Fred i Ukraine – Hvornår og hvordan?

Der er mange forslag til fred i Ukraine: Ruslands præsident Putins forslag er det mest vidtgående. Ukraine skal trække sig tilbage fra de fire ukrainske regioner, som Putin har deklareret for russiske. Så skal Ukraine demilitariseres og erklære evig neutralitet, og så vil Putin være klar til at erklære våbenhvile og starte forhandlinger.

Den ukrainske præsident Zelenskijs forslag er lige så enkelt: Rusland skal trække sig tilbage bag sine internationale grænser. Så stopper krigen. Ukraines fredsplan har ikke ændret sig meget de sidste par år.

Der er ganske vist lige et par spørgsmål tilbage: Putin og flere andre russiske ledere er eftersøgt for krigsforbrydelser i Ukraine – og så er der spørgsmålet, om Rusland skal betale erstatning for krigsskader i Ukraine.

Konferencen i Bürgenstock

13.-14. juni var der ”Topmøde om fred i Ukraine” i Schweiz i ressorten Bürgenstock uden for Lucerne.

Rusland deltog ikke i disse forhandlinger. Resultatet var tyndt. Ganske vist anerkender slutkommunikeet ”princippet om suverænitet, uafhængighed og territoriel integritet for alle lande” – altså også for Ukraine.

Startpunktet i kommunikeet er et krav om, at Zaporizjzja atomkraftværket – som i dag er besat af Rusland – skal operere sikkert under fuld ukrainsk kontrol og under overvågning af IAEA – den internationale FN-organisation for atomkraft. Det er altså et krav om, at Rusland trækker sig tilbage fra denne besættelse. Men ellers er det vage hensigtserklæringer og formaninger om ikke at bruge atomvåben, yde humanitær bistand osv.

Det mest bemærkelsesværdige er punkt to, der handler om fødevaresikkerhed. Handelsskibe skal kunne sejle uhindret i Sortehavet og Azovhavet, og det er ”uacceptabelt” at angribe dem. Der har været meget fokus på, at Ukraine eksporterer hvede gennem Sortehavet – men det er værd at bemærke, at det gør Rusland sandelig også – og Rusland er en langt større hvedeeksportør end Ukraine.

Indholdet var altså tyndt. Deltagerkredsen var også tynd, selv om 78 lande skrev under, og der var mange statsledere til stede – fra Mette Frederiksen til vicepræsident Kamala Harris fra USA. Men vigtige lande manglede. Først og fremmest manglede Sydafrika, Indien, Kina, Brasilien og Rusland.

Kommunikeet slutter med en vag formulering om, at man har besluttet at tage konkrete skridt i fremtiden” med ”deltagelse af repræsentanter for alle parter”. Altså en fredskonference med russisk deltagelse. Men hvor og hvordan – det svæver i vinden.

Bürgenstock-konferencen kan ses som Ukraines og dets vestlige partneres forsøg på at samle en koalition, der kan lægge pres på Rusland, men den kan ikke ses som nogen stor succes.

Kina og Brasiliens plan

Kina og Brasilien fremlagde 23. maj 2024 – altså tre uger før konferencen – et andet forslag. Repræsentanter for de to lande blev enige om seks punkter i en ”Fælles forståelse af hvordan Ukrainekrisen skal løses politisk”.

Det første punkt er, at de to parter vil ”de-eskalere situationen – der skal ikke være nogen ekspansion på fronten, ingen optrapning af kampen og ingen provokationer fra nogen part.”

Der er kort sagt tale om en slags våbenhvile light – og i realiteten vil det tillade Rusland at beholde de territorier, de har besat. Det skal så lede hen mod en egentlig våbenhvile og en international fredskonference på et tidspunkt, som passer både Ukraine og Rusland, og med deltagelse fra ”alle parter”.

De sidste fire punkter i planen er øget humanitær assistance, at undgå at angribe civile, udveksling af og beskyttelse af krigsfanger. Der er også et punkt om at undgå at bruge masseødelæggelsesvåben specielt atomvåben, kemiske og biologiske våben.

Det femte punkt siger, at angreb på atomkraftværker skal undgås. Her er den diskrete forskel til Ukraines krav, at Rusland faktisk har besat Zaporizjzja-atomkraftværket – Europas største – og hvis nogen skulle angribe, skulle det være Ukraine. Men det afholder Ukraine sig fra, fordi det kan få helt uoverskuelige konsekvenser for landet. Men den kinesisk-brasilianske plan rummer ikke noget krav om, at Rusland skal trække sig tilbage fra atomkraftværket.

Det sjette og sidste punkt i det kinesisk-brasilianske forslag er, at man skal undgå at dele verden ind i isolerede politiske eller økonomiske grupper. Man skal forbedre det internationale samarbejde om energi, valuta, finans, handel, fødevaresikkerhed og sikring af kritisk infrastruktur for at beskytte stabiliteten i globale industri- og forsyningskæder.

I realiteten er dette et krav om at ophæve eller mindske de sanktioner mod Rusland, der er blevet indført på grund af invasionen.

Erklæringen slutter med et ønske om fredsforhandlinger.

Den kinesisk-brasilianske erklæring peger altså på en løsning, der vil tillade Rusland at beholde, hvad man har erobret, ligesom den er imod sanktioner mod Rusland.

Erklæringen er, set fra Ukraines synspunkt, også et tilbageskridt fra det positionspapir, Kina tidligere har fremlagt, hvor de lagde ud med at fastslå, at alle landes suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet må opretholdes. Det gjaldt altså også Ukraine. Men det er der ikke noget om i fælleserklæringen med Brasilien.

Tidligere har Kina også meget klart udtalt, at de var imod, at lande udstationerer atomvåben uden for deres egne grænser. Det udtalte Kinas præsident Xi Jinping så også sammen med Putin, da han var på statsbesøg i Moskva 21. marts 2023.

Men allerede 4 dage efter, 25. marts erklærede Putin, at Rusland vil udstationere atomvåben i Belarus. Det er uklart, om Rusland faktisk har udstationeret atomvåben i Belarus. Men det er velkendt, at de har MIG 31-fly, som er i stand til at fremføre dem, udstationeret i Belarus.

Ukraines 10 punkts-fredsplan

Ukraines præsident Zelenskij fremlagde i oktober 2022 Ukraines fredsplan i en tale til G7 landene. Landet fastholder denne plan. Man kan læse den på en hjemmeside publiceret af det Ukrainske udenrigsministerium i samarbejde med  NGO’en ”Brand Ukraine”. Der er også et dokument i 10 punkter med Ukraines krav. Dokumentet er fra 11. august 2023.

Hovedpunkterne er punkt 5 og 6 med genetablering af Ukraines internationale grænser før annekteringen af Krim i 2014. Fuld tilbagetrækning af russiske militære styrker fra Ukraines territorium og stop for fjendtlighederne.

Ukraine kræver også, at Rusland skal opgive sin besættelse af Zaporizjzja-atomkraftværket.

Den globale fødevaresikkerhed skal sikres ved at tillade, at Ukraine eksporterer korn. Som man måske kan huske, var der en aftale mellem Rusland og Ukraine om ikke at angribe skibe, der eksporterede korn – en aftale indgået med Tyrkiet som mellemmand. Rusland opsagde aftalen for et år siden, men har ikke kunnet etablere en blokade af ukrainsk eksport, da den russiske Sortehavsflåde er stærkt svækket.

Ukraine kræver løsladelse af alle personer, Rusland har taget til fange, inklusive 20.000 børn, som Ukraine mener er blevet deporteret med tvang. Man tilbyder Rusland udveksling af fanger efter princippet ”alle for alle”.

Punkt 7 handler om retfærdighed, og her kræver Ukraine, at russiske krigsforbrydelser skal retsforfølges, og at der skal laves et særligt internationalt tribunal for russiske krigsforbrydelser.

Der er også et krav i punkt 7 om ”en international mekanisme, som skal få Rusland til at kompensere for alle ødelæggelserne, som er sket på grund af krigen”. Det er altså et krav om krigsskade-erstatninger, men formuleringen er bemærkelsesværdigt kort.

Ukraines plan slutter af med et forslag om at lave en fredsaftale som afslutning af krigen, og at der skal ”etableres ordentlige og effektive sikkerhedsgarantier for Ukraine, såvel som en fornyet efterkrigs-sikkerhedsarkitektur i det euro-atlantiske område, som inkluderer Ukraine”. Det er en mellemting mellem at kræve, at Ukraine skal være medlem af NATO, og at alle landene skal garantere hinandens sikkerhed.

Putins udspil

Putin kom med sit udspil 14. juni 2024 – samtidig med konferencen i Schweiz. Det blev fremsat i en tale, han holdt for russiske diplomater i det russiske udenrigsministerium.

”Vores betingelser for atbegynde fredsforhandlinger er simple”, siger Putin. ”Ukraine skal for det første trække sig tilbage fra de fire regioner, Rusland mener tilhører dem. For det andet skal Ukraine opgive at blive medlem af NATO. For det tredje skal Vesten stoppe sanktionerne mod Rusland. For det fjerde skal Ukraine demilitariseres”.

Vi tager den lige en gang til: Dette er Putins krav for at starte forhandlingerne. Hvad der så er at forhandle om bagefter, er uklart. For det er klart, at hvis Ukraine opfyldte kravene – så ville det medføre landets sammenbrud som selvstændigt land.

Som startpunkt kræver Putin, at Ukraine trækker sig tilbage fra de regioner, som Rusland mener tilhører dem. Men disse regioner omfatter også store områder med millioner af mennesker, som det ikke er lykkedes for Rusland at besætte – inklusive storbyerne Zaporizjzja og Kherson.

Man kan finde talen på Youtube – og den blev refereret i mange store vestlige medier. På det russiske udenrigsministeriums hjemmeside kan man også finde talen skrevet ud på engelsk og russisk.

Hvis man ser på Ukraines og Ruslands ideer til at stoppe krigen, er der ikke meget basis for forhandlinger. Alligevel vil 44 procent af ukrainerne gerne have fredsforhandlinger. Det viser en opinionsundersøgelse fra Ukraine lavet for ZN.UA 15. juli 2024.

Men 82,8 procent svarer også, at de er imod, at Ukraine skal trække sig tilbage, som Putin ønsker. 83,6 procent er imod at afgive de fire regioner, som Rusland har erklæret som deres. Og 76,9 procent er imod at ophæve sanktionerne mod Rusland. Et stort flertal af ukrainerne er altså modstandere af at give efter for Putins krav.

Det står helt klart, at der er meget langt mellem krigens parter.

Myten om at freden var nær i foråret 2022

Der har i flere år været en vedvarende myte om, at Rusland og Ukraine i marts-april 2022 var tæt på at indgå en fredsaftale. Det var i den periode, der var direkte fredsforhandlinger, først i Belarus og siden i Istanbul i Tyrkiet.

Putin har længe hævdet, at der fandtes en færdig fredsaftale. Og der har været et stort ekko fra hans hær af internettrolde. Lad os tage hans tale til det russiske udenrigsministerium 14. juni.

Her fortæller Putin om eksistensen af et slutdokument; ”Traktat om permanent neutralitet og sikkerhedsgarantier for Ukraine.” Han fremstiller det, som om dette dokument var færdigt. Putin sagde:

”Dokumentet blev kaldt “Aftale om Permanent Neutralitet og Sikkerhedsgarantier for Ukraine.” Det var et kompromis, men dets nøglepunkter var i overensstemmelse med vores grundlæggende krav og løste de problemer, der blev anført som store, allerede ved starten af den særlige militæroperation. Lad mig også bemærke, at dette omfattede demilitarisering og afnazificering af Ukraine. Og vi formåede også at finde udfordrende resultater. De var komplicerede, men de blev fundet. Det var meningen, at en lov ville blive vedtaget i Ukraine, der forbyder nazistisk ideologi og enhver af dens manifestationer. Alt dette stod skrevet der.

Derudover ville Ukraine i bytte for internationale sikkerhedsgarantier have begrænset størrelsen af sine væbnede styrker, påtaget sig forpligtelser om ikke at tilslutte sig militære alliancer, ikke at huse udenlandske militærbaser, ikke at stationere dem og kontingenter, og ikke at gennemføre militærøvelser på sit territorium. Alt var skrevet på papir.

Rusland, som også forstod Ukraines sikkerhedsmæssige bekymringer, gik med til, at Ukraine ville modtage garantier svarende til dem, NATO-medlemmer nyder godt af, uden formelt at tilslutte sig alliancen. Det var en svær beslutning for os, men vi anerkendte Ukraines krav om at sikre sin sikkerhed som legitime og modsatte os ikke de formuleringer, der blev foreslået af Kiev. Dette var formuleringerne, som Kiev foreslog, og vi havde generelt ikke nogen indvendinger, idet vi forstod, at det vigtigste var at standse blodsudgydelserne og krigen i Donbass.

Den 29. marts 2022 trak vi vores tropper tilbage fra Kiev, fordi vi blev forsikret om, at der skulle skabes betingelser for at gennemføre den politiske forhandlingsproces, og at en af parterne ikke kan underskrive sådanne aftaler, som vores vestlige kolleger sagde, med en pistol for panden. Okay, det gik vi også med til.

Men allerede den næste dag efter de russiske tropper blev trukket tilbage fra Kiev, suspenderede den ukrainske ledelse sin deltagelse i forhandlingerne og iscenesatte den berygtede provokation i Bucha og afviste den udarbejdede version af aftalerne. Jeg tror, det er klart i dag, hvorfor den grimme provokation var nødvendig: for at forklare, hvorfor de resultater, der var opnået under forhandlingerne, blev afvist. Vejen til fred blev igen afvist.

Som vi ved nu, blev det gjort på ordre fra vestlige kuratorer, herunder den tidligere britiske premierminister, som direkte sagde under sit besøg i Kiev – ingen aftaler; Rusland skal besejres på slagmarken for at opnå sit strategiske nederlag. Således begyndte de intensivt at fylde Ukraine med våben og begyndte at tale om behovet for at påføre Rusland et strategisk nederlag, som jeg netop har nævnt. Nogen tid senere, som alle ved, udstedte Ukraines præsident en bekendtgørelse, der forbød hans repræsentanter og ham selv at føre nogen forhandlinger med Moskva. Denne episode med vores forsøg på at løse problemet gennem fredelige midler kom igen til ingenting.”

Så vidt altså Putin.

Man kan finde en lignende analyse på en hjemmeside udgivet af ”The European Conservative”. Her er overskriften: ”Official: Johnson Forced Kyiv To Refuse Russian Peace Deal. (På dansk: Politisk leder: Johnson tvang Kyiv til at afvise russisk fredsaftale”).

Det skulle være den ukrainske politiker David Arakhamija, der udtalte, at den daværende premierminister i Storbritannien, Boris Johnson, pressede ukrainerne til ikke at slutte fred. Arakhamija var leder af den ukrainske forhandlingsdelegation.

Artiklen refererer til et interview i ukrainsk TV med David Arakhamija. Interviewet er på ukrainsk, men Ukrainska Pravda har også gengivet interviewet skriftligt på engelsk, og heraf fremgår det, at der var langt bredere grunde til, at Ukraine og Rusland ikke indgik en aftale – og at Arakhamija afviser, at det var Boris Johnson, der tvang Kyiv.

Yderligere refererer han til, at Putin til afrikanske ledere havde fremvist et dokument og sagt, at det var aftalen.

Intervieweren Moseichuk havde spurgt ham, hvad han mente om, at Vladimir Putin havde vist en angivelig klar fredsaftale med Ukraine til afrikanske ledere, og Putin havde sagt, at dokumentet var underskrevet af lederen af den ukrainske delegation. Arakhamija svarede: ”Af en eller anden grund publicerede Putin ikke dette dokument. Hvad tror du? Hvis han havde sådan et dokument, ville han publicere det”.

Men myten fortsætter med at florere.

Dokumenterne i New York Times

Nu er der imidlertid kommet dokumenter frem, der afkræfter den myte. For New York Times har i en artikel 15. juni offentliggjort et par udkast til traktater og et referat af dem, som Rusland og Ukraine forhandlede om i Istanbul.

Her fremgår det, at der er langt fra det, som Putin siger, og det, der står i dokumenterne. New York Times har publiceret dokumenterne bag en betalingsmur, og Solidaritet må derfor nøjes med at gengive indholdet. For den der selv vil se dem, er der den mulighed at tegne et syv-dages gratis abonnement på New York Times.

Der er tre dokumenter, og New York times har publiceret et af dem på engelsk, de to andre både på russisk og engelsk. Det første er et udkast til traktattekst, skrevet af Ukraine og med bemærkninger og uenigheder markeret fra både Ruslands og Ukraines side.

Det andet er et kommuniké, der ifølge artiklen er stilet til Ukraines internationale partnere (Orientering til vestlige regeringer) om forhandlinger 28.-30. marts. Det er kort (to sider) og ikke i traktatform, men en opsummering af en mulig aftale.

Det har været drøftet på to møder 16. og 17. marts 2022. Det tredje er et udkast dateret 15. april 2022 og ”sendt til den russiske præsident.” Formuleringen leder hen til den tanke, at det er en orientering fra russiske forhandlere til Putin.

Ganske vist er de offentliggjorte materialer ikke helt, hvad man kunne ønske sig som kilder, så vi kan eller skal ikke tro, vi kender den fulde sandhed. Ingen af dokumenterne er underskrevne. Deres status er derfor uklar.

Det er heller ikke de originale kopier, der bliver publiceret – for de kopier, New York Times har fået, har åbenbart noter på, der kan bruges til at finde ud af, hvem som har lækket dem. Det er derimod kopier som nogen har skrevet af ”så de ligner så meget som muligt”, som New York Times skriver.

Det seneste dokument – har samme titel som Putin nævner ovenfor. Det er dateret 15. april 2022 og er som sagt stilet til den russiske præsident. Derved ser det ud til at være et produkt, hvor russiske embedsmænd opsummerer situationen. Det er uklart, om Ukraines repræsentanter er enige i dokumentet.

Det er det dokument, der er tættest på at være en færdig traktat. Af dokumentet fremgår det klart, at der er ting, Ukraine og Rusland absolut ikke er enige om. Det gælder først og fremmest anneks 1, som begrænser, hvor stort et militær Ukraine må have. Fx: Soldater: Rusland siger Ukraine må have 85.000 – Ukraine siger 250.000 soldater. Tanks: Ukraine vil have lov til at have 800 tanks – Rusland vil tillade 342 tanks. Sådan er det hele vejen igennem.

Skal Rusland have lov til at nedlægge veto mod støtte til Ukraine?

Vedrørende garantien for Ukraines sikkerhed er der også en markant og principiel uenighed. Grundtanken var, at en række lande skulle garantere Ukraines sikkerhed. Man var blevet enige om, at det skulle være UK, Kina, Rusland, USA og Frankrig. Derudover foreslog Ukraine Tyrkiet, og Rusland foreslog Belarus.

I tilfælde af aggression mod Ukraine skulle disse lande så komme Ukraine til hjælp ved at lukke luftrummet over Ukraine, ved at levere ”de nødvendige våben” og anvende væbnede styrker. Med denne sikkerhedsgaranti skulle Ukraine godkende at blive en permanent neutral stat og alligevel føle sig tryg.

Denne ide findes også i de to andre dokumenter, New York times publicerer.  Men der er en lille, men afgørende forskel.

Rusland foreslår – uden Ukraine er enig – at for at garantstaterne skal komme Ukraine til hjælp, skal de alle være enige. Rusland kan altså efter denne formulering angribe Ukraine igen – og så som garantstat nedlægge veto mod, at de andre garantstater hjælper Ukraine. Det kan Ukraine naturligvis ikke gå med til.

Det fremgår også af dokumentet, at Ukraine ikke er enig i at medtage formuleringerne om, at russisk sprog skal være officielt i Ukraine, og at Ukraine skal forbyde al propaganda og alle organisationer, der bygger på racisme – inklusive nazisme og fascisme. 

Personligt mener jeg, at Ukraine selvfølgelig skal acceptere, at russisk er et vigtigt sprog i Ukraine – et sprog som en stor del af befolkningen har som modersmål, og som de må have ret til at bruge i forhold til myndigheder, i skoler, i aviser, i tv osv. Jeg har heller ingen sympati for nazisme eller fascisme. Men jeg kan godt forstå, at Ukraine ikke vil traktatfæste en ret til, at Rusland har ret til at blande sig i Ukraines indre forhold.

Myten punkteret

Artiklen i New York Times har belyst det, der faktisk skete i forhandlingerne i Istanbul, meget mere end de tidligere var. Der var nogle forhandlinger om, at Rusland skulle trække sig tilbage til grænserne før angrebet 24. februar 2022 – og at Ukraine skulle acceptere at være neutralt under internationale garantier.

Krims status blev skudt ud til en afgørelse i fremtiden. Men der var også meget, som landene ikke var enige om, og der var langt til en fredsaftale.

Det er vildt forvrænget at sige, at der var en fredsaftale, indtil Boris Johnson kom og forstyrrede den.

Bucha og fredsaftalen

En central grund til at forhandlingerne blev afsluttet uden resultat, var det raseri, der bredte sig i den ukrainske befolkning og i ukrainske regeringskredse, da Bucha-massakren kom frem.

Bucha er en forstad til Kyiv, som var besat af den russiske hær i starten af invasionen. De russiske soldater trak sig hurtigt tilbage – og det viste sig, at de havde dræbt mange civile. Det er et billede, som blev gentaget, da russerne også var nødt til at trække sig ud af Izum og Kherson og andre steder.

Wikipedia, som normalt er troværdigt, har en artikel om Bucha-massakren. Her står der, at ukrainske myndigheder rapporterede 419 mennesker dræbt med våben og nogle af dem bagbundet. Ukraine har dokumenteret dette omhyggeligt – og Rusland har naturligvis benægtet det.

Putin ikke alene benægter det i citatet ovenfor. Han antyder, at det er noget Ukraine har gjort, idet de ”iscenesatte den berygtede provokation i Bucha”. Altså: Ukrainerne iscenesatte det for at sværte Ruslands rygte. Det er der så nogen, der tror på – måske også i Danmark.

I øvrigt er det en krølle på historien, at Putin selv har meddelt, at forhandlingerne blev afbrudt, fordi de var ”endt i en blindgyde”. Det skete 12. april i en tale på Vostotjnij-rumlufthavnen (Kosmodrom) 5.500 kilometer øst for Moskva. Det fortæller Reuters, som citerer ham: ”Kyiv har afsporet fredsforhandlinger ved at iscenesætte falske påstande om russiske krigsforbrydelser og ved at kræve sikkerhedsgarantier, der dækker hele Ukraine.”

Til sidst lidt overvejelser om fremtiden

Hvornår kommer freden – og hvordan kommer den til at se ud?

Ukraine og Rusland er langt fra hinanden – og der bliver nok ingen forhandlingsfred lige foreløbig. Jeg er ikke modstander af forhandlinger. Men efter min mening er det alene op til den ukrainske regering at afgøre, hvornår de skal forhandle.

Ingen i vesten – heller ikke venstrefløjen eller dem der kalder sig ”fredsbevægelsen” – skal lægge pres på dem.  Vi skal være solidariske med Ukraine og støtte dem, og vi skal ikke afpresse Ukraine til at give efter for Rusland ved at afvise at sende dem våben.

Jeg tror så heller ikke meget på, at forhandlinger vil føre til resultater. Parterne er for langt fra hinanden.

Men begge lande er udmattede af krigen – og den part, der først bryder sammen, vil tabe. Ukraine bryder måske ikke sammen – men Ukraine er afhængig af vestlig støtte, og den er vaklende.

Kan og vil Vesten fortsætte støtten? Foreløbig har det vist sig, at det er meget svært for vesten at lave effektive sanktioner. Der er stor global efterspørgsel efter russisk olie, og den fortsætter med at blive solgt på det internationale marked. Rusland har fundet veje til at omgå vestens grænse for, hvor meget Rusland må kræve sig betalt for olien.

Rusland fortsætter også med at omgå sanktionerne ved at smugle chips ind til sine raketter. Da et børnehospital blev smadret her i sommer i Kiev, viste det sig, at raketten var nyproduceret – og rummede vestlige mikrochips. Solidariteten med Ukraine er ikke stabil – og endnu værre bliver det, hvis Trump vinder valget i USA.

Dyster fremtid for Ukraine og Rusland

Ingen kan sige, hvornår krigen slutter eller hvordan. Men en ting er sikker. Krigen har været ødelæggende. Ikke bare for Ukraine, men også for Rusland.

Byer er ødelagt. Ukrainere og russere, som tidligere var hinanden nære som folk, vil nære nag og fjendskab i årtier eller århundreder. Begge lande står over for en stor demografisk krise. Der bliver stor mangel på unge mænd.

Sovjetunionen blev opløst i 1991. I perioden efter var der en alvorlig social krise, både i Rusland og i Ukraine. Kvinderne reagerede ved at føde færre børn – og årgangene i halvfemserne i Rusland og Ukraine var de mindste i meget lang tid.

Det er først og fremmest de unge mænd, der mister livet ved fronten i begge lande. Når freden en dag kommer, og landene skal genopbygges, så vil de unge mænd mangle.