Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
14. april. 2017

Frivillig bisidder: Månestrålerne

Hvordan støtter vi bedst socialt udsatte? Hvordan kan man arbejde konkret med at støtte borgere i deres…

Hvordan støtter vi bedst socialt udsatte? Hvordan kan man arbejde konkret med at støtte borgere i deres møde med »systemet«. Solidaritet har spurgt en, der har erfaringerne, Steen Rosenquist, formand for foreningen »Månestrålerne«.

Af Ebbe Rand Jørgensen

Steen var tidligere formand for SAND, De hjemløses organisation. Han har, som tidligere stofmisbruger mærket problemerne på sin egen krop. Nu bruger han sine erfaringer i sit arbejde med socialt udsatte bl.a i foreningen »Månestrålerne«. Men også som aktivt medlem af Enhedslisten.

Sociale plejehjem

Der var et konkret problem, der startede »Månestrålerne«.
»Det startede som en forening, der arbejdede for at vi skulle have nogle sociale plejehjem, så der var plads til os gamle stofbrugere.« fortæller Steen. Selvom misbrugere ofte lever et hårdt liv og desværre dør tidligt, ofte på grund af en overdosis, så er der heldigvis mange, der overlever. Der er bedre medicin og mulighed for at give førstehjælp ved overdosis. Derfor bliver der flere ældre stofbrugere, er Steens forklaring.
»Og det tager man ikke hensyn til når vi så bliver rigtigt gamle og skal på plejehjem: der er ikke nogle plejehjem, hvor vi kan være med vores misbrug.« Det nødvendigt at lave en særlig type plejehjem, siger han. »Vi skal presse kommunerne, det er dem, der skal til at gøre det.«

Nødherberget viste et nyt behov

Men så skete der noget, der bragte foreningen på sporet af nogle andre uløste problemer. »Vi havde en streng vinter i 2015 oprettet et nødherberg og der kom så en masse af de her hjemløse mennesker med en masse problemer omkring jobcenteret og de var drevet ud i alt muligt, som de ikke kunne: de kunne ikke møde op på arbejde fra en rendesten eller et cykelskur, det går ikke. Og deres misbrugsbehandling, den var også svær.
De havde virkelig brug for nogle, der kunne tage dem i hånden eller de kunne tage nogen i hånden og tage med op på kommunen og være bisidder for dem. Det var så bare en ekstra udløber af, at vi selv startede op også som frivillige på nødherberget. Og i dag er der rigtigt mange, der henvender sig. En 4-5 stykker om måneden, har jeg alene af folk der beder om bisiddere.«

Et par ekstra ører


Den lille forening har nok at se til. 4-5 personer fungerer pt. som frivillige bisiddere. Men hvad er det for problemer de står overfor.
»Der er rigtigt mange borgere, der af mange årsager ikke længere magter eller kan tale deres egen sag. Det kan simpelthen ikke sætte ord på, de er blevet så forvirrede og nedtrykte også. Det har oplevet fandens mange gange at rende hovedet mod en mur. Eller man skifter sagsbehandler gang på gang – på gang. Det er frustrerede mennesker, så de opgiver. Så er det rigtigt godt at have en bisidder med som lige som kan samle op på det. Og der sker også det med mennesker at man mister meget evnen til at lytte til hvad det er der bliver sagt. Så når man er til de samtaler med jobcentret og man er ud i at have alle mulige andre problemer, så lytter man ikke rigtigt efter hvad, der bliver sagt. Så er det godt at man har et par ekstra ører med så man bagefter kan sige at det var sådan og sådan. Det er en god ting og der er rigtigt, rigtigt brug for det.« fortæller Steen.

Frivillighed koster penge

Alt arbejdet i »Månestrålerne« er frivilligt og foregår uden offentlig støtte. »Det er med vilje.« er Steens forklaring. »Vi valgte lige fra start af. Det var et bevidst valg at vi ikke ville bruge kommunerne og staten til noget som helst.«
Men der er udgifter, som skal betales. Derfor er de helt afhængige af frivillige bidrag.«Det koster nogle penge, fordi vi skal transportere os hen til stedet og nogle af de mennesker, vi er bisiddere for har simpelthen ikke en krone og hvis vi skal mødes et eller andet sted og man skal snakke om deres sag og sådan noget, så kræver det engang imellem at man lige kan give en kop kaffe, og det er jo ikke optimalt at hive folk hjem til en eget hjem. Det skal altid være et neutralt sted, vi mødes med menneskerne og så kræver det også at man har råd til at give en kop varm kakao eller kaffe når man skal sidde og snakke.«

Når lighteren ryger på gulvet


Det er helt afgørende at bisidderen og den person han skal hjælpe bruger tid til af forberede sig sammen inden et møde med en sagsbehandler. Steen fortæller om nogle små praktiske fiduser, man kan bruge:
»Vi har aftalt nogle ting som f.eks. hvis jeg lige taber min lighter, så er det fordi at nu skal du tie stille. Eller jeg siger lige at vi skal lige have et break-out eller tag lige et glas vand. Sådan nogle ting aftaler vi lige inden vi går ind. Bliver det for meget eller bliver du for ophidset, så taber jeg lige lighteren eller mine briller, så er det tegn til dig at nu er du ved at overskride grænsen, nu skal du tie stille.«
Nogle af de borgere, Steen hjælper, er præget af dårlige erfaringer i deres møde med »systemet«. »Jeg har været bisidder for rigtigt mange, som ikke kan tale pænt mere« fortæller han.
Det kan nogle gange udarte til trusler om vold. Sagsbehandlerne kan – med en vis grund – føle sig utrygge og kan være nødt til at tage deres forholdsregler. Og det er ikke ligefrem fremmende for en god dialog. Her kan en bisidder – hvis han forstår situationen – have en positiv virkning. Det er vigtigt at få talt om hvad det er der sker.
»Det er jo ikke rart at sidde og tale med en sagsbehandler og der så skal stå 3-4 vagter bagved fordi man i frustration har været voldelig eller truende.«
Når det kommer til stykket, er det jo ikke det hverken borgeren eller sagsbehandleren ønsker.

Når problemerne ikke bliver set

Steen oplever ofte, at sagsbehandlerne har alt for travlt til at opdage de egentlige problemer.
»Mange gange så er det så svært at komme ind på den rigtige vinkel, sådan at sagsbehandleren eller socialrådgiveren og borgeren forstår hinanden. Og det har igen noget med at lytte at gøre. Lyt til hvad fanden er det nu, der er galt her. Mange gange så er det hvor sagsbehandleren møder en borger 10 min ad gangen. Og hvor jeg som bisidder har haft timer med borgeren og kan se rigtig mange af de ting som virkeligt hæmmer den borger fra at leve op til de krav som kommunen stiller.«
Steen husker et konkret eksempel: »Da jeg gik med Christian og vi havde gået de her 120 meter, da stod han altså og kunne slet ikke få vejret. Det ser du jo ikke, når han er gået fra kontor til kontor. Men jeg gik med Christian op til busstoppestedet og så knækkede han helt sammen og da vi havde gået lidt længere kastede han også op. Og sådan er det hver gang vi går nogen steder.«

Når problemerne ikke bliver set

Steen oplever ofte, at sagsbehandlerne har alt for travlt til at opdage de egentlige problemer.
»Mange gange så er det så svært at komme ind på den rigtige vinkel, sådan at sagsbehandleren eller socialrådgiveren og borgeren forstår hinanden. Og det har igen noget med at lytte at gøre. Lyt til hvad fanden er det nu, der er galt her. Mange gange så er det hvor sagsbehandleren møder en borger 10 min ad gangen. Og hvor jeg som bisidder har haft timer med borgeren og kan se rigtig mange af de ting som virkeligt hæmmer den borger fra at leve op til de krav som kommunen stiller.«
Steen husker et konkret eksempel: »Da jeg gik med Christian og vi havde gået de her 120 meter, da stod han altså og kunne slet ikke få vejret. Det ser du jo ikke, når han er gået fra kontor til kontor. Men jeg gik med Christian op til busstoppestedet og så knækkede han helt sammen og da vi havde gået lidt længere kastede han også op. Og sådan er det hver gang vi går nogen steder.«

Enhedslisten må på banen

Månestrålerne er en lille forening med begrænsede ressourcer. Så der er klart brug for, at flere kommer på banen. Steen kunne godt tænke sig at Enhedslisten gik aktivt ind i arbejdet.
»Enhedslisten er det parti, som favner mennesket mest. Det er mennesker vi taler om her. Og jeg har lige søgt landsorganisationen om tilskud og har fået 5.000 kr. Og det er da en god hjælp, der er også et par huller, der skal dækkes.«
Steen kunne godt tænke sig at udvide arbejdet stærkt både i regi af Månestrålerne. Andre foreninger kunne også oprette bisidderkorps. Der kunne f.eks. være frivillige bisiddere, der arbejdede med folk med autisme eller andre psykiske handicaps.

Bisidder eller partsrepræsentant

Et spørgsmål, der har stor betydning når man skal være personlig støtte for en borger. Man skal på forhånd have aftalt om man er »bisidder« eller »partsrepræsentant«.
Der er stor forskel: En »bisidder« har ikke nødvendigvis ret til at sige noget til et møde med en sagsbehandler. Det giver nogle store begrænsninger. »Jeg ved at erfaring at hvis jeg er bisidder, så kommer jeg til et punkt hvor jeg bare ikke kan holde min kæft.« Derfor foreslår Steen næsten altid at han skal være »partsrepræsentant«. Det giver ham mulighed for at tale på borgerens vegne.
Borgeren har altid ret til at udpege en »partsrepræsentant«.
Men der skal være papir på det. »Et papir underskrevet af mig og borgeren, og der står at vi er enige om at jeg er bisidder og partsrepræsentant for denne borger.« ■

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER