Generationsløftet er brudt – og gjort til generationskløft

I har hørt det en million gange før. Klimakrisen har faktisk bekymret forskere siden 1950´erne, og det har været alment kendt de seneste 50 år. Både hvorfor det sker, hvordan vi kan forhindre det, og hvad konsekvenserne bliver, hvis ikke vi handler i tide. 

Desværre har højrefløjen og olielobbyen gjort en markant indsats for, at klimakrisen skulle fylde så lidt som muligt i den offentlige debat og på ministerkontorerne rundt omkring i verden. Så det tager vi skraldet for i dag.

Det er nemlig ungdommen, der skal reducere vores CO₂-udledninger. Det er ungdommen, der skal genbruge mere. Det er unge, der skal tage cyklen eller bussen på arbejde. Alt imens landbruget får frit spil med udledningerne, og fossilbilerne kører derudaf. For det skulle jo nødigt gå ud over de ældre generationer, at de ikke tog advarslerne dengang seriøst. 

Min generation – fattigere end generationen før

Min generation bliver også fattigere end generationen forinden. De, der bliver voksne efter finanskrisen, er dårligere stillet end den tidligere generation. Det skyldes mange ting. Blandt andet den liberale tilgang til boligspekulation, som har medført, at priserne er steget i lynhastighed og dermed også er drønet forbi unge, som nu står efterladt på perronen. Så mens vi står og bekymrer os for klodens fremtid, kan vi ikke engang prale af at sidde i egen lejlighed og gøre det.

Og det er problematisk, fordi fordelene ved at eje er så markante. Så snart man ejer, går en markant mindre del af ens udgifter til andre end ens fremtidige jeg. Og det er gavnligt, når man er ung og ens indkomst lav. Men det er de færreste, der får gavn af det. Medmindre man kan score sig et forældrekøb eller en god arv selvfølgelig. Så er det bare ærgerligt for resten af ungdommen.

Jo mere du ejer, jo mere tjener du på at eje

I det danske samfund er det en kendsgerning, at jo mere du ejer, jo mere tjener du på at eje. Ejer man hus og et par værdipapirer, kan man nogle steder tjene en årsløn, mens man sidder på hænderne og hygger. Ejer man ikke noget – som det er tilfældet med de fleste unge – er det bare ærgerligt. Og nu kan man se frem til at arbejde længere end tidligere på grund af stigende pensionsalder.

Måske bliver ungdommen sågar en helligdag fattigere? Som det lyder på regeringen og det politiske landskab, kommer vi i hvert fald ikke til at arbejde mindre, selvom andre lande prøver det af, og det ville følge den historiske udvikling. Sådan er det, når finansministeriet betror sig til gud, faderen og arbejdsudbuddet. 

Vi skal have styr på udledninger og uligheden

Så når jeg kigger mod fremtiden, ser det skidt ud. Jeg er ikke håbefuld. Til gengæld er jeg fuld af gåpåmod. For det kommer til at kræve en indsats, hvis vores generation skal vende de paradigmer, der lige nu forringer vores muligheder og vores fremtid. Det er grunden til, at jeg startede i et ungdomsparti, og det er den kamp,  jeg tror bliver den mest afgørende for fremtiden. For vi skal have sænket vores CO₂-udledninger, hvis vi vil have en klode, som er værd at leve på om 100 år.

Vi skal have styr på uligheden, for med den nuværende ulighed taber vi generationer frem for at løfte dem. Det er den fremtid, der bekymrer mig, og som jeg vil gøre alt for at ændre. Og det kan ikke gå for stærkt.

Det kommer til at kræve en reform af vores skattesystem, hvor vi i højere grad ser på ejerskab og spekulation. Skat på profit af bolig, højere aktiebeskatning, formueskatter og arveafgifter er fremtiden. Vi skal også kigge på klimaet og miljøet. CO₂-afgifter, udfasning af fossilbiler, en opgradering af vores offentlige transport og mere genbrug. Mere vild natur, ingen sprøjtegifte og færre dyr i landbruget. 

Det er ikke bare en venstreorienteret feberdrøm. Det er nødvendighedens politik, hvis man tror på den slags. I hvert fald hvis vi skal holde os op på generationsløftet.