Fut! Fut!! Toget kører mod højre

Det vil være synd at sige, at EU-valget bød på spændende politiske konfrontationer. Langt de fleste partier gled i ét med tapetet, ophedede debatter om EU-projektet udeblev.

En af mange forklaringer er det hamskifte, Enhedslisten foretog tidligt i valgkampen, som holdt vejen hjem. Der var ikke meget EU-kritik at spore, hverken EU’s indbyggede udemokrati eller markedsmani blev der synderligt plads til. I stedet havde partiet forberedt en stribe saglige forslag, det vil arbejde for i Europa-Parlamentet. Kampagnen ”På din side i Europa” var konstruktiv, ikke negativ.  

Der er ikke noget nyt i, at Enhedslisten vil arbejde for det grønne og det røde i EU, men det er nyt, at forslag og krav ikke er flankeret af kritik af de forhindringer for fremskridt, som er indbygget i EU – det være sig EU-grundlovens høje prioritering af de fire markedsfriheder (fri bevægelse af varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft) eller Kommissionens store magt.

Den slags var lagt på hylden i partiets kampagne, eller reduceret til perifere medier og dunkle og indforståede sidebemærkninger. Resultatet blev en EU-optimistisk kampagne uden bid, der ikke havde mange lighedspunkter med det EU-program, partiet vedtog for bare to år siden efter meget møje og besvær.

Der er så meget, Enhedslisten vil forandre

De store linjer i kampagnen blev slået tidligt an, da partiets spidskandidat Per Clausen blev udspurgt af Danmarks Radios Kåre Quist, der naturligvis ville have styr på partiets traditionelle udmeldelseskrav – og svaret var kategorisk. Per Clausen sammenlignede sit forhold til EU med et ægteskab, og åbenbart et rigtig godt ét af slagen. For Clausen kunne slet ikke forestille sig et scenario, hvor udmeldelse kunne komme på tale.

Det er måske ikke underligt, at partiet ikke vil gøre udmeldelse til et tema på et tidspunkt, hvor de ikke betragter det som aktuelt. Men i partiets program er der faktisk beskrevet tre scenarier, som kunne gøre udmeldelseskravet aktuelt igen. De forblev dog en hemmelighed ved den lejlighed, og i resten af kampagnen.

En meget stor del af det vedtagne program udruller en analyse af de grundlæggende problemer i EU, og med en vis detaljerigdom. Men heller ikke den bane havde kandidaten lyst til at komme ind på. ”Der er meget, vi vil lave om i EU. Der er også meget, vi vil lave om i Danmark,” bemærkede Clausen til TV-værten.

Det er der ingen, som er i tvivl om – at Enhedslisten også vil lave meget om i Danmark. Men når nu situationen opstår til at tale om, hvad Enhedslisten vil lave om i EU i en valgkampagne-sammenhæng, er det EU, det handler om.

Det var derfor oplagt at tale om partiets problemer med grundstenene i det eksisterende europæiske projekt – med de trusler mod miljø og velfærd, der stammer fra EU-grundlovens (traktatens) prioritering af de fire markedsfriheder, nedskæringspolitikken, der har rod i Den Økonomiske og Monetære Union, med Kommissionens store magt. Det kan partiets program sige en del om. Clausen derimod havde ikke noget at sige. Det kan kun skyldes, at den slags ikke hørte til kampagnestrategien.

Ingen kant

For det var efter alt at dømme ikke den type kampagne, Enhedslisten var på vej til at åbne. ”På din side i Europa”, som er klart profileret i den folder, hundredevis af partimedlemmer har delt ud til forbipasserende, skulle kommunikere om Enhedslistens positive bud, ikke EU-kritik.

Det var der således ikke rigtig noget betydeligt af i folderen. Den beskriver hovedkravene inden for de fire prioriterede områder; klima, lighed, tryghed og demokrati, og der er kun lidt, man kan være uenig i, hvis man bare er lidt til venstre for midten. Det gælder for hele teksten, at man skal have luppen frem for at se skillelinjen i forhold til Socialdemokratiet og SF.

I afsnittet om lighed opremses krav om at lukke skattely, stoppe bankers og energiselskabers spekulation, stoppe social dumping, så det er næsten én til én de samme forslag som Socialdemokratiets. Heller ikke på klimaområdet brillerer Enhedslisten. Et forslag, som partiet gjorde meget ud af i valgkampen, var lyntog i Europa. Det minder meget om SF’s program for flere tog.

Det kunne være svært at se skillelinjerne i dansk politik – både indholdsmæssigt og på EU-spørgsmålet. Det gælder også på klimapolitikken. Selvom et krav om et CO₂-neutralt EU allerede i 2040 – i stedet for 2050 – tager sig vældigt ud, så er det faktisk bare 10 procent bedre end EU-kommissionens forslag, der lyder på 90 procent.

Intet om EU

Der er ikke noget galt med kravene. Det er bare for lidt. Det er fint, at Enhedslisten vil have en hurtigere reduktion af udledningerne, men der må forventes mere. EU’s klimapolitik, European Green Deal, sigtede fra dag ét på, at den i samme hug skulle skabe en ramme for klimapolitikken, stimulere økonomisk vækst, og understøtte erhvervslivets konkurrenceevne. En stærkt modsætningsfyldt modsætning, der førte til, at den hviler på et dysfunktionelt kvotehandelssystem, en stor satsning på gas, og på privat finansiering – for blot at nævne nogle overskrifter.

Den er derfor ikke troværdig, og der er brug for alle gode kræfter til at punktere myterne om det grønne EU. Den bane var Enhedslisten ikke på under valgkampen. Partiet kunne godt levere et friskt krav om stop for sort energi, men det bliver noget abstrakt og tomt, hvis skytset ikke rettes mod de politikker, hvor EU faktisk har fremmet sort energi – og dét endda inden for rammen af European Green Deal.  

Denne skyhed over for EU-kritik svækker de politiske kravs troværdighed og værdi. Tag også elektricitetsmarkedet, hvor den private sektor indtil for nyligt høstede uhyrlige profitter, mens almindelige mennesker i hele EU måtte betale uhyre summer for strømmen.

Det var et resultat af en forrykt el-markedsmodel, som blandt andet er kort beskrevet i det svenske Venstrepartis kampagnemateriale. Omvendt med Enhedslisten, som i sin kampagne placerer ansvaret alene hos nogle moralsk anløbne ”energispekulanter”.

Enhedslisten for europæisk våbenindustri?

At der skrives lidt eller intet om EU, hvor EU er på vej hen, hvilke strategier som præger Unionen, giver også et problem, når det kommer til ”tryghed”.

Sikkerhedspolitik, krudt, kugler, militær og forsvar spillede en rolle for Enhedslisten i valgkampen, hvor støtten til Ukraine blev gentaget med eftertryk, og hvor Gaza og Israel blev løftet ind i valgkampen med både snilde og held. Men har Enhedslisten slugt den militarisering og oprustning i EU, som partiet vendte sig klart imod for kort tid siden?

Når partiet dedikerer en væsentlig del af valgkampen på ’sikkerhedspolitik’ – og tilsyneladende placerer EU som en afgørende faktor i vores tryghed – så må man forklare sig ordentligt. Det gælder især de problemer, som Enhedslisten selv rejste op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 – om de mange milliarder, som tilflyder den europæiske våbenindustri, og forsøget på at opbygge en egentlig europæisk ditto.

Det er en plan, som for længst har vist, at der er en farlig sammenhæng mellem satsningen på en konkurrencedygtig våbenindustri og eksporten til undertrykkende regimer. I Danmark har regeringen således ikke lagt skjul på, at opgøret med forbeholdet skulle styrke den danske våbenindustri, og som noget af det første efter folkeafstemningen er eksportforbuddet til Saudi Arabien blevet fjernet.

Derfor hænger tingene ikke sammen, når partiets nr. 2 i valgkampen Frederikke Hellemann plæderer for ”en stærkere europæisk våbenproduktion”. Den oprustning, og den øgede sikkerhedspolitiske integration, som er i gang i EU – og som begyndte længe inden Ruslands invasion af Ukraine – handler om meget mere end bolværket mod Putin. Det handler også om europæiske (overvejende franske) interesser i Afrika.

Hvis Enhedslisten som Frederikke Hellemann tror på, at man kan støtte de igangværende store programmer for europæisk våbenproduktion, og samtidig sikre at våbnene alene bruges til at opretholde folkeret og menneskerettigheder, så har partiet et problem.

EU-kritikken sorteret fra

Det var ikke bare Enhedslistens ytringer om problemerne ved den førte politik i EU, som var sparsomme. Det var den EU-systemkritik, der bærer partiets EU-politik, også. Kommissionens magt ignoreres, Det Indre Markeds (traktatens) negative betydning for bl.a. klima- og miljøinitiativer er ikke et tema, og Europa-Parlamentets magt og rolle blæses implicit op til noget, dét ikke er. Parlamentet har f.eks. indflydelse på klimapolitikken, men den har næsten ingen indflydelse på strategien.  

Der er mange eksempler fra den forgangne periode, hvor klimapolitik er sat skatmat af de indbyggede forhindringer i EU for en troværdig klimapolitik. Som da Kommissionen, med principperne for Det Indre Marked i hånd og på luftfartsselskabernes og lufthavnenes anmodning greb ind mod Frankrig og Holland, da regeringerne forsøgte at begrænse flytrafikken.

Eller da Kommissionen satte sig sammen med olie- og gasindustrien for at udvikle en plan for alternativet til russisk gas – som så blev endnu mere gasinfrastruktur. I begge tilfælde var det begivenheder, som var uden for enhver parlamentarisk kontrol – og som viser, hvordan EU’s grundtræk skaber en barriere for en troværdig og effektiv klimapolitik.  

Derfor er systemkritikken, krav om demokrati, kritik af traktaten, og pointering af de negative resultater af de markedsmodeller, EU som hovedregel fremmer i enhver sammenhæng, nødvendige følgesvende til de politiske krav. Og at indbygge dem i fortællingen burde være en selvfølge for Enhedslisten.

Af partiets EU-program fremgår det, at ”EU’s labyrint af magtfulde ikke-valgte institutioner gør det langt sværere for folkelige og demokratiske kræfter at få deres stemmer hørt end i de europæiske nationalstater. EU’s komplicerede magtstruktur er en gylden spillebane for lobbyister og kapitalinteresser, der arbejder bedst uden for offentlighedens søgelys og debat. Og selve traktatgrundlaget hæver hensynet til marked og kapital over hensynet til natur, klima, menneskerettigheder, lige muligheder og bæredygtig udvikling.”

Det vil være synd at sige, at EP-kampagnen var båret af den erkendelse.

Demokrati og kapitalmagt

I fraværet af den slags betragtninger inden for Enhedslistens kampagnes temaer om klima, tryghed og lighed, kunne der være skabt plads til netop dét under det fjerde og sidste tema, nemlig ’demokrati’. Det blev der ikke noget af.

Det er symptomatisk for kampagnen, at folderens tekst holder sig til et generelt ønske om, at ”almindelige mennesker får større indflydelse på de politiske beslutninger, og at der kommer mere åbenhed og gennemsigtighed om, hvad der sker i Bruxelles.” Så har man da ikke sagt for meget.

”Færre lobbyister, flere socialister” lyder det også – i folderen, på plakater og på Enhedslistens hjemmeside, og så glæder man sig. For lobbyisterne er umulige at komme udenom på flere måder, og deres mange veje til magt udstiller grundlæggende problemer ved EU. Derfor lancerede Venstrepartiet i Sverige da også en plan i valgkampens indledning, som bl.a. havde til formål at tackle lobbyisternes magt. Den plan har sine svage sider, men den er et elefanthoved foran Enhedslisten.   

Den måske eneste gang i valgkampen, Enhedslistens spidskandidat blev udfrittet om, hvilke modforholdsregler mod erhvervslivets lobbyister så skulle være, var svaret, at der skal være åbenhed. Altså, at vi skal kunne se det udspille sig.

Det er ikke et dårligt forslag, det er et godt forslag. Men siger man som Enhedslisten ikke mere, er partiet ikke nået længere end den konservative Bendt Bendtsen, der som EU-parlamentariker tilsluttede sig kravet om et obligatorisk lobby-register.

Illusionernes holdeplads

Når der ikke var mere schwung under demokrati-temaet i Enhedslistens kampagne, var det fordi ”På din side i Europa-kampagnen” havde et andet sigte. De positive krav var i højsædet, og EU-kritikken og demokrati-kravene var i bedste fald henlagt til bagerste vogn i toget.

Resultatet var en profil, hvor Enhedslisten fremstod som jubelglade EU-tilhængere, der tror, at Unionsprojektet kan bringes på positiv kurs, hvis blot vi vælger flere røde EU-parlamentarikere. Netop den type illusioner, som partiets delprogram eksplicit lægger luft til.    

I løbet af valgkampen trak Enhedslistens kampagne mange overskrifter i stil med ”Enhedslisten vil have mere EU”. Opfattelsen blev, at Enhedslisten nu er blevet et EU-parti som alle andre, og på de fleste parametre er der nu ikke nogen alvorlige skillelinjer mellem f.eks. S, SF og Enhedslisten på EU-politikken. Inden for klima, sikkerhedspolitik, arbejdsmarkedspolitik og demokrati, er de tre som pot og pande, lød den implicitte konklusion.

Det er selvfølgelig ikke retfærdigt. Men når kampagneledelsen konsekvent har underspillet eller tilsidesat kontant EU-kritik, er det forståeligt.

Der er en verden til forskel mellem kampagnen og den EU-politik, partiet vedtog på sit årsmøde i 2022. Det papir er fra ende til anden et nådesløst angreb på grundpillerne i EU-systemet, og kravet er forandring i fundamentet, ikke bare lidt mere rød og grøn politik i Europa-Parlamentet.

Derfor står partiet igen ved en korsvej. Enten fortsætter det ad den kurs, der nu er lagt, eller også samles der op på kampagnen på en måde, som kan bringe det på skinnerne igen efter et for skarpt sving mod højre.