Fra SFU til KU: At indrømme, at jeg er konservativ, er det sværeste, jeg nogensinde har gjort

Der gik ikke mere end et par uger, fra jeg offentligt havde sagt, at jeg var konservativ, før jeg havde fuld plade på beskyldningerne. De ti år, hvor jeg kaldte mig socialist, var fredelige, men den første måned, jeg kaldte mig konservativ, var lang at komme igennem. Meget lang.

Jeg vidste sådan set ret længe, at jeg var konservativ, før jeg traf beslutningen om at skifte parti og sige det offentligt. Jeg tøvede ikke, fordi jeg var usikker på, om det var rigtigt. Jeg tøvede, fordi jeg frygtede for reaktionerne.

Desværre handler politik i dag om opfattelser og fordomme

Jeg kan have de samme holdninger, men modtagelsen af dem afhænger af, om jeg kalder mig socialist eller konservativ. Hvis jeg er socialist, er det måske lidt mærkeligt og kontroversielt. Hvis jeg er konservativ, er det ondt og tilbageskuende.

Jeg er konservativ. Jeg er ikke i tvivl om det. Jeg er stolt af det. Jeg kunne nærmest tatovere det i panden på mig selv. Men i den offentlige debat er man et ondt og nederdrægtigt menneske, hvis man er konservativ.

Det er netop den slags, der skræmmer folk fra at deltage i den offentlige debat. Fra at tage aktiv del i politik. Det er den slags, der svækker tilliden i vores samfund og svækker vores demokrati.

Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed – ved at skrive til Solidaritet er det sådan set som at stikke hånden i en hvepserede – nej, jeg skriver i håbet om at andre, der måske tåler det mindre, kan få fred til at danne og have deres politiske holdninger.

Til trods for alt jeg skal høre for, står jeg urokkeligt fast. Jeg fortsætter med at kæmpe for den unge generation, der virkelig trænger til stabilitet i en verden i konstant forandring – også selvom I kalder mig gammeldags.

Jeg er konservativ, fordi samfundet trænger til samhørighed og gensidig respekt, også selvom I kalder mig intolerant. Jeg kæmper for lige muligheder både for mænd og kvinder, også selvom I kalder mig sexist. Jeg bliver ved med at være homoseksuel, selvom I kalder mig homofob.

Jeg kæmper for noget, som jeg indså, at jeg aldrig ville få på venstrefløjen

Jeg er skiftet, netop fordi jeg har noget, jeg vil kæmpe for, som jeg indså, at jeg aldrig ville få på venstrefløjen. Jeg ønsker ligestilling, men der er gået så meget turbo i venstrefløjens identitetspolitik, at ligestilling nærmest bliver umuligt at få med, og den retning, man går i er, mildest talt bekymrende.

Man lukker sig mere om sig selv, dyrker en perfekthedskultur og agerer sekterisk på en måde, jeg ikke kunne spejle mig i. Køber du ikke hele pakken, bliver du anset som højreorienteret. Er du ikke woke nok, er du fjenden. Jeg købte ikke hele pakken og var klart ikke woke nok. Det blev ikke vel modtaget.

Hvor ligestilling engang betød, at alle havde samme udgangspunkt og muligheder, betyder det nu, at kvinder, farvede og LGBT-personer skal have bedre udgangspunkter og flere muligheder end mænd, hvide og heteroseksuelle. Det strider imod alt, hvad jeg tror på og nogensinde har troet på.

Så er der synet på staten. Det er ganske enkelt usammenhængende. På den ene side mener man, at private virksomheder er onde og undertrykker deres ansatte, hvorfor de skal ejes og styres af medarbejderne.

På den anden side mener man, at offentlige institutioner gør det samme – hvor man dog bruger andre termer – men her er man højreorienteret, hvis man foreslår, at medarbejderne skal have indflydelse på deres hverdag. Den eneste løsning på medarbejderkontrol i det offentlige er jo privatisering.

Staten bliver løsningen på alle problemer, venstrefløjen kan komme på. Statslig regulering, beskatning, afgifter, lovgivning, forbud, påbud og hvad man ellers kan finde på. Jeg er klart af den overbevisning, at civilsamfundene, familierne, og det lokale og nære kan løse rigtig mange udfordringer markant bedre.

Jeg tror slet ikke på, at man kan – eller skal – beskatte sig ud af ethvert problem. Staten kan ikke elske dig, men det kan din familie, dine venner, dine naboer og din omgangskreds. Derfor er de – ikke staten – oftere løsningen. Desværre er størstedelen af venstrefløjen, som ellers historisk har været statskritisk, faldet i den socialdemokratiske fælde – og kan ikke forestille sig et samfund uden en altoverskyggende, stor og stærk stat.

Helt generelt kørte jeg sur i den konstante offermentalitet, der hersker på venstrefløjen. Vi er altid ofre, der er altid en krise, vi bliver altid udslettet, og vi er altid undertrykt, og staten er den eneste løsning på alle de ting – selv når staten er årsagen til problemet.

Mine værdier og min tro på fællesskabet passer ikke med venstrefløjens

Så simpelt kan det siges. Der var alligevel nok mange af jer, som ønskede mig væk, så det ønske har jeg nu opfyldt.

Selvom jeg ville ønske, at alle var enige med mig, så er det jo smukt, demokratisk og rigtigt, at vi er uenige og kan tage debatter med hinanden. Desværre bliver vi ude af stand til at tage de debatter og uenigheder, når folk agerer, som de gør. Ikke at de forskellige holdninger forsvinder, men folk kommer ikke til at turde være åbne og ærlige om deres holdninger.

Jeg oplever, at langt de fleste danskere er ordentlige og saglige mennesker. Men de ekstreme fylder meget, særligt i specifikke debatter, som jeg af samme årsag forsøger at holde mig fra at tage.

At indrømme, jeg er konservativ, var som at starte en kamp, jeg ikke søgte

Sværere end at være socialist, sværere end at springe ud som homoseksuel. At springe ud som konservativ er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Men måske også det vigtigste.

Jeg håber inderligt, at vi kan give hinanden plads til at mene forskellige ting. At vi lægger dæmonisering og had på hylden, dropper usaglighederne og de vanvittige beskyldninger, der tit flyver rundt. Hvis vi skal engagere flere, særligt unge, i demokratiet, kræver det en ordentlighed, der desværre alt for ofte er fraværende.

Mit budskab, som frem for alt skal ud, går særligt til alle unge: Vær ikke bange for at stå ved jeres overbevisninger. Vores stemme er vigtig. Vi er fremtidens Danmark, og det er vores ansvar at forme det med omtanke og respekt.

Jeg regner ikke med at have overbevist nogen nu. Tværtimod forventer jeg at stikke mig noget så voldsomt. Men målet er heller ikke at overbevise, mit håb er er blot, at I på venstrefløjen reflekterer en lille smule.

Jeg bliver i hvert fald ikke mindre konservativ af venstrefløjens uordentlighed. Tværtimod bliver jeg overbevist.