Frederik Vad forstår ikke den virkelighed, han kritiserer

”Kartofler! Vi vil have kartofler!”

”Og tarteletter! Kan vi også få tarteletter?

Tingbjergs drenge råber i munden på hinanden på et lille værksted. Omgivet af savsmuld og skruetvinger står unge gutter med sort hår og brune øjne. I deres begejstring ænser de ikke omgivelserne. Havde det været en vinteraften, og Frederik Vad skulle forbi, havde de nok ikke flyttet sig.

Dette er parallelsamfundet 2024. Vi diskuterer, hvad vi skal have at spise til Ifthar. Måltidet hvormed de bryder fasten.

De er arbejderklassedrenge, hvis forældre er kommet til Danmark fra arabiske lande. Drenge, der i nogle situationer har en attitude, man kan slå sig på, men det er ikke altid. I dag, hvor vi diskuterer, om der skal brun sovs til kartoflerne, er de utroligt søde at være sammen med.

Kultur er et spørgsmål om relationer

Det er med deres attitude som med deres kultur. Den er meget skiftende. Kulturen i moskeen med sit påståede retskafne liv. Kulturen i gymnasiet med de mange vodkashots. Kulturen i drengegruppen, hvor man nedsættende kalder hinanden for bøsser, og kulturen, når de er sammen med mig, hvor det ikke er acceptabelt.

Nogle af dem kommer fra familier med social kontrol. Det er et socialt problem og et konkret problem. Det handler om relationer internt i en familie, på tværs af vennegrupper eller i en bestemt klike. Det er den slags problemer, vi arbejder med som velfærdsprofessionelle. Særligt på socialområdet er det netop, hvad vi arbejder med.

Ingen benægter de problemer. Hvad vi, de venstreorienterede som Frederik Vad vil have med i sin såkaldte frihedskamp, korser os over, er ønsket om at abstrahere almengyldige kulturelle sandheder fra disse problemer. Ideen om at der skulle være én kultur, ansvarlig for alle de eksempler Frederik Vad ”nævner i flæng”.

Kampen i velfærdsinstitutionerne

Den diskriminerende tankegang, som Frederik Vad i sine forskellige indlæg hævder ikke at gøre brug af, består netop i at ignorere de enkelte mennesker. Ignorere de virkeligt levede liv til fordel for politisk konstruerede samfundskategorier, det er lettere at skyggebokse med.

Vi, de stødte venstreorienterede, slår os ikke på ønsket om at tage kampen med patriarkalsk og dogmatisk kultur. Den kamp kæmpes dagligt på landets folkeskoler og i landets fodboldklubber, og vi arbejder netop for at give kampen bedre kår.

Vi slår os på begrebet herskerattitude, der implicerer, at det er landets marginaliserede, der er dets herskere. At det er buschaufføren og hans søn, vi skal frygte, endda mere end selve klimakrisen. Vi frygter, at det der menes med – at denne udfordring ”ikke kan løses med fordelingspolitik” – betyder, at Socialdemokratiet igen skærer på de indsatser, der faktisk bekæmper patriarkat og dogmatisme.

For Frederik Vad kan have ret i, at fordelingspolitik alene ikke løser kulturelle spørgsmål. Åbenlyst kunne man mene, må kulturelle spørgsmål løses pædagogisk og kulturelt. Det arbejde kræver dog ressourcer i skoler, fritidsinstitutioner og foreninger. Netop de steder, hvor der det seneste årti er blevet skåret, så Socialdemokratiet kunne stemme for skattelettelser til landets rigeste.

Senest havde regeringen foreslået at skære støtten til en række integrationsprojekter som Baba og Bydelsmødrene, hvilket endnu engang bekræfter, at skyggeboksningen endeligt ikke må blive reel. Eller tag den nye folkeskoleaftale, som ikke tilbagefører de midler til fritidsområdet, der blev skåret, dengang skoledagen blev længere. De mest håndgribelige resultater af Socialdemokratiets ’frihedskamp’ er yderligere nedskæringer.

Parallelsamfundet i kantinen

Paranoiaen breder sig gradvist i Socialdemokratiet, når det ikke længere kun er i de udsatte boligområder, der er problemer. Frit inspireret af en svensk rapport beretter Frederik Vad med håndfaste anekdoter, at dogmatiske kræfter har infiltreret vores velfærdsinstitutioner.

Mens det i 00’erne endnu kun var et problem, at samfundets fjender drak landets saftevand, har de nu infiltreret samfundet i en sådan grad, at de nu potentielt hælder saftevandet i glas.

Retorikken følger en klassisk højreradikal opskrift. De selvopfundne kategorier, der tidligere dækkede arbejderklassekvarterer, bliver bredt ud til at kunne dække alt fra apoteker til kantineborde.

Fra umiddelbart tilfældige sammenfald destilleres en højere sammenhæng, som er usynlig for det analytisk trænede øje. En sammenhæng, som er usynlig for os, der ikke vil se – forblændede som vi er af fejlagtig humanisme – men klokkeklar for socialdemokratiske politikere, der med mavefornemmelsens sikkerhed véd, hvem der omfavner og hvem der afviser ’de danske værdier’.

Kulturkampen

Når vi uden omsvøb må nægte at tage del i den såkaldte frihedskamp, som Frederik Vad inviterer til, skyldes det, at man ikke kan slås med fantasmer. Herskerattituder, dominansadfærd og parallelsamfund er enorme opfundne kategorier til at indfange alting og intet, som Frederik Vad har hørt om fra sine venner. Den kamp vi skal deltage i, er at styrke de offentligt ansatte og frivillige, der i hverdagen arbejder med de problemer, som generaliseringerne er med til at skjule.

Generaliseringernes utiltalende semantik afslører dem som led i en såkaldt kulturkamp, hvor kulturer er at forstå som fastlåste størrelser, og ikke, som for de unge jeg arbejder med, fællesskabsmarkører som man kan skifte ind i og ud af – afhængigt af situationen.

Kampen for individuel frihed er retten til at kunne dyrke de kulturelle træk, man synes er spændende. Muligheden for at gå ind og ud af kulturer, at trække på nogle kulturelle referencer, ignorere andre, mixe og matche.

Den sociale kontrol opstår netop, når man begrænses i at kunne lave disse skift. Når forældre eller politikere taler om kulturer som en låst enhed, man enten kan tvinges ind i eller skal vælge fra.

Fordoblingen af indsatsen

Mødt med kritikken fra offentligt ansatte og eget bagland har Socialdemokratiets top holdt fast. Hvad der først virkede som en yderligtgående prøveballon fra Frederik Vads side er siden blevet bakket op af adskillige ministre. Senest har også statsministeren slået fast, at prøveballonen er vedtaget politik. Infiltrationen står for døren, og det er nødvendigt at finde ud af, hvem der er ægte dansk.

Det er med god grund, at visse socialdemokratiske byrådsmedlemmer forsøger at trække en streg i sandet. Selv om den socialdemokratiske erosion væk fra solidariske principper er sket gradvist, indleder den nye retorik et afgørende skift. Partiet fremmaner nu de skygger, det hævder at bekæmpe.

I og med at vi aldrig kan være sikre på, at nabokontoret ikke er et skjult parallelsamfund, eller en sur forælder i virkeligheden ikke udøver dominansadfærd, inviteres vi til en kamp, der aldrig kan vindes. Det er en kamp, der kun kan intensiveres, indtil vi når en konklusion af mareridtsagtig karakter.

Væk fra fantasmerne arbejder vi andre videre med virkelighedens problemer. Dem er der nok af, også takket være gentagne års nedskæringspolitik. Lad os derfor besvare invitationen til kulturkampen med invitationen til social kamp.

Kampen mod fædres sociale kontrol, imamers skilsmisseaftaler og den almene kriminalitet, men også kampen for lærernes forberedelsestid, bibliotekarer på bibliotekerne og ressourcer i fodboldklubben. Midler til de mennesker der rent faktisk arbejder med problemerne og ved, hvad de snakker om.

Denne tekst er en bearbejdet udgave af et debatindlæg, som tidligere er bragt i Politiken.