“Det hærdede stål” – Fra Ønskeliste til arbejdende venstrefløj

I år har Enhedslisten 25 år på bagen, som parlamentsparti. Det har inspireret journalisten og forfatteren Kim Kristensen til at skrive beretningen om de 25 år.

Bogens titel, som er citat fra et af Carl Scharnbergs digte, kunne godt skræmme én som mig fra at anskaffe den. Tiden under den kolde krig med den sovjetkommunistiske tradition som skræmmebillede for os, der havde valgt den demokratiske socialismes 3. vej, har sat sine spor.

Men jeg er glad for, at jeg valgte at sætte mig ud over mine gamle, politiske rygmarvsreflekser og fik læst bogen. På samme måde som de, der for 30 år siden tog initiativ til at samle den venstrefløj – som ikke blev samlet op af SF eller Socialdemokratiet – satte sig ud over deres historiske rygmarvsreflekser.

Forskellige politiske traditioner i sam- og modspil

Bogen giver et godt indblik i de udfordringer, det giver, at få de forskellige politiske traditioner fra VS, DKP og SAP til at spille sammen – og ikke mindst at få opbygget den tillid, der skal til, hvis man skal kunne arbejde sammen i det pressede og stressede miljø, der er på Christiansborg.

Gert Petersens to-bens strategi

Med mine egne erfaringer fra SF i 1980erne og 90erne er det yderst spændende at følge med i de debatter, Enhedslistens folketingsmedlemmer og Hovedbestyrelse har haft. Diskussionen om hvordan man skal fastholde visionen og målet – og samtidig indgå i forhandlinger og forlig om alt muligt, som hver for sig kan være vanskeligt at sætte ind i en revolutionær udviklingshistorie, har været en fast bestanddel af SFs HB-møder og landsmøder i 1980erne – og altså tilsvarende i Enhedslisten især i nullerne.

Gert Petersen formulerede det som to-bens-strategien: Det langsigtede visionære måtte ikke udelukke det kortsigtede her og nu-arbejde. Hvis det ene ben stod over, ville man gå i rundkreds i stedet for fremad.

Konfliktforholdet til Socialdemokratiet

Et andet tema, som fylder meget, og som tilsvarende fyldte meget i SF, er forholdet til Socialdemokratiet. Det har aldrig været nemt. Vejen har været stenet og brolagt med skuffelser og forræderi. Og det er bittert at opleve, hvordan det gang på gang er lykkedes for Socialdemokraterne at slippe af sted med det – og fortvivlende at måtte erkende, at der aldrig kommer en dommer og sørger for retfærdighed i de sager. Man må hive sig selv op ved håret og komme videre til nye kampe. De MFere – der har deres bagland i fagbevægelsen – véd, at det ikke nytter at lægge sig ud med Socialdemokratiet, hvis man vil opnå noget som helst her.

Bogen beskriver, hvordan Enhedslisten under S-SF-RV-regeringen gang på gang må bide i græsset dirrende af raseri. Ingen kan glemme Johanne Schmidt Nielsens raseri efter skatteaftalen med Venstre, hvor Enhedslistens forhandlere ikke bare blev snydt, men oven i købet bagefter beskyldt for dårligt arbejde. Det vækker skrækkelige minder i en gammel SFer. Den politiske kynisme der herskede i den daværende regering, ligner Krag og Hækkerups stokkemetoder over for venstrefløjen i 1960´erne.

Bokseringen mellem bagland og folketingsgruppe

Forholdet til baglandet fylder meget. Også her er der paralleller til tidligere tiders SF. Enhedslisten har dog endnu ikke oplevet, hvordan politikere – som har vælgernes gunst – føler sig berettigede til at overhøre en Hovedbestyrelse eller for den sags skyld et landsmøde. Måske er opstillingsreglerne med til at sikre den tætte kontakt. Det er på en og samme tid en enorm styrke og et hårdt ræs, som det fx beskrives af Rosa Lund, der ”bliver tilovers” ved en opstillingsrunde og mister sin plads. Den ene dag er man en del af Holdet, den næste er man sat udenfor – af det samme hold.

Bogen giver en god skildring af det enorme arbejde, det er, at få en organisation til at fungere. Det bliver aldrig et 9-16 job, for man har hele sin person med på arbejde i mange timer hver dag. Derfor kræver det også en vis portion elefanthud at stå igennem de knubs, der kommer. Ikke bare fra de politiske modstandere og medierne, men især dem, man får fra sine egne.

“Bogen bør absolut læses – selv slugte jeg den som en roman. Parallellerne til udviklingen i SF er så stærke, at jeg må slutte med et ønske om – at de ikke fortsætter.”

Samtalerne i bogen, hvor Enhedslistens folketingsmedlemmer hver især fortæller om sejre og nederlag, er med til at vise, hvordan politik bæres af mennesker af kød og blod. At der hverken kommer revolution, social retfærdighed eller grøn udvikling uden den vilje og de ofre, som en række kendte og ukendte personer leverer. Ikke bare i valgte positioner. For den hovedbestyrelse, som skal styre gennem det politiske hav, kan ikke hamle op med fuldtidspolitikere – uden selv at ofre betydelige mængder tid og kræfter på det.

Jeg savner lidt en beskrivelse af de aktiviteter og det liv, som foregår lokalt i Enhedslisten. Ligesom jeg måske kunne ønske mig, at de først 5-10 års debatter om, hvordan man forener gamle trotskister med gamle stalinister, fik lidt mere plads.

Hvad kunne vi dog gøre som ét samlet venstrefløjsparti …

Bogen efterlader mig med nogle overvejelser i retning af, hvad vi dog havde kunnet udrette, hvis det var lykkedes at samle hele venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet. Hvem ved? Det er vel ikke udelukket, at det vil ske, når gamle modsætninger er havnet, hvor de hører til: På historiens losseplads!

Bogen bør absolut læses – selv slugte jeg den som en roman. Parallellerne til udviklingen i SF er så stærke, at jeg må slutte med et ønske om – at de ikke fortsætter.

Tillykke med de første 25 år!

Det hærdede stål er udgivet på forlaget Momenta.