Frankrig: Strejken er kommet for at blive!

---

Store dele af den franske arbejderklasse har strejket siden starten af december 2019. Baggrunden er utilfredshed med Emmanuel Macrons pensionsreformer – men strejkerne har vist potentialet for et større opgør.

Oversat fra Left Voice af Morten Hammeken

---

Af Madeleine Freeman

Advokater smider deres kapper for foden af den franske justitsminister. Arbejdere på Louvre lukker verdens største kunstmuseum ned. Brandmænd overvander regeringsbygninger. Arbejderklassen er i oprør mod Emmanuel Macrons angreb på pensionsordninger – og de har ikke tænkt sig at smide håndklædet i ringen.

Franske jernbanearbejdere strejker fortsat på anden måned, og arbejdere på tværs af alle brancher fastholder demonstrationer og arbejdsnedlæggelse i protest mod regeringens planer om at ’omstrukturere’ pensionslovgivningen. I mellemtiden har Frankrigs moderate fagforeningsledere forhandlet med regeringen om kosmetiske ændringer til reformudkastet – i et forsøg på at få afblæst strejken.

Forhandlingerne spidsede til 11. januar, hvor premierminister Édouard Philippe erklærede, at han ville trække det kontroversielle forslag om at hæve pensionsalderen tilbage fra forslaget om en pensionsreform. Den udmelding blev hyldet af nogle fagforeningsfolk og den borgerlige presse som en stor indrømmelse – og var tiltænkt at bringe Frankrig nærmere en afslutning på landets længste strejke siden 1968. Laurent Berger, der som generalsekretær for CFDT (fagforeningen ’Fransk Demokratisk Arbejdersammenslutning’, red.) i øjeblikket forhandler med Macron, tweetede:

”Vi har forhandlet en tilbagetrækning af forslaget om øget pensionsalder på plads; en sejr for CFDT. Dette urimelige og ubrugelige tiltag var en rød linje for os. CFDT vil nu fortsætte arbejdet for et retfærdigt, solidarisk pensionssystem.”

Udmeldingen markerer første gang, Emmanuel Macrons regering har givet sig siden strejken begyndte 5. december 2019. Regeringen håbede, et sådant træk ville vise dens velvilje, når det kommer til at samarbejde med de franske fagforeninger om at genoprette ro og orden i landet, som har været genstand for store sociale uroligheder i mere end et år. Macron og Philippe er imidlertid stadig fast besluttede på at presse størstedelen af reformerne igennem – på den ene eller den anden måde.

Regeringens indrømmelser på området er udelukkende opnået gennem en koordineret indsats fra hundredtusinder – ifølge nogle estimater endda millioner – af arbejdere i hele Frankrig, lige fra elektrikere til operasangere og lærere. Regeringens modtræk skal også ses i netop dét lys: et forsøg på at så splid blandt de strejkende for nemmere at kunne køre på med hovedparten af de varslede reformer.

Efter udmeldingen om at pensionsalderen alligevel ikke skulle hæves – i hvert fald ikke som del af de umiddelbare reformer – hævdede Philippe skråsikkert, at ”transportstrejken imod pensionsreform kommer ikke til at få betydning. Regeringen er fast besluttet.” Han tilføjede desuden, at strejken allerede har varet ”alt for længe”.

Det ”afgørende alderspunkt” i reformforslaget er blevet præsenteret som en ’gulerod’ til folk, der blev på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen var nået. I virkeligheden betyder det, at arbejderne ikke vil modtage hele deres pension med mindre de arbejder mindst to år ekstra – reelt en hævelse af pensionsalderen på to år, fra 62 år til 64 år på tværs af alle brancher. Det har vakt særlig stor vrede blandt eks. jernbanearbejdere, der har kæmpet hårdt for retten til en tidlig tilbagetrækning, som kompensation for det fysisk krævende arbejde. For nogle arbejdere ville forslaget betyde, at de skulle arbejde op til 10 år længere for at tjene nok til hele deres pensionsalder.

Regeringens indrømmelser på området er udelukkende opnået gennem en koordineret indsats fra hundredtusinder – ifølge nogle estimater endda millioner – af arbejdere i hele Frankrig, lige fra elektrikere til operasangere og lærere. Regeringens modtræk skal også ses i netop dét lys: et forsøg på at så splid blandt de strejkende for nemmere at kunne køre på med hovedparten af de varslede reformer.

En dårlig aftale for de franske arbejdere

Fagforeningsbureaukratiet og regeringen fejrer aftalen som om den var en sejr for bevægelsen mod reformer. Den repræsenterer imidlertid ikke den almindelige arbejders interesser, og folk demonstrerer derfor stadig på såvel gaderne som arbejdspladserne. For at udvise solidaritet med de strejkende arbejdere i RATP (jernbaneselskabet i Paris, red.) og SNCF (det nationale jernbaneselskab, red.) – hvis lederskab har nægtet at sætte sig til forhandlingsbordet med regeringen – har medlemmer af CFDT og UNSA (Den Nationale Sammenslutning af Uafhængige Fagforbund, red.) – to af fagforeningerne bag aftalen – kritiseret sine egne ledelsers lokumsaftaler med regeringen, som grundlæggende set ikke udfordrer Macrons planer om gennemgribende reformer af det franske sikkerhedsnet. Nogle har endda revet deres medlemskort itu og opfordret til at forlænge strejken.

17. januar stod jernbanearbejdere fra koalitionen mellem RATP og SNCF i spidsen for en demonstration foran CFDT’s hovedkvarter. Her afsvor de fagforeningstoppens forhandlinger, som foregår bag lukkede døre. CFDT-lederne bekendte sin egentlige kulør ved at tilkalde politiet mod demonstranterne, og de fredelige demonstrationer blev efterfølgende voldeligt undertrykt af politiet.

CFDT er imidlertid ikke den eneste fagforening, der har overgivet sig til regeringens krav. Selv CGT (Frankrigs næststørste fagforening, red.), som var blandt initiativtagerne til kravet om, at strejken skulle fortsætte indtil reformen var rullet helt tilbage, har offentligt bagvasket demonstrationerne og har udtalt, at ”sådanne handlinger kun skader arbejdernes kamp ved at vende dem mod hinanden”. Det historisk militante CGT’s rolle har været kompleks; hvor de menige medlemmer har lagt pres på toppen for at fortsætte strejkerne, deltog ledelsen tidligt i forhandlinger med regeringen. Fagforeningsrepræsentanter har desuden indvilliget i at deltage i en ’konference’, hvor det skal diskuteres, hvordan regeringen kan gennemføre nedskæringer på socialområdet. Arbejderne kæmper med andre ord fortsat på gaderne og arbejdspladserne, mens fagtoppen foretrækker at indgå i ’social dialog’ med regeringen.

Enorme nedskæringer stadig på tegnebrættet

Det er vigtigt at bemærke, at reformplanen stadig er intakt, selvom regeringen nu har trukket forslaget om at hæve pensionsalderen tilbage. Under forhandlingerne enedes forhandlere fra fagforeninger og regeringen om at skære i omegnen af 90 milliarder kr. i pensionssystemet. Det vil føre til nedsættelser i pensioner på mellem 10 – 20 % for millioner af arbejdere i hele Frankrig. Derudover berører ændringen ikke hovedproblemet i regeringens plan: Selve omstruktureringen. Macrons plan vil standardisere pensionsordninger på tværs af brancher, og indtægten skal beregnes ud fra hele ens arbejdsliv – også perioder med arbejdsløshed. Det vil ramme unge mennesker særligt hårdt, al den stund ‘prekariteten’, de korte, usikre ansættelser på arbejdsmarkedet fortsætter med at stige i en tid, hvor mange unge mennesker har svært ved at finde fast arbejde.

Ydermere er den stigende pensionsalder faktisk ikke blevet skrevet ud af aftalen. Den udskyder blot processen i et par år – og skal stadig gradvist implementeres i løbet af fem år. Den type ’udskydelsestaktik’ har været regeringens strategi, siden strejken startede: I stedet for at give reelle indrømmelser, har modsvaret til strejkerne været bare at forlænge implementeringsfasen af denne ’omstrukturering’ (nedskæring). Regeringen regner med at kunne trække tiden over for arbejderklassen – og forventer at vinde på den baggrund.

Næste fase

Bekendtgørelsen kommer på et afgørende tidspunkt for strejkebevægelsen. På den ene side er deltagertallet gået ned, selvom offentlighedens støtte til strejkerne faktisk er steget i de seneste to uger. Det er særligt jernbanearbejdere, som har strejket siden 5. december, der efterhånden begynder at kunne mærke 48 dage uden løn på pengepungen. På den anden side er der de sidste to uger kommet en åbning for, at andre sektorer kan slutte sig til bevægelsen – vigtigst af alt dele af den private sektor. Det har betydet større deltagelse fra personer fra eks. undervisningsbranchen– og retsvæsnet.

Nye aktioner skaber opmærksomhed om bevægelsen, og lokale arbejderforsamlinger organiserer sig for at afgøre, hvad der skal være næste skridt, efter at være blevet mødt med massiv politi-undertrykkelse og en fagforeningsledelse, der har overgivet sig til regeringens krav. Strejken begynder også at kunne mærkes på fransk økonomi, hvilket skaber pres på regeringen for at få afsluttet strejkerne. Ifølge tal fra den franske centralbank har strejken allerede haft konsekvenser for den økonomiske vækst, som er faldet med 0,1 % i indeværende kvartal.

Selv om deltagelse i strejken er faldet nogle steder, fortsætter arbejderne med at udfordre såvel Macrons regering som de fagforeningsledere, der forhandler bag deres ryg. Arbejdere i afgørende dele af den franske industris sektorer strejker stadig, og folk går stadig på gaden, fast besluttet på at blive ved til den bitre ende – indtil Macrons pensionsreformer bliver skrottet én gang for alle.

På den ene side er deltagertallet gået ned, selvom offentlighedens støtte til strejkerne faktisk er steget i de sidste to uger. Det er særligt jernbanearbejdere, som har strejket siden 5. december, der efterhånden begynder at kunne mærke 48 dage uden løn på pengepungen. På den anden side er der de sidste to uger kommet en åbning for, at andre sektorer kunne slutte sig til bevægelsen – vigtigst af alt dele af den private sektor.

I takt med at deltagelsen falder i vigtige sektorer som transportbranchen, er det afgørende at nye sektorer fortsætter hvor de slap, så strejken kan blive så omfattende som muligt. Det betyder også, at de brancher, der for nyligt har optrappet deres tilstedeværelse i bevægelsen – som eks. lærerne og advokaterne – bliver ved med at gøre strejkerne bredere, dels ved at gøre dem inklusive, og dels ved at koordinere indsatsen med andre brancher. Det gælder blandt andet oliearbejderne og havnearbejderne, som har lukket Frankrigs industrihavne og raffinaderier ned i de seneste to uger.

At trække andre dele af arbejderklassen ind i strejken og at opretholde den store deltagelse, nødvendiggør formuleringen af bredere krav end kun at trække pensionsreformerne tilbage. Frankrigs bevidstgjorte arbejdere har muligheden at stille meget større krav – og at vise befolkningen, at det kun er dem selv, der kan løse den sociale og økonomiske krise, som Frankrigs herskende klasse har udsat folket for. Strejken er en oplagt mulighed for at sætte tiltrængte lønstigninger på dagsordenen – og for at gøre op med løsansættelser og urimelige afskedigelser. De kunne sætte kampen for at hjælpe de arbejdsløse i job tilbage på dagsordenen, efter det område har været udsat for en række nedskæringer under Macron. De kunne kæmpe for flere penge til undervisning og sundhedsvæsen og kræve, at Frankrig holder op med at finansiere imperialistiske konflikter i Afrika og Mellemøsten. Den igangværende strejkebevægelse kunne for alvor gøre op med status quo, og Frankrigs arbejdere kunne ad den vej tage et opgør med hele Macrons regime.

Denne artikel er oprindeligt bragt på Leftvoice 22. januar 2019: France: The Strike Is Here to Stay!

---

Madeleine Freeman laver video og artikler for Leftvoice. Hun er bosat i New York.

---