilket ikke er et usædvanligt fænomen. Formodentlig har der også til tider været lignende uoverensstemmelser mellem Putin og højtstående medlemmer af den russiske generalstab, hvor der i løbet af krigen er sket flere personudskiftninger. Lignende uoverensstemmelser er også kendt tilbage i historien, blandet andet Anden Verdenskrig, hvor både Stalin og Hitler i flere tilfælde trumfede deres vilje igennem over for skeptiske generaler, der så anderledes på situation og muligheder.

Vigende opbakning til Ukraine

Den ukrainske præsidents udtalelser til NBC skal formodentlig dog også ses som en reaktion på, at krigen i Ukraine er blevet overskygget af situationen i Mellemøsten og afspejler nok også en vis bekymring og frustration over, at opbakningen i Vesten til Ukraine så småt er ved at smuldre. I sin daglige tale til nationen udtrykte han det således den 30. oktober: ”Krigstrætheden ruller af sted som en bølge. Du ser det i USA, du ser det i Europa”.

Slovakiets nye præsident har standset våbenleverancer til Ukraine. I Polen, der ellers har været Ukraines stærkeste støtte, har våbenleverancer været sat på pause, og dele af befolkningen er blevet mere lunkne over for Ukraine. Bønder er utilfredse med at ukrainsk korn dumper priserne og giver mindre indtjening, På samme vis føler polske vognmænd sig presset af ukrainske lastbiler, der via lempelige regler prismæssigt kan underbyde landets egne transportører af gods. Utilfredshed hermed har ført til, at polske vognmænd har lavet vejblokader i nærheden af grænsen. Der opleves også nogle steder spændinger mellem ukrainske flygtninge og lokale polakker, der ellers oprindeligt bød flygtningene så hjerteligt velkomne.

I Tyskland har Europas nok stærkeste fredsbevægelse været stærkt kritisk over for våbenleverancer til Ukraine. Det var SPD også ved krigens begyndelse, men er siden vendt helt om og har sammen med de to øvrige regeringspartier og de store borgerlige oppositionspartier CDU/CSU vedtaget at sende blandt andet Leopard-kampvogne til Ukraine. Til gengæld er det fremstormende AfD, der i meningsmålinger står til at være Tysklands næststørste parti med omkring hver femte stemme, imod og får nu følgeskab på det felt af Sahra Wagenknecht og flere andre udbrydere fra Die Linke. De vil oprette et nyt parti, som op til hver fjerde vælger vil overveje at stemme på og vil formodentlig hente stemmer fra såvel Die Linke som AfD. Især i det østlige Tyskland er der en vis sympati for Rusland og modvilje imod økonomisk og militær støtte til Ukraine, hvilket også gælder for en del tyske statsborgere med russiske rødder, mens andre af disse er modstandere af Putin.

I de øvrige europæiske lande virker støtten til Ukraine relativ stabil, selv om der kan spores nogen utilfredshed med den generelle militære oprustning, der sker på bekostning af velfærd og klimaindsats.

Holdningsskifte i USA

Den største bekymring skal Zelenskyj dog måske nære i forhold til et holdningsskifte i USA, hvor der tegner sig en voksende modvilje over for fortsatte milliardbevillinger af støtte til Ukraine. En mindre, men ret indflydelsesrig gruppe på det republikanske partis højrefløj er kritiske over for yderligere donationer til Ukraine og skabte en del turbulens i forbindelse med vedtagelsen af USA´s finanslov. Den republikanske formand for Repræsentanternes Hus blev af egne partifæller stemt ud og erstattet af en anden republikaner, den ret ukendte jurist Mike Johnson. Han blev første gang valgt til kongressen i 2016, er erklæret kristen konservativ og støtte af Trump.

I maj i år stemte Johnson imod at bevilge 40 milliarder dollars i militær støtte til Ukraine og har erklæret sig imod at øremærke en stor del af en bevilling på 100 milliarder kroner til sikring af USA´s nationale sikkerhed som militær støtte til Ukraine. Han og en række andre republikanske kongresmedlemmer vil hellere give pengene som militær støtte til Israel – og vil med den aktuelle situation i Mellemøsten formodentlig kunne vinde en del opbakning til en sådan prioritering. Embedsmænd i Det Hvide Hus gav før udbruddet af krigen mellem Israel og Hamas udtryk for tiltro til, at bevillingerne til Ukraine ville kunne vedtages inden årets udgang, men har efterfølgende ifølge NBC uofficielt udtalt bekymring over, hvor svært det vil blive.

Også i den amerikanske befolkning svinder opbakningen til yderligere støtte til Ukraine. Ifølge en nylig gennemført Gallupundersøgelse mener 41 procent af amerikanerne, at USA yder for meget i støtte, mens 33 procent fandt, at USA giver et passende beløb, og 25 procent mente, at USA gør for lidt. Tre måneder tidligere var det kun 24 procent, der i en lignende undersøgelse mente, at USA bruger for mange penge på hjælp til Ukraine. Det ret markante holdningsskifte vil givetvis komme til at spille en rolle i den forestående præsidentvalgkamp, hvor demokraterne er presset af frafald af vælgere. En meningsmåling har vist, at i fem ud af seks svingstater vil partiet tabe de vælgere, som de vandt ved sidste præsidentvalg og som var afgørende for sejren til Joe Biden. De frafaldne vælgere føler, at Biden-regeringen har gjort for lidt i forhold til at hjælpe dem økonomisk i forbindelse med de store prisstigninger. Derfor vil en del af dem nok være tilhængere af at omprioritere til fordel for økonomisk og social genopretning frem for økonomisk støtte til Ukraine, hvilket republikanerne vil forstå at udnytte i kampen for at genvinde præsidentposten.

Embedsmandsdrøftelser om fredsforhandlinger

Ukraine er stærkt afhængig af våbendonationer fra USA og Vesteuropa og ser dem helst øget, men risikerer at strømmen af våben, ammunition og udstyr vil blive mindsket eller i alt fald ikke øges. Set i lyset heraf og den fejlslagne ukrainske offensiv ser det efter professor Mearsheimers opfattelse vanskeligt ud for Ukraines muligheder for militær fremgang. Derfor vil forhandling om en diplomatisk løsning trænge sig på.

Ifølge flere medier er amerikanske og europæiske embedsmænd begyndt at tale med ukrainske embedsmænd om, hvad indholdet af sådanne fredsforhandlinger kunne rumme. NBC News citerer to unavngivne højtstående amerikanske embedsmænd for, at drøftelserne bredt omhandlede, hvad Ukraine kan blive nødt til at opgive for at opnå en løsning og også tog fat på de mere ømtålelige emner. Drøftelserne fandt sted i oktober i forbindelse med et møde for 50 lande, der støtter Ukraine, heriblandt en række medlemmer af Nato. Udgangspunkter for drøftelserne var, at både amerikanske og europæiske militæranalytikere vurderer, at krigen er blevet låst fast i en stillingskrig samt en bekymring for, om evnen til at forsyne Ukraine med våben kan fastholdes, ligesom Ukraine har problemer med rekrutteringen til hæren. Der har for nylig været flere offentlige protester imod præsidentens planer om yderligere indskrivning af værnepligtige. Den amerikanske regering har stor opmærksomhed på rekrutteringsproblemerne. For som det anonymt lød fra en regeringsembedsmand kan USA forsyne Ukraine med våben, men ikke med soldater til at betjene våbnene.

De anonyme amerikanske embedsmænd har ifølge NBC også sammen med europæiske kolleger vurderet, at Ukraine senest i begyndelsen af det kommende år må gå til forhandlingsbordet, medmindre der inden da er sket store fremskridt militært – og det finder kilder i den amerikanske generalstab ikke særlig sandsynligt, men taler internt om en krig, der kun rykker sig i tommer.

Forhandlinger levnes dog ikke umiddelbart mange chancer af Mearsheimer og heller ikke af blandt andet Friis Arne Petersen, tidligere direktør i Udenrigsministeriet. I et debatindlæg på Altinget på et-årsdagen for den russiske invasion vurderede han, at ”ingen af parterne ser ud til at kunne afgøre krigen til deres fordel med en total sejr”, men ser ikke mange incitamenter til at påbegynde forhandlinger, der ville kræve en våbenhvile for at kunne igangsættes.

Vilje til forhandling?

Rusland viser ikke umiddelbart interesse for at indgå i forhandlinger, men har da også en taktisk fordel i at udskyde sådanne ud fra en vurdering af, at tiden senere vil være mere moden for en løsning, der ikke efterlader Rusland som den store taber. Kalkulationen går på, at krigstrætheden med tiden vil stige og øge presset for en forhandlingsløsning. Rusland har næppe heller interesse i en årelang krig. På den indre front kan moralen og opbakningen trods den ensidige formidling i de statskontrollerede medier svækkes i takt med, at flere soldater kommer hjem i ligposer eller alvorligt sårede på krop og sjæl. Selv om de vestlige sanktioner ikke har helt den tilsigtede effekt og har styrket russisk landbrug og fødevareproduktion, er sanktionerne dog en gene og anstødssten for især den pengestærke middelklasse, hvis forbrugsmæssige udfoldelsesmuligheder begrænses.

Putin risikerer også at svække den goodwill, som Rusland nyder i mange afrikanske lande, hvis krigen fortsat begrænser eksporten af korn og majs og derved bidrager til sult, som tørke forårsaget af klimaforandringer medfører. Klimaforandringer bliver også en militærstrategisk udfordring for Rusland, der – ligesom Canada – har været vant til, at fronten mod nord fra naturens hånd var sikret imod fjendtlig invasion, da isen har været en nærmest uovervindelig barriere. I takt med at isen smelter i de arktiske farvande, er Rusland i færd med at opruste med nye flådehavne, flybaser og missilanlæg, ligesom der investeres i nye krigsskibe for at komme på højde med den arktiske militære oprustning, der også foregår i Nato, herunder Danmark. Det koster mange ressourcer for Rusland både at føre krig i Ukraine og opruste mod nord, hvilket også har ført til et samarbejde med Kina om fælles kystbevogtning. Kina er nemlig begyndt at interesse sig for Arktis til formodentlig en vis irritation for Rusland, der både ser Kina som ven og konkurrent – frygter at blive lillebror i denne leg, lyder vurderingen fra orlogskaptajn Johannes Riber, tilknyttet Forsvarsakademiet.

Krig udsætter ukrainsk EU-medlemskab

For Ukraine har krigens længde og udfald betydning for optagelsesprocessen i EU, som landet brændende ønsker at blive medlem af – helst hurtigst muligt. EU-Kommissionen har da også for nylig tilkendegivet, at Ukraine har opfyldt en række forudsætninger for, at optagelsesforhandlinger kan optages, når krigen er ovre.

En optagelsesproces er dog altid langvarig og kompliceret, da EU stiller mange krav til et ansøgerland. Der er specielt fokus på den omfattende korruption, der længe har præget og plaget Ukraine, og som Zelenskyj gik til valg på at bekæmpe uden at have opnået de helt store resultater. Under krigen er der kommet flere eksempler frem på korruption, blandt andet opnåelse af en stor fortjeneste på salg af ubrugelige uniformer til hæren. Krigen har dog også sat mere fokus på korruption og tilsyneladende styrket viljen til at få ryddet op i korruptionen – med blandt andet undervisning af offentligt ansatte i at modvirke bestikkelse og nepotisme. Så de heldige kan nu få et kørekort, en lægeerklæring eller et eksamensbevis uden at betale bestikkelse!

Andre udfordrende krav fra EU går på sikring af mindretalsrettigheder. I Ukraine findes både et rumænsk og ungarsk mindretal, der har givet udtryk for at føle sig diskrimineret. Derudover vil der afhængig af krigens udfald også være et større eller mindre russisk mindretal, medmindre der gennemføres en folkefordrivelse. Erfaringer fra de baltiske lande viser, at der har været udfordringer ved at rumme og integrere de relativt store russiske mindretal, hvilket dog efterhånden er lykkedes via delvis sikring af mindretalsrettigheder, selv om der stadig forekommer spændinger.

Netop undertrykkelse af det russiske mindretals ret til blandt andet undervisning og kontakt med offentlige myndigheder på russisk var en del af begrundelsen for invasionen og i 2014 annekteringen af Krim med et befolkningsflertal af russere – og en stor russisk flådebase. Derfor kan Krims fremtidige tilhørsforhold blive en central udfordring i en fredsløsning, fordi Krim for russerne militært, politisk og prestigemæssigt er af afgørende betydning. Ifølge verserende rygter i nogle medier er højtstående embedsmænd i den amerikanske regering villige til i eventuelle forhandlinger at lade Rusland beholde Krim; men hvad Ukraine skal opnå til gengæld virker uklart og vil blive én af en række svære nødder at knække.

Våbenhvile som første skridt

I de komplicerede forhandlinger vil elementer af Minsk-aftalerne fra 2014 og 2015 kunne indgå, blandt andet decentralisering og selvstyre for områderne Donetsk og Luhansk og lokalvalg i de berørte områder under ukrainsk lov. Mere vidtgående ville være et forslag om internationalt kontrollerede folkeafstemninger om områdernes nationale tilknytning som i Slesvig efter første verdenskrig. Et sådant forslag blev af den russiske forfatter og systemkritiker Alexandr Solsjenitsyn ved opløsningen af Sovjetunionen sendt til den daværende præsident Boris Jeltsin, der ligesom ledende vestlige politikere var helt afvisende. Sådanne folkeafstemninger vil givetvis og slet ikke på kort sigt have nogen gang på jord, da ukrainernes forbitrelse og had imod russerne er enormt. Det kan i sig selv blive svært nok at nå til en våbenhvile, der også er blandt elementerne i Minskaftalerne sammen med tilbagetrækning af tunge våben fra frontlinjen, udveksling af krigsfanger og fri bevægelighed for internationale overvågningsgrupper.

I den første runde af Minsk-aftalerne indgik også etablering af en 30 kilometer bred bufferzone langs den ukrainsk-russiske grænse, hvilket ligger på linje med tanker luftet i august i tidsskriftet Foreign Affairs af Carter Malkasian, der er tidligere strategisk rådgiver for USA´s forsvar. Han peger på afslutningen af Korea-krigen som en mulig inspiration. Krigen er formelt aldrig afsluttet; men der blev indgået en våbenhvile, som nu har været overholdt i 70 år. Blandt hans pointer er, at på trods af at Sydkorea mistede 20 procent af sit territorium, er landet i dag en af verdens stærkeste økonomier.

Det vil dog ikke være lige til at kopiere den koreanske model, da grænsen mellem Rusland og Ukraine er over 1.000 kilometer lang, mens grænsen mellem Nord- og Sydkorea kun er et par hundrede kilometer lang. En sådan demilitariseret zone vil kræve en omfattende og ressourcekrævende overvågning ved observatører og soldater fra andre lande, hvilket kan blive en svær opgave at løfte over en længere årrække. Formodentlig vil en våbenhvile ikke være tilstrækkelig som adgangsbillet for Ukraine til Nato og EU og vil kunne bruges til at udskyde optagelsen af de kræfter, der ikke er voldsomt begejstrede for at optage Ukraine i EU. Selv om EU officielt lover Ukraine medlemskab, er der under overfladen en del modvilje fra især landbrugssektoren, da Ukraine vil være en alvorlig konkurrent til andre medlemslandes landbrug og vil skulle modtage en betydelig del af landbrugsstøtten på bekostning af de øvrige lande.

Selv om våbenhvile og fredsforhandlinger ikke lige tegner sig i horisonten, vil overvejelser og diskussioner herom formodentlig intensiveres i 2024, fordi en sejrrig udgang for én af parterne på krigen ser udsigtsløs ud. Som Friis Arne Petersen skriver i sit indlæg i Altinget ”vil en lang krig også have enorme omkostninger for Vesten, og Ukraine som land vil blive fuldstændig ødelagt. De syv millioner ukrainske flygtninge vil ikke kunne vende tilbage til deres land i mange år. De seks millioner internt fordrevne vil lide længere. Og de seks millioner ukrainere, der lever i de russisk besatte områder vil blive hårdt ramt. Hvordan rejser et land sig fra ruinerne efter en lang krig?”

Friis Arne Petersen peger også på frygten for, at krigen vil brede sig ud over ukrainsk territorium og løbe løbsk, så den i værste fald bliver en krig mellem Rusland og Vesten. Derfor har såvel USA som Vesten en interesse i at inddæmme og afslutte krigen ad diplomatisk vej, hvilket ifølge Friis Arne Petersen kun kan lade sig gøre, hvis USA lægger al sin vægt ind på at iværksætte fredsforhandlinger.

USA vil skulle presse Zelinskyi til forhandlingsbordet og lokke Putin med, hvilket kan kræve hjælp fra lande som Tyrkiet, Indien, Sydafrika og Brasilien, ja måske også Kina. Hvis Joe Biden skal stå for en sådan proces, skal han ikke tøve alt for længe, da han står over for et præsidentvalg, hvis udfald er usikkert. Ligesom det er usikkert, hvor troværdige forlydender er om begyndende initiativer på embedsmandsplan til iværksættelse af forhandlinger. Hvad der foregår i kulisserne på det politiske og diplomatiske felt, kan være lige så præget af misinformation, som når det gælder krigens gang. Selv om det kan være svært at skelne mellem fup og fakta i de mange forlydender vil presset vokse for at forsøge forhandlingsvejen fremfor længerevarende fortsat omkostningsfyldt, sejrsløs krig, der alligevel før eller siden må afsluttes gennem forhandlinger. Spørgsmålet er blot hvornår, hvordan og med hvilket resultat. Det vil ikke være nok blot at stoppe våbnene, men nødvendigt også at sikre freden.

Kilder:

NBC, Foreign Affairs, DR, Altinget, Johannes Riber og Flemming Rose

Læs mere:

https://mearsheimer.substack.com/p/bound-to-lose?r=6o004&utm_campaign=post&utm_medium=web