9 min. læsetid

Opbygningen af en europæisk koalition mod EU’s nedskæringspolitik kan let komme til at ligne et Sisyfos-arbejde. Men når forsøgene alligevel fortsætter, er det fordi, udfordringen fra Bruxelles er for alvorlig til, at man bare kan vende den ryggen.

Af Kenneth Haar

Siden eurokrisen tog fart i 2010, har EU strammet reglerne for medlemslandenes økonomiske politik. Stykke for stykke er der lagt en mosaik af regler for at holde finanspolitikken i en skruestik, og for at fremme »strukturreformer« – arbejdsmarkedsreformer og reformer af socialpolitik. Det er resterne af velfærdsstaten, der er i kikkertsigtet, og ambitionerne fejler ikke noget i EU’s elite: Tilbagerulning af pensioner, understøttelse, sikkerhed i ansættelsen, offentlige ydelser, og kollektive overenskomster gennem regler, der administreres nærmest bureaukratisk af EU-kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den udfordring kan den europæiske venstrefløj og europæiske sociale bevægelser selvfølgelig ikke ignorere, og i de mest gældsplagede lande har det da også været øverst på den politiske dagsorden. Men det har ikke været let at etablere en grænseoverskridende, europæisk kamp mod det projekt, der blev indledt med krisen.  Tre ambitiøse forsøg – Firenze 10+10, AlterSummit og Blockupy – viser, at der er store forhindringer, som er svære at overvinde.  Men der er sat en kreativ proces i gang, der næppe vil stoppe foreløbig, fordi den er nødvendig.

En overvældende udfordring

EU-elitens svar på krisen så og ser stort på, hvad krisens oprindelige rødder var. En byge af regler skal sikre en form for centraldirigeret deregulering gennem reformer med navne som six-pack, two-pack, finanspagt, europagt, det europæiske halvår og stramning af stabilitetspagten – og ikke mindst den berygtede trojka (ECB, EU-kommissionen og IMF), der reelt fik til opgave at styre Irland, Portugal, Spanien og Grækenlands økonomiske politik.  Noget større end bare krisepolitik er på spil.

Stillet over for den udfordring, er det rimeligt at forvente, at progressive bevægelser og den partipolitiske venstrefløj ville danne koalitioner for at lægge et pres på europæisk niveau, og i bedste fald få det nye projekt taget af bordet. Den slags koalitioner er ikke et sjældent syn, og nu og da er de endda umådeligt effektive. Men netop på dette afgørende område – der overvejende handler om Den Økonomiske og Monetære Union og euroen – har det været meget vanskeligt.

Det første forsøg på at danne en koalition var Firenze 10+10 i november 2012– et forum med deltagelse af såvel fagforeninger som nye sociale bevægelser fra hele Europa. Titallet refererede til det nu hedengangne European Social Forum, der fandt sted første gang i den toscanske hovedby i 2002. Datidens arrangement var af en helt anden størrelsesorden, men i de forgangne ti år havde ESF tabt pusten, og var blevet vraget som en udynamisk snakkeklub om alt og ingenting. Firenze 10+10 satte sig for at forny konceptet: »Sagen«, det fælles anliggende, var skåret ud i pap; et opgør med elitens svar på og udnyttelse af krisen – nedskæringspolitikken og angrebene på sociale rettigheder i Europa i almindelighed og EU i særdeleshed.

Forestillingen om, at sagens klarhed og alvor i sig selv skulle befordre konstruktiv kreativitet og målrettet planlægning, skulle dog lide et knæk. Nogle traditionelle uenigheder blandt progressive bevægelser og venstrefløjspartier i EU slog ud i lys lue, f.eks. da en gruppe italienske EU-føderalister førte sig aggressivt frem med et budskab, der lettest fanges i påstanden om, at alt kan løses let, hvis vi giver al magt til Europa-Parlamentet. Samtidig betød en noget svag forberedelse, at projektet manglede retning. Og da en selvbestaltet gruppe desperat forsøgte at etablere konsensus omkring nogle simple konklusioner, blev der ikke taget godt imod i plenum. Firenze blev et flop.

Alter Summit

Hvis Firenze led af sløj forberedelse, er det ikke noget, man kan beskylde Alter Summit for. I udgangspunktet voksede Alter Summit ud af et netværk for den europæiske faglige venstrefløj, som havde besluttet sig at for at arbejde mod en stærkere alliance på den faglige venstrefløj, samt en alliance mellem fagforeninger og andre sociale bevægelser – stadig med samme mål; et opgør med nedskæringspolitikken. Initiativtagernes udgangspunkt var, at fagbevægelsen var central, men fagbevægelsen ikke kunne løfte opgaven alene. Og mange steder har det da heller ikke været fagbevægelsen, der har haft førertrøjen i kampen mod nedskæringspolitikken. I f.eks. Portugal og Spanien, har andre, mere utraditionelle sammenslutninger været i front.

Den officielle start for Alter Summit var sat til at finde sted på et stort møde i Athen i sommeren 2013, men inden da skulle de mest aktive i koalitionen mødes for at finde fælles fodslag, og skrive et fælles politisk grundlag, et manifest.

Udviklingen af manifestet blev en omstændelig affære, med et dokument, der med tiden blev længere og længere, uden at ordlyden af den grund blev klarere. Der blev fundet kompromisser, men ofte udtrykt i knudrede, uigennemskuelige sætninger uden praktisk anvendelighed. Den måske vigtigste demarkationslinje gik mellem faglige organisationer og de øvrige sociale bevægelser, med de sidstnævnte på de mest radikale politiske positioner. I forløbet op til Alter Summit i Athen, skulle der desuden opstå flere situationer, hvor de faglige organisationer valgte at prioritere arbejdet i Den Europæiske Faglige Sammenslutning (Euro-LO, på engelsk ETUC, på dansk EFS), frem for det noget usikre Alter Summit.

Så da Alter Summit fandt sted i Athen i juli 2013, var gassen næsten gået af ballonen, og den event, som skulle have været det store skridt fremad, var ikke meget andet end et stort seminar. Manifestet blev vedtaget med klapsalver af de henved 3.000 deltagere, men få havde tiltro til, at det ville blive meget andet end nok et stykke papir – et meget dyrt et af slagsen.

Tysk schlagermusik var et blandt mange farverige indslag ved Blockupyprotesterne i Frankfurt. Foto: Lu Ca @ Flickr. CC BY-ND 2.0

Blockupy i førertrøjen

Alter Summit eksisterer fortsat, men har til dato ikke formået at skabe særlig meget. De bærende kræfter er fra fagbevægelsens venstrefløj i Belgien, Frankrig og Spanien med spredte bidrag fra bevægelser fra Østrig og Tyskland.  Men paradoksalt nok er foretagendet pt. blevet netop sådan en papirtiger, initiativtagerne ikke ønskede. Bl.a. derfor søgte mange mod det tyske Blockupy-initiativ i tiden omkring Alter Summit-forummet i Athen. Blockupy-konceptet var – i modsætning til de lange diskussioner om snirklede kompromisser i Alter Summit – befriende enkelt; enhed gennem aktioner. Aktionerne var fra Blockupy’s begyndelse i 2012 rettet mod Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, og var i udgangspunktet et tysk initiativ. Men fra midten af 2013, blev Blockupy europæisk. I efteråret 2013 blev målsætningen at gennemføre en blokade omkring ECB’s nye bygning, Eurotower, på selve dagen for åbningshøjtideligheden. Den skulle lade vente på sig, så koalitionen måtte gennem en lang ventetid før den store begivenhed i marts i år.

Tidsmæssigt faldt årets Blockupy-aktion heldigt, midt i det græske drama, hvor netop ECB spiller en hovedrolle i presset på den græske regering for at få den til at gennemføre nedskæringer og privatiseringer.  Henved 15.000 mennesker – måske en fjerdedel fra andre europæiske lande – fandt vej til Frankfurt for at markere deres modstand mod ECB ved en stor demonstration onsdag den 18. marts om eftermiddagen.

Når Blockupy ikke var en ufortyndet succes, skyldtes det, at morgenens blokade flere steder var domineret af grupper med en anden dagsorden, ikke bare fordi de i strid med aktionskodekset begik groft hærværk og søgte konfrontation med politiet, men også fordi deres politiske dagsorden syntes at handle om noget helt andet end ECB’s magt. Om Blockupy-projektet holder, vil de kommende måneder vise.

Hvem har sagt, det skulle være let?

Man må nok samlet konstatere, at den europæiske modstand fra neden har gennemlevet mange nedture, og kun få opture. Efter fem år med krise i EU, og især fem år med en regn af reformer, der lægger den økonomiske politik i benlås, er det foreløbige udfald ikke en skåltale værd.

Men EU-politikken har faktisk altid været svær at håndtere for både progressive bevægelser og den partipolitiske venstrefløj, især når det kommer til så centrale områder som Den Økonomiske og Monetære Union. Og selvom mange har ændret position i de senere år, er mange af de gamle skillelinjer stadig til stede. Og de udgør en hindring for en klart artikuleret og organiseret europæisk kraft mod den »autoritære nyliberalisme«, der har udviklet sig i EU med stor hast i de seneste fem år.

Og så har der da været adskillige gode eksempler på, at europæisk koordinering og solidaritet er mulig, også på dette tunge felt. Som en kortvarig intens kamp mod finanspagten, der blev mødt af en stor demonstration i Frankrig, og som formentlig kun overlevede en irsk folkeafstemning p.g.a. revolverpolitik fra andre regeringer i eurozonen med Tyskland i spidsen.

Den mest realistiske vurdering af processen er, at der er sat en stor kreativ proces i gang, som kan skabe resultater hen ad vejen.  Selvom det har haltet med de store forkromede enhedsprocesser, så er det en fortløbende proces, måske især fordi den er nødvendig. Netop for tiden udspiller sig en kamp omkring Grækenland, der bekræfter, at det ikke er en gangbar strategi. Hvordan slaget om venstrefløjsprojektet i Grækenland ender, afhænger i høj grad af styrkeforholdene på EU-scenen – hvad Syriza-regeringen da også har været pinligt bevidst om fra begyndelsen. Og med den udvikling af ØMU’en, der har fundet sted gennem de seneste fem år, er en koordineret modstand mod netop ØMU’en og de mange nye love, den bygger på, blevet uomgængelig.

Baggrund giver dig interviews, anmeldelser og analyser fra både Danmark og resten af verden. Få sat tingene i perspektiv - og kontakt os, hvis du selv vil bidrage!